Annonce

Kontrasternes dag(e)…

Jeg fik, for første gang i lang tid, endelig taget mig sammen til at smøre mig en madpakke her til morgen. Rugbrød, avocado, hummus (den gode med chili, fra Irma) og gulerødder blev pakket i én af Jens’ mange madkasser og selvom det måske ikke var alt for kønt, så var jeg alligevel ret stolt over det. (Ja, man kan åbenbart godt i en alder af 32 blive stolt over at smøre sig en madpakke). Ikke over madpakken som sådan, eftersom jeg stort set hver dag smører en madpakke til Jens, men over at have lavet én til mig. Jeg har det nemlig som oftest med, når jeg er på kontoret, enten at skippe frokosten eller at spendere en halv dagsløn på at indtage den på café – og begge dele virker jo helt tosset, når man tænker på at det tager mig halvandet minut at smøre en madpakke, som udover at være sund og nærende også er hurtig at spise og billigere end den kaffe der selvfølgelig altid akkompagnerer min frokost, når jeg spiser den ude.

Kæft, hvor det kørte for mig. Madpakke i tasken, børn i tøjet, nøgler i lommen, et kig ud ad vinduet – og fuck. Det pissede ned. Og mit kontor ligger på Vesterbro – 6 kilometer væk hjemmefra. Pissefuck.

Af med jakken, på med regnjakke, halstørklæde, hue og handsker og afsted.

Regnen piskede mig hårdt ind i ansigtet da vi buldrede afsted mod skolen og jeg priste mig lykkelig for, at mine børn i det mindste sad beskyttet af ladets tag, som under de kraftigste vindstød nærmest lod til at lette på sig. En enkelt gang kom jeg endda til at udbryde et lille “fuck, hvor gør det ondt!” af ren og skær ynkelighed over hvor hårdt jeg syntes det var. (Det var virkelig ikke kønt!). Det lykkedes trods alle mine skændsler at få Jens afleveret i skolen før klokken ringede ind og jeg nåede da også næsten at få varmen, da jeg få minutter senere sad på gulvet i børnehaven og legede med Peter, inden jeg kyssede ham på gensyn og gik ud igen.

Den stod der stadig, cyklen, og ventede på mig. Sadlen var igen dækket af vand og jeg kunne på ingen mulige måder overskue at cykle videre. Så jeg lod være og satte i stedet kursen hjemover og priste mig lykkelig over, at jeg rent faktisk kan dén slags med det arbejde jeg går og holder mig i disse år.

Således sidder jeg endnu engang i vores lille samtalekøkken og skriver blogindlæg og prøver på ikke at lade mig friste af alt for mange overspringshandlinger. Jeg sidder med håret i en knold, mascara alle mulige andre steder end på øjenvipperne (tak til morgenens cykeltur) og bukser jeg, efter at have spist to fiskefrikadeller (som vandt over madpakken, der må vente til i morgen), har åbnet. Ja, eller måske har jeg bare ikke lukket bukserne igen efter jeg har været at tisse, men faktum er i hvert fald at de er åbne og at jeg sidder her, helt alene og nyder mit arbejdsliv og de kontraster det byder på.

For hvor jeg har nogle dage (flest, bevares) som i dag, så har jeg i modsætning til dem også dage hvor jeg majer temmeligt meget mere ud og jeg elsker at jeg kan kalde begge dele for mit arbejde.

At jeg kan tournere rundt i BabySam-butikker i hele landet og tale for og med en hulens masse dejlige damer (og enkelte mænd), som jeg har gjort det de seneste uger det ene øjeblik og at jeg kan sidde her med åbne bukser det næste, ér da vidunderligt.

(Ikke ét ord om, at jeg teknisk set sådan set også har tourneret rundt – i hvert fald i én butik – med åbne bukser, ha ha!)

Besøgene hos Babysam er slut for denne omgang og jeg må altså bare endnu engang erkende, at jeg elsker at komme ud og møde nogle af jer, der læser med. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i tidernes morgen havde enkelte kvaler ved at skulle holde foredrag i BabySam – ikke fordi det ikke er nogle gode butikker, det synes jeg bestemt det er, men fordi jeg var bange for, om det nu ville forplumre min budskaber, at jeg stod på en scene med så tydelige kommercielle interesser. Jeg mener – jeg har jo trods alt samlet relativt mange gravide og nybagte mødre i et mekka af babyudstyr, hvor jeg ovenikøbet troligt har fortalt om, hvordan jeg selv ville ønske at jeg havde kendt til deres “book en rådgiver”-service dengang jeg selv var gravid med mit første barn. Men jeg må altså sige, at min bekymring gentagne gange er blevet gjort til skamme og stemningen har – alle steder – været helt i top. Særligt i går, hvor jeg havde sidste stop på turen i Valby, hvor det nærmest virkede som om at vi allesammen var veninder efterfølgende og de fremmødte snakkede på kryds og tværs og rådgav hinanden, imens jeg signerede bøger og prøvede på ikke at blande mig alt for meget i snakken, når den bare flød. Èn fortalte endda – til os, som de første – at hun var gravid! Jeg føler mig simpelthen så pisse velsignet over at få lov til at lave det jeg gør og jeg synes at I er de bedste læsere i hele den store vide verden og hvor ville jeg dog ønske, at vi allesammen kunne mødes engang, ligesom jeg mødtes med de gode damer i Valby i går. Det kunne eddermamer være hygge!

Med dét sagt vil jeg knappe bukserne, spænde hjelmen og lukke computeren for i dag. Jeg skal jo hente børn <3

Og ps. billedet øverst er selvfølgelig ikke fra i dag – jeg tror mit kamera ville begynde at græde, hvis jeg tog billeder af mig selv i dag 😉

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)