mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Annonce

Når man har børn (med) i byen

Jeg bliver ofte spurgt om ikke jeg vil komme med nogle idéer til hvad pokker man kan finde på at lave, når man har børn i København. Af og til kommer spørgsmålet fra kvinder som bor i – eller tæt på – København, men oftest får jeg det fra kvinder, som kommer længere vejs fra og som skal på et par dages ophold her i hovedstaden.

Det korte svar er: Jo, gu’ gider jeg godt det!

Det lidt længere svar er: Jo, gu’ gider jeg godt det, men nu har det stået ét eller andet sted på min to-do-liste i mere end to år og der er stadig ikke rigtigt kommet noget ud af det, så hvornår det bliver, kan jeg ikke give nogen garantier for.

Til gengæld er der heldigvis nogen andre, der er kommet mig ret godt i forkøbet på lige akkurat dén konto. Ja faktisk fandtes de længe før jeg havde nogen online-eksistens i form af denne her blog og ja, sågar også inden jeg overhovedet fik børn. Det er selvfølgelig Børn i Byen jeg taler om.

Børn i Byen er (blandt andet) et inspirations-site hvor man kan gå ind og blive opdateret på hvad der sker i henholdsvis Aarhus og København, hvor de (indtil videre) holder til og jeg har ofte selv brugt det, både for at holde mig ajour med hvad der sker i egen by, men altså især de gange jeg har haft mine børn med i Aarhus, har jeg flittigt trawlet siden for inspiration.

Udover inspirationsdelen, hvor enhver med en internetforbindelse kan få gode idéer til hvad pokker man skal lave sammen med sine (eller andres) børn, så har de faktisk også en medlemsklub. En klub jeg dog aldrig selv har været medlem af, førend for ganske nyligt, hvor stifteren, Caroline (som i øvrigt er vildt sød) skrev til mig og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at blive det. “Mjah, mjoh…” tænkte jeg for mig selv, inden jeg lod det gå et par dage førend jeg fik svaret. For gad jeg virkelig det? Altså, når hun skrev til mig på dén måde, så var det jo uden tvivl fordi hun håbede på omtale og når jeg nu allerede har klaret den fint i de første syv år af mit moderskab uden et medlemsskab i Børn i Byen-klubben, hvorfor skulle jeg så pludselig få behov for det nu? (Ja, jeg er altså nogle gange temmeligt skeptisk, når det kommer til sådan noget med rabatkordninger og medlemsskaber af alt muligt, men helt ærligt – jeg får det simpelthen ikke brugt og så bliver det jo spild af penge).

“Vi betaler det første halve år” lokkede Caroline og okay så da – så prøver vi det af!

Og ved I hvad? Ja, I har nok regnet det ud. Jeg ELSKER det og har faktisk gjort det fra dét øjeblik jeg meldte mig ind. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor.

Ved indmeldelsen har de – fuldkommen ligesom vi kender det fra magasinerne – et hav af forskellige tilbudspakker man kan købe, sammen med sit medlemsskab (der i øvrigt kun koster 38 kroner om måneden). Jeg plejer altid at tænke, at dén slags er en lille smule bondefangeri, men når nu jeg havde takket ja til det gratis medlemsskab, så var det mindste jeg kunne gøre selvfølgelig at tjekke det ordentligt ud. Og vupti, pludselig havde jeg fået et medlemsskab OG en tur med oslobåden for hele familien! Ha ha, det er sgu da genialt.

Måske er en tur med oslobåden ikke det mest eksotiske man kan forestille sig at gøre med sine børn og måske passer én af de andre tilbudspakker meget bedre til jer, men siden vi er flyttet til Nordhavn og ofte kan se færgen ligge i havn, så har vi snakket om, at vi gerne ville afsted. Som vi altså nu kommer. For 20 kroner! (Udover de 38 kroner som medlemsskabet koster). Se dét er noget denne her lille jydekøbenhavner forstår! 😀

Derudover så giver medlemsskabet også rabatter til en hel masse andre virkeligt fede ting. En del af tingene er mest henvendt til familier med mindre børn end mine, men der er altså også gode rabatter på alt muligt som kan bruges, når man har lidt større børn – eller sågar, inden man har fået børn. For eksempel sparer man 15% på Go-Boats, som jeg såååå gerne vil sejle rundt i, både sammen med mine børn, sammen med min kæreste og sammen med en flok veninder, som vi gjorde det til min polterabend i sin tid. De er normalt ret dyre at leje, så rabatten her er virkelig kærkommen og vi kommer uden tvivl til at bruge den til sommer. Ligesom der er virkeligt, virkeligt mange andre ting vi også kommer til at gøre brug af rabatterne ved; Klatreparken “Camp Adventure” i Haslev, DGI-byen, Dinos Legeland og Experimentariet, for at nævne nogle få.

Faktisk har vi allerede besøgt Experimentariet med vores medlemsskab og 20% rabat i baglommen og det var – selvfølgelig, fristes jeg til at sige – helt vildt godt. Experimentariet er ét af de allerfedeste steder jeg overhovedet kan komme i tanker om at tage hen med mine børn og for hver gang jeg kommer der, får jeg endnu mere lyst til at komme der snart igen. Personligt er jeg mest til dén del der handler om at udforske kroppen, med reaktions- og styrketests og dén slags, imens mine børn tripper helt van(d)vittigt meget over alle vandstationerne, hvor de kan bruge timevis på at bygge dæmninger og kringlede kanaler til alle de små både, der sejler rundt. Det er super, super sjovt – men uden rabat faktisk også ret dyrt. Vi sparede ialt 124 kroner – eller hvad der svarer til lidt mere end hvad man betaler for 3 måneders medlemsskab hos Børn i Byen, for nu lige at stille det op i dét lys 😉

Derudover har man som medlem adgang til en lang række gratis events – for eksempel babyrytmik og foredrag til dem med helt små børn og filmpremierer til os med lidt større – ligesom man også får besked om og adgang til forskellige lagersalg før alle andre.

Jeg tror med andre ord altså godt at det kan betale sig at melde sig ind – særligt fordi jeg i hvert fald ikke personligt mistænker, at jeg kommer til at glemme at bruge det, da jeg jo vil blive mindet om det, hver gang jeg alligevel er inde på Børn i Byen-hjemmesiden for at søge inspiration til nye udflugter 🙂

Hvis I vil vide mere eller måske endda melde jer ind i Børn i Byen Klubben, kan I gøre det HER.

God weekend herfra!

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Det er hermed modtaget og noteret i min “fremtids to-do” når pt 4 måneder gamle Signe bliver liiidt ældre!
    Denne her jyde-københavner er også stor fan af rabatter ❤️
    Mange tak for (endnu et) brugbart indlæg og rigtig go’ weekend.

    Maja

    1. Med Signe på 4 måneder lyder det som om du allerede skal give det et kig nu – de har i hvert fald masser af gratis babyarrangementer og rabatter på babyrelaterede ting. Så vidt jeg husker er der både efterfødselstræning, babyrytmik, zoneterapi, forskellige webshops, babybio osv 🙂 God weekend!

  2. “Børn i byen” er et fantastisk skønt sted at hente inspiration 😊
    Hvis du har brug for inspiration til “en dag i Oslo” med børn siger du bare til … jeg har boet i Oslo en del år og kender eks nogle fede legepladser etc!

    1. Uhh den inspiration – “en dag i Oslo” kunne jeg godt bruge, da jeg lige om lidt også skal et smut med Oslo båden med min 8 årige søn:)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven