Mit mærkat

Foto: Kristina Christiansen

Jeg har aldrig nogensinde haft en følelse af at jeg var god nok.

Det er en efterhånden solidt gennemtæsket disciplin, det her med at beskrive sig selv med få ord og der findes formentligt ikke mange, som ikke selv har fundet på at gøre det i en jobansøgning eller som – som et minimum – er blevet spurgt om det, når de har siddet til samtalen med klamme håndflader og forhåbninger om et nyt job. På overfladen ville jeg om mig nok bruge ord som: “sød, udadvendt og smilende”. På det lidt mere ægte – og mindre klichéfyldte – plan kunne det i stedet være: “omsorgsfuld, passioneret og velreflekteret”, men hvis vi kradser helt derned hvor lakken ikke længere er velpoleret og blank, er det et ganske andet ord, der står på lur.

Hvis man skulle sætte ét ord – ét mærkat – på mig, som har fulgt mig igennem det meste af mit liv, så skulle det uden tvivl være mindreværd. Okay, og kampgejst, hvis man nu alligevel kunne snige sig til at vælge to.

Jeg har nemlig, på trods af mine massive mindreværdsfølelser, aldrig nogensinde tvivlet på egne evner. Faktisk nærmere det modsatte. Ikke sjældent har jeg hårdnakket påstået at kunne opnå noget, der for andre nærmest syntes umuligt. For det meste, er jeg lykkedes med det (og for de gange jeg ikke er lykkedes, har projektet inden mit nederlag kedet mig så tilpas meget, at jeg har ladet mig optage af noget andet). Jeg er en såkaldt do’er. Jeg gør ting. Jeg får ting til at ske. Jeg lykkes med ting og jeg tror altid på mig selv, når det kommer til at udføre én eller anden given opgave.

Igennem mit liv er jeg ofte blevet beundret for min evige kampgejst og tro på mig selv, når jeg hovedkulds kaster mig ud i det ene projekt efter det andet, og jeg skal da heller ikke se mig fri for ligefrem at være stolt af min evne til altid at gå benhårdt efter de mål jeg sætter mig. Alligevel tror jeg faktisk, at det hele bunder i noget ganske andet – og sådan set også meget mere alvorligt. Jeg tror nemlig, at det bunder i mit mindreværd.

Jeg har aldrig nogensinde haft en følelse af at jeg var god nok; at jeg – bare fordi jeg var mig – var ligeså meget værd som andre mennesker. Faktisk har jeg nærmere altid følt mig en lille smule bagud på point og følt, at jeg måske ikke var et helt ligeså godt menneske som alle de andre. Jeg har følt mig udenfor og som dén de andre ikke gad lege med. Altså, lige indtil det gik op for dem, at jeg besad nogle evner, som de kunne nyde godt af.

Bevares – jeg er selvfølgelig godt klar over i dag, at det ikke nødvendigvis er sådan det har været, men det var sådan jeg havde det. Jeg følte mig ikke værdig, uden mine evner og jeg troede helt ærligt på, at mine kvaliteter udelukkende lå i de ting jeg kunne og ikke i de ting jeg var.

Det blev en mestringsstrategi, at være dygtig til at læse, regne, tegne, ride, spille basket og løbe hurtigere end alle de andre piger i klassen og helt uden at vide det, blev det pludselig også et skjold mod omverdenen, for at ingen skulle opdage den lille pige der sad og holdt sig sammenkrympet om knæene og græd over aldrig at være god nok.

Jeg har med min målrettethed og ukuelige tro på at jeg kan hvad jeg vil, snydt omverdenen – også dén omverden, der lå helt tæt på mig – til at tro, at det bundede i et selvværd af dimensioner. Men virkeligheden er altså, at det tværtimod dækker over det modsatte.

Det modsatte, som har sat mig på gevaldige prøver livet igennem og jeg tænker, at jeg på ét eller andet tidspunkt snart, vil tage jer med på rejsen igennem noget af dét mit i virkeligheden lave selvværd har budt mig og frem til i dag, hvor det til stadighed lader til at vokse; allermest i en accept af, at det ikke altid har været som jeg har troet og gerne villet have det.

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Tak for den opdatering. Jeg kender følelsen så godt – både af at føle mindreværd og præstere max for få anerkendelse og derigennem en følelse af værdi.

  2. Undskyld, men jeg syntes ikke om din nye blok. Siden du er begyndt at skrive med lille skrift, virker dine indlæg så uoverskuelige, nogle gange tænker jeg, er det en bog, eller, livshistorie jeg skal til at læse, Skal jeg tage mine briller på, nej jeg holder efter nogle få linjer, SORRY

  3. Hej Cana
    Jeg har aldrig før kommenteret på en blog, men en gang skal jo være den første, og nøj, hvor jeg sidder med en følelse af, at du lige har sat ord på, hvordan jeg altid har haft det!
    Jeg har altid været hende, der gjorde det bedst i skolen, var god til sport og gjorde hurtigst karriere. Jeg tror da også, det er en kombination af talent og intelligens, men det er primært, fordi jeg altid har KNOKLET for at vise mit værd. Og det har jeg gjort netop, fordi jeg på en eller anden måde har knoklet for at passe ind og føle at kunne være en del af fællesskaber, samtidig med at det har været en måde at skille mig ud på. Jeg ved ikke med dig, men jeg har altid analyseret meget på min egen opførsel for at “optimere”, om jeg nu gjorde ting godt nok rent socialt.
    Det har hjulpet mig meget at stifte familie, meget fordi jeg ganske enkelt er blevet nødt til at smide tøjlerne ift at opnå forskellige ting. Det kan stadig godt bringe mig lidt i krise, men det giver mig i højere grad ro, og har sørme fundet ud af, at alle folk omkring mig er helt glade for mig, selvom jeg ikke over-præsterer😉
    men anyways, tak for en dejlig blog (som jeg synes er pæn).
    Venlige hilsner
    Denise

  4. Hej Cana
    Spændende rejse du indbyder til. Pas godt på dig selv og husk at nyde dine sejre uanset hvad andre siger. Selvværd er en sjov fisk… du ved du er så sej og kan så meget og alligevel har den en stor plads i bowlen…hmmm .. og det er ikke kun i din bowle! Du er en kæmpe rollemodel for dine børn med alt hvad du indeholder ❤️

  5. Waou der ramte du lige ind i min kerne! Det er nøjagtig samme følelse jeg har og nu hvor et efterskolejubilæum nærmer sig, kan jeg mærke at den blusser op! Hvor er det fjollet at man kan føle sig mindre værd end andre mennesker – men ikke desto mindre har det fyldt hele min barndom og meget af mit voksenliv. I mit voksenliv har jeg bare ikke været så bevidst om det som jeg var i barndommen, men mens jeg læste dit indlæg, blev det tydeligt for mig at det er lige præcis det samme jeg gør! Nemlig at kompenserer for et dårligt selvværd ved at overpræsterer på ALLE områder.. Det er hårdt arbejde og man føler aldrig helt at man opnår det man gerne vil fordi det jo bunder i noget helt andet. TAK fordi du delte ud og gjorde det tydeligere for mig, hvad det er der ligger og spøger derinde hvor ingen andre ser.

  6. Du beskriver nærmest min søn. Han har en ubeskrivelig trang til at være den bedste, til ALT. Og kan han ikke det, nægter han, at gøre et forsøg. Han nægtede pure, at kigge på bogstaver, indtil han en dag i første klasse kom hjem og sagde, “ Så nu kan jeg læse” og læse det kunne han. Han gad til fodbold kun, at stå i mål, indtil han havde været på fodboldskole og pludselig kunne ramme målet. Han nægter, at løbe til skolernes motions dag, fordi han ikke er hurtigst eller kan løbe længst. Vi forsøger, naturligvis, at fortælle, at det er okay, at fejle, øvelse gør mester, at man ikke behøves være den bedste til alt osv. Men hjælp hvad gør man, drengen er 9 år og konstant på overarbejde.

    Og fedt indlæg, der lige fik gang i hjernecellerne en sen tirsdag aften.

    PS: nu blev det nærmest til et slags brevkasse indlæg 😂

  7. Hej Cana. Jeg er pædagog og arbejder i en vuggestue. Dit indlæg minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi fra helt små både får føde til vores selvværd og selvtillid – for de vokser ikke sammen eller af det samme. De har brug for hver deres. Jeg er glad for, at din selvtillid var høj, selvom selvværdet ikke var. Jeg ser mig selv i meget af det, du skriver, og bare det at blive bevist om det, er det stort skridt i den rigtige retning. Tak for den påmindelse ❤️

  8. Et godt indlæg om en følelse, som jeg virkelig kan genkende. Det er først i mine 40’ere gået op for mig, at min perfektionisme snarere er et skjold end et medfødt karaktertræk, som jeg ellers altid har tænkt. Og at det skjold øger afstanden til andre, selvom man ønsker det modsatte og har brugt skjoldet for at vise andre, at man er god og dygtig nok. Jeg er spændt på at læse flere indlæg fra dig om det emne og høre, hvordan du har arbejdet med mindreværdsfølelsen.