mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Man skal jo starte et sted…

De kiggede lidt undrende på mig, da jeg kom gående ind i køkkenet. Eller altså, køkken er måske så meget sagt. Det var i virkeligheden bare otte små bålsteder, som var overdækket af et bliktag. Der var fuld knald på tre af bålstederne og det lille rum var fyldt med røg. Røg og højgravide kvinder, som altså ganske åbenlyst ikke rigtigt forstod hvad jeg lavede der.

“Lad mig hjælpe jer lidt med maden, hvis I har brug for det” sagde jeg. Et par af kvinder fnisede og jeg indså hurtigt at jeg sådan set ikke havde den fjerneste idé om, hvordan pokker jeg skulle gebærde mig i det interimistiske køkken. Jeg mener – tænk nu, hvis jeg kom til at ødelægge deres mad! De havde jo i forvejen ikke nok til at mætte alle munde lige godt… Heldigvis lod kvinderne til at have fået samme tanke som mig og de afslog venligt mit tilbud; men nu var jeg på én eller anden måde ligesom accepteret.

Køkkenet lå i forlængelse af den graviditets- og fødeklinik jeg besøgte i dag og var altså etableret for at de kvinder som var “indlagt” kunne tilberede sig noget mad. Jeg skriver “indlagt” i citationstegn fordi de fleste gravide udelukkende var der, fordi de var tæt på termin og boede for langt væk til at kunne komme ind til fødestedet når først veerne gik i gang.

Hele stedet – selve klinikken, køkkenet og ikke mindst dét ene rum alle kvinderne sov i – var virkeligt kummerligt, men ikke desto mindre, synes jeg det var et enormt fint tilbud. Tilbuddet er etableret for at sikre sig imod at kvinderne føder derhjemme uden professionel bistand. Det kan selvfølgelig aldrig anbefales for nogen at føde uden en jordemoder (eller anden fagperson indenfor feltet), men særligt altså ikke, når transporttiden til hospitalet eller klinikken samtidig er frygteligt lang. Inden det var muligt for kvinderne at opholde sig på fødeklinikken i ugerne op til den forventede fødsel, fødte mange enten hjemme eller på vejen op mod hospitalet og selvom jeg ellers normalt advokerer ret meget for hjemmefødsler (hvis man føler sig tryg ved det) hjemme i Danmark, så kan jeg roligt sige, at det ikke er særligt ønskværdigt hernede i Malawi. Mange – både kvinder og børn – er gået til på den bekostning og det gør mig derfor så varm om hjertet at man i et land, der er så fattigt som Malawi, alligevel har formået at sætte én eller anden form for både koordineret og faktisk også ret god indsats på benene, for de gravide og fødende kvinder. Bevares, på et usselt sted hvor de for eksempel ikke altid var sikret strøm og i øvrigt heller ikke havde haft rindende vand de seneste tre år, men altså – et sted! Man skal jo starte et sted…

Ved første øjekast fik jeg egentlig lidt ondt af kvinderne, over at de skulle opholde sig på klinikken i potentielt temmelig mange uger, men efter at have tilbragt nogle timer sammen med dem, havde jeg det ganske anderledes.

På trods af kummerlige forhold, hvor kvinderne som et eksempel sov på ”madrasser” lavet ud af bambuspinde der var syet sammen [det er dem I kan se til højre på billedet øverst i indlægget] som blev bredt ud over gulvet i det omtrent 12 m2 store soverum som de alle sammen sov inde i, så elskedekvinderne at være der. Og jeg forstår det faktisk godt.

De var nemlig frie, sammentømrede og stærke, de her kvinder. De havde et fællesskab som jeg sjældent har set magen. Udover at sove sammen, lavede kvinderne også så meget andet sammen. De lavede mad, hentede vand, snakkede, grinede, dansede. Og så legede de, fordi flere af dem praktisk taget nærmest stadig var børn. De spillede bold og havde en fest over at jeg gad at være med – og over at jeg vel nærmest havde en endnu større fest end dem. Tænk sig, de var højgravide og sov nærmest på den bare jord om natten og alligevel sprang de rundt i fuld badut og spillede bold og svingede hofterne, som jeg aldrig, aldrig, aldrig har set magen. Hold nu kæft, hvor var de seje, altså.

Deres fællesskab var så tydeligt at få øje på og der var ingen tvivl om, at de stod stærkt, så længe de havde hinanden og netop derfor, tror jeg de elskede at være der.

Virkeligheden er nemlig – for rigtigt mange af dem – at så snart fødslen er overstået og de tre dages indlæggelse på barselsstuen er forbi, så skal de hjem til deres respektive mænd, hvor al deres styrke og empowerment med et forbandet trylleslag bliver forvandlet til undertrykkelse, udnyttelse og tørre tæsk, hvis ikke de makker ret.

Kvinderne er nemlig kun stærke når de står sammen – og det gør de altså ikke på samme måde ude i deres hjem i landsbyerne. Det kan de ikke. Den kvindenedsættende kultur er simpelthen så stærk, at kvinderne vitterligt ikke tror, at de kan klare sig uden mændene – og så længe både kvinder og mænd er af dén opfattelse, ja, så er kvinderne altså dybt afhængige af mændene som derfor mere eller mindre kan behandle dem som de vil.

Derfor virkede det nærmest som om at kvindernes ophold på klinikken var et tiltrængt helle, hvor de uden tøven gerne åbnede op overfor mig og fortalte om nogle af deres udfordringer i hverdagen og i livet generelt. De fortalte om, hvordan flere af dem havde giftet sig som unge teenagere i håbet om at komme ud af den massive fattigdom de var vokset op i og om, hvordan virkeligheden efterfølgende havde ramt dem som en brosten flyvende igennem luften, da de forstod at et ægteskab i Malawi er lig med (mindst) et barn, som helst skal komme i umiddelbar forlængelse af giftemålet. Det handler om at manden skal udvise frugtbarhed og for at han kan gøre det, ja, så skal han naturligvis gøre sin kvinde gravid.

Når så kvinden – eller pigen, eftersom cirka 50% af alle piger i Malawi bliver gift inden de er fyldt 18 år – bliver gravid, så kan hun ikke gå i skole, hvis hun har gjort det hidtil og hendes muligheder for sidenhen at få et job og dermed at kunne frigøre sig økonomisk af sin mand, er forsvindende små.

Arghmen altså, mit lille hjerte kan slet ikke være i det og jeg har lyst til at skrive meget, meget mere om alt det her, men jeg fornemmer på længden af mit blogindlæg at jeg nok snart bliver nødt til at stoppe for i dag, men I skal altså love mig, at I kigger ind forbi bloggen igen i morgen, for jeg er slet, slet ikke færdig med at snakke om det her og jeg vil så frygteligt gerne have at I læser det.

Og så vil jeg bare gerne lige have at I som en afsluttende bemærkning går herfra i dag med tanken om, hvor fede kvinder kan være for hinanden. Jeg er i alle tilfælde blevet berørt over alle de kvinder jeg har mødt i dag og jeg er dybt taknemmelig for at have fået genåbnet mine øjne for vigtigheden af de gode, sunde og stærke fællesskaber, for med dem i ryggen, tror jeg eddermamer at vi kan nå langt!

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Jeg er tom for ord…. sikke et liv de har, set med vores øjne. Undertrykkelse, vold mm skal ikke være en del af ens hverdags og opfattelse af, at det er sådan det er. Puha…
    Men sikke et dejligt tilbud, at kvinderne kan komme og bo på klinikken op til deres fødsel. Og sikke et varmt fællesskab, man kan se og høre de har med hinanden i den tid.

    Fortsat god tur, jeg ser frem til dit næste indlæg.

    Hilsner
    Pernille

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven