mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

“Jeg havde nær klappet ham én…” en fødselsberetning

Det er fredag og sædvanen tro, betyder det selvfølgelig at jeg bringer jer endnu en fødselsberetning i fødselsfredagens allerbedste ånd. Ja faktisk, så er det jo sådan set årets allersidste fredag og for at det ikke skal være løgn, så er det også årsdagen for dengang kvinden, der står bag beretningen, gik i fødsel, så jeg tænker at et fælles tillykke fra alle os til den lille familie må være på plads <3

Torsdag d. 28. december får min mand og jeg besøg af et vennepar og deres to unger  i Aarhus. Jeg er 38+5 og har det godt – har dog haft lidt plukveer de sidste par dage. Vi tager ned på Dokk 1 hvor drengene leger og hygger og bagefter henter vi mexicansk og spiser sammen hjemme i lejligheden. Sidst på aftenen kan jeg godt mærke mine plukveer bliver lidt kraftige, men tænker ikke mere over det. Ikke før vi skal sove hvor jeg ikke rigtig kan finde ro. Jeg falder dog endelig i søvn, men vågner ved en 3-4 tiden om natten med smerter i lænden og hvad jeg troede der var plukveer, men som i virkeligheden var rigtige veer. Jeg går ud på badeværelset og stiller mig under bruseren. Det hjælper. Efter et toiletbesøg opdager jeg tegnblødning. Jeg vader drivvåd ind i soveværelset og beder min mand komme ud på toilettet. Jeg går ind i bruseren igen og manden kommer famlende ud på toilettet og kan ikke forstå jeg beder ham google tegne-blødning.

Ved 6-tiden får vi ringet til fødegangen da jeg nu har tydelige veer. Vi får besked på at tage tid på dem og ringe igen om en time. De er meget uregelmæssige, men kommer ofte. Jeg forstår dem ikke helt. Vi ringer igen kl 7 og jeg kan snakke igennem alle veerne. Jeg får besked på at tage to Panodil og så få sovet lidt. “Der går længe”, siger jordemoderen. Min mand kører på arbejde og jeg går i seng. Jeg får spist og kastet op igen og ved 9-tiden får jeg en ustyrlig pressetrang. Ringer igen til fødegangen og hun beder mig komme ind.

Jeg ringer til min mand 9.15 og han kommer hjem med det samme. Han er forvirret da han kommer hjem og styrter rundt for at pakke vores tasker. Han taber alt på vej ned ad trapperne til bilen og kører sågar forbi indgangen til fødeafdelingen, på trods af at vi har været der masser af gange tidligere. Ind over græsplænen og cykelstien med os, midt i en ve. Av, siger jeg bare!

Klokken 9.30 sætter han mig af og jeg vader op på fødestuen og bliver vist ind på en fødestue. Jordemorderen er mega sød og vi har god kemi. Min mand kommer ind på fødestuen fuldstændig uforstående over, at jeg ikke ventede på ham i receptionen. Tsk…

Vandet går af sig selv, jeg er fuldt udvidet og må presse med. I presseveerne har min mand knoerne boret ind i lænden på mig, og ifølge ham, står han nærmest i spænd mellem væg og mig, for at presse så hårdt som han gør. Jeg kan imidlertid slet ikke mærke hans hænder og råber han skal presse mere. I næste ve overhører ham beklage sig til jordemoderen om at han har svært ved at mærke sine hænder og hvis jeg havde haft bare det mindste overskud, havde jeg klappet ham en lige dér! I dag griner vi heldigvis af det.

… Hvor om alting er, min mands hænder holdt (selvfølgelig) og klokken 10.14, d. 29.december kommer lille Ellie til verden. Sund, smuk og rask.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Dejligt det også kun gå den positive vej❤️
    Vi havde i 2012 den stikmodsatte oplevelse. Alt så fint ud til scanninger, alt var fint efter fødslen og vi blev sendt hjem. 8 dage efter fødslen var vores datter ved at dø i armene på mig – Det viste sig hun havde en VSD på 1 cm, CoA og højre hjertekammer var underudviklet. Alt sammen var desværre overset til scanningerne, på trods af at lægerne skulle have opdaget hjertefejlene.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven