mo

Så er det afgang!

Så er dagen kommet, hvor Simon og jeg tager afsted, jahuuu! Vi skal til Amsterdam for at fejre julen i hinandens selskab alene – og åh, hvor har jeg dog glædet mig! Særligt efter den omgang jeg har fået i medierne henover den seneste uge, hvor jeg er blevet kaldt alskens grimme ting, fordi jeg ikke holder jul med min familie, er det tiltrængt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at december måned har været særdeles travl for både Simon og mig, til trods for at vi ikke holder jul. Dét både fordi december for os begge to er en ret arbejdstung måned, men også fordi vi tager afsted i dag og kommer hjem igen d.25. Her holder verdens mest low-key-jul for drengene, for så at holde julefrokost dagen efter. For flere mennesker end vi normalt har stole til – og selvfølgelig på en dag, hvor alle butikker har lukket. Derfor har alle forberedelser skullet stå klar senest her til morgen og ved I hvad? Jeg tror simpelthen at vi har nået det hele. I hvert fald er der styr på gaver til børnene, snapsen er i fryseren og vi har købt en hel posefuld af slik, chips og de småkager jeg aldrig nåede at bage, så mon ikke vi klarer den, hvis vi alligevel har glemt ét eller andet?

Jeg har i hvert fald forsøgt at forberede mig så godt som jeg overhovedet kan. Jeg har tilmed allerede skrevet et blogindlæg, som udkommer i morgen og som I roligt kan glæde jer til, fordi én af jer simpelthen får muligheden for at vinde tøj og støvler til en værdi af lige knap 3.000.- i dét blogindlæg 😉 Det er altid vigtigt for mig, at skrive lidt forud, når jeg skal holde fri i flere dage, fordi jeg ellers har det med at glemme, at selvom skriveriet er min hobby, så er det jo også mit arbejde, det her – og dén slags skal man altså holde helt fri fra i ny og næ.

Imens jeg holder fri, tager til Amsterdam og kysser på den mand jeg har tabt mit hjerte til, sker der også dét, at dét tv-program jeg for en måneds tid siden afslørede at jeg skulle være med i, får premiere. Det sker i morgen, søndag, hvor første afsnit af serien, som er endt med at hedde “Følg Mig” bliver tilgængeligt på TV2-play, som altså er dér serien kan ses.

Jeg har ikke selv set så frygteligt meget af serien endnu, men dét jeg har set, elsker jeg! Jeg elsker at det tager et spadestik dybere end andre programmer jeg tidligere har set med og om “influencers”, og så elsker jeg, at vi fem der er med i programmet er så forskellige. Vi er ikke alene forskellige i vores måde at arbejde og være på, men i særdeleshed også i den måde vi anskuer os selv (og vores arbejdsliv) på. Hvor jeg for eksempel sætter en stor dyd i at vise jer begge sider af medaljen i mit liv, så er der andre, som har det åbenlyst anderledes. Der er blandt andet én hvis liv ikke matcher dét, der bliver sendt ud på de sociale medier og én, der smiler hver eneste gang kameraet er på. Sådan ser det i hvert fald ud når man ser traileren for programmet, som I kan se herunder:

Det virker dog som om, at vi alle fem har lukket kameraet ind bag facaden for ærligt at fortælle hvordan vi oplever vores liv som influencers og lige akkurat dét gør, at jeg glæder mig helt tosset meget til at få programmet set, når jeg vender hjem til Danmark igen! (Det er jo heldigvis det gode ved at det kommer til at ligge på TV2-play – at man kan se det, når det bedst passer én).

Jeg er ingenlunde “stjernen” i det her program og faktisk er jeg ikke engang med i seriens første afsnit, men det er til gengæld min søde Confetti-kollega, Mette Marie, og hvis jeg kender hende ret, så har hun en masse vanvittigt fine pointer i de ting hun siger, så se nu endelig bare med – og så sniger jeg mig lidt mere med i afsnit to, som udkommer ugen efter 😉

On that note, vil jeg pakke computeren sammen for denne omgang og sætte kurs mod den forhåbentligt allermest romantiske jul jeg nogensinde har holdt. Og ægte hollandske vafler… (Slurp!).

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Rigtig god jul ❤️. Hvis du får tid, er vi mange som ønsker os din skønne kalender, som holder styr på legeaftale, køretimer, og det årlige getaway uden børn.
    Kh FruN

  2. Man skal aldrig kalde nogen grimme ting, men når man ligger ting frem, må man også forvente eventuel kritik.

  3. Rigtig god jul Cana. Nyd Amsterdam og kærligheden. Fantastisk måde du har valgt at holde jul på. Og hollandske vafler…. uhmmmm.
    Hilsner
    Pernille

  4. Hvornår lærer folk at holde det for sig selv, hvis de ikke har noget pænt at sige? Nåmen, rigtig god tur og god jul <3

    1. Altså, lige i det her tilfælde er jeg fuldstændig enig i, at man ikke behøver kommentere, hvordan en fremmed kvinde vælger at tilbringe julen.

      Men generelt, så er jeg ikke enig i, at man ikke skal udtale sig, hvis man er uenig. Der er virkelig mange ting, som jeg synes, man bør tage aktivt og eksplicit afstand fra. Så er ikke så vild med det udtryk…

      Anyway, lyder dejligt med en romantisk jule get-a-way!

  5. Kære Cana.
    Du er så ærlig og har en dejlig tilgang til livet og andre mennesker. Mit ønske for dig er, at du kan lægge de trælse og upassende kommentarer i en “æske” og aflevere i “småt brandbart”. Fair, at komme med kommentarer, men det undrer mig, at så mange glemmer at hvis man ikke har noget godt, at sige, så er det godt at tie stille;0)
    Jeg håber, at I får en dejlig tur til Amsterdam.
    Glædelig Jul til jer alle uanset hvordan den skal foregå, knus Jannie

  6. Glædelig jul.
    Jeg håber du kan nyde turen uden at tænke på de dumme kommentarer fra ligegyldige mennesker, som tydeligvis ikke kan sætte sig i dit/Jeres situation.

  7. Jeg synes det er så fin en beslutning du har taget, hvorfor skal andre egentlig blande sig i det? Jeg gør selv noget i samme stil fordi jeg også skal undvære mine børn, det gør ondt. Jeg har ikke lyst til at sidde og savne dem sammen med andre. Hverken søde folk der har inviteret eller folk jeg ikke kender. Så jeg vælger mig selv😀 og det føles rigtigt. God jul til jer.

  8. Jeg ville foretrække at holde julen som dig, hvis ikke jeg kunne være sammen med mine børn. Jeg håber i får en fantastisk tur og får spist en masse vafler😋
    God jul.
    Mvh Mai

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven