Annonce

Jeg gør faktisk (ikke) mit allerbedste…

Der bliver stillet store forventninger og krav til os, de voksne i børnefamilierne, i denne tid. Ikke alene er det nu vi skal gøre karriere, stige til tops og stile benhårdt efter nye mål, hvadenten det er solskinsrejser, sommerhuse eller ny, mere miljørigtig bil. Vi skal også hente børn – helst før 15.30, give de mindre børn ugentlige fridage, lave alt mad fra bunden, lufte ud to gange dagligt, spise økologisk, sortere affald, være gode veninder, venner, værter, kærester, søstre, brødre, døtre og selvfølgelig allestedsnærværende forældre. Vi skal have sunde interesser, dyrke sport mindst to gange om ugen, spise 600 gram frugt og grønt, læse bøger, socialisere, passe på miljøet, gå til psykolog, grine, græde, danse og naturligvis sørge for, at vores hjem altid er så pænt, at det vil passe ind i et boligmagasins midterside – eller som et minimum på instagram, hvor vi selvfølgelig også er aktive, pæne, rene og polerede. For det skal man jo.

Forpustet? Det forstår jeg godt.

Det hele er selvfølgelig sat på spidsen her, men når jeg af og til tænker på alle de krav og forventninger der bliver stillet til mig, som mor til to krudtugler, så er det nogenlunde sådan her det fungerer. Omend virkeligheden hjemme hos os altså ser lidt anderledes ud.

Jeg præsterer nemlig stort set aldrig mit allerbedste, på hverken den ene eller den anden parameter og jeg tror simpelthen at jeg ville gå ned med stress, hvis jeg skulle. I stedet har jeg besluttet at det er okay, at holde mig på noget der minder om 80% – og dét altså på de ting, jeg prioriterer højest, imens øvrige ting rangerer væsentligt længere nede. For det er jo dét det hele handler om; at prioritere og vælge dét, der føles mest vigtigt og at lægge sin energi dér. I det omfang det giver mening, that is. 

For de fleste af os tror jeg roligt at jeg kan vove den påstand, at tiden med vores børn ligger i toppen af prioriteringsskalaen. Vi vil gerne gøre det bedste vi kan for vores børn og hvis der er noget i verden vi drømmer om, så er det at give dem (grundlag for at få) et godt liv. Alligevel kan jeg simpelthen ikke præstere mit allerbedste overfor mine børn. I hvert fald ikke hele tiden. Og hvis jeg forsøgte på at gøre det, så er jeg temmeligt sikker på, at jeg ét eller andet sted nede ad vejen, ville få en nedsmeltning i hjernen. You guys, (i hvert fald jer, der har eller kender børn) I ved hvad jeg taler om. Hvis jeg hele tiden gjorde mit allerbedste, ville nok både mine børn og jeg blive kuk-kuk af det. Faktisk er jeg kommet så langt, at jeg ligefrem tror på, at det faktum at jeg ikke altid gør mit allerbedste, men at jeg altid bestræber mig på at gøre det godt nok, gør mig til en bedre mor. Jeg tror nemlig, at det er helt fint – ja, måske ligefrem godt – for mine børn, at de af og til kan overtale mig til at få en mælkesnitte med i kurven, når vi handler ind, eller jeg ikke altid våger over dem som en høg over sine æg. Jeg gør det så godt jeg kan, uden at køre mig selv i sænk og det tror, håber og synes jeg faktisk er helt udmærket.

Den lidt lavere barre for hvor meget jeg skal præstere, betyder blandt andet at jeg ind i mellem – med ro i sindet, vel at mærke – kan lade mine børn få skærmtid (som vi kalder det herhjemme, når man enten sidder med en telefon, en computer eller ser fjernsyn). Ikke hver dag og ikke i stedet for sam- og nærvær, men når både børn og voksne har brug for en lille pause. Selvom jeg godt ved, at vi i en perfekt verden nok hellere burde lægge puslespil, synge sange eller gå på legeplads i “pausen”. Det gør vi bare ikke, for det fungerer simpelthen bare bedre, at børnene nogle gange kan få lov til at glo ind i en skærm. Når vi kører bil og “jeg kan se noget gult”-legen er ved at være udtrådt, for eksempel, så er det sgu ret fedt at kunne give drengene lov til at se lidt skærm, i stedet for at jeg skal agere både chauffør og mægler mellem to børn, som ellers ville være i overhængende fare for at blive uvenner.

Når der er skærmtid derhjemme, vælger drengene ofte noget på en telefon, som vi så streamer op til fjernsynet og når de ikke lige har valgt ét eller andet håbløst, synes jeg faktisk at det er super hyggeligt, at se tegnefilm sammen med dem. Èt af de steder vi ynder at hente film og serier fra (som er fede at se for både børn og voksne), er på HBOs børnetjeneste, Toonix, som jeg faktisk også har skrevet om tidligere (HER). Der er så mange gode film og serier, som også er hyggelige for mig at se, fordi jeg husker mange af figurerne fra min egen barndom. Jeg nævner – blandt mange, mange andre – Tom & Jerry, Snurre Snup, Peter Pedal og selvfølgelig Scooby Doo, som i øvrigt er Jens’ ultimative favorit.

Indtil for ganske nyligt, har vi “bare” set Toonix via den almindelige HBO-app, som jeg også bruger til at se voksenfilm og -serier, men faktisk har Toonix netop lanceret deres helt egen app, som udover at indeholde alle de gode film og serier, også indeholder forskellige spil, med alle de kendte figurer i hovedrollerne og jeg mistænker, at mine børn kommer til at trippe helt ud over den. I app’en kan man desuden lave personlige profiler til sine børn, således at alle de foreslåede film og serier der bliver vist på forsiden, vil være alderstilpassede, hvilket jeg synes er helt, helt genialt!

Jeg tænker for eksempel, at den kommer til at gøre sig godt på flyvedelen af den ferie vi skal på om en måneds tid, hvor jeg har tænkt mig at teste den af med de 30 dages gratis prøveperiode man kan få lige HER.

Efter de 30 dage, koster Toonix 39 kroner om måneden, men det skal selvfølgelig – hvis I også vil prøve det af – være helt op til jer, om I ønsker at fortsætte abonnementet efter prøveperioden, eller ej 🙂

Det er selvfølgelig ikke sådan at forstå, at jeg synes vi som forældre “bare” skal pacificere vores børn med ipads og telefoner under udsagnet, at vi ikke behøver at gøre det bedre end “godt nok”. Slet ikke. Men jeg synes – helt ærligt – at der skal være plads til at give både sig selv og sine børn en lille pause i ny og næ og hvis den nogle gange bliver brugt på en skærm, ja, så kan det sådan set være fint for mig, så længe kvaliteten af dét der bliver set eller spillet, er i orden.

Selvom man ikke hele tiden præsterer det absolut allerbedste man kan, så kan man, efter min bedste overbevisning, sagtens gøre det godt nok og dét tror jeg er vigtigt at huske på. Det er i hvert fald vigtigt for mig at huske på, at jeg ikke altid behøver at gøre alting perfekt (eller at slå mig selv i hovedet over at jeg selvfølgelig ikke kan gøre alting perfekt) men at jeg er god nok, både på de dage hvor vi spiller brætspil og drikker hjemmelavet varm kakao og på de dage, hvor den står på skærmtid imens jeg bestiller en pizza. Det er dét der gør, at jeg ikke bliver sindssyg – og dét synes jeg faktisk er godt nok.

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Tak for det her indlæg! Jeg prøver hele tiden at gøre mit bedste og bliver konstant presset og skuffet. Havde brug for en reminder om at det ikke kan lade sig gøre, og at det er ok at sænke barren lidt.

  2. Jeg kender godt remsen med alle de ting, man skal gøre perfekt hele tiden, og nogle gange føler jeg mig revet midt over af alle de forventninger jeg oplever (inde i mit hoved). Mine drenge på 5 og 7 må se tv kl 17-18 på hverdage og i weekenden får de lov til at spille iPad om morgenen og når lillesøster på 1 sover lur om eftermiddagen. Fraset det med iPad var det det samme da jeg selv var barn. Mine drenge er fuldstændig flade når kl er 17 og de kan ikke på nogen måde finde ud af at sidde stille med en bog eller et puslespil (især ikke den ældste). Så de får lov til at se tv. Så er der én voksen til at lave mad og én voksen til at lave madpakker og bære rundt på lillesøster, som af en eller anden virkelig underlig årsag er totalt uinteresseret i skærm (hvad gjorde jeg galt??) men ikke er mindre træt end de andre.

    Jeg har opgivet at have dårlig samvittighed over det. For jeg kan ikke gøre noget ved det. Ordningen fungerer, der er fuldstændig klare regler for skærmtid og jeg synes helt ærligt ikke, jeg selv tog skade af at se tv en time om dagen, da jeg var barn.

    Og vi drikker også kakao nogle gange og laver hyggelige ting sammen og jeg sidder ikke med min telefon fremme når jeg er sammen med mine børn.

    Jeg synes der er en tendens til, at børn skal være i fokus hele tiden og konstant have deres forældres opmærksomhed. Og det er jeg simpelthen ikke enig i, i hvert fald ikke når de er ældre end 2 år. Børn har ALDRIG været så meget i fokus som de er nu og jeg vil godt vædde på, at vores forældres generation ikke var så bekymrede hele tiden for om de gjorde det godt nok. Børn er forholdsvis robuste og hvis mor eller far hele tiden initierer lege og underholdning udvikler de ikke deres fantasi og egen forestillingsevne. Og så har vi gjort dem en bjørnetjeneste. Det har ikke noget med skærmtid at gøre specifikt, men det går mere på det med at vi skal være de allerbedste forældre vi kan være hele tiden. Jeg synes også børn skal lære, at der er andre ting, der skal gøres, når man er en familie end at lege. Så “nej, jeg kan ikke et-eller-andet fordi jeg skal lægge vasketøj sammen/gøre rent/lave mad/whatever, men du kan komme med / hjælpe mig” er også ok og lærer børnene noget, fx behovsudsættelse. Jeg kan ikke huske, at mine forældre nogensinde har leget med mig eller mine søstre – de var jo voksne, så hvorfor skulle vi lege med dem? Vi havde hinanden og vores venner. De har bygget legehuse, lavet bål, syet og strikket dukketøj og alt muligt andet, men de har sgu ikke leget med os.

    Børn skal lære, at de indgår i en større sammenhæng, hvor de ikke kan forvente at være i fokus hele tiden. Lærere klager over, at der er alt for mange børn, som er totalt fokuserede på deres eget behov og ikke vil acceptere rammerne for fællesskabet i klassen. Dét synes jeg er et stort problem og det er noget af det, vi kan gøre noget ved hjemme ved at lære vores små guldklumper, at der er andre hensyn at tage end lige det vi tager til dem.

    Pyha, det blev noget af en smøre. Men jeg er helt enig i at det er en god idé at sænke barren lidt og prøve at huske, at vi skal være her alle sammen. Også mor og far.

    1. Jeg er meget enig i de ting, du skriver, Astrid, og synes også også dit indlæg er rigtig godt og vigtigt, Cana!
      Og alt med måde. Vi er ikke opvokset med så meget mulighed for skærm/teknologi, som vores børn er.
      Og skærm er trods alt kommet for at blive, så vi skal lære dem at navigere og at bruge skærm på en fornuftig måde (jeg øver mig selv dagligt i at få et mere sundt og fornuftigt forhold til skærm, hvor jeg har en tendens til at være afhængig, hvis jeg ikke er bevidst om brugen). Og hvis vi nærmest helt fornægter børnene skærmtid, så får de da ihvertfald ikke et sundt forhold til det, tænker jeg ikke. Alt med måde!

      Jeg slapper selv af med skærm hver dag, og tænker også at jeg vil forsøge at lære min søn, at det er helt ok med måske en halv times skærmtid, når man kommer hjem og lige skal lande efter en lang dag i institution, ligesom jeg gerne selv vil, når jeg kommer hjem..

      Og ja, så vil jeg gerne øve mig i at slappe af i den beslutning; at min søn ikke tager skade af lidt skærmtid (igen alt med måde), at jeg ikke er en dårlig mor, fordi jeg lader ham slappe af med skærm i stedet for at være kreativ og lege med ham. For ja, vi leger i forvejen langt mere med vores børn, end jeg ihvertfald er vokset op med.

      Og vi er skide gode mødre alligevel, selvom vi ikke leger med vores børn og hele tiden har overskud til dem

      Super godt og velreflekteret indlæg, Cana – det er dejligt at læse

  3. Hej Cana ❤.
    Virkelig fint indslag. Og du skal vide al selvom dine drenge ( som stadigvæk er mindre børn) vil du altid være der for dem også når de er 25 – 28 år elle måske ældre. Ingen er perfekte og vi bestræber os på at gøre vores bedste for vores afkom uanset alder. 👍Jeg synes du er en god mor og gør det godt for dine drenge, på en helt naturlig måde.
    Hilsen Birgit

  4. TAK for et indlæg jeg i dén grad kan relatere til. Dejligt at få anerkendt mine egne tanker om at give mig selv lidt mere snor. Alle kan ikke alt altid! Men det er svært at ændre vaner hvis man tidligere har prøvet at gøre alt godt. Det er SÅ okay at sigte lidt lavere så man også kan få luft ❤️

  5. Det kunne være sjovt med et indlæg med alle de steder vi springer over hvor gærdet er lavest. Her hos os har jeg de fleste uger f.eks. helt opgivet at lægge tøj sammen. Min datter på 4 har omdøbt gæsteværelset til “tøjbutikken” fordi man bare går ind og finder noget rent og tørt tøj i en ikeapose 👍🏻