Fødselsfredag – med jordemoderen i hælene

Det er ikke sjældent set, at andengangsfødende bliver en kende overraskede over, hvor hurtigt en fødsel faktisk kan skride frem. Heldigvis havde parret her jordemoderen lige i hælene, da kvinden et par kilometer før de ramte sygehuset, fornemmede at babyen var på vej ud 😉

Lykken var stor da jeg endnu engang stod med en positiv graviditetstest en mørk vintermorgen. 

Akkurat som ved min første graviditet startede jeg ud med fire måneders hyperemesis og derefter graviditetssukkersyge. Jeg var derfor mere end klar til at føde omend jeg samtidig frygtede at ende med samme hårde fødsel som ved mit første barn. 

Faktisk vil jeg sige, at jeg var decideret utålmodig denne gang. Havde regnet med at føde før tid, og nu stod jeg dér, stadig med en baby i maven og en konstant overvågning af min mindste færden fra mine omgivelser. “Ej føder du ikke endnu?!” 

Under graviditeten gik jeg, grundet min første fødsel, i et såkaldt kendt jordemoderteam som samtidig havde ekstra fokus på kvinder med fødselsangst. Decideret angst vil jeg dog ikke ligefrem sige jeg havde, men jeg var bestemt ikke vild med tanken om at skulle føde igen.

Igennem det skulle jeg dog – og på terminsdatoen foreslog min jordemoder mig en hindeløsning. Jeg måtte nemlig ikke gå alt for meget over tid grundet sukkersygen. Jeg mødte op, tre cm åben og nu en hindeløsning rigere. Jeg susede hjem på motorvejen af frygt for at føde, men kunne dog gå slukøret i seng samme aften stadig med en baby på den forkerte side af maven. Fnys!

Næste morgen vågnede jeg op og havde lidt murren i maven, men ikke noget der tilnærmelsesvis var veer. Jeg fik besked på at hvile mig, og da jeg ved en 14 tiden stod op var det gået i sig selv igen. 

Min svigermor hentede vores datter fra børnehave, men jeg afviste blankt at hun skulle tage hende med hjem; der ville jo gå flere dage før den baby ville ud. “Jamen dengang jeg skulle føde..” begyndte hun… Nej! Der sker helt sikkert ikke noget i dag, kom herhjem med hende!

Jeg fik lavet aftensmad, ordnet vasketøj, smurt madpakker og badet min datter inden min kæreste kom hjem fra arbejde. Bedst som han kom hjem lå jeg og kravlede rundt på gulvet efter smadret julepynt og ryddede op efter en plante, som én pludselig havde væltet ned til sig i badekarret. (Ja, en treårig tager ikke hensyn til en gravid og prustende morhval, ha ha!). Stadig uden veer. 

Efter aftensmaden puttede min kæreste vores datter og jeg tøffede lidt rastløst rundt. Kunne da lige smide mit vasketøj i tørretumbleren. Idet jeg bukkede mig gik vandet. Jeg kaldte på min kæreste, der kom susende ud med en nysgerrig treårig i hælene. Hun mente i øvrigt ikke, at vi behøvede tage på hospitalet for hun havde jo sin doktortaske herhjemme. 

Valgte dog alligevel lige at ringe til min jordemoder og kan se jeg kontaktede hende kl 19.20. Hun syntes, at vi skulle køre mod hospitalet med det samme, for hendes erfaring var, at det pludseligt kunne gå hurtigt og vi havde en god halv times køretur foran os. 

Jeg havde dog ikke travlt. Jeg havde jo ingen veer og sagde flere gange til min kæreste, at han skulle forberede sig på at vi bare blev sendt hjem igen. Jeg lovede dog min jordemoder at ringe, hvis det pludselig skulle gå stærkt. Hun var hjemme på vagttilkald så hun skulle også selv lige ud på køreturen mod hospitalet. 

Min svigermor kom for at tage sig af vores datter og klokken 20.00 kørte vi mod sygehuset.  Vi havde ikke kørt ret længe da et par bump på vejen pludselig satte gang i sagerne. 

Jeg følte pludselig at babyen kom susende ned gennem mit bækken og veerne kom skyllende ind over mig. Jeg kiggede febrilsk på vejskiltene og kunne blot konstatere at der var meget langt til hospitalet. Min kæreste kørte 170 km/t! Jeg hader normalt at køre på motorvej, og endnu mere at køre stærkt, men jeg råbte panisk kør hurtigere! 

Jeg ringede jordemoderen op og fik prustende forklaret hende, at nu gik det stærkt og at jeg følte at babyen var på vej ud. Hun kørte et par kilometer bag os på motorvejen og guidede mig gennem veerne. Det var en rar tanke at hun trods alt var lige bag os, når nu man føler man er ved at føde et barn på en mørk og regnfuld motorvej. Lænket til et sæde med en baby godt på vej gennem bækkenet. Behøver vist ikke engang fortælle hvor presset jeg var. 

Omtrent 5 kilometer før sygehuset, nærmest råbte jeg til jordemoderen i telefonen: “Den kommer nu! 

Vi holdte ind til siden og jordemoderen undersøgte mig hurtigt: “Jeg tror lige I kan nå det. Sæt katastrofeblinket på og KØR! 

Som sagt så gjort, og vi nåede sygehuset kort efter. Et par jordemødre stod nede på p-pladsen med en seng som de fik mig kastet op i. 

Jeg arbejder selv på sygehuset og priser mig stadig lykkelig for at det skete en mørk aften og ikke ved højlys dag, hvor mine kolleger så ville have fået et syn de sjældent ville glemme. Mig, temmelig presset, forvirret og halvt tudende, komme susende i en seng op mod fødegangen. 

Jeg tror nok, at vi var der kl 20.40, og jeg nåede lige at få bukserne af før jeg måtte presse. Kl 21.10 fik vi æren af endnu en velskabt lille pige. 

En fuldstændig sindssyg oplevelse, men når jeg tænker tilbage var det en virkelig god fødsel, jeg kunne hele tiden mærke hvor barnet var henne og fornemme fremdriften, mens min krop egentlig selv fortalte mig hvilket arbejde jeg skulle gøre. 

Jeg griner stadig lidt af, at min kæreste kort før vandet gik, havde proklameret et langt bad og derefter på sofaen for at se “Landmand søger kærlighed”. Ingen af os havde vist forudset at vi allerede ville have vores baby i armene kort efter programmet var slut.

Skriv din kommentar

Kommentarer (15)

    1. UH det ser lækkert ud! Ville have min mand Mikkel med:) En kæresteweekend er tiltrængt når man har to drenge med krudt i røven:)

  1. Jeg ville invitere min kæreste med. Vi har haft alt for travlt dette efterår, det tror det kunne være SÅ godt for os! ❤️

  2. Som alle andre, mener jeg, at jeg fortjener at være den heldige vinder 🙂 Min mand og jeg trænger til at komme lidt væk hjemmefra. Min mand har i dag fået besked om, at han har fået en meget alvorlig sygdom, vi længe har frygtet. Vi er i vildrede og trænger til at komme væk og få ro på tankerne og på hinanden. God jul

    1. Ej hvor kikset er det lige at krænge sit hjerte ud i en konkurrence, for så at se, at man har skrevet det et forkert sted. Beklager. Du må meget gerne slette disse to beskeder, Cana.

  3. Puh… Det skræmmer mig lidt hvis min anden fødsel, her til marts, kommer til at gå hurtig…… fra den første på 26 timer til måske bare 6 timer – så tror jeg slet ikke mit hoved når at følge med! 🙂

    / sisselsolsort.dk