Stadig bare lillebitte…?

Vi skulle have et ekstra barn med hjem fra børnehaven her til eftermiddag og jeg besluttede derfor, at cykle lidt tidligere fra kontoret end sædvanligt, for at hente Jens direkte fra skole til en times alenetid, bare ham og mig; for at han også skulle føle at han fik en lidt ekstra god dag, selvom det ikke var ham, der havde en legeaftale.

Jeg forsøgte at spurte afsted på ladcyklen igennem byen, men fordi de Københavnske cykelstier ikke alle steder er så brede at man kan tillade sig at overhale på en cykel der i sig selv er over 80 centimeter bred, blev det altså til en noget forkølet omgang, hvor jeg for store dele af vejen lå og hjulede afsted bag en ung fyr som cyklede afsted med overordentligt sløve ben. Således ankom jeg først til skolen, da sidste time var forbi og alle børn var sendt på legepladsen til en lufter inden “frit”.

Jeg nåede kun lige ud på legepladsen da Jens kom løbende mod mig i ét stort smil. “Sikke en dejlig overraskelse for ham, at jeg kom så tidligt” nåede jeg lige at tænke, inden han udbrød: “Må jeg ikke godt få en legeaftale med min ven?” (ja, han sagde selvfølgelig vennens navn, men fordi jeg ikke kunne drømme om at skrive et eneste genkendeligt ord om andres børn her på domænet uden udtrykkelig tilladelse fra deres forældre, så har jeg tilladt mig at omformulere Jens’ sætning en smule). De kom løbende begge to. “Må vi ikke godt, hva’?” Og jo, selvfølgelig måtte de det – både for mig og for vennens mor, som jeg selvfølgelig kontaktede.

Således endte jeg med – en time før jeg egentlig havde planlagt det – at cykle hjem med intet mindre end fire børn i ladet og solen bragende i ansigtet.

Jens’ og min alenetid blev vraget til fordel for en legeaftale og da jeg her til aften børstede tænder på ham, imens han kluntet prøvede på at fortælle om noget nogen havde sagt oppe i skolen, gik det op for mig, at det er dét, der er ved at ske. Han er ved at blive så stor, at han prioriterer sine venner over mig. Ikke altid – langt fra – endnu, men jeg véd jo, at det er dén vej det går og lige om lidt, cykler han bare hjem til sine venner efter skole og sender mig måske en sms (eller en snap, eller hvad end der nu er moderne til dén tid) om hvorvidt jeg kan forvente at se ham til aftensmad eller ej. Jeg ved det godt og jeg glæder mig over det, på hans vegne især. Jeg vidste bare ikke, at det allerede var nu. Eller altså, jeg havde i hvert fald forsøgt ikke at tænke over det, før nu. Han er jo altså stadig min førstefødte og på dén måde bare lillebitte, for mig.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Åh altså hvor jeg kender det😊
    Her er det bare min lille søn på 14 og med en højde på 1.85! Men for mig vil han også altid være min lille dreng, sammen med hans 2 mindre brødre.
    Men når jeg kigger på ham bliver jeg også utrolig stolt over at jeg har skabt et sådan et perfekt menneske, der har et godt liv, gode venner, klare sig godt og som trods alt( og hvis der ikke er nogen i nærheden…) gerne giver et knus når mor har brug for det😍
    Stort kram til din lille dreng og dig😘

  2. Tiden går alt for hurtigt, min førstefødte på 11 år har fået en kæreste, som han sms’er og ringer med. Det er både sødt og skræmmende på samme tid ❤️

  3. Åhhh alle forældres proces😫jeg synes fx det er MEGET syret at lige pludselig diskuterer vi hvor mange øl der må drikkes, min 15-årige og jeg! Undskyld! Men det var i går han sad i klapvognen😱jeg har helt seriøst haft en sorg/anerkendelsesproces i et stykke tid ift at se i øjnene at min førstefødte glider fra mig…det er venner, fester og kærester der fylder…en naturlig proces men ikke desto mindre hård.
    Alt kærlighed til dig Cana, ift at komme igennem din proces❤️

  4. Hæng på Cana, min ældste “baby” er lige begyndt at tage kørekort og har købt billet til Post Malone næste år…. altså som i “jeg tager fra Nordborg til KBH med Jens og Oliver” bremsede et “NEJ det gør du ikke, du er ikke stor nok” der var på vej ud af munden, kom Lige i tanke om at “babyen” bliver 18 næste år 😲 Nå men så har jeg i det mindste “baby”pigen hun bliver “kun” 15 år på fredag 😱
    MEN elsker at se dem udvikle sig, gro og blive voksne ❤️ Og elsker selvfølgelig alle de kram jeg kan snige mig til og elsker alle vores ligeværdige snakke.
    Nyd hver eneste lille udvikling de gennemgår men hæng på, det går dælme stærkt ☺️

  5. Åh jeg forestiller mig det kommer snigende langt før man regner med det. Min lille tut bliver 1 år om lige godt en måned og det synes jeg er fuldstændig sindsygt! Jeg kan kun forestille mig, at det kommer til at gå endnu hurtigere fremover!