mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Flere børn?

Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke møder spørgsmålet om, hvorvidt Simon og jeg ikke snart skal have nogle børn sammen. Og jeg forstår det så godt. Børn er jo noget af det dejligste der overhovedet findes og når nu jeg har forelsket mig i en mand, der ikke har sine egne, så er det da oplagt at overveje muligheden for at få flere. Hvis det ovenikøbet ses i lyset af at jeg – inden min skilsmisse – faktisk var overbevist om at jeg skulle have (mindst) ét barn mere, så virker det nærmest som en klokkeklar beslutning.

Det er bare ikke så ligetil.

Jeg elsker børn, jeg elsker Simon og jeg elsker at være mor, så hvis jeg sådan helt isoleret kunne se på dét faktum, så ville der ikke være nogen tvivl om, at jeg gerne ville have flere.

Der er bare den lille detalje, at jeg jo altså ikke længere er sammen med mine børns far. Og dét har altså givet mig et sæt usædvanligt slappe æggestokke. Af flere årsager, men allermest fordi jeg simpelthen ikke ved, om jeg nogensinde tør risikere at få børn med flere forskellige mænd. Bevares, jeg har selvfølgelig en klar overbevisning om, at jeg kommer til at være sammen med Simon for altid og i dét tilfælde, ville problemet være løst inden det overhovedet opstod, men på den anden side, så har livet også lært mig – på allerhårdeste vis – at alting ikke altid er som man tror. Man kan ikke vide hvad morgendagen bringer og tror simpelthen ikke jeg ville kunne klare endnu en skilsmisse med børn involverede. Det gør mig slet og ret skidebange at tænke på, at det overhovedet kunne være en reel mulighed. Ganske uagtet hvor godt vi end har det, så kan man aldrig vide. Eller i hvert fald, så er jeg ikke sikker på, om jeg nogensinde – sådan for alvor – tør tro igen.

Det piner mig at jeg er blevet sådan en lille realist når det kommer til kærlighed, for det ligger mig i virkeligheden så fjernt at være sådan. Min evige ja-hat kan næsten ikke udholde at have fået et par pessimistiske solbriller underneden, men ikke desto mindre, så er det sådan det er. I hvert fald lige nu.

Derudover så er der selvfølgelig også andre i familien at tage hensyn til; de to børn jeg allerede har og som jeg (selvfølgelig) elsker til uendelighed. De spørger begge af og til om ikke de må få en lillesøster eller en lillebror, men oprigtigt talt, så tror jeg ikke de har den fjerneste idé om, hvad det betyder for dem og for vores nye familiekonstellation. Særligt tænker jeg på, hvordan det må føles, når man som barn oplever at éns mindre søskende altid må “blive hjemme” imens man selv skal over til den anden forælder.

Jeg er selvfølgelig med på, at det ikke er nogen straf for børnene at skulle over til deres far og at de selvfølgelig også har et behov at at være der, men jeg tænker alligevel, at det må stikke lidt i hjertet, at eventuelle nye søskende altid må være hos deres mor. Og hvis der er noget jeg ikke vil, så er det da at stikke mine børn mere i hjertet, end jeg allerede har gjort, da jeg skrev under på skilsmissepapirerne i sin tid.

Så altså, selvom jeg altid har påstået, at man kun kan fortryde de børn man ikke får, så er det altså ikke ensbetydende med at det ligger lige til højrebenet for mig, at få flere, ganske uagtet at det på papiret godt kunne se sådan ud. Det er ikke så ligetil og jeg ved derfor helt oprigtigt ikke, om jeg nogensinde skal have flere børn.

Skriv din kommentar

Kommentarer (56)

  1. Tror du børnene tænker det så sort/Hvidt, som du? Jeg tænker de spørger, fordi de ser på dig og Simon. Og fordi de synes at det kunne være sjovt at være flere at lege med/være sammen med. På én måde kan man jo sige, at et barn ville binde jer sammen som familie. Du som mor til tre, Simon som far til en, og den ene bindeled til jer to.

    Du/I skal gøre som det passer til jer. Men jeg tror ikke du skal fortænke det. Du har jo også allerede valgt Simon i dit liv. Uagtet om I får børn eller ej, skulle det værste ske, så vil der stadig være et tab for dine børn. Og ville du så ikke søge kærligheden mere – nogensinde?

    Det eneste man er sikker på i livet er… ja, hvad, foruden endestationen? 😊

    1. Du har nok helt ret i, at jeg overtænker – men på den anden side; hvis man er i tvivl, så er man nok i virkeligheden ikke i tvivl 😉

  2. Hej Cana
    Jeg her 3 børn med min eksmand, hvor min søn har valgt at bo ved sin far (han er 19 nu så bestemmer jo selvfølgelig selv) og begge piger bor hos mig.
    Min mand har en datter der bor ved sin mor, hun er 17 og har som mine pige frie tøjler til at gør som hun lyster med hvor hun er og det fungere bare så godt. Derudover har min mand og jeg to drenge på 1 og knapt 4 år.
    Min yngste datter var 11 da hun blev storesøster, så vi er startet helt fra bunden.
    Jeg havde de samme tanker som du ang børn med 2 forskellige, men viste også at vi begge gerne ville have børn sammen, og vi lod kærligheden sejre.
    Min tanke er du/I skal gøre hvad der føles rigtigt for jer ❤️.
    Held og lykke
    Lene

  3. Åh hvor jeg kan bare sætte mig ind i de følelser, for tænk hvis man pludselig står alene og skal have enderne til at gå op med endnu et barn og en far.
    Det var så rart at læse dette indlæg og føle sig forstået på en anden måde 🙏

    Tak
    Knus Mia
    http://frkhoff.bloggersdelight.dk

  4. Det er nogle helt rigtige og gode tanker, du gør dig her, synes jeg. Jeres udgangspunkt et jo således nu, at du har dine to børn at tage hensyn til. Jeg ville sansynligvis lande på nøjagtig samme sted; jeg har to børn nu med min mand, og har ikke ønsker om flere, vi skal ikke skilles osv. så det gør det selvfølgelig nemmere at resonere således. Jeg ville dog altid tage udgangspunkt i de børn, jeg allerede havde, og lade det fylde mere, end det eventuelle ønske JEG ville have om flere børn. Således at deres følelser kom før end mine behov. Dejligt at læse, at du tænker så meget på dine drenge. Når det så er sagt, så fungerer det jo rigtig godt for mange skilsmissefamilier, så det kan jo sagtens lade sig gøre. Ville egentlig bare sige at jeg følger dine tanker, så absolut.
    Vh

  5. Jeg forstår godt dine tanker og bekymringer! Men hvordan har Simon det med at du ikke umiddelbart ønsker at få flere børn, hvilket jo så betyder at han ikke får “sine egne” børn 😊

  6. Det handler også om at se på partneren. Hvis han eller hun ikke har børn og ønsker sig børn, og man selv allerede har børn, så må man prøve at imødekomme partnerens ønske. Sådan tænker jeg i det mindste. 😊 I vil nyde en lille efternøler!

  7. Jeg tænker du godt ved det, men det kan også være de tænker omvendt. Når man bliver skilt er hjem ikke længere kun et sted, hos mor. Hjem får en anden betydning for børn og de har lige meget “hjem” begge steder, uagtet fordelingen af børnene.

    Den lille vil kun have hjem hos jer, men børn der lever i to hjem lever ikke i to virkeligheder. Deres virkelighed er en helhed. Og så er der mange der nyder lige at få fred for den lille lidt, og kommer over til den anden forælder. Eller savner en søster eller bror som bor der.

    Det er ikke at stikke sine børn i hjertet, når man bliver skilt. Det at tilbyde dem to forældre der ikke er glade sammen, det er til gengæld.

  8. Jeg tror virkelig ikke børn tænker så sort/hvidt. Nu har jeg en datter på 7 mdr med min kæreste og han har en søn på snart 6 fra tidligere forhold. På intet tidspunkt har han snakket om hun får lov at være hjemme hele tiden. Han har jo to hjem og to glade forældre. Og tror endda han glæder sig til at få den fulde opmærksomhed ved sin mor og få lidt baby fri. Han nyder bare at have en søster om end hun så er ved far hele tiden 🤷🏻‍♀️

  9. Din kærlighed ændre sig ikke, fordi du får børn med to mænd og det er jo det vigtigste. Derfor skal I da have børn, hvis det er den beslutning I hælder til 👍
    Du siger du er blevet realist og derfor tænker (selvfølge ikke negativt) at der jo er en risiko for at det ikke holder… Den tanke skal du gemme/glemme, for du kan ikke bruge den til noget! Hvad nu hvis du var blevet realist inden du traf Thomas i sin tid? Havde du så ingen børn fået, fordi der jo altid er en risiko??
    Du skal være i nuet, gøre det du brænder for og kæmpe for at være lykkelig med hele din familie, uanset om du har børn med 1 eller 2 mænd.
    Som jeg oplever dig her på din blog, så har du masser af kærlighed til kæreste, børn og til livet, så flere børn i dit liv vil aldrig blive et problem…❤️

  10. Du beder jo ikke rigtig om kommentarer og på sin vis forstår jeg det godt. Alligevel vil jeg bare sige, som storesøster til 4 ‘halvsøskende’, at det har jeg aldrig tænkt. Jeg har tværtimod tænkt, at jeg nogle gange fik det bedste af både min mors og fars verden. Jeg har heller ikke tænkt mine søskende som anderledes end mig, fordi jeg har følt at jeg har haft 4 dejlige forældre, som jeg har betydet lige så meget for, som deres egne børn. Så jeg håber ikke at dit forbehold i forhold til drengene stopper dig. Men alt det andet forstår jeg virkelig godt og det kan ingen jo tage fra dig.
    Og tak fordi du deler det!

  11. Jeg forstår godt dine tanker. Som delemor til to dejlige drenge tænkte jeg det samme. Mødte jordens dejligste mand, som ingen børn havde og bestemt heller ikke ville have børn.
    Men nu 7 år senere har jeg fire sønner med to forskellige mænd 💖
    Vi har simpelthen aftalt, hvordan tingene skal foregå, hvis vi bliver skilt… Det er ikke at være pessimistisk, men realistisk.

  12. Kære du 🙂

    I har nærmest lige fundet hinanden, og lad jer nyde kærligheden.

    Og som sammenbragt, skal man tænke anderledes end en “almindelig familie” (hvad er en almindelig familie nu om dage?)

    XX

  13. Har selv 2 børn med min eks, de er 18 og 14 nu, og de har en lillebror på 6 år jeg har med min nye mand, jeg trak den ret længe også fordi jeg var lidt nervøs for den ny “rutine” det ville medfører, men det blev alligevel til en efternøler som begge elsker og han elsker dem, der har aldrig været sure miner eller nogen der har grædt over de ikke måtte blive ved mor når lillebror måttet, det var jo sådan inden han kom også, og ligeledes for ham, er han vokset op med den faste rutine så det var naturlig for ham de ikke altid var der. Og desuden skulle ønsket og pladsen til et ekstra barn ikke overskygges af frygten med hvad nu vis?…..

  14. Jeg må bare skrive, at jeg synes det er nogle helt fantastiske overvejelser du har gjort dig – og vigtige tanker at stå frem med, da jeg tænker at der må være andre der står i dit dilemma. Hvor er det en skøn tanke at tænke på dine børn, for det må være svært at være skilsmissebarn. Måske ville dine to dejlige drenge ikke tænke over det så eksplicit som du udtrykker det, men jeg er helt sikker på, at du har fat i den lange ende, når du skriver, at det kan komme til at påvirke dem, at lillebror/lillesøster er mere hjemme hos mor. Dermed mener jeg ikke, at det ikke kunne fungere, men det varmer mit hjerte at du skriver dine fine tanker omkring denne forskel på børnene.

    Du nævner ikke så meget om, hvordan din nuværende kæreste har det med ikke at få “hans eget” barn, men jeg tænker at du med dine refleksioner også må have haft det oppe at vende og at I sikkert har haft en fin snak om det jer to imellem.

    En lang smøre for at rose dine fine tanker – tak.

  15. Hej Cana
    Jeg ka godt forstå du ikke som så vil have flere børn udfra din egen betragtning med hvad med Simon? Accepterer han det?

    Man ved aldrig hvad man får ved at starte op med en lille ny igen. På alle mulige måder. Men selvfølgelig skal man ikke vælge at se det negative i det. Jeg synes helt sikkert det er en meget flot beslutning hvis i vælger det fra for selvfølgelig vil det ændre livet for dine to drenge.

    En lille ny er også en helt ny tilværelse for jer alle. Så hvis i begge er enige om at vælge det fra forstår jeg det fuldt ud.

    Mavefornemmelsen er næsten altid den rigtige😉

  16. Åååhh hvor jeg kender det. Min søn blev selv skilsmisse barn ca 6 måneder før dine og jeg mødte en ny dejlig mand selv om jeg troede jeg skulle være single for evigt. Og nu skal jeg overveje om jeg vil have flere børn for han har ingen, jeg bliver 34 i år og jeg vil gerne have et barn til men tør jeg??? Det er bare så svært og slet ikke noget andre lige kan sætte sig ind i. Er eneste veninde i flokken der er skilt, de andre er sammen med ham de fandt i gymnasiet…

    1. Jeg forstår dig! Jeg håber at du har været tilbage ved indlægget her, siden du skrev din kommentar for at læse hvad andre skriver. Der er nogle virkeligt fine og brugbare kommentarer iblandt, synes jeg <3

  17. Jeg havde det fuldstændig som dig ! 2 børn med min ex og jeg skulle på ingen måder have flere med min kæreste, men så blev jeg alvorlig syg (har det godt igen) men det gjorde mig usandsynlig skarp i mine beslutninger. For det første skulle min kæreste også have lov til at opleve det at få børn, jeg ville “sikre” mig at hvis jeg pludselig ikke er her mere så kan min kæreste formidle til mine børn hvem jeg var, fordi hvis nogen kender mig og elsker mig for den jeg er så er det ham og ved at vi fik en søskend til “mine” børn så skal de altid have kontakt, jeg ved godt det i dag lyder lidt vildt, men sådan tænkte jeg. Og hvor er jeg lykkelig over at jeg traf den beslutning, vi har fået en skøn lille fyr – det der også var vigtigt var at vi kun har fået et barn så “mine” børn ikke skulle gå fra familie til familie, vi er mest familie når vi alle er her – og så giver det også noget frihed kun at have et barn engang imellem så lidt af den frihed det giver at være skilsmisse forældre stadig er der. Og en ting mere så synes jeg det er skønt at være mor hele tiden, jeg følte hele tiden at jeg manglede noget når mine børn var ved deres far, da jeg var kommet mig over chokket over min skilsmisse (der gik nok 2år)

    1. Wauw, det er et virkeligt vildt – men også virkeligt vigtigt perspektiv du kommer med her. Sådan havde jeg aldrig tænkt på det. Tak for det og for dig <3

  18. Jeg bliver ked af at høre, at du mener, du stikker dine børn i hjertet gennem en skildsmisse, for sådan behøver det ikke være.
    Mine forældre blev skilt, da jeg var 8, og jeg har aldrig – og jeg mener oprigtigt, aldrig følt, at det stak mig i hjertet. For os (ikke kun dem, men også jeg) var det det helt rigtigt, fordi jeg fik to forældre, som begge var gladere, og som havde et helt andet fokus på mig, end overskuddet havde været til tidligere. Derudover har de vist mig de bedste forbilleder, der overhovedet findes, da de har vist at man med respekt for hinanden og samarbejde kommer længst, og at et venskab endda kan bestå trods uenigheder.

    Jeg tror, at dine drenge kunne ske at føle det samme. Du må ej forglemme alt det gode en skilsmisse kan gøre for børn – hvis forældrene vel at mærke kan enes.

    1. Hvor er det dejligt at læse, at det fungerede så godt hos dig. Jeg håber at mine drenge, når de bliver voksne, også vil kunne tænke tilbage på det som en god beslutning at Thomas og jeg blev skilt dengang.

  19. jeg er så absolut ikke tilhænger af børn med flere fædre! Jeg er helt med på at skæbnen eller livet kan spille én et pus, men de aller sidste der kan gøre for det, er de børn der er det i forvejen. Jeg har set alt for mange børn blive tilsidesat af stedforældren eller bedsteforældre, når først deres egen gener kom til. Børn der er blevet degraderet til et nødvendigt onde i den nye familie. Da jeg mødte min mand for snart 20 år siden, havde jeg 2 børn og han havde 1. Han sagde fra starten at han ønskede flere børn, hvor jeg fra starte var tydelig om at jeg ikke ønskede flere. Han valgte mig på trods, og vi har prioteret vores kærlighed med dates, ferier mm i børnefrie perioder, så vi i dag er kommet bedre igennem ungernes teenageralder, flytte hjemmefra mm i forhold til mange andre, fordi vi er sammen af lyst ikke af ‘pligt’

    1. Av, det lyder som nogle grimme oplevelser du har med dig. Jeg er heldigvis helt overbevist om at mine drenge aldrig ville blive tilsidesat i dét tilfælde at jeg skulle få flere børn en dag 🙂

  20. Hej Cana
    Sikke et dejlig blog indlæg og sikke nogle fantastiske smukke tanker, du har om hele jeres nye familie.
    Med det sagt, vil jeg også bidrage med lidt fra min verden.
    Hjemme hos os, har det aldrig været et problem. Jeg er glædeligt taget hjem til min far hver anden weekend og samtidig en hverdag i ny og næ,for at se ham. Det glædede jeg mig til! Samtidig var hverdagen som den plejede hos min mor og der stak aldrig en følelse af misundelse i mig.
    Jeg har haft 2 hele hjem gennem det meste af min barndom – sådan har det været for mig. Jeg har aldrig følt, at jeg tog hjem til min far og væk fra mit rigtige hjem hos min mor, som jeg trods alt var mest sammen med.
    Jeg har haft forældre, der har taget valg for mig, som har gjort det muligt, for mig ikke at føle mig udenfor. Hvis vi skulle noget hos min mor en weekend, hvor jeg var sammen med min far, så blev jeg hentet og kom med. På den måde har det heller aldrig gjort, at jeg har følt at jeg manglede noget.
    Faktisk har problemet (hvis man kan kalde det sådan) hos os været, at min lillesøster gerne vil med os på weekend. Det kom hun ikke i starten, men har været med nogle gange efter hun er blevet større. Så vi er nu snart en stor familie. Virkelig hyggeligt! Vi er voksne og flyttet hjemmefra i dag.
    Jeg er sikker på, at I gør lige præcis, hvad der er rigtig for jer og finder vejen på den måde 🙂

    1. Mette! Din kommentar gør mig simpelthen SÅ glad. Tak, tak, tak for den og for dit meget fine perspektiv.

  21. Uden overhovedet at kunne sætte mig ind i din situation, da jeg aldrig er blevet skilt, og vores, nu voksne, børn derfor ikke har skullet forholde sig til det dine børn skal, så synes jeg, helt generelt, det er en uskik at folk altid spørger til hvornår andre skal have børn. Så snart man har fået kæreste/er flyttet sammen, kommer spørgsmålet , både fra folk man kender godt, og mere perifære bekendtskaber
    Jeg synes det er uigennemtænkt og i værste fald ufølsomt!
    Der kan jo, hos det par det handler om, være divergerende ønsker, der kan være problemer med fx arvelige sygdomme man frygter, problemer med overhovedet at blive gravid og alle mulige andre årsager til man endnu ikke har børn, ikke ønsker børn, eller brændende ønsker det men ikke kan få det opfyldt, eller at man gerne, i fred og ro, vil have tid til at nyde hinanden inden beslutningen tages/barnet kommer osv osv
    Så det kan være salt i såret , og ærligt talt, rager det jo ikke andre mennesker hvad man går og tænker.
    HAR man lyst til at tale om det, er det jo helt fint, så kan man melde ud, men lad nu for pokker folk selv bestemme om lige præcist det, i nogle tilfælde, følsomme emne, er noget man har lyst til at dele med hele verden

  22. Jeg har været præcis, hvor du er. Skilsmisse, dog kun med et barn involveret, men præcis samme frygt for barn med ny kæreste der ej heller havde børn. Og hvad med storebror ift fælles baby.
    Den ene dag var lysen og modet der, dagen efter frygte og allle overbevisningetne om, hvorfor det ikke skulle være. Jeg var fanget i ubeslutsomheden – frygten holdt mig fanget.

    Idag har vi en lille datter på 1 1/2 år. Det er uden tvivl den bedste beslutning og jeg er så lykkelig over, hvor jeg er i dag. Kan slet ikke forstille mig et liv uden.

    Som jeg ser det, handler det om, om du vil vælge at være i tilliden eller frygte.
    Nej, vi kan ikke regne ud, hvad morgendagen bringer – det lærte jeg også på den ultra hårde måde, men at vælge ting fra man dybest set ønsker, fordi man er bange for hvad fremtiden kan bringe…. jeg tror man kommer til at snyde sig selv. Det er noget med at turde satse, turde gøre sig selv sårbar igen.. Det er det mest skræmmende, men også der i de største gaver ligger. Det bilder jeg mig ihvertfald ind.

    For at jeg helt rent kunne mærke, hvad jeg reelt ønskede, prøvede jeg at forestillede mig, at jeg fjernede alle lag af bekymringer og frygt. Hvis nu der absolut intet i verden var at frygte, hvis nu jeg vidste der intet var at bekymrer sig om, hvad så? Det krævede et par omgange at komme helt ind, men helt inden bagved var der ingen tvivl og der lå mit svar!

    Har jeg været bange og bekymret undervejs? JA! Og det er stadig den bedste beslutning.
    Når frygten sniger sig ind, tager jeg den alvorligt og så arbejder jeg mig tilbage i tilliden. Tilliden til at alt er præcis som det skal være og i virkeligheden meget bedre end jeg i det her øjeblik kan forestille mig. Jeg tror på, at livet ikke lader os møder større udfordringer, end vi kan klare – også selvom det kan gøre rigtig forbandet ondt. De udfordringer vi møder, der er noget vi skal lære.
    Min støtte frygt, altså udover at jeg selv eller min børn skal dø, er at blive alene mor til 2 med 2 forskellige mænd! Eller retter sagt, det var min største frygt. Nu tænker jeg: ja og hvis det sker, hvilket jeg aldrig nogen sinde håber på, så vil jeg blive SÅ ulykkelig og føler mig som den største taber, men jeg ved også, at jeg vil rejse mig igen:)
    Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige for dig, men håber du finder dit svar:)

    1. Du rammer hovedet på sømmet, Julie! Jeg tror du har fuldkommen ret i, at det allervigtigste for mig – uanset om jeg nogensinde skal have flere børn eller ej – er, at få arbejdet med min tillid. Sådan helt generelt, både til mig selv, mit liv og til andre mennesker. Det kommer jeg nok længst med, uanset hvad 🙂 Så tak for at sætte ord på for mig.

  23. Tænker bare ang børn – tror ikke man fortryder dem, som man fik❤️ Og hvorfor skal to så gode gensæt ikke blandes?!😏

  24. Dejligt indlæg.
    I øvrigt er det jo også temmelig hård at have en baby, men hver anden uge ville du så kun have et barn og hver anden uge 3 børn 🙈👍🏼 Ifht. det med endnu en skilsmisse kunne man jo så også sige, at man aldrig skal have børn for tænk nu, hvis man blev skilt. Jeg tænker, at dine drenge ville elske at komme hjem til deres far (måske endnu mere), hvis de fik en søskende for opmærksomheden skyld 😊
    Men nu har du og Simon jo ikke kendt hinanden i en evighed, så måske skal tanken lige have lov til at vokse lidt 🥰

  25. Hej Cana

    Jeg forstår til fulde dine bekymringer og tanker om flere børn.

    Min kæreste havde 3, jeg havde 2. Vi blev ved med at vende emnet om et fælles barn og skød det hen igen og igen. Lagde låg på. Men da emnet blev taget op igen og igen, blev vi nødt til at forholde os alvorligt til det. Vi besluttede, at vi aldrig ville fortryde de børn, vi fik – men at vi formentlig begge ville fortryde, hvis vi valgte det fra. Så nu har vi en fælles lillebror – og hold nu op, det var en god beslutning! Han har bundet det fineste bånd om vores sammenbragte familie – vi elsker ham uendeligt allesammen. Børnene savner ham, ja! Men gensynsglæden og kærligheden til hinanden overskygger alt. Der er også kommet en langt tættere relation mellem os bonusforældre/børn.

    Held og lykke med jeres beslutning❤️

  26. Et skilsmissebarns perspektiv:
    Sådan et er jeg til fulde. Mine forældre gik fra hinanden omkring fødslen, min mor har en dreng fra et tidligere forhold, som er 7 år ældre end jeg er. Min mors nye mand (som hun traf, da jeg var 1 år og har været sammen med i 22 år nu) har en søn, der er 12 år ældre end jeg er – vi tre boede sammen ved min mor og hendes mand igennem min barndom. Da jeg var tre, mødte min far en ny kvinde, som han fik to drenge med. Der er henholdsvis 12 og 14 år imellem os. Min far og hans kone er sidenhen blevet skilt.
    Jeg har 4 brødre og jeg elsker dem hver og én. Jeg har et ligegodt bånd til dem alle sammen, uagtet om vi deler far, mor, blod eller DNA. Med de to små har det ligefrem været en styrke (ikke at man som forældre skal tilstræbe den løsning), at vi alle sammen har oplevet skilsmisse på den ene eller anden måde – og jeg er sikker på, de finder stor inspiration i, at jeg har sådan et forhold til mine andre søskende. Jeg forstår fuldstændig dine tanker og overvejelser. Men din bekymring for dine børn, tror jeg ikke, du skal have ondt i maven over. Det er så fedt med søskende! Ligegyldigt hvilken konstellation, de befinder sig i.

  27. Kære cana kærlighed og børn er alt i dette liv, jeg har selv været gift og har en datter på 8.

    Blev skilt i 14, og har idag 2 børn mere med mine “nye” mand som jeg i øvrigt har kendt siden folkeskolen ☺️

    Det fungere ❤️ Og hvor er det dejligt med liv i huset 🍀🧚🏻‍♂️🌸🎀🎉🌹🤩

  28. Jeg kan sagtens følge dine bekymringer. Faktisk er flere af dilemmaerne noget vi i vores familie arbejder med hver dag.
    Min mand har to børn på 12 & 17 fra et tidligere forhold. Jeg har en pige på 4, hvor jeg har været alene med hende altid, hendes biologiske far valgte os fra allerede mens jeg var gravid, og har aldrig ønsket at have noget med hende at gøre.
    Jeg mødte min nuværende mand kort efter min datter var fyldt 1 år – og jeg var aldrig i tvivl om at vi skulle være sammen. Han er den rigtige far til vores datter – jeg kunne ikke have fundet en bedre!
    Men min mands datter på 12, har det svært med at der sker noget i de uger hvor hun ikke er hos os. Vi bor 350m fra børnenes mor og pap-far, så de kan sagtens bare smutte forbi til aftensmad eller bare for at sige hej.

    Jeg har drømt meget om at få fælles børn, min mand en noget ældre end mig, og havde egentlig ikke regnet med flere børn, indtil han mødte mig og blev far til en 1årig.
    Min drøm går nok også meget på at opleve glæden ved en positiv test, en graviditet, fødsel og en lille ny beboer sammen med en der deler
    min glæde 100%. For omend jeg havde en skøn graviditet og en fantastisk fødsel og den dejligste lille pige, så har der været mange dage og aftner hvor jeg har savnet en at opleve det med.

    Vi får ikke flere børn, vi har tilsammen 3 stk, der elsker hinanden som søskende og vi elsker alle vores møgunger❤️

  29. Hej Cana.

    Ved godt at indlægget efterhånden er nogle måneder gammelt, men faldt over det og vil gerne knytte et par ord til det.
    Mine forældre er skilt og jeg er den lykkelige storesøster til 5 søskende, hvoraf de 2 har en anden far end os andre.
    Bevares det har ikke altid været en dans på roser, fx når de “små” har været hos deres bedsteforældre og oplevet noget mega sjovt, mens vi andre var på weekend hos vores far. Men følelsen var nu ikke anderledes end hvis nogle af mine “helsøskende” (gud hvor jeg hader det ord) havde oplevet noget jeg ikke havde.
    Men i bund og grund har det i min familie handlet om at min mor har ladet os sætte ord på de følelser, og ladet os vide at vi alle var søskende, ikke noget med hel, halv osv.

    Jeg er en voksen kvinde nu, selv med 2 børn.

    Jeg ville bare frem til at det ikke er så frygteligt for barnet som man som mor kan katastrofetænke sig til af ren kærlighed.
    For den kærlighed er jo den som bærer børnene sikkert igennem den “verden” det er hvis der kommer en ny søskende til.

    Med ønske om en dejlig dag.

  30. Nyd de to raske børn du har og nyd at du har voksentid og kærestetid når børnene er hos deres far.

  31. Så dejligt at læse om voksne perspektiver <3 Jeg googlede mig tilfældigt frem til emnet, fordi jeg er så interesseret i at høre skilsmisseforældres overvejelser om "nye familier".

    Jeg var selv som dine sønner. Ønskede mig inderlidt halvsøskende hos min mor eller far. Men som du siger, fattede jeg ingenting af, hvad det indebar.

    Da min mor og hendes nye mand fik min lillesøster stak det virkelig i hjertet, når de var på oplevelser og familieture med hans familie uden min bror og jeg. Jeg følte mig tilsidesat i en sådan grad, men jeg sagde aldrig noget. For er der noget mange skilsmissebørn ikke gør, så er det at sige noget.

    Efterhånden tænkte jeg ikke over det, men altså jeg kan stadig huske følelsen, når min lillesøster kom til at dække til tre i stedet for fem ved middagsbordet. Det var så tydelig en reminder om, at min mor havde en familie uden om os. Eller første gang de var på familietur uden os.

    Jeg taler meget med mine veninder, som er skilsmissebørn. Det har hjulpet meget. Og en ting er vi sikre på, det er, at vi har slugt så mange kameler og tiet så mange ondt i maven situationer igen. Til trods for det elsker vi jo vores halvsøskende af hele hjertet <3

    Det er altid godt at tale om det!

    Du er en god mor <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven