mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en ekstra julegave

Egentlig havde hun først termin i januar, og havde derfor gladeligt inviteret hele familien til julefrokost d.25.december, men da vandet gik om natten efter en hektisk juleaften, skulle det vise sig at blive nogle temmeligt anderledes juledage end først antaget…

Denne beretning har været længe undervejs, og jeg tror det er meget godt at jeg har ventet lidt med at skrive den, for det er en oplevelse jeg ærlig talt skulle have tid til at fordøje. Det var virkelig hårdt, og havde du spurgt mig lige efter fødslen, så gjorde jeg det ikke igen, men spørger du mig nu, så ved jeg jo hvad det indebærer, hvor mine grænser er og hvad jeg kan og ikke kan, og derfor er jeg villig til at gøre det hele igen…

Min mand og jeg har hele tiden frygtet at vores lille Haletudse ville melde sin ankomst d.24.12 eller d.01.01.13, men alle har hele tiden trøstet os med at som førstegangsfødende, så kunne jeg lige så godt forvente at jeg gik over tid. Min termin hed 07.01.13, så det havde jeg faktisk mentalt forberedt mig på! Men sådan skulle det ikke gå…

Vi havde en dejlig (men lang og temmeligt hektisk) juleaften hos mine svigerforældre i selskab med min svigerinde, svoger og vores to nevøer, så da vi endelig lå i vores senge kl.01.00 var vi trætte og kunne se frem til en hyggelig julefrokost dagen efter – i vores eget lille hjem, heldigvis.

Kl.03.30 vågner jeg ved at jeg nyser – og tisser i sengen!
Jeg kan slet ikke styre det, og skynder mig på toilettet, lettere skamfuld og håber ikke at min mand vågner, da det jo ikke er så charmerende at tisse i sengen i min alder… Jeg kommer ud på toilettet og er helt vågen, men åh så træt og en smule groggy, og det fosser bogstavlig talt ud af mig. Det fortsætter i et godt stykke tid, og stilner lige så stille af, men hver gang jeg vil rejse mig fra kummen, løber det ud af mig! Det er DER det slår mig, at jeg ikke tisser, men at det er mit vand der er gået! Min hjerne går seriøst i sort et kort øjeblik, og jeg prøver at overbevise mig selv om at det ikke sker, for jeg er jo slet ikke forberedt på at skulle være mor lige nu og her, men efter 10 min på toilettet, kan jeg ikke nægte kendsgerningerne, og kalder på min mand, som kommer løbende og er meget vågen, meget hurtigt!

Vi ringer til fødegangen for at rådføre os om hvad vi skal stille op, for jeg har ingen veer overhovedet! Den søde jordemoder jeg får fat i, fortæller mig at jeg skal gå i seng igen, og vente på at veerne kommer, hun forventer at de vil komme indenfor de næste to timer, og når det så sker, skal jeg komme ind til dem når der er 3-5 min. mellem veerne. Hvis jeg mod alle odds ikke skulle få veer, så skulle jeg komme ind til dem kl.11.30 til en undersøgelse, i mellemtiden skulle jeg forsøge at få lidt søvn – men helt ærligt, hvor nemt er det lige at få søvn når der siver fostervand ud af én? Jeg smed så mange bind i mine trusser at det virkede som en voksenble, men det var stadig pænt ubehageligt, og på 3 timer havde jeg tabt knap 1½ kg i fostervand alene… Så det blev ikke til megen søvn – vi skulle jo også aflyse julefrokosten!

Klokken 11.00 kørte vi mod OUH, for jeg havde (selvfølgelig) ikke fået veer…

Kl.11.50 havde de endelig tid til at bese mig, hvor de scannede lillemandens hjertefrekvens samt undersøgte min livmoder, som viste sig at være helt moden til en fødsel, men jeg manglede stadig mine veer, så efter undersøgelsen fik jeg grønt lys til at gå ned til fødegangen, hvor jeg ville få vedrop så jeg kunne komme igang med fødslen.

Kl.16.30 er jeg klar til at få mit vedrop, efter jeg har talt med den første af 3 jordemødre der havde vagt inden Tristan kom til verden. Inden droppet blev jeg atter undersøgt, fået lavement og scannet igen. Eftersom Tristan lå meget stille i min mave, blev det besluttet at han skulle have en elektrode på hovedet så man kunne registrere hans puls mere nøjagtigt, det var ikke specielt rart at skulle have en elektrode på hans hovede, mens han stadig lå i min mave… avs…
Da alt var klart til mit vedrop, var der vagtskifte, og jeg hilste på min anden jordemoder, som skulle vise sig at blive den der trak det hårdeste læs med mig. Hun var en sød og ung pige, som virkelig var god til at informere både min mand og mig om alting, så der ikke var nogen tvivl, og vi følte os helt trygge og ved godt mod.
Vi talte lidt om smertelindring og om hvordan det ville foregå med ve-drop og jeg sagde at jeg bare ville tage det som det kom og umiddelbart skulle hun ikke bestille noget smertestillende til mig. Men nøj hvor kom jeg til at bide de ord i mig…

For nogen kan ve-droppet tage lang tid om at virke, men for mig virkede det med næsten fuld kraft indenfor 5-10 minutter… lige så snart hun tændte for droppet kunne jeg lige så stille mærke en trækken i lænd og også i min livmoder, og jeg tænkte, nå ja, det kan jeg sagtens holde til… Klip til 4 minutter senere, hvor veerne kom for fuld udblæsning, og så stod den ellers på veer for fuld knald! Jeg forsøgte mig med vejrtrækning, at slappe af, fik nåle stukket i mig, og intet hjalp, veerne blev værre og værre og til sidst kom de så voldsomt, at jeg ikke fik pause imellem dem, da de kom bølgende 2-3 efter hinanden for så derefter at dykke.
Min jordemoder havde advaret mig om at det ville forekomme, men jeg havde jo aldrig prøvet det med veer, så anede jo ikke hvad jeg skulle forvente ud fra sådan et udsagn, men det ved jeg nu, og det var ikke rart.

Kl.21.00 var veerne virkelig slemme, og de blev ved med at bølge og jeg havde det så varmt at jeg kogte over det hele, det eneste der hjalp var at min mand gav mig en kold klud for mit ansigt. Mange synes det lindrer med noget varmt, men jeg var så opkogt, at tanken om et varmt bad eller en varmedunk var helt forkert. På dette tidspunkt bliver jeg atter undersøgt, og jordemoderen konstaterer at jeg har åbnet mig 3-4 cm (ARGH!) og at der nok går yderliger 4-5 timer før jeg er åbnet tilstrækkeligt. Dér begyndte jeg at græde, ikke bare sådan lidt tårer, men deciderede hulk og et voldsomt vandfald af tårer, da jeg ikke kunne magte tanken om at fortsætte dette ve-helvede 4-5 timer mere.
Min jordemoder kan godt se at jeg ikke rigtigt magter det, og foreslår om hun ikke skal ringe efter en anestæsilæge, så jeg kan få en epi og jeg tror ikke rigtig jeg behøver at svare, mine hulk var vidst svar nok… Ja, jeg følte mig meget som en ikke-urkvinde, og jeg følte mig virkelig svag og træls ved at skulle have smertestillende på den måde. Jeg havde oppe i mit hovede nok forventet at det kunne jeg da sagtens klare, men ak… Af en eller anden grund blev jeg ved med at undskylde til både min mand og jordemoderen, hvilket de synes var lidt sjovt, jeg husker det slet ikke, men der er også rigtig meget som er pænt sløret.

Jordmoderen ringer efter lægen, og jeg fik det svar der hed sig, at han kunne komme mellem 10 min. – 1 time…

Kl.22.15 kom anestæsilægen endelig, den time det tog ham at komme ind til mig føltes virkelig lang, og jeg kom kun igennem mine veer ved at tænke “han kommer snart, han kommer snart, han kommer snart”, og da han endelig kom, var det virkelig en lettelse, indtil han fortalte at epi’en godt kunne tage 30-45 min om at virke… mit hjerte sank virkelig i mit bryst, men jeg synes ligesom jeg havde været pivet nok, så jeg prøvede at tage det ved godt mod, og nikkede bare til alt det andet han fortalte. Jeg fik sat mig op, og kiggede ned og fik besked på at sidde musestille, for det kan være ret farligt hvis jeg spjættede og nålen enten kom forkert ind eller røg for langt ind, og sørme om jeg ikke skal rammes af endnu en vebølge, men det lykkedes mig at sidde stille til trods for veer, og jeg mærkede intet til den lange nål der røg ind i min ryg – og lur mig, om min krop, ligesom med ve-droppet, tog fantastisk imod, med det resultat at epi’en virkede pronto – sikke en fryd!

Jeg fik besked på at sove lidt, eftersom jeg ikke havde sovet siden kl.03.30 og de forventede at der nok lige gik nogle timer før der skete mere, så jeg lagde mig ned, lukkede mine øjne og slappede af – ahhh…

Kl.23.30 begyndte mine presseveer lige så stille at melde deres ankomst, epi’en virker ikke på presseveer, men de var på ingen måde lige så ubehagelige som udvidelsesveerne, så dem havde jeg i godt ½ time, indtil de tog godt til og begyndte at hive i mig og jeg fik en umenneskelig trang til at presse. Jeg blev undersøgt og havde også udvidet mig 8-9 cm, problemet lå i at Tristans lille hoved simpelthen ikke var roteret ned i mit bækken, så jeg blev beordret ud af sengen, og så skulle jeg ellers rotere/vugge mit bækken, så jeg kunne hjælpe drengebassen på vej.

Min kære mand synes det var SÅ sjovt at jeg rendte rundt der, med kæmpemave, charmerende kæmpeble og dertilhørende nettrusser og hvid skjorte mens jeg “dansede” som han kaldte det… Men den der pressetrang tog til for hver ve, og det er altså temmelig ulideligt når man bare for at vide, at jeg skal holde igen, på det tidspunkt var jeg virkelig klar til at få ham ud, og tror jeg spurgte min mand mange gange: “Hvorfor kommer han ikke bare ud?”

Kl.01.00 fik jeg endelig besked på, at nu måtte jeg presse, og jeg gav den fuld gas, for nu skulle han dælme bare ud, og puha hvor var det mega hårdt jo! Det tog 4 presseveer at få ham ud, og mellem de to lå han med sit bredeste stykke og blokkede mig, og ja, det gjorde nas af pommeren til, troede aldrig jeg skulle blive ordentlig dernede igen…

Kl.01.20 havde jeg et styks drengebasse liggende på mit bryst, han var helt dækket til i fosterfedt, men det betød absolut intet, alle mine bekymringer for om jeg nu ville føle noget for det lille væsen jeg lige havde givet liv til forsvandt, for i det øjeblik jeg mødte Tristan, vidste jeg bare, at ham ville jeg elske resten af mit liv. Han var uden sammenligning mit livs bedste julegave.

Selvom jeg synes det var frygtelig hårdt, og at det tog pænt lang tid, så blev det betegnet som en ukompliceret fødsel, og jeg slap også med en meget lille bristning; men med et noget forslået haleben.

Min mand synes jeg klarede det flot, og han griner stadig lidt over at jeg havde overskud til at bekymre mig om han var sulten eller kedede sig, fordi det virkede som meget ventetid for ham. Han var en støtte og styrke uden lige, og på intet tidspunkt snerrede jeg, råbte eller skreg grimme ting til ham, som de fleste i min omgangskreds ellers havde sat penge på… (ja, det havde jeg faktisk også selv troet ;)).
I dag er jeg i uge 25 med lillebror, og vi glæder os SÅ meget til at møde ham, men også lettede over at han ikke bliver endnu et julemirakel… Ooog skal jeg i den situation hvor jeg skal have vedrop igen, så tror jeg beder jordemoderen om at ringe efter en epidural med det samme… 😉
Rigtig glædelig jul til alle seje kvinder derude!
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven