Om (ikke) at være del af det gode selskab

Lige fra barnsben har jeg følt mig udenfor. Ikke sådan komplet ekskluderet, men helt klart udenfor det gode selskab. Jeg følte mig ikke ligeså rigtig som de andre og jeg følte ofte, at de andre havde alt muligt sammen med hinanden, som jeg hverken var eller kunne blive en del af. Fordi jeg var anderledes.

I løbet af min tid i folkeskolen nåede jeg på et tidspunkt til en personlig erkendelse af, at jeg nok var en enspænder og jeg husker hvordan jeg skrev adskillige stile (som uden sammenligning var min favoritopgave i skolen) omkring mine egenskaber (og manglen på samme) når jeg nu var sådan én der trivedes bedst alene. Jeg følte mig anderledes end de andre, følte mig holdt udenfor og uden evner til at komme ind i varmen. Det må uden tvivl have været ret vildt at være min lærer, som lagde indirekte ører til alle mine tanker og hvis han stadig havde været på jorden den dag i dag, ville jeg have inviteret ham på kaffe og sunde kager (sunde, fordi han var typen der hadede raffineret sukker) og spurgt ind til hvordan han egentlig opfattede mig, dengang for 15-20 år siden.

Selvfølgelig ved jeg i dag, at jeg hverken var eller er en enspænder og selvfølgelig var jeg heller ikke forkert. Egentlig tror at jeg det første blev et skjold for det næste, for hvis jeg var sådan én der rent faktisk trivedes bedst alene, så var der jo ikke noget forkert ved at føle mig udenfor og på dén måde blev alle mine sorger på én eller anden måde gjort til skamme. Altså, bortset fra at det jo var løgn (mest overfor mig selv) det der med at jeg skulle have nok i mig selv.

Faktisk har jeg altid spejlet mig enormt meget i andre og måske netop derfor, har jeg så ofte følt mig udenfor. Fordi dét spejl de andre satte op, aldrig svarede til dét jeg var indeni. Både fordi det trods alt er de færreste der sådan umiddelbart viser alt de rummer og fordi vi selvfølgelig alle er forskellige. Der findes slet og ret ingen at spejle sig 100% i og fordi der ikke gjorde det, følte jeg mig forkert.

Det gør jeg sådan set stadig af og til, men på ingen måde i samme grad som jeg har gjort det tidligere i livet. Allerførst tror jeg at min første kæreste hjalp mig enormt meget. At han – sådan én som slet ikke kendte mig på forhånd og som flere andre piger i øvrigt bejlede til – lod til at falde for mig, var det første spæde skridt på vejen, tror jeg. Det var dét, der i sin tid var den primære årsag til at jeg kom mig over den spiseforstyrrelse som havde plaget mit liv, i nogle år indtil da og for dét er jeg ham og vores relation dengang, evigt taknemmelig. Dernæst tror jeg at jordemoderuddannelsen gjorde det næste sådan rigtigt store stykke arbejde i mit selvværd. Her lærte jeg for alvor hvor stor en værdi jeg kunne have for andre mennesker, bare ved at være og det gjorde mig uden tvivl godt. Faktisk siger jeg ofte, at den primære årsag til at jeg aldrig ville være min jordemoderuddannelse foruden (selvom jeg ikke længere arbejder aktivt som jordemoder) er, at dén uddannelse har gjort mig til det menneske jeg er i dag. Om ikke andet, så i hvert fald til det menneske jeg var, inden jeg fik børn. For de har naturligvis også gjort en kæmpe forskel, mine børn. På godt og på ondt, vel at mærke, for i samme åndedrag som jeg aldrig har været så sikker på noget, som mit liv som nogens mor, så har det selvsamme også gjort mig mere usikker og tvivlende på mig selv, end noget andet nogensinde har gjort. Jer med børn – I ved det.

Jeg er kommet til et sted hvor jeg stoler på mig selv, mine holdninger, mine værdier og ikke mindst min værdi overfor andre mennesker. I hvert fald overfor de mennesker som står mig aller-allernærest. Til gengæld tvivler jeg stadig meget på mig selv i relationen til dem i cirklen lige udenfor. Jeg tvivler ofte i relationen til alle dem, jeg kunne forventes at have en god og tæt relation til – men som jeg ikke har. Her kommer jeg stadig til kort og mit mindreværd får ikke sjældent lov til at svøbe mig ind i et tæppe af dårlig samvittighed og følelsen af ikke at være helt god nok…

Men for fanden, når så jeg ser at selveste Magasin Du Nord har postet et billede af en stak bøger, hvortil de har skrevet “Til inspiration, refleksion og hyggetid” og det går op for mig at to af bøgerne er mine, så føler jeg mig altså ret meget ovenpå. Og når de sekundet efter går op for mig, at de andre bøger, som mine er kommet i selskab med, er skrevet af henholdvis Hella Joof og Michelle Obama, ja, så ved jeg sgu næsten ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Jeg er jo for pokker bare en sølle pige fra langt ude på landet i Sønderjylland, som altid har følt sig en lille smule forkert og en lille smule udenfor, og så sidder jeg her nu og kan næsten se et billede af mig, stående arm i arm med Hella og Michelle. (Ja ja, jeg ved godt jeg overdriver nu, men det er altså sådan det føles her på min side af skærmen!). Det er eddermamer viiiildt!

Kæmpe, kæmpe tak til Magasin for verdens bedste opslag og kæmpe, kæmpe tak til alle som har læst og begejstret delt beretninger om mine bøger – uden jer, var det selvfølgelig aldrig kommet her til.

TAK.

Og psssssst… Èn af mine sødeste kollegaer udlodder faktisk et eksemplar af begge mine bøger (signerede, endda!) på sin blog i dag, så hvis dét skulle have interesse, så tjek det ud HER

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Glædelig 16.december og 2.advent!
    Du er da et dejligt og særligt godt menneske, som gør en stor gavn i verden og er til glæde for så mange.
    Du fortjener at være i den bunke bøger:-)
    Tillykke:-)
    Tænk hvis vi alle var ens – det er godt at være sin egen:-)

  2. Som et af de der “farlige” mennesker uden for den trygge cirkel, så vil jeg bare lige sige, at du fra min side af skærmen virker som en enormt rar, hjertevarm og behagelig person – og hvad endnu vigtigere er, så er du langt fra den eneste der har bøvlet med følelsen af at føle sig alene og at man ikke har passet ind. 💕