Gift med sin incestiøse onkel…

Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre, end at miste sine forældre imens man er barn og man i virkeligheden ikke har brug for (særligt mange) andre i verden, end lige akkurat dem. Eller altså, det kunne jeg ikke, førend jeg mødte Lenia, som jeg har tilbragt et par timer sammen med i dag. Hendes historie knuste virkelig mit hjerte.

Lenia er en pige på 17 år, som netop er blevet mor til sit første barn. Det er ikke ualmindeligt at piger bliver mødre så tidligt her i Malawi, men jeg bilder alligevel mig selv ind, at denne historie er noget ud over det sædvanlige. Det håber jeg i hvert fald.

Allerede umiddelbart efter fødslen mistede Lenia kontakten til sin far, der stak af fra den lille nye familie. Han har i hendes hukommelse aldrig været til stede og hun tænker egentlig ikke på ham som en rigtigt far. Hun boede i stedet sammen med sin mor, der desværre døde, da Lenia var bare 8-9 år gammel. Heldigvis levede bedstemoderen stadig og Lenia kunne bo hos hende. Her passede hun i nogle år sin skolegang, indtil bedstemoderen døde og Lenia var nødsaget til at flytte over til sin moster og onkel. På det tidspunkt var Lenia omkring 14 år gammel.

Onklen, som var mere end dobbelt så gammel som Lenia, forgreb sig på hende flere gange og som tiden gik, blev det kun mere og mere regelmæssigt. En dag, da Lenia lige var fyldt 16 år, opdagede hendes moster at der var noget ravruskende galt i familien og det gik op for hende, at manden og Lenia havde en seksuel relation. Godt nok var relationen kun af positiv karakter for onklen, som flere gange havde truet Lenia på livet hvis hun ville fortælle nogen om hans overgreb. Mosterens opdagelse gjorde hende enormt vred og uden overhovedet at forstå hvad der foregik, flyttede hun ud og overlod Lenia til den incestiøse onkel.

Fordi traditionen i Malawi fungerer således at man egentlig hverken behøver en velsignelse eller officielle papirer for at indgå ægteskab, blev onklen og Lenia herefter at betragte som ægtefolk og Lenia skulle derfor leve op til sine ægteskabelige forpligtelser og indgå i et ”rigtigt” parforhold med onklen.

Desværre skulle det vise sig, at onklen – eller altså, manden – ikke blev spor bedre af at Lenia nu havde ham som sin ægtefælle og selvom han lovede guld og grønne skove (eller i hvert fald penge til at gå i skole, rent tøj og sæbe) så fik Lenia ikke spor andet end sex mod sin vilje, som et års tid efter udmundede sig i dét barn hun fødte for lidt over to måneder siden.

Sidenhen har Lenia forladt manden og er flyttet ind i det lillebitte hus hendes bedstemor i sin tid brugte som køkken. Det er en ét-rums lerhytte på omtrent to kvadratmeter, i hvilken hun altså både sover og laver mad over bål sammen med sin lille baby, som hun gør alt i verden for at tage sig så godt af, som overhovedet muligt.

Lenia har ingen uddannelse, ingen penge, ingen jord at dyrke og til at toppe det hele så er hun nabo til sin moster, som nægter at have kontakt til hende, fordi hun mener, at Lenia ”stjal” onklen fra hende.

Det er så frygtelig en skæbne som jeg overhovedet kan komme i tanker om. Tænk sig, at være offer for så voldsom incest og samtidigt blive gjort til skyldneren. Det stikker mig dybt ind i hjertet, at denne pige – som på trods af al den voldsomme modstand hun ganske givet har mødt igennem sit liv, alligevel virker selvsikker og stærk – ikke har nogle umiddelbart fornuftige udveje fra sin massive fattigdom og meget triste livssituation andet end at få hjælp fra nogen udefra. Hun har ingen hjælp at hente i lokalsamfundet og der er ikke skyggen af socialt sikkerhedsnet so vi kender det hjemme i Danmark. Hun er bare mutters alene, 17 år gammel, med en baby på armen, ingen penge, ingen mad og ingen udsigter til nogensinde at få sig et fast job, medmindre hun på mirakuløs vis får taget sig en uddannelse.

Fuck, altså.

At gå fra hende var noget af det sværeste jeg længe har gjort og jeg stemmer altså for, at vi skal være hendes mirakel. Vi skal sørge for – igennem Danmarks Indsamling, som støtter Folkekirkens Nødhjælps projekt her i Malawi, som netop er søsat for at hjælpe piger som Lenia –  at hjælpe Lenia og en hel, hel masse piger som hende. De har om nogen brug for hjælpen og så vidt jeg kan forstå, er bare én donation på få hundrede kroner nok til at kunne sende en pige i skole i årevis hernede. Så damer, vil I ikke godt gribe til lommerne og hjælpe til ved at sende en sms med teksten DI til 1212 – så støtter I Danmarks Indsamling med 150 kroner.

Skriv din kommentar

Kommentarer (24)

  1. Hej Cana
    Jeg vil hellere sende 150 kr til dig – så du kan give dem direkte til pigen i morgen – hun fortjener dem lige nu og ikke om et halvt år når dkindsamlingen at fundet ud af hvem der har brug for hvad. Og taget 10% i admistration

    1. Kære Kirsten,
      Det er sødt af dig at ville hjælpe Lenia lige her og nu og jeg forstår dig så godt! Men jeg hverken kan eller vil lave en indsamling til én pige alene. Lenias historie er barsk, men den er ingenlunde enestående og jeg vil vitterligt meget hellere at vi hjælper mange, end at vi over-hjælper én. De 12 organisationer som bliver støttet af Danmarks Indsamling er alle top professionelle og de ved lige akkurat hvordan de yder den bedste og mest langsigtede hjælp til de mennesker der har allermest behov. Derfor er mit håb, at vi kan få samlet en hulens masse penge sammen til showet på lørdag, for at ikke bare Lenia får den hjælp hun har brug for, men så det samme kan gøre sig gældende for tusinde vis af andre piger verden over.
      KH Cana

  2. Hej Cana.
    Kirsten har en pointe. Er det muligt, at sende penge til dig, som du kan give pigen direkte og med det samme?
    Hun har brug for pengene nu, især mens baby er lille og totalt afhængig af hende.

    Mvh Christina

    1. I det store billede, nytter det simpelthen ikke at hjælpe Lenia alene og selvom jeg ville elske, at kunne føle mig som den gode samaritaner og give hende en kæmpe pose penge, som forhåbentligt kunne hjælpe hende ud af den svære fattigdom, så er der altså brug for en mere langsigtet indsats, hvor pigerne kan få støtte til at sikre deres rettigheder, muligheder for uddannelse og vejen ud af fattigdom. Jeg mener det virkelig når jeg siger, at pengene er godt givet ud, når I donerer dem via Danmarks Indsamling <3

  3. Vil gerne donere til hende, igennem dig❤️💕 150 kr drukner i adm ved indsamling. Her kunne de jo blive brugt direkte til hende der trænger allermest ❤️

  4. Jeg efterspørger ligeledes at kunne mobilpaye dig direkte så Lenia kan få pengene direkte. Jeg er selv nybragt mor og mit hjerte bløder over så ung en pige der virkelig trænger til hjælp.

  5. Hej Cana.
    Jeg er fuldstændig enig med de andre piger, lad os hjælpe hende igennem dig🙏🏻 Hun har behov for hjælp lige nu, ikke om et halvt eller helt år 🙏🏻
    Vil du undersøge om man kan hjælpe også ved at sende ting direkte til hende, jeg tænker tøj osv. til baby?
    Bedste hilsner med alt godt for den lille familie ❤️

  6. Det gør ondt i mit hjerte. Jeg har støttet DI, men jeg vil også gerne, lige som de andre piger, hjælpe Lenia nu nu nu nu. Kan vi mobilepaye dig?

  7. Selvom det måske forpurre den oprindelige indsamling lidt. Så synes jeg det er verdens bedste idé, hvis vi kvinder kan få lov at MobilePay dig og hun dermed får hjælpe allerede 🙌🏼
    Jeg sender også gerne penge direkte til dig, Cana

  8. Hej alle. Cana er lige udenfor internetrækkevidde, men har skrevet således på sin Instagram:

    “Det gør mig så glad at I er så mange, der gerne vil hjælpe Lenia, som jeg skrev om på bloggen i aftes. Hun har virkelig brug for det! Men – der er et kæmpe men – det nytter simpelthen ikke at hjælpe hende alene og selvom jeg ville elske, at kunne føle mig som den gode samaritaner og give hende en kæmpe pose penge, som forhåbentligt kunne hjælpe hende ud af den svære fattigdom, så er det altså ikke sådan hverken hun eller andre får de bedst mulige levevilkår. Her er mange, mange piger som Lenia og der er behov for en dedikeret indsats fra organisationernes side for at kunne hjælpe disse piger med at sikre deres rettigheder, muligheder for uddannelse og vejen ud af fattigdom. Jeg mener det virkelig når jeg siger, at pengene er godt givet ud, når I donerer dem via Danmarks Indsamling og jeg lover jer for, at jeres 150 kroner kan gøre en stor, stor forskel. Både for Lenia og for rigtigt mange andre piger som hende ❤️ @dkindsamling @noedhjaelp #danmarksindsamling #styrkverdenspiger #smsDItil1212”

  9. Til Danmarks Indsamling: Får vi mulighed for at at følge Lenia, efter indsamlingen, så vi kan se pengene også er tilfaldet hende? Vi er alle lige nu øjenvidner til en meget følsom historie – følger i lige op på den, så vi kan få ro i sindene? Ja, jeres indsamling skal hjælpe MANGE kvinder, men lad os få syn for sagen – at i har hjulpet Lenia. Mvh Cille.

    1. Jeg er enig med Cille.. Jeg kan ikke forstå hvordan Danmarksindsamlingen kan sige “… så er det altså ikke sådan hverken hun eller andre får de bedst mulige levevilkår”
      Øøh jo, hvis hun får penge her og nu, kan hun rejse LANGT væk fra sin onkel og måske købe et lille hus og et stykke jord.
      Vi kan IKKE ændre hendes vilkår med at støtte Danmarks indsamlingen, hvor kun 100 kroner ud af 150 kroner af donationerne rent faktisk når frem til u-landet og først om mange måneder…

      Lad os støtte Lenia NU!

      1. Hej Mette

        Folkene bag Danmarks Indsamlingen er nogle af Danmarks største Ngo’er
        De har været i gamet i mange år og ved hvad de laver. Selvfølgelig går størstedelen af støtten til at hjælpe piger som Lenia. Og nej, de bruger ikke 33% I administration, men mindre end 10%…
        Og administration er jo altså til for at sikre at alt går rigtigt og lovligt til. At der laves lovpligtige indsamlingsregnskaber at der ansøges om indsamlingstilladelser, og at pengene ikke går til korrupte projekter.
        Jeg håber ikke jeg kommer til at støde nogen her i tråden, men jeg synes ærligt talt at det er arrogant at sidde bag skærmen og mene at man kan gøre det bedre end de mennesker som arbejder professionelt med de her projekter og som knokler røven ud af bukserne for at få pengene til at strække længst og hjælpe flest.
        Ja Lenia er modig, og ja hun skal have hjælp. Men vi hjælper altså bedst ved at støtte de store erfarne Ngo’er, ikke ved at gøre en pige rigere end alle de andre.

        Jeg støtter selv flere organisationer hver måned, og det håber jeg rigtig mange andre også gør. Det er her man for alvor kan gøre en forskel for alle Lenia’erne derude.

        1. Hej Henriette,

          Jeg tror ikke folk mener de kan gøre det bedre, men vi vil gerne støtte pigen NU og i fremtiden og selvfølgelig også alle de andre kvinder der har brug for hjælp.
          Men nu skal vi jo være ærlige og sige, at kvinderne ikke får hjælp hverken i morgen eller om en måned. Da der var indsamling til jordskælvet i Haiti væltede der ind med penge, men her mange år efter, er der sket minimal opbygning derovre..
          Jeg tror bare at vi er mange der ser, en direkte mulighed for at støtte og måske redde bare en sjæl, nu og her..

        2. Jeg er MEGET enig med dig, Henriette! Det virker simpelthen for “dumt” (i mangel på bedre ord) ikke at stole på årevis af forskning fra kæmpe NGO’er, antropologer og andre professionelle der til DAGLIG arbejder med u-lande og problematikken heri, og at de selvfølgelig ved hvad de laver. Det nytter ikke blot at støtte Lenia. Der er flere tusinde piger i hendes situation. Det virker for skyklappe-agtigt at sende 150kr til Cana, for så at give det til den arme pige. Det eneste der højst sandsynligt ville komme ud af det ville være tyveri og gøre hendes situation endnu værre.

          1. Det er dumt og naivt at tro NGO’er reder verden.. De påvirker ikke samfundet og kulturen i et land.. Piger vil stadig blive giftet bort som børn og udnyttet.
            Det er meget sødt at I føler I kan rense jeres dårlige samvittighed ved at smide penge efter større organisationer.
            Tag i stedet derned og gør frivilligt arbejde og se realiteterne i øjnene. Som jeg har gjort da jeg arbejdede for Læger uden grænser. Jeg ved hvad jeg taler om, modsat jer hellige mennesker..
            Lenia VILLE have meget bedre af at modtage et kontant beløb her og nu, der kunne få hende væk fra hendes “familie”.

  10. PS. Og jeg mener virkelig, at en kvinde som Lenia bør få særlig støtte NU. Hun har frivilligt valgt at stå internationalt frem med sin historie, hvortil hun fremstår med både navn og billede. Dette er ikke helt ufarligt for en kvinde under sådanne levevilkår. En så modig og stærk kvinde skal om nogen honoreres – hvis jeg må have lov at bruge det udtryk. Det synes jeg ærlig talt i personligt skylder Lenia. Jeg vil se hun har fået valuta for sin stemme – det fortjener hun. Modigt og stærkt gået Lenia!

    1. Cille du har helt ret – det er meget stærkt og modigt ⭐️
      Og som du skriver hun fortjener en særlig støtte.

  11. Hej Cana. Hvor er det vigtigt at du fortæller Lenias historie og er med til at sætte fokus på det her område. Jeg har sendt en SMS til 1212, men jeg vil ligeledes også gerne støtte Lenia direkte, så er det muligt at overføre penge direkte til dig?