Lynfødsel på en fødselsfredag

For nogle kvinder kan en lynfødsel være en skrækkelig oplevelse, imens det for andre – som hende, der har skrevet denne uges beretning – kan være helt igennem vidunderligt. Som en lille bonus til beretningen kan jeg fortælle, at det var kvindens anden fødsel indenfor to år – og at det altså er min klare erfaring, at de fleste kvinder, som føder igen inden for netop to år, som oftest føder meget hurtigt! 😀 FYI.

lynfødsel

 

En lynfødsel

Det er tirsdag, jeg er lige gået over termin og jeg har tid til jordemoder kl 10.50. Jeg skal have lavet en hindeløsning.

Det går som det skal hos jordemoderen og da jeg er færdig skal jeg en tur på fødeafdelingen for at få kørt en CTG-kurve, da lillebror ikke har været så aktiv det seneste døgns tid. Alt ser fint ud og mens jeg ligger og får kørt kurven begynder det at murre i maven.

Jeg kører hjem, klokken er omkring 13.30 og veerne tager så småt til.

Jeg ringer ind til fødeafdelingen og får at vide, at jeg skal ringe når veerne varer 1 minut eller hvis vandet går. Derudover anbefaler jordemoderen at vi får afleveret storesøster, så vi ikke skal bekymre os om hende. Vi ringer til min svigerfar og min mor.

Veerne tager nu kraftigt til og de varer 1 minut.

Jeg ringer ind til fødeafdelingen igen og jordemoderen siger, at en hindeløsning godt kan sætte gang i kraftige veer, men at disse kan gå i sig selv, men vi er selvfølgelig velkomne til at komme ind og blive undersøgt.

Kl 16.54 kører svigerfar og min mor afsted med storesøster, imens min kæreste og jeg kører mod fødeafdelingen. Mine veer er nu så kraftige at det er svært at stå op under dem. Min kæreste sætter mig af og parkerer bilen.

Imens får jeg en ve og må ned og ligge på alle fire. Alene. Great.

Jeg kommer op, men går ikke mere end et par meter før næste ve melder sig. Jeg kommer igennem den og går mod elevatoren, hvor endnu en ve får mig til at stoppe op. Min kæreste støder til og vi går ind i elevatoren. Da vi går ud får jeg endnu en ve.

Vi når hen til skranken og endnu en ve kommer susende. Vi bliver sendt ind i venteværelset, hvor jeg må læne mig ind over sofaen mens endnu en ve overtager.

Den jordemoder jeg skal føde med kommer ind og jeg når ikke at hilse på hende før jeg igen må ned på gulvet. Vi kommer ind på stuen og jeg får mit tøj af. Endnu en ve melder sig og jeg skal lige sunde mig, inden jeg lægger mig op på briksen.

Nu går det stærkt.

Mine veer kommer susende lige efter hinanden og er så kraftige at det er svært at være i. Den jordemoderstuderende vil gerne have lov at mærke på mig, men jeg kan næsten ikke få mig vendt fordi veerne kommer væltende.


Læs også: en lynhurtig førstegangsfødsel


Efter et par veer siger jordemoderen at efter næste ve kan jeg komme ud i badekarret.

Jeg kommer ud og pressetrangen melder sig. Sig mig, er det en lynfødsel det her?!

Jeg er 10 cm åben, men lillebror står ikke helt på bækkenbunden, så jeg får besked på at puste og ikke at presse aktivt. Ved næste ve presser jeg aktivt. Jeg kan ikke lade være. Det er helt vanvittigt svært at modarbejde kroppen.

Vandet er ikke gået endnu, så der står en vandboble foran lillebrors hovede, hvilket også er med til at spænde godt. Jeg mærker pludselig en ploppende fornemmelse og spørger hvad det var.

“Hovedet”, svarer jordemoderen. Hold nu op, jeg var ikke klar over at det gik så stærkt!

Min kæreste får sagt at han gerne vil tage imod hvis det er muligt og han får at vide at så er det nu. Han smutter ned i den anden ende og et par veer efter kommer lillebror til verden. Næsten født i hinderne og svømmende ud i armene på sin far.

Jeg havde en aktiv pressefase på 4 minutter, så det var en lynfødsel der ville noget. Lillebror er født kl 17.34, 3400 gram og 52 cm.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Hvad er en lyn fødsels? Jeg tænker ikke lyn når den har varet 4 timer🤔 men hvad er tiden for lyn fødsel?
    Jeg har selv født nr1 på 7 timer nr 2 på 2 timer og nr3 uden tid da jeg havde lidt plukveer gik ud for at tisse fik rigtige veer og kort efter var hun født i fars arme. Jeg tænker selv kun lyn fødsel om min nr 3.
    Mine nr 1og 2 er det knap 5 år imellem og imellem nr 2 og 3 er der knap 4 år imellem