De der ser youtube…

Det viste sig – selvfølgelig – at være alt for kort tid, da jeg i aftes havde den ære at være moderator for en 50 minutters paneldebat under CPH:meetings. Meningen var at jeg skulle styre en debat ovenpå visningen af den nye amerikanske dokumentarfilm Jawline, som ærligt og nøgternt viser hvordan livet kan være for nogle af de unge youtubestjerner over there. I filmen blev det hurtigt tydeligt, at de unge mennesker som kæmper for at slå igennem – eller for at holde sig slåede igennem – på de sociale medier knokler med en hel masse andre ting, end bare den fysiske del i at producere indhold.

Bedømmelseskulturen, jagten på likes og den evige frygt for ikke (længere) at være relevant var i særdeleshed hos hovedpersonen, Austyn Tester, til at få øje på og de nederlag man fulgte ham igennem var altså ret hård kost, skal jeg lige hilse at sige. Samtidig skildrede filmen også den anden side af sagen; følgerne og nogle af deres udsagn om de youtubere, som de holdt af at følge. Flere gav udtryk for, at de følte sig tættere knyttede til youtuberne, end de gjorde til deres egne venner og flere sagde direkte, at youtuberne havde reddet deres liv, fordi de havde fået dem til at genfinde troen på sig selv. Og dét synes jeg eddermamer kræver noget opmærksomhed, hvis youtuberne kan det!

De er udskældte som aldrig før, de unge youtubere, som vores børn og unge kan bruge timevis på at følge på alverdens sociale medier og netværk. De præger vores unge, har en kæmpe magt og de skaber forbrugsvaner, som vi aldrig tidligere har set, hos så unge mennesker. Fordi de er populære. Og fordi de er pissedygtige.

Vi kan ikke komme udenom at youtubestjernerne har en kæmpe stor indflydelse på vores unge mennesker herhjemme. Med dén indflydelse tænker jeg, som voksent menneske, at der selvfølgelig medfølger et ansvar. Et ansvar som jeg ved, at de fleste youtubere er sig bevidst, men som enkelte derude altså stikker skråt op til fordel for mange visninger og flere penge i banken. Desværre. For det kan jo netop være så pokkers fint, når de unge youtubere er ansvarlige, dygtige og empatiske mennesker, som rent faktisk propper en hel masse ordentlighed og respekt ned i vores unge mennesker. Tag for eksempel Kristine Sloth, Rasmus Brohave og Julia Sofia Aastrup, som alle er blandt de allerstørste youtubere vi har herhjemme – de har allesammen engageret sig massivt i velgørende arbejde, som de naturligvis opfordrer de unge mennesker til at gøre dem kunsten efter, i dén form de nu engang kan. De opfordrer til ordentlighed og de er altså – i min optik – pragteksemplarer på gode forbilleder for vores børn og unge.

Og dét skal vi som forældre altså vide! Vi skal vide hvem pokker det er vores unge mennesker bruger så meget tid på og vi skal vide i hvilken retning det kan være smart både at kigge hen imod og væk fra. Og om ikke andet, så skal vi i hvert fald være i stand til at snakke med vores unge mennesker om hvad det er de sidder og ser, så vi bedst muligt sikrer os, at de ikke plumper i det forkerte selskab, som i langt højere grad nedbryder deres selvværd, frem for at bygge det op.

I sidste ende er det jo for pokker ikke youtubernes ansvar, hvad de unge mennesker sidder og kigger på. Selvom det kan være fristende at skælde ud og synes at de få, som ikke opfører sig hverken anstændigt eller ordentligt på deres kæmpestore youtubekanaler, er nogle store idioter, som burde leve bedre op til deres ansvar, så må jeg altså bare lige minde jer om, at ansvaret ligger hos brugerne. Dem som sidder og ser på skidtet – og hos forældrene, som altså bliver nødt til at sætte sig bedre ind i hvad deres børn bruger så meget tid på. Det nytter ikke at skælde ud. I stedet skal vi udvise respekt; selvfølgelig for vores børn, men også for dem, der gør det allerbedste de kan – nogle for at tjene penge på ufine måder og andre altså rent faktisk for at gøre en positiv forskel i verden.

Der findes heldigvis rigtigt meget godt derude og jeg synes helt ærligt, at det er enormt dejligt at tænke på, hvor let vores unge mennesker i dag har adgang til at komme i godt og anerkendende selskab.

Det var faktisk bare lige det jeg ville sige.