En fødselsberetning fra én der ikke selv fødte

Det er første gang nogensinde at en anden end enten moderen eller faderen til den nyfødte, får lov til at tale her på bloggen, men fordi jeg allerede havde læst beretningen fra moderens synspunkt og fordi den i øvrigt er så velskrevet som den er, så synes jeg den fortjener en plads. I særdeleshed, endda, fordi den giver et helt unikt blik ind i, hvordan en fødsel også kan opleves og jeg synes den er dybt rørende at læse; både som jordemoder, som veninde og som én der selv har født. Den er fantastisk og jeg håber at I – selvom den er lang – vil tage jer tiden til at læse den til ende.

Jeg var lige kommet hjem fra en forlænget weekend i Reykjavík. Om to dage skulle jeg til Rom med Jonas for at fejre, at vi havde været kærester i seks år. Derfor havde jeg kun lige et par dage hjemme, og jeg havde faktisk opgivet at nå med til din fødsel.

Du var sat til at skulle komme til verdenen den 13. november 2016. I dag var det den 17. november, og jeg havde takket ja til en ekstravagt på mit arbejde.

Men sådan skulle det ikke være.

Jeg ligger i sengen, og telefonen ringer. Det er Rasmus. Klokken er omkring 06.30. Cathrin har fået veer. Det betyder, at jeg skal være klar, men indtil videre skal jeg bare tage det med ro, siger han. Jeg skynder mig at stå op, og jeg er helt forvirret.

Kontakter mine kollegaer og får heldigvis lov til at arbejde hjemmefra, så jeg kan nå at komme med til fødslen senere. Jeg går i gang med at arbejde, men når ikke ret langt, før Rasmus skriver, at han og din mor allerede sidder i en taxa på vej mod Hvidovre Hospital. Pludselig får jeg travlt. I mit hoved er det hele gået enormt stærkt, og jeg panikker: ”Jeg når det sikkert ikke. Hvis de allerede er kørt nu, må det betyde, at hun er lige ved at føde.” Jeg skriver til mine kollegaer, at jeg tager på Hvidovre nu og altså må klare arbejdet senere på dagen.

Det regner udenfor. Helt optimistisk havde jeg egentlig tænkt mig at cykle fra Amager til Hvidovre, men jeg beslutter mig for at gribe paraplyen og gå hen mod busstoppestedet ved 5A i stedet. Ved Hovedbanegården står jeg af og skifter til bus 1A. Turen til Hvidovre er lang, og jeg er super utålmodig. Undervejs skriver jeg med Rasmus, som fortæller, hvor jeg skal gå hen. Jeg tripper og spørger hele tiden chaufføren, hvornår vi er fremme. Mine tanker kører rundt, og jeg er sikker på, at du allerede er halvt ude, når jeg kommer frem.

Endelig stopper bussen foran hospitalet, og jeg går hurtigt ind til informationsskranken, hvor en venlig dame peger mig i den rigtige retning. Efter en gåtur, der føles uendelig, står jeg pludselig med bankende hjerte på fødegangen. En jordemoder spørger mig, hvad mig ærinde er. ”Jeg skal ind til Rasmus og Cathrin. Jeg skal være med til fødslen. Jeg er svigerinde.” Kvinden går ind på stuen uden mig for at høre, om de venter mig. Et øjeblik efter får jeg lov at gå derind.

Det syn, der møder mig, står stadig helt skarpt i min bevidsthed. På stuen er der en jordemoder og en ung studerende mand, der bare skal overvære situationen.

Derudover er journalisten til stede med sit monstrum af en lydoptager, der skal dokumentere din fødsel til en radiooptagelse. Og så selvfølgelig Rasmus der med lav stemme siger hej og giver mig et kram.

Og din mor. Hun ligger i et stort badekar næsten helt nøgen og er så smuk. Hendes store mave synes pludselig mindre, som hun ligger der i sin helhed, og jeg føler mig meget heldig at få lov at se en kvinde i så fantastisk vild en situation. Hendes øjne er halvt lukkede, og hun har det varmt i vandet. Med hæs stemme siger hun hej og smiler, mens hun tager min hånd. Jeg føler, at jeg er trådt ind i en anden verden, hvor alt er helt magisk og emmer af altings betydning. En næsten overnaturlig stemning dirrer i rummet, og jeg fornemmer urkraften i dét, der skal til at ske. Som et slags helligt ritual. Cathrin er hovedpersonen i det øjeblik, og alle fokuserer kun på hende.

Det er hendes kamp, der skal bringe dig til verden. Selvom der har været to om at skabe et nyt menneske, og selvom alle hellere end gerne vil træde til og hjælpe, så er hun nu alene. Hver gang hun lukker øjnene, og en ny ve styrter gennem kroppen, kan man mærke denne kamp. Din mor er i sandhed også en kriger.

Alle taler lavmælt på stuen. Jeg begynder at stille en masse (sikkert irriterende) spørgsmål, og det første lange stykke tid er der faktisk en dejlig afslappet og hyggelig stemning på stuen – kun afbrudt af Cathrins veer, der kommer med jævne mellemrum.

Når hun ikke har veer, er hun med i samtalen og svarer på mine nysgerrige spørgsmål. På et tidspunkt spørger jeg hende, hvordan hun har det mellem veerne. ”Sådan okay. Man kan godt mærke det. Det er konstant, at det findes.”

Meget poetisk. Og hårdt.

Rasmus giver mig kameraet, som jeg skal tage billeder med undervejs. Det er egentlig min ”adgangsbillet” for at være med her i dag, og jeg begynder at tage et par billeder. Det føles super akavet og ufølsomt i begyndelsen at fotografere en fødende kvinde med smerter. Cathrin siger, at jeg ikke skal tænke på det. Jeg vænner mig dog aldrig helt til det, men tager alligevel billeder under hele forløbet. Journalisten er god til at sende mig et blik, når hun synes, jeg skal fange en særlig situation, og der kommer da også mange fine billeder ud af denne særlige dag, som vi altid kan se tilbage på.

Efter et stykke tid skal din mor op af karret, for hendes krop har fået det for varmt, og det er en hindring for hele processen. Hun vil ellers gerne føde i vandet, men lige nu er det bedst at komme op. Hun får en hvid skjorte og et par shorts på.

Der er en god fornemmelse. Det går tilsyneladende hurtigt, og hun er nu omkring otte centimeter åben. Hun har forberedt sig til perfektion på din ankomst, og fødslen især.

Hendes vejrtrækningsteknik er kontrolleret. Jeg er i hvert fald imponeret og også fascineret. Hver gang der kommer en ny ve, lukker hun sine øjne og løfter sin hånd, som enten Rasmus eller jeg kan holde fast i. Hun klemmer min hånd hårdt, og det er komplet uvirkeligt at forstå, hvad der går for sig i hendes krop. Bag hendes øjenlåg.

De næste mange timer går både hurtigt og utrolig langsomt – sidstnævnte specielt for Cathrin. Hver ve må føles som en voldsom bjergbestigning, der skal klares. Din mor er solo på strækningen, vi andre kan kun heppe. Så det gør vi: holder i hånd, serverer kølige drikke gennem sugerør, smører læbepomade på læberne og ikke så meget andet. Hver gang én ve er overstået er vi lidt tættere på at møde dig. På den måde går tiden. Viserne flytter sig.

Når jeg skriver dette, fremstår hændelsesforløbet på én gang knivskarpt, men også en anelse sløret. Rækkefølgen af alt fra de forskellige liggestillinger, jordemoderskift, tricks og bedøvelse optræder i vilkårlige billedstrømme. Følelsen af at være spaltet i to personer denne dag husker jeg dog klart: én person, der er med til fødslen som et yderst spændt, stolt og ydmygt familiemedlem og én person, der kan formå at se objektivt på situationen og bare suge de mange spændende begivenheder til sig. En livslektion og en sjælden oplevelse jeg skiftevis oplever gennem kameralinsen og med mine egne øjne.

Selvom tiden bevæger sig, går den også i stå. Vi mærker det helt konkret, da Cathrin ikke åbner sig de sidste centimeter. I flere timer sker der ingenting, selvom hun gør alt for, at noget skal ske: En jordemoder kommer forbi og udøver noget, jeg – i mangel af bedre – vil kalde en ordentlig rystetur. Cathrin skifter til forskellige positioner mellem veerne, hun sidder på en pilatesbold på gulvet og spiser knuste isterninger med største velbehag og hun klynger sig til Rasmus i et smukt øjeblik, hvor smerte og kærlig omsorg forenes. Men af endnu ukendte årsager er du tilsyneladende ikke helt med på at se dagens lys. Krigerens vej til verden er en kamp.

Efter en ny jordemoder kommer til, sker der langt om længe noget. Hun er enormt effektiv og får hurtigt hjulpet Cathrin med alt fra afprøvning af et smertelindrende apparat til at få tømt blæren. Den kant, der hidtil har stået i vejen for fødslen, begynder at give efter. Rasmus sidder ved siden af Cathrin, mens jeg sidder for fodenden. Pludselig kan jeg se dit hoved komme til syne, og det er det vildeste! En overspændt og glad følelse suser hurtigt gennem kroppen, og jeg henleder Rasmus’ opmærksomhed på det mørkhårede hoved, der titter frem. Vi fælder begge tårer. Jeg får øjenkontakt med Louise, som også har våde øjne og smiler berørt. Nu sker det.

Læs også: En uplanlagt hjemmefødsel – fra fars perspektiv

Jordemoderen beder mig om at hive i snoren bag sengen. Hurtig panik: Hvorfor? Hun svarer med rolig og venlig stemme, at det da er fordi, vi skal fejre fødselsdag lige om lidt. To kvinder kommer lidt efter ind på stuen med et rullebord, jeg aldrig når at studere nærmere. Var der flag? En balje varmt vand? Mad?

Det vi har ventet på i timevis (og månedsvis) sker endelig. Hele dit hoved kommer nu ud i én glidende bevægelse. Men så sker der bare ikke mere. Det overrasker mig, for i de mange fødselsprogrammer jeg har set, plejer kroppen af komme straks efter, da hovedet er det største. Men du sidder fast.

Pludselig går alt stærkt. Jordmoderen trykker på en knap; hun er stadig rolig i stemmen, men mere alvorlig. Om lidt kommer der mange mennesker ind på stuen, siger hun. Man skulle næsten tro, at alle jordemoderens kollegaer har stået og ventet lige ude på den anden side af døren ind til nu, for med ét er der en kæmpe flok på stuen, og jeg, Rasmus og Louise bliver sendt ned i den anden ende af lokalet. Som sekunderne bliver til minutter forvandler den svage bekymring sig til en lille mørk klump i min mave, som stadig ikke helt er forsvundet den dag i dag. Blod, klip, hænder, arme og hårde ryk. Men det værste er Cathrins skrig og hendes øjne, der er fulde af desperat skræk.

Egentlig er jeg overraskende rolig og fattet under hele det dramatiske forløb. Det er næsten som at se en film eller én af de mange fødselsprogrammer, jeg har set; og der ender det jo altid godt. Ved næsten hver eneste fødsel i disse programmer opstår der komplikationer, hvor en masse mennesker træder til i et kort kaotisk virvar, så for mig virker det i begyndelsen nærmest almindeligt, som et lille bump på vejen. Og så alligevel ikke. De mange mennesker alene skræmmer mig ikke, men derimod den følelse, der opstår i rummet. Kaos. Limbo. Liv der kan blive til død.

Da Rasmus og jeg klamrer os til hinanden midt på gulvet et par meter fra hospitalssengen, hvor Cathrin ligger og kæmper, mærker jeg panikken og frygten brede sig for alvor. Dog skubber jeg den på en eller anden måde mentalt på afstand og begynder i stedet at forsikre Rasmus om, at det nok skal gå. Men jeg ved det ikke, og et øjeblik føler jeg, at det værste skal ske.

Nu har det taget for lang tid. Hun har lidt i evigheder. Alle de hvidklædte mennesker kæmper forgæves. Det er for sent.

Men så er du her.

Det er som om, at der indtil nu kun har lydt Cathrins skrig, mens resten af rummet har været en kaotisk tung tåge. Men med ét kommer alle lyde og omgivelser tilbage. De langstrakte minutter, der har føltes som en evindelig slowmotiontilstand, bliver afløst af fast-forward. Rasmus falder i knæ på gulvet ved siden af mig og lader tårerne få frit løb, mens personalet i baggrunden tager fat i dig – en stor lyserød baby – og placerer dig på et bord et stykke fra Cathrins hospitalsseng. En jordemoder kommer over til mig og Rasmus. Kom, Cathrin har brug for dig, siger hun til Rasmus, som kommer på benene og går hen til Cathrin, der græder. Selv bevæger jeg mig ind i menneskeflokken og kommer frem til bordet, hvor du ligger, og jeg får taget de første billeder af dig. Du skriger, og modsat de skrig, der før fyldte rummet, spreder denne nye lyd håb i lokalet. Han lever. Hvor er han stærk. Og stor. Hør, hvor han skriger.

Han er her nu Cathrin, han er okay. Din mor ligger med hovedet vendt over mod bordet for at få et glimt af dig. Hun græder stadig og ser bange ud. En jordemoder spørger mig, hvem jeg er, og jeg bliver helt febrilsk og svarer noget mærkeligt. Jeg er

Rasmus’ lillebrors kæreste. Hun hører ikke efter.

Endelig kommer du hen til dine forældre, der stadig er voldsomt påvirket af hele situationen. I chok, nærmest. Men alligevel er det som om, at alt det voldsomme sættes på pause for en stund og i stedet bliver afløst af den overvældende glæde og småsnak, som bør finde sted, når enhver ny familie møder deres barn for første gang.

Ej, hvor er du stor. De arme, kinder, lår. Du kommer slet ikke til at kunne passe alt tøjet derhjemme. Intet kunne være mere ligegyldigt. De små fingre. En lille Mørkeberg-mund. Du ligner din far. Han ligner en lille Bertram, siger en fra personalegruppen. Vi griner, for det hedder din fætter jo.

Du ligner en Hektor. En kriger.

Jeg fik lov at opleve det hele. Du ankom midt i et perfekt smørhul i mit liv, og hvor er jeg glad for det. At følge din vej til verden er uden sammenligning den vildeste oplevelse, jeg hidtil har haft i mit liv. Alle i rummet blev påvirket – i selve situationen og efterfølgende. Alle kom igennem de mest voldsomme facetter af følelsesregistret: den dybeste medfølelse og kærlighed, den inderste isnende frygt og den største lykkerus, som fik alt omkring os til at stå stille på ny. Alle fik ændret deres liv på den ene eller den anden måde den dag.

Alt sammen på grund af lille dig.


Beretningen er en pendant til den anden fødselsberetning (udover beretningen om min første fødsel) som nogensinde ramte bloggen. Den er skrevet af moderen selv, og efter lige at have genlæst den, husker jeg igen, hvor fantastisk jeg syntes den var. Hvis I har lyst, kan I læse den HER, hvor der også er fyldt godt op med de fineste billeder <3 

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Årh altså! De fødsler er fantastiske, smukke og skræmmende. Jeg begyndte at græde da jeg læste….