Fødselsfredag: Jeg gør det aldrig igen

Noget af det vildeste ved fødselsfredag er – synes jeg – dén diversitet i de subjektive oplevelser, som de mange beretninger giver. Denne beretning er er et stjerne eksempel på en kvinde, som på papiret har født fuldkommen fint, flot og ukompliceret, men som alligevel føler sig så traumatiseret, at hun aldrig nogensinde har lyst til at føde igen. Det er selvfølgelig svært for mig, ud fra en beretning alene, at afgøre noget som helst om hvad der er på spil for den enkelte kvinde, men jeg ved at fødselsangst ikke er at spøge med og at det – selvfølgelig – altid bør tages alvorligt. Og dét altså helst i højere grad, end kvinden her oplevede da hun forsøgte at komme til orde.

Lykken var stor da jeg stod med en positiv test i hånden, eller lad mig lige rette mig selv: flere positive graviditetstests.
For det var jo næsten for godt til at være sandt.
Men i øjeblikket efter, ramte virkeligheden mig. JEG SKAL FØDE! Åh nej!

Jeg havde i en del år forinden ikke villet have børn, da jeg simpelthen ikke turde føde.

Mig afsted til første jordemoderbesøg i god tro om, at jeg kunne få kejsersnit. Der ville jeg jo være bedøvet og jeg kunne have planlagt det hele på forhånd.
Endnu engang blev jeg ramt af virkeligheden. I Danmark kan man ikke ønske kejsersnit medmindre der er en virkelig god grund.
Min grund som jo egentlig “bare” var at jeg var møg bange, den gjaldt altså ikke…

Jeg græd, jeg græd i flere dage.
Ja min søn skulle jo ud, men hvordan?

Jeg kan jo ikke.
Det gør ondt.
Det er uoverskueligt.
Det er uplanlagt.
Hvad gør jeg?!

To måneder efter havde jeg igen en aftale med en fødselslæge, da hun gav mig muligheden til at kontakte andre hospitaler i håb om jeg måske kunne overtale dem til det omtalte kejsersnit.
Men nej det lykkedes mig selvfølgelig ikke. Reglerne i Danmark er sgu ens alle steder.
“Men kære Simone” sagde lægen, “vi mødes bare på midten og laver en fødselsplan sammen”.
For mig var det bare ikke godt nok, men jeg vidste jo samtidig også godt at min søn inde i maven ikke kunne være derinde for altid. Samtidig mærkede jeg godt efter og jeg var jo også ved at springe af længsel for at møde den lille fis.

Fødselsplanen vi lavede lød på:
Sansestue.
Badekar.
Tidlig epidoral.
Lokal bedøvelse.
Musik.

Jeg følte mig på ingen måde tryg eller sikker, men jeg var magtesløs imod systemet.
Samtidig følte jeg at det her var første skridt imod det nye mor-liv som ventede; den første kamel som skal sluges som mor.

Men for pokker den var stor…

Præcis en uge over termin kl 04:28 gik vandet.
Eller jeg troede jeg tissede, men da jeg rejste mig fra toilettet og det stadig løb selvom jeg følte jeg var stoppet, havde jeg regnet ud det nok ikke var tis.
Jeg fik vækket min kæreste og vi satte os sammen ud på toilettet og ringede til fødegangen.
Vi fik at vide vi skulle komme kl 8:00.
Planlægning og ordensmennesket her gik derfor i fuld gang med at barbere ben, vande blomster, lave morgenbord til min mor som skulle deltage i fødslen osv. osv.
Jordemoderen havde givet os en folder der beskrev hvordan man både kunne nå at se flere film osv imens veerne tog til, så det her havde jeg da helt sikkert tid til.

Lidt i 5 stod jeg under bruseren og fik min første ve.
“Come on” sagde jeg til min kæreste, er det bare det. Den nev lidt bevares, men så var det heller ikke værre, vel?

Ha! Jeg blev klogere.

Lidt i 6 tog de kraftigt til, de veer og min mor beordrede mig til at slappe helt af og samle kræfter.
Min kæreste lagde sig ind til mig på sengen med et stopur.
Vi havde jo fået tudet ørene fulde om hvor mange minutter der skulle være imellem.
Da jeg ret kort efter sagde: “nu kommer der endnu en” blev jeg mødt af en kommentar fra ham det lød således: “ej okay, nu overdriver du. Jordemoderen sagde flere timer mellem”
Jeg svarede ikke men satte mig krampagtigt op og så kunne han se det vidst var rimelig rigtigt det jeg kæmpede for at sige.
Han blev nervøs den kære mand og meddelte mig ret prompte at jeg skulle ringe til fødegangen igen.

Der var 2 minutter mellem veerne da vi gled ind på fødegangen kl 06:55.
Jeg var 3 cm åben.

Sansestuen var i brug men vi havde oceaner af tid i følge jordemoderen, så vi blev indlogeret på en meget lille fødestue, uden badekar, uden mulighed for musik; uden noget som helst.
Jeg var i kraftige veer så jeg åd det de sagde råt. Ja okay, så bliver vi bare her lidt.

Lidt over 8 spurgte jeg jordemoderen hvornår jeg blev målt igen, for vi var snart der hvor jeg ville have min tidlige epidural. Hun prøvede at snakke mig fra den, hvilket fik mig til at panikke lidt. Jamen?!! Min fødselsplan…. Den der gør mig bare lidt tryg…

“Jeg måler først igen lidt over 9” var svaret.


Læs også: Nej, det er ikke din skyld – om traumatiske fødsler


Hun nåede kun lige akkurat at forlade stuen så fik jeg min første presseve.
Min mor panikkede. “Simone? Du må IKKE presse selv! Du kan revne!!”
Hun løb i fuld galop ud på gangen og fik jordemoderen ind.
Jordemoderen troede ikke en dyt på mig. “Jamen hop bare stille op jeg kan da godt lige mærke hvor mange cm du er nu hvis du absolut vil vide det”

“Bum, 10 cm du er i fuld fødsel Simone.”

Hvad?! Nej nej! Hvor er min sansestue? Jeg skal have lokalbedøvelse! Badekar. Min playliste er derovre i tasken!
Alle de spørgsmål jeg havde forberedt jeg skulle stille undervejs hvornår skulle jeg nå dem..?

Wow, virkeligheden ramte mig lige her.

Jeg lå midt i mit højlydte skrig nummer 2 og var i fuldstændig vildrede.
Jeg fik råbt til min jordemoder at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre.
Hun svarede: “lad være med at skrige og brug kræfterne”
De ord.. de 8 ord er mine vise ord.
Med ét ændrede hele rummet sig, hele oplevelsen sig, hele mit humør alting ændrede fuldstændig karakter.
Jeg gjorde noget jeg aldrig i mit liv har gjort før.
Jeg gav slip…

Jegg slog mit hoved fra og lod min krop overtage showet.
Jeg faldt i søvn mellem mine presseveer.
Jeg var fuldstændig i trance.
Hørte ingenting.
Så ingenting, jeg var kun hos mig selv.

Det var både godt og skidt.
Det fungerede fantastisk for mig, men den dag i dag føler jeg at jeg mangler en stor del af min søns fødsel.
Det gik så stærkt!

Kl 09:02 lå han på mig bryst. Wow.
Jeg havde gjort det, jeg havde født.

Jeg er stolt over at have gjort det, men jeg gør det aldrig igen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Jeg sidder da herhjemme og bliver helt bange.
    Jeg er gravid med mit andet barn, og har altid tænkt jeg aldrig skulle føde igen!
    Jeg vil dog nu, hvor jeg er gravid gøre meget her i graviditeten for at prøve at overvinde angsten. Men har tænkt kejsersnit som en mulighed, hvis jeg ikke kan overkomme frygten. Har aldrig tænkt over man kan blive nægtet det??? Ved godt de fleste nok vil forsøge, at overtale en med alle de gode ting ved vaginalfødsel, men har aldrig tænkt over man kan blive nægtet kejsersnit???

  2. Ej, hvor er det bare tarveligt at hun slet ikke blev taget seriøst!
    Jeg havde selv en traumatisk 1. fødsel – den var lang, han lå skævt, der blev forsøgt med kop 4 gange og jeg endte med akut kejsersnit.
    Nu er jeg i uge 31 med nr. 2, og jeg har heldigvis ‘fået lov til planlagt kejsersnit denne gang. Men nøj, hvor var jeg nervøs inden samtalen med lægen på sygehuset – tænkt hvis hun ville prøve at overtale mig til vaginal fødsel! Det gik heldigvis nemt – hun var meget forstående, jeg havde jo en god grund.
    Puha!

  3. Min veninde fra mødregruppen fik lov til at føde ved planlagt kejsersnit på Skejby grundet frygt for fødslen.
    Så der må virkelig være forskel på hvem man snakker med