mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Jeg trænger til søvn

Sjældent har jeg været så træt, som jeg er lige nu. Eller altså, i hvert fald sjældent, siden jeg har været mor til babyer. Dengang var jeg nok mere træt. I hvert fald på en mere jeg-kan-ikke-holde-mine-øjne-åbne-i-et-sekund-mere måde, end jeg er lige nu. Lige nu, er jeg mest af alt bare fyldt. Malawi er åbenlyst et meget udfordret land, hvor mere end halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det betyder i praksis at mere end halvdelen af befolkningen lever for mindre end én dollar om dagen. En dollar som altså ikke er til sjov og spas, men til husleje, mad og de fornødenheder man nu engang kan tillade sig at bruge penge på. Skole, for eksempel. Rigtigt mange har ikke til dagen og vejen og i stedet for at målet for hverdagen handler om fremtid og udvikling, så handler det for mange udelukkende om overlevelse her og nu.

For pigerne betyder det at omtrent halvdelen af dem bliver gift inden de er fyldt 18 år. Som oftest med en væsentligt ældre mand. Nogle bliver gift som børn, fordi deres forældre har besluttet det og fundet en mand til dem; andre fordi de frivilligt lader sig gifte med en mand der typisk lover dem en bedre fremtid. En lovning der desværre sjældent holder stik.

Traditionen er nemlig, her i Malawi, at man skal lave en baby umiddelbart efter et indgået ægteskab og derefter stopper guldet og de grønne skove altså typisk for den unge pige – som jo ret beset stadig er et barn. Når hun bliver gravid kan hun ikke længere gå i skole og hun kan derfor ikke tage en uddannelse eller få sig andet job end at gå i marken og passe husholdningen derhjemme. Hun er med andre ord i absolut højrisiko for at ende ud i massiv fattigdom. Det lyder måske vildt, at der ikke er andre muligheder, men sådan er virkeligheden hernede.

I samtlige af de familier jeg har mødt hernede har familien stort set ikke arbejdet for penge. De arbejder i egne marker og husholdninger for at skaffe mad til familien og så kan de – i perioder med lidt rigelige afgrøder – gå til markedet og sælge lidt af dét de har til overs i ny og næ. De har vitterligt ingen penge og fordi pigerne skal gå hjemme og passe på børnene, har de – i særdeleshed – kun ringe mulighed for at arbejde for penge og de er derfor dybt afhængige af mændene.

Desværre behandler mændene i ægteskaberne ofte pigerne ganske dårligt. Som et eksempel er det ret almindeligt at mændene tvinger pigerne til sex mod deres vilje; ofte med trusler og vold som argumenter.

Det hele virker så totalt unfair, men ikke desto mindre, så er det altså vilkårene for rigtigt mange piger hernede.

En del af de piger jeg har talt med, fortæller at de ville ønske at de havde vidst hvordan deres liv så ud, dengang de valgte at lade sig gifte i en helt ung alder. De fortæller at de var naive og at de virkeligt troede på at mændene ville give dem et bedre liv og at de ville få lov til at færdiggøre deres skolegang, inden de skulle have børn. Jeg fornemmer at mange af dem måske nok har haft en anelse om, at deres liv potentielt kunne ende i samme fattigdom som de kom fra som børn, men de har klynget sig til håbet og troet på det bedste. Sådan som vi mennesker jo gør – og som vi, måske særligt som teenagere gør i udstrakt grad. Jeg forstår med andre ord godt, at mange af pigerne har truffet de valg de har gjort, set ud fra deres livssituation.

Der er ikke nogen nem vej ud, for pigerne her i Malawi. Det er en lang og sej indsats der skal gøres, for at de generelle livsvilkår for pigerne (og drengene) hernede kan forbedres og det kræver altså, at organisationerne der arbejder hernede, går aktivt ind i kampen for pigernes rettigheder. Det er en kamp som kræver ressourcer, tid og dedikation, både fra organisationernes side og fra de mennesker i lokalsamfundet, som bliver talspersoner i den gode sags tjeneste.

Både piger og drenge skal lære værdien i at begge køn får mulighed for at uddanne sig og at det simpelthen ikke nytter noget, at pigerne, allerede imens de er børn, skal tage ansvar for andre end dem selv og dén skolegang de i forvejen har så svært ved at passe, fordi fattigdommen byder dem at arbejde imens.

Kampen er sej, men den er ingenlunde uovervindelig og heldigvis er der håb. Alle dem jeg har talt med hernede tror og håber på en bedre fremtid; men de har altså brug for hjælp. Sådan helt ægte.

Derfor håber jeg på, at vi på lørdag, når Danmarks Indsamling kulminerer i det store show på DR1, kan få skrabet en overordentlig stor bunke penge sammen, så dem der rent faktisk har allermest brug for det, faktisk kan få noget hjælp.

.., Og med de ord, vil jeg finde ind under myggenettet over min seng og prøve på at sove. Jeg trænger i hvert fald til det.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven