Fødselsfredag – 45 timer og en trussel om sugekop

Jeg har i min tid som jordemoder oplevet et ikke uvæsentligt antal kvinder få noget der minder lidt om superkræfter, i det øjeblik det går op for dem, at de står overfor enten en sugekop eller et kejsersnit. De allersidste kræfter findes ofte frem og for rigtigt mange lykkes det faktisk at føde barnet ved egen kraft – ligesom for denne seje kvinde, som har skrevet dagens fødselsberetning.
Det var min første graviditet, og jeg var gået over tid. Jeg havde været til scanning og vi var blevet enige om at jeg skulle sættes igang dagen efter. Jordemoderen sagde jeg skulle gå hjem og få sovet rigtig godt inden dagen for igangsættelse. Jeg tror vi alle kan blive enige om at man ikke får sovet rigtig meget sådan en nat. Så jeg lå, som så mange andre nætter og tjekkede min telefon, jeg kunne umuligt sove, for det første fyldte tanker og spænding for morgendagens projekt, dernæst havde jeg været oppe at tisse 5 gange og var simpelthen blevet for vågen.
Bedst som jeg lå der fornemte jeg et smæld, inden i mig. Som en madelastik der sprang. En underlig varme bredte sig under mig i sengen. Jeg lå kort og studsede over denne fornemmelse, og tænkte at fornemmmelen mindede unægteligt om dengang man var 3-4 år og var kommet til at tisse i sengen. Jeg nåede lige at ærgre mig over at jeg skulle have denne oplevelse af at tisse i sengen med, jeg havde nemlig været så flittig med de kniber øvelser, da det gik op for at måske var det vandet der var gået.
Jeg kan huske jeg lå som stivnet og studsede gevaldigt over situationen og pludselig greb panikken mig. Jeg kunne ikke huske hvad jeg skulle gøre hvis vandet gik. Jordemoderen til fødselsforberedelse havde sagt at det var de færreste førstegangfødende der startede med vandafgang, og hvis det mod forventning skete ville det som regel være sivende vandafgang. Dette var som på film – PLASK!
Jeg vækkede Kristian og sagde med dirrende stemme “ Jeg tror mit vand er gået”. Kristian svarede tilbage, nok i søvne “ Hvor er det gået hen”.
Jeg fik givet ham albue og sagde igen med dirrende stemme at vandet var gået, her gik det op for ham hvad jeg mente. Han vendte sig mod mig og spurgte hvad næste træk så var.
Det gik op for mig at jeg ikke havde flyttet på mig så meget som en millimeter siden jeg havde mærket smældet. Jeg rejste mig op, og igen sagde det PLASK ned på det ludbehandlet fyrtræsgulv. Kristian udbrød “HOOOOOOOLD DA KÆFT ALT DET VAND” med  en lettere imponeret stemme.
Pludselig fik han øje på mine øjne, som højst sansynligt har lignet noget i retningen af et dådyr fanget i forlygters skær. Han fik beroligt mig, og vi ringede til fødegangen, de fik Kristian til at tjekke at fostervandet var klart. Og bad os om at hvile, og komme som aftalt kl 9 næste morgen med mindre jeg fik veer der ikke kunne håndteres.
Sagt som gjort, det passede perfekt at vi skulle komme kl 9. Der var jeg efterhånden ved at have gode veer, troede jeg. På vej til sygehuset sagde jeg til Kristian at det her var piece of cake, det gjorde da ondt, jo jo, men så var det da ikke værre, så den baby kunne bare komme. Jeg blev klogere.
Vi ankom, og nu havde jeg veer hvor det begyndte at være svært at se det der “piece of cake”. Jordemoderen undersøgte mig, jeg var skuffende nok kun 2 cm åben. Vi kom på fløjen, dette var stue der lå lidt afsides og som mest af alt mindede om et hotel værelse, med dobbeltseng, bad og tv. Normalt ville de have sendt os hjem, men det sneede enormt og vi har en lille time sygehuset så de syntes det var klogt at blive. De kiggede til os en gang i timen. Kl blev  21 og jeg havde stadig veer der gjorde ondt, men jeg åbnede mig ikke en tomme. Jeg var træt og modløs. Da fødslen ikke var forstående sådan lige med det samme tilbød jordemorden morfin så jeg kunne sove. Jeg tog med glæde imod og fik sovet til kl 3. Derefter blev vi hentet over på fødegangen da jeg skulle kobles op på penicillin da jeg efterhånden havde haft vandgang i et døgn. Veerne bragede og jeg åbnede i samme tempo som snegl på badeferie. Jeg kom i badekar, det havde taget det meste af en time at fylde, men pga IV-adgang til penicillin kunne jeg ikke bevæge mig frit i karet hvilket resulterede i at jeg var druknedøden nær ved hver ve, og bad derfor om at komme op 15 minutter efter.
Jeg spurgte jordemoderen om jeg var en tøs hvis jeg gerne ville have smertestillende. Hun undersøgte mig og halvandet døgn efter veerne startede var jeg sølle 4 cm åben.  Jeg fik en epi, som jeg fik et mega blodtryksfald af, dette fik de rettet op på hurtigt og jeg faldt i søvn straks. Jeg blev vækkede et par timer efter hvor de undersøgte mig, der var jeg lige knap 5 cm åben. Vi blev enige om at skubbe til processen ved at slukke for epi og give ve-stimulerende. Og HOLD NU KÆFT et vanvid. Jeg fik de ledeste ve-storme. Den ene ve tog den anden i røven, og jeg havde ingen pause. Jeg havde jamret mig meget i dette forløb, men nu græd jeg. Jeg kunne ikke følge med min krop, jeg hyperventilerede og blev bange. Lucky me har jeg en mand der kender mig godt, for det virkede som om jordemoderen slet ikke kunne fornemme min situation, han sagde det måtte høre op, jeg kunne ikke mere.
Derfor koblede de nu epi på samtidig med det ve-stimulerende. Det virkede, jeg åbnede mig, støt og roligt. Der var snart gået 48 timer og jeg var 10 cm åben og klar til presse. Men ak og ve, da de slukkede både ve-drop og epi var der ingen veer, eller jo, men ganske svage og i hvertfald ikke nok til at føde et barn. Ve-drop blev sat til igen, på lav dosis, og der måttes presses af egen kræft med det hjælp jeg kunne få fra droppet. Jeg pressede og pressede. Jeg havde efterhånden ligget så længe at lægen på fødegangen var blevet informeret om mit forløb. Han kiggede forbi stuen og fortalte jeg helst skulle have født inden for en time ellers var han nød til at lave et kejsersnit.
Jeg tænkte at han skulle fanderæsme ikke skære mig op nu, efter alt dette. Den unge skulle ud, Og det skulle være udgangen mellem benene der blev brugt. Efter en time kom lægen igen, men den dybeste fuge i panden, og inden han nåede at sige noget råbte jeg: “GIV MIG ET KVARTER MERE FOR HELVEDE”. Efter som baby var okay indvilgede han. Jeg pressede og pressede men var så udmattet. Der var ikke power nok bag. Men jordemorden var klog, pludselig sagde hun til min mand at ham skulle prøve at kigge ned mellem mine ben. Han kiggede, og gik derefter op til mit hoved og hviskede “hun er helt lyshåret Julie”.  Jeg hørte lægen sige til jordemoderen at han ville sætte en sugekop på hovedet af hende. Her råbte jeg “DET GØR DU IKKE KAMMERAT, JEG LOVER AT FØDE NU”. Tanken om at hun var så tæt på at være ude at man kunne se hendes lyse hår gav mig en power uden lige. Jeg fødte hovedet, resten blev vidst nærmest trukket ud. Men ud kom lækreste lille klump, en pige. Smuk, dejlig og perfekt.
Lægen kom over sagde det var flot klaret og jeg følte mig som jordens sejeste. Asta blev født 50 timer efter vandafgang og efter 45 timer med veer.
Trods den lange kamp var det en god fødsel som forløb helt rolig idet at Asta var okay hele vejen igennem.
I næste uge bringer jeg kvindens anden fødselsberetning, som jeg vist roligt kan sige er noget anderledes. Den kan I roligt glæde jer til! 

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Haha! Min første fødsel gik hurtigt, 13 timer fra vandafgang (som startede det hele) til han var ude. Men der var også vesvækkelse og vestimulerende involveret. Vores søn var lettere påvirket og jeg kan huske at lægen kom ind og sagde at nu skulle jeg presse, for eller svar det sugekop. Og kraftedeme nej om de skulle sætte en sugekop på, så ud kom han på lige dele vestimulerende og stædighed fra min side 🙈

  2. Åh, jeg fik også superkræfter lige pludselig. Min første er født ved planlagt kejsersnit, og efter at have presset 5 kvarter ved andet barn sagde jordemoder: Du har presset længe nu, jeg ringer til lægen for at høre hvad vi gør. Sugekop, kejsersnit eller klip. Så skulle I se mig presse 🤪