Det er jo ikke biler, man parkerer

Det er jo for pokker ikke biler vi parkerer til opbevaring på en overvåget parkeringsplads i otte timer. Det er vores børn, som er i de allervigtigste år af deres liv, når det kommer til udviklingen af deres personligheder.

Endelig har jeg fået den set. Den – i hvert fald på facebook – meget omdiskuterede dokumentar, Hvem passer vores børn? som kan streames på dr.dk. Og jøsses, altså! Jeg sad flere gange med en klump i halsen og en lille sten i maven over, at blive mindet om, hvad det er vi på daglig basis byder vores børn. Hvad jeg byder mine børn.

Jeg er selvfølgelig med på, at vi allesammen gør det allerbedste vi kan for vores børn, men helt ærligt, så synes jeg ikke det er godt nok, hvis vores “allerbedste” betyder at vi afleverer børn helt ned under 1-års-alderen til en normering, der betyder at de ingenlunde får den voksenkontakt og -spejling de har brug for. At børnegrupper i vuggestuerne ligefrem skal sidde alene omkring spisebordet om eftermiddagen, fordi pædagogen der er på vagt, er nødt til at være i et andet rum, for at hjælpe andre børn. Jeg beklager, men det er simpelthen ikke godt nok.

Pædagogerne, som jeg oplever er dedikerede, velmenende og fagligt meget dygtige, gør hvad de kan; de løber en ekstra kilometer og holder i et hav af buttede hænder imens, men faktum er, at selv den bedste pædagog ikke kan være flere steder på én gang. Der er simpelthen ikke nok af dem. Hverken til at tilbyde den fysiske hjælp, som særligt de helt små børn kræver, eller til den mentalisering som er så vigtig at tilbyde vores børn, så de kan føle sig mødt hvor de er, og vokse som små selvstændige individer. Der er brug for flere pædogoger til at passe på vores børn, i de timer de er i daginstitutioner. Punktum.

Altså, næsten punktum.

Det er så let at råbe op og skyde skylden på politikerne, som til stadighed laver besparelser, nedskæringer og ansættelsesstop og hvad de ellers alt kalder det, og jeg skal da også gerne medgive at de bærer en stor del af skylden; men folkens, det gør vi også selv! Vi har som det første, ladet det ske. Vi har vendt den anden kind til og blåøjet ladet os manipulere til at tro, at tilbuddet til vores børn er det bedste for dem. Eller som et minimum, at det er godt nok.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt forældre til små børn snakke om, at det da også bliver godt for deres lille barn på lige knap 11 måneder at komme ud og blive stimuleret lidt af nogle andre børn. Og nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig til hverken børnepsykolog eller på anden vis én der ved mere om børn end andre, men jeg tror simpelthen ikke på, at det er i børnenes interesse, at komme i institution førend de er fyldt et år. Eller to år, for den sags skyld.

Bevares, jeg ved selvfølgelig godt, at børn, når de ikke længere er babyer, kræver noget mere af deres voksne og jeg ved da også godt, at det nærmest kan føles som en aflastning ind i mellem, når man kan give sine børn nogle legekammerater, som de kan udforske og underholde på det kognitive udviklingstrin de nu engang er på. Men jeg tror altså ikke på, at de har godt af at være sammen med 11 andre børn, når der kun er én eller to voksne til stede samtidig. Jeg tror, at børnene har brug for voksne, som kan guide og vise dem vej og hjælpe dem til at udvikle deres små personligheder til at blive velfunderede i troen på, at de gode nok, som de er. At de er noget værd, at de bliver hørt og at de bliver taget alvorligt.

Vi må ikke tro – eller bilde os selv ind – at det er for børnenes skyld de kommer i institution så tidligt i livet. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Med dét sagt, har jeg selvfølgelig fuld forståelse for, at vi lever i et samfund, hvor de fleste af os har et fuldtidsarbejde som vi er afhængige af indtægten fra, for at kunne leve på den måde vi gør og at vi derfor er nødt til at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter endt barsel, hvadenten vi er mænd eller kvinder. Selvfølgelig har jeg det. MEN…

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det faktum at vi voksne skal tilbage på vores arbejdspind behøver at betyde, at vores børn skal sættes direkte i institutioner, hvor de fra første dag uden mor og far, ikke alene skal forholde sig til en stue fuld af fremmede børn i alderen 0-3 år, men sørme også, at de voksne ikke altid har tid. Jeg forstår det simpelthen ikke, når vi rent faktisk har andre muligheder her i vores lille priviligerede land. Det må være muligt for os at tilbyde vores børn nogle af de pasningstilbud der rent faktisk tilbyder (mere af) det nærvær, som vores helt små børn har behov for. Jeg tror i hvert fald personligt på, at det, særligt i barnets første par leveår, handler om at barnet tilbydes kærlig og omsorgsfuld voksenkontakt med personlig spejling og god mentalisering, i langt højere grad end det handler om læringsplaner og pædagogisk udvikling, for at barnet kan trives og udvikle sig i positiv retning. Men det er selvfølgelig bare min subjektive holdning til noget jeg ret beset ikke ved noget om.

Det eneste jeg ved er, at dokumentaren om børnene i de underbemandede daginstitutioner skar mig dybt i hjertet og at jeg på én eller anden måde har brug for at italesætte og forhåbentligt sætte (endnu mere) skub i en vigtig debat.

Det er jo for pokker – som en mor i dokumentaren ret fint pointerer – ikke biler vi parkerer til opbevaring på en overvåget parkeringsplads i otte timer. Det er vores børn, som er i de allervigtigste år af deres liv, når det kommer til udviklingen af deres personligheder. Og med dét in mente, så er vi altså nødt til at give dem noget bedre, end dét vi gør i dag. Det kan jeg da i hvert fald se…

Skriv din kommentar

Kommentarer (37)

  1. Som pædagogstuderende, med 10 års erfaring fra vuggestue, kan jeg desværre fortælle at dokumentaren var spot in ift virkeligheden. Den malede ikke et overdrevet skræmmebillede. Den ER er reelt billede på hvordan hverdagen ofte er i en institution.
    Det er skrækkeligt. Både for børn og pædagogisk personale. Den viden er ikke altid rar at have, når man, som jeg, også har er vuggestuebarn.
    Jeg er glad for at der bliver sat mere fokus på det. Tak fordi du også gør det!

    1. Av, nej det er virkelig ikke rar viden at sidde med, så man må virkelig håbe at dokumentaren og debatten der er fulgt i halen på den, kan være med til at gøre en forskel 🙂

  2. Ja det er en virkelig vigtig debat. Jeg er pædagog, og jeg har hjemmepasssrt mine børn til knap 3 års alderen, havde pengene været der ville jeg bestemt have fortsat længere. Programmet du omtaler er meget lig med den virkelige verden. Desværre mangler de et perspektiv, inklussionsbørnene, eller de børn som før fik tilbudt en special plads/inst. De børn, de bliver tabt Idag. Der er ikke hænder til dem, og de tager rigtig meget tid fra den resterende børnegruppe, for vi kan kun være et sted af gangen. De børn der har brug for at blive guidet og støttet i deres daglige samspil med de andre børn, de bliver bremset i den udvikling de kunne have været i. Fordi nogle mennesker mente at inklusion(besparelser) skulle dække over, at alle børn skal inkluderes i et stort fællesskab, på trods af at nogle børn har bedst trivsel i mindre fællesskaber. De børn er konstant på overarbejde i en institution der i forvejen er underbemandet… Det er trist, en fallit erklæring for Danmark og en kæmpe manglede respekt for de små mennesker vi burde passe på… Og sidst men ikke mindst, så er der ofte børn ned til 6 mdr i en vuggestue… Se det er en hård start på livet med den normering!

  3. Og præcis derfor går jeg hjemme med min dreng på knap to. Jeg så dokumentaren og har været trist siden. Hvor er det dog sørgeligt at vi er kommet derud. Og særgeligt at vores samfund er blevet så instititutionaliseret at der rent faktisk er rigtig mange, der ikke tror de kan gøre det godt nok selv – passe deres eget barn, for som du også siger: “de har jo godt af at komme i institution med nogle andre børn”.. Jeg er med på at det ikke er alle der har muligheden. Men jeg håber at der er flere der får op for at vi sagtens kan passe vores børn selv, hvis vi har viljen (og økonomisk mulighed).. institutioner er virkelig ikke lavet for børnenes skyld – det er for at forældrene kan komme på arbejdsmarkedet..

  4. Hørt!
    Mine børn var hjemmegående – med mig – til de var 3-4 år. Derefter var de “på deltid”, de to ældste i skovbørnehave med 12 børn og 3-4 voksne, den yngste i alm børnehave, men en lille een af slagsen med god ledelse og nok hænder. Vi elskede begge børnehaver!
    Jeg har utallige gange hørt andre forældre sige, at deres “under 1-årige” trængte til at komme ud blandt andre og blive socialiseret. Imo holder det kun, hvis der er ganske særlige familieforhold, der gør sig gældende. Og så er der mange steder legestuer og andet, så nej, man behøver ikke gå i vuggestue for at være sammen med andre. Det er ikke barnets behov. Det kan være familiens behov pga økonomi eller andet i den dur, men det er ikke barnets behov.
    Mine 3 børn er nu i alderen 9-15 og har (trods sparsom socialisering indtil 3-4 års alderen) altid været socialt kompetente. Har bare “lært” det på den stille og rolige måde.

  5. Jeg er fuldstændig enig i, at det ikke er i børnets tarv at komme afsted så tidligt og jeg gruer selv for den dag, vi skal sende vores datter afsted. Muligvis er jeg uvidende, men du nævner, at vi har så mange andre muligheder i vores lille priviligerede land, udover at sende vores børn i en institution med dårlige normeringer. Hvilke tilbud tænker du, der ellers findes?

    1. Jeg kan klart anbefale en dagplejemor 👍🏻 Det at mine tvillinger var i dagpleje blev først en udfordring da hun desværre gik hen og blev langtidssygemeldt.

      1. Det synes jeg også er en virkelig god ide, men i den kommune jeg bor i, der lukker dagplejerne for tidligt om fredagen til, at jeg kan nå at hente efter arbejde 🙁

      2. Hjemmepasning er også et alternativ, som godt nok kræver en økonomisk omstilling, men det tror jeg, at mange er interesserede i, hvis de føler at den løsning er rigtig. Følg evt Maj My, for mange spændende informationer om netop det.

        Vi prøvede dagplejemor, jeg har selv været dagplejer for min ældste, så prøvede vi lidt vuggestue, og sidste år, forsøgte vi at have begge børn i børnehave. Men intet af det virkede for os, bla. pga. de vilkår og forhold som dokumentaren viser. Så nu hjemmepasser og hjemmeskoler vi igen.

        I nogle kommuner kan du tilmed få tilskud til pasning af egen børn, det kan du undersøge på din kommunes hjemmeside.

        Pøj pøj med det 😊 og husk at føle efter, det er det bedste råd jeg kan give. Ikke to familier er ens.

    2. Jeg tænker at et oplagt sted at kigge hen, er på dagplejere 🙂 Fx kan man ofte få plads i en privat dagplejer i København, hvor hun kun har 2-3 børn ad gangen 🙂 Det er en noget sejere normering, men det kræver selvfølgelig, at man som forældre kan klare den på de dage hvor dagplejeren evt er syg og barnet derfor ikke får pasning.

  6. SÅDAN CANA! Jeg er så træt af at skulle høre på undskyldningen om at det er for børnenes (og i nogle tilfælde babyer!!) skyld.. Det er IKKE børnenes bedste at komme afsted inden børnehave. Ja, de skal stimuleres og opleve socialt samspil med andre jævnaldrende, men det kan man også sagtens selv. Man er trodsalt ekspert i sit eget barn ❤️ Jeg havde den store hjemme til 2 år og lillebror på 10 mdr bliver også hjemme i lang tid endnu. Jeg ville aldrig i livet bytte de her år for noget!
    Det er på tide at der bliver rusket lidt i hr og fru leverpostej 🤘

  7. Kære Cana. Tak for at du blander dig i debatten. Jeg ved hvor mange du når ud til og jeg håber at dit indlæg breder sig som ringe i vandet, så der bliver gjort noget ved det her kæmpe problem!
    En minimumsnormering hele dagen vil sikre børns fremtid, lette presset på hvad jeg oplever er en meget stresset personalegrupper. Så håber jeg at politikerne vil prøve at gå til valg på den langsigtede løsning, selvom den er upopulær fordi den måske ikke giver ønskede resultater indenfor de næste 4 år.
    Som det hele ser ud nu uddannes pædagoger til et ideal der ingenlunde er repræsenteret i praksis, og det gør ondt! Alt det vi kan får vi ikke mulighed for at kunne. Alt det vi stræber efter må vi nedprioritere. Som min leder så fint sagde til personalegrupper “i er nødt til at sænke ambitionerne”, og det gør pokkers ondt.

    1. Åh ja, at man ikke kan få lov til at lave det gode arbejde man er uddannet til, må virkelig være en behård realitet at skulle forholde sig til – især fordi det er så pokkers vigtigt.

  8. Det er samfundets skyld! …. politikerne må åbne øjnene og erkende at vores børn ikke kan bære fremtiden udfra den behandling de får i dag. Pædagogerne er nedslidte og skal leve med tanken om at de ikke kan være der 100%. Hverken børn eller voksne er tjent med den hverdag de er i, idag. Hvis det fortsætter bliver samfundet den største taber og vores børn bliver ikke stærke nok til at møde de udfordringer der kommer i livet. De skal rustes til at kunne være mennesker med sund social adfærd og ikke mindst føle sig trygge og sete. Hvis vi ikke skal investere i vores børn så ved jeg ikke. De er jo fremtiden!!!!

    1. Det er ikke samfundet eller politikernes skyld. Vi lever heldigvis i et demokrati hvor politikerne er valgt af borgerne. Hvis der reelt var stemmer idet og forældre var villige i deres politiske valg til at prioritere bedre børnepasning ville det være ændret for længe siden. Men så længe det ikke flytter stemmer nok og andre emner er vigtigere for vælgerne sker det ikke. For det er RIGTIG dyrt at skaffe ekstra normering i alle institutioner. 1 mia her og der rykker ikke.
      Bare vent til det kommende folketingsvalg – det bliver ikke afgørende og se fx en rød kommune som Kbh hvor Enhedslisten er kæmpestore. Selv der sker det ikke noget for det flytter ikke vælgere.
      Derfor må vi dom forældre pege fingrene indad istedet for på alle andre.

    2. Lige et lille pip herfra… enig i at det ikke er optimalt… men “samfundets skyld? Hvem er det lige der er samfundet? – det er jo os selv! Den måde vi vælger at stemme på, den måde vi vælger at forgælde os, så begge forældre skal arbejde fuld tid. Vi må sørme ikke glemme at tage ansvar for os selv, og den måde vi indretter vores liv på😊 jeg har boet 7 år i Tyskland, hvor børne normalt er hjemme hos moderen indtil de er 3 år, derefter kommer de i børnehave, men langt de fleste bliver hentet mellem 12 og 14.

  9. Vigtig debat her. Er selv pædagog på niende år i en vuggestue. Og de sidste år er der blevet skåret og skåret og skæret ind til benet. Og er gået fra at være stolt af mit arbejde og føle at jeg virkelig gjorde en forskel. Til at være tæt på at kaste håndklædet i ringen:( det er blevet ren råpasning/opbevaring med alt for få hænder, til de små pus. Og det gør sku ondt i mit pædagog hjerte. Dokumentaren viser desværre virkelighed i mange institutioner i dk. Men mange pædagoger tør ikke fortælle virkeligheden for forældrene, af frygt for fyring mm. Derfor er giver det desværre, ofte en misvisende billed for forældrene. Pædagogerne smiler udadtil, men vores hjerter bløder for de små. Også derfor mange ender med at gå ned med stresse og udbrændthed. Det er simpelthen ikke godt nok, Danmark!
    Tror det kræver, hvis det virkelig skal rykke, at forældrene siger fra, på deres børns vegne.
    Tak cana, for at belyse et vigtigt problem i dk, som burde få endnu mere opmærksomhed.

    1. Det gør mig virkelig ondt, at du er der hvor du er tæt på at kaste håndklædet i ringen <3 Man kan håbe at dokumenteren og den debat der medfølger, kan være med til at sætte skub i en positiv udvikling.

  10. Super vigtig debat .. og super vigtige pointer og jeg er så enig.

    MEN, at finde en egentlig løsning på problemet? Som du selv siger, er det nemt at pege fingre. Og sidder egentlig lidt med en følelse, at du peger finger, men på en konstruktiv måde. Du kommer ikke med en løsning, det gør ikke debatten mindre vigtig. Synes måske bare, den åbner op for at, os alle der har børn i institioner er enige i din observering af et reelt problem, men igen hvor er løsningen, hvad stille vi op?

    Ældre området sejler, hospitaltvæsnet sejler, børnepasning og skolerne sejler, politiet sejler, fængselsvæsent sejler – og hvor skal man så spare? Alle ovenstående er vigtige og prioriter, men hvordan, hvis kronerne ikke er til det?

    Hvordan løser vi alle ovenstående VIGTIGE & NØDVENDIGE hverv ?

    Børn er vores fremtid. Men betyder det at syge og ældre skal nedprioriteres, at kriminelle får lov at fortsætte ustraffet, fordi der ikke er råd/tid til at gøre noget ved det? Fængselsvæsnet, bliver der der igennemsnit overfaldet 2 fængselsbetjente om dagen fordi der ikke er penge til flere medarbejder osv….

    Jeg ved det ikke, jeg har ikke de vises sten og jeg stiller mig nok tilfreds med situationen, måske det forkert, men hvordan skal vi kæmpe en sag uden en løsning? Og i virkeligheden er løsningen jo nem, vi skal have flere penge til at ansatte pædagoger, men det betyder nedprioriteringen alle andre steder..

    Jeg er personligt glad for, at jeg ikke sidder på Christiansborg og skal fordele pengene mellem alle de vigtige hverv, som skal få samfundet til at køre rundt, fordi SHIT en lorte opgave at få 😳..

    Men igen det en god debat, du har nogle gode pointer, jeg er enig – men undskyld mit sprog “fuck det svært altså”…

    1. Årrrh mayn, du har ret! Det ér møghamrende svært at prioritere og at skulle have penge til det hele – men helt ærligt, hvis det er dét, der skal til, så betaler jeg altså gladeligt en procent eller to mere i SKAT, hvis det betyder at vi igen kan vende snuden mod det velfærdssamfund vi er godt igang med at ødelægge. Bevares, jeg er selvfølgelig klar over at et sådant tiltag vil være enormt upopulært blandt befolkningen og ikke noget nogen politikere ville turde at gå til valg på, men uden at vide det, så tror jeg at de fleste af os, godt ville kunne klare den, hvis bare vi strammede ballerne lidt ekstra… Men det er måske mig der er blåøjet? Både at tro at det ville kunne lade sig gøre i de flestes økonomi – og at det overhovedet ville hjælpe?

  11. Vi skal kollektivt presse på for ordentlige vilkår for vores børn, det oplever jeg til gengæld ikke, at særlig mange er villige til. Jeg sidder i forældreråd to steder (to børn), og forældre er simpelthen så passive i forhold til at råbe op. Vi har ikke allesammen mulighed for at hjemmepasse, og hvis man gør det til en privat sag at give børnene gode opvækstvilkår, så er det vores velfærdssamfund, der taber. Muligheden for en god barndom skal ikke være de få forundt, det skal være flertallet af børn forundt. Vi må gøre noget i fællesskab, og vi må stemme på nogle andre, der vil have højere skatter og bedre velfærd (; Når det er sagt, kunne vi jo også kæmpe for bedre og længere barsel samt mulighed for deltid for forældre med små børn (som de har i Sverige). Vi kommer dog ikke udenom, at det her er en politisk kamp også, ikke en sag for den enkelte familie.

  12. Jeg har selv arbejdet i 4 år i en vuggestue og er uddannet pædagog. Jeg tog uddannelsen fordi jeg har så meget kærlighed at give af og derfor var det et helt oplagt valg for mig at blive pædagog. Jeg kan desværre tilslutte mig dokumentaren og det er sådan virkeligheden ser ud. Jeg har mange gange været alene på en stue med mange børn og det er slet ikke i orden. Hverken over for børnene eller os som medarbejder, da det gør folk sygemelder sig pga. Stress eller vælger at stoppe. Af den årsag har jeg valgt et andet område at arbejde med, da jeg ikke kan holde til den normering og vilkår. Det er så sørgeligt og jeg ville ønske der ville ske noget. Men det har været oppe så mange gange så jeg har mistet troen på ændringer, desværre.

  13. Hvor er det bare et vigtig emne du bringer op!
    Jeg er selv pædagog, og kan også kun nikke genkendende til den pressede hverdag vi desværre udsætter de små for.
    Jeg har sådan håbet på at nogen af alle jer influenciers har kunne gå ind i debatten, og forhåbentlig åbne øjnene for flere om den virkelighed vi udsætter vores børn for.
    Pædagogerne gør deres bedste, men som du selv er inde på, er det begrænset hvor meget man kan stimulere og lære 12-14 vuggestuebørn, når man kun er to på stuen det meste af dagen.

  14. Kære Cana!

    Tak fordi du taget et så vigtigt emne op! Nok et af de vigtigste overhovedet! Og hvor HAR du bare ret…

    Jeg har selv afleveret mine tre børn i hhv dagpleje, dagpleje og vuggestue, da de var ca 9-10 mdr. gamle og hold kæft det har været hårdt. Havde jeg vidst det ville være så hårdt, så havde jeg nok købt et billigt hus på landet og var gået hjemme med dem i nogle år. Men nu er den yngste snart 3 og starter i børnehave, så nu “fortsætter vi”.

    Hvad er din holdning til hjemmeundervisning? Er det noget du selv har overvejet?

    Der er jo flere som prædiker ‘omsorgsrevolution’ og ‘tag-børnene-hjem’ og jeg har fulgt fx majmy samt familieudenfilter og andre, som har taget deres børn hjem. Jeg har gjort mig virkelig mange tanker om, det kunne være noget for os. Og nogen gange får jeg simpelthen så dårlig samvittighed ved at tænke, at jeg nok IKKE ville kunne overskue at gå hjemme med mine børn. I hvert fald ikke skolebørn. Og at jeg ville mangle selvdisciplin og viden til at kunne give dem en basal uddannelse, som andre kvinder godt kan.
    Familier er forskellige og har forskellige behov og ønsker. Men jeg ville som udgangspunkt ønske, at der kom flere deltidsstillinger og mulighed for forlængede barsler/hjemmeorlov i barnets første 3 år. Kortere skoledage og bedre normeringer. Det ville gøre familielivet noget lettere.

  15. Jeg er overordnet set enig med dig i dine betragtninger og holdninger.
    Jeg synes dog at debatten bliver lidt for ensporet, lidt for meget bliver der lagt op til, at det er individets ansvar at lave om på de forhold, enten ved at hjemmepasse eller gå ned i tid – og det er altså kun den øvre middelklasse eller overklassens privilegier, at kunne det. Generelt synes jeg der skal være større fokus på at det er et strukturelt problem i samfundet, som politikerne og samfundet som helhed skal løfte bedre, så kan vi selvfølgelig have indflydelse ved at stemme på de rigtige partier. Den enkelte kan og skal ikke bære ansvaret alene, og slet ikke folk med lavindkomster, som står i en meget dårlig situation og blot kan se til, mens overklassen belærer om at hjemmepasse.
    🙂

  16. Kæreste Cana. Din subjektive holdning kommer fra det bedste sted – nemlig en moders hjerte, og det taler som regel sandt. Vi to er som regel enige, men aldrig har vi været så enige, som vi er dit skriv her. Jeg er pædagog i en vuggestue, og jeg kan min faglighed bekræfte, at dit hjerte taler sandt. Der er ingen børn under 2 år, som har brug for at komme i institution. De har brug for varme hænder, øjne og et varmt hjerte fra en mor eller far (eller anden primærvoksen). Intet forskning om småbørn i verden vil fortælle dig andet. Tak fordi du sætter forkus på, at institutionalisering af småbørn er et valg af forældrene – absolut ikke en nødvendighed for barnet. God weekend til dig og dine 3 drenge ❤️

  17. Prøv at se på familie politisknetværk.

    det er en gruppe som kæmper dor bedre forhold i både vuggestuer og børnehaver.

  18. TAK!!!
    Jeg har selv en dreng på 3 år og har gennem hans vuggestue-tid oplevet frygtelige scenarier. 16 forskellige ansatte på hans stue på halvandet år fx. Pædagogerne kan ikke holde til presset. For slet ikke at tale om børnene, der betaler prisen.
    Hvor er alle forældrene og deres stemmer? Det er ikke acceptabelt det her, det er vores børn og deres fremtid det handler om!
    Tak fordi du giver det opmærksomhed.

  19. Den viser helt klart virkeligheden !!! Der er så mange dage, hvor man som ansat i et dagtilbud !! Går hjem og tænker !! Godt der ikke var nogle børn der kom slemt til skade i dag. Desværre er det vi langt hen af vejen tilbyder !!! OPBEVARING