Ikke mere Buttenschøn her

Jeg lovede jo en opdatering på hele navnesituationen på bloggen her og jeg tænker, at det må være ved at være tid. Bloggen har – som de fleste nok forlængst har bemærket – skiftet navn fra canabuttenschon.dk til canab.dk, uden skyggen af en forklaring og jeg har altså bare skøjtet let henover det og gjort – næsten – som ingenting. Indtil nu.

Som med alt muligt andet i mit liv, så skal I selvfølgelig vide lidt om hvad der foregår og for lynhurtigt at komme det mest oplagte spørgsmål til livs, så hedder jeg altså stadig Cana Buttenschøn. Jeg deler efternavn med mine børn og det har jeg sådan set ikke tænkt mig at lave om på, lige med det første (eller nogensinde).

Til gengæld har jeg måske ikke just brug for at “skilte” med mit efternavn og jeg har bestemt ikke brug for at være nogens eks-kone i højere grad, end at jeg bare er mig.

Jeg ved selvfølgelig godt, at I der læser med herinde sådan nogenlunde trofast, ser (og kender) mig som mig og ikke som én der engang var gift med min eks-mand. Men for alle mulige andre, som ikke lige kender mig på forhånd, så rimer mit efternavn altså på Fantastiske Mandag og ganske uagtet hvor god en sang jeg ellers synes dét er, så vil jeg faktisk hellere have lov til at give folk et indtryk af “mig, som mig” og ikke af “mig, som eks-kone”. Giver det mening?

Derfor har jeg igennem længere tid gået og leget med tanken om at skifte navn og da min blog for nogle måneder siden lige pludselig gik ned, besluttede jeg simpelthen, at nu måtte det være.

Min blog er ikke synonym med mig. Den er synonym med en del af mig.

Èn af de ting, der har været vigtige for mig, i forhold til at træffe beslutningen om at skifte navn her på bloggen, har været, at jeg – forstå mig ret – gerne ville distancere mig lidt fra bloggen. Ikke fordi den har ændret karakter eller er blevet blottet for personlighed fra den ene dag til den anden, men fordi jeg trods alt ikke deler alt herinde, hvilket jeg egentlig syntes at mit fulde navn som domæne ellers lagde ret meget op til. Jeg ved selvfølgelig godt at der findes masser af andre bloggere som bruger deres fulde navne med stor succes, uden at de nødvendigvis deler ud af alle aspekter af livet, på deres respektive domæner, på præcis samme måde som jeg selv har gjort det tidligere. Men jeg kan nu alligevel ret godt lide signalværdien i, at min blog ikke hedder mit fulde navn.

Det er stadig mig der sidder herude og deler småt, stort, skørt, krøllet og lige-ud-af-landevejen med jer, men det er altså – som det hele tiden har været – ikke alle sider af mit liv, der lander herinde og til lige akkurat dét synes jeg at mit nye blognavn er helt perfekt. Cana B.

… Og selvom jeg med al sandsynlighed nok er den eneste Cana I kender, så synes jeg alligevel, at der er noget coolness over lige at tilføje mit B; det er sådan lidt girlboss, synes jeg 😀

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Hej Cana!
    Hold da op, hvor jeg forstår, at du bare vil være dig, Cana B, på din blog. Det andet er jo noget privat, som ikke vedrører bloggen.
    Når du nu var ved ændringerne, så er jeg så ked af, at du ikke slettede beskrivelsen af dig selv som “en værre skrappedulle”.
    I min optik er du alt andet end en skrappedulle. Du er en intelligent, indfølende, sympatisk, medlevende, interessant, smuk kvinde, men en skrappedulle synes jeg ikke, du er. Måske privat, det ved jeg jo ikke, men bestemt ikke som blogger. Du har dine meningers mod, ja, men du er ikke skrap og sårende over for andre. Du virker hensynsfuld.
    Slet det, du dejlige kaffeelskende kvinde først i 30’erne!

  2. Hej Cana
    Synes dit nye layout er meget flot, dog er jeg lidt ked af at teksten er blevet noget mindre. Måske er det bare mig (og måske ska jeg ha tjekket mit syn?), men synes det kan være lidt svært at læse fra mobilen – især når jeg sidder og ammer i mørket og ska helst holde mobilen et stykke fra babys hovede, og dermed fra mig selv og mine øjne 😝 Ka teksten mon laves lidt større? 😬
    Ellers mega flot og mega sejt med Cana B 👌🏼💪🏼

  3. Mine drenge og jeg hedder Büttgenbach (og folk der er rigtigt rigtigt sjove kalder mig Buttenschøn 🙂). Min (nu afdøde) mand hed Friis Olsen. Vi syntes at han måtte føle sig udenfor familien, så han fik kælenavnet Bjarne B. Så kunne han føle sig som en del af familien. Kalder også mine drenge Jonas B og Jesper B.
    Så Cana B er cool…💖

    PS, tror jeg ved en fejl har sat en lignende kommentar på et af dine andre indlæg – hvis du undre dig 😁

  4. Kære Cana, jeg er så meget med dig! Jeg blev skilt i foråret, og jeg har også beholdt efternavnet trods bruddet. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at dele efternavn med mine børn, og jeg beholder navnet til evig tid, måske det en dag bliver en slags mellemnavn, men indtil videre er det der som før. Jeg har tænkte meget over, om jeg ligeledes ville være ekskonen, og det har fyldt en del, jeg vil jo bare gerne være mig. Jeg synes du har fundet en perfekt løsning, jeg bruger også selv Signe K og har gjort det siden jeg besluttede mig for at bryde forholdet op.
    #bosslady❤️😘

  5. Jeg kan sagtens følge dig, jeg skilter heller ikke med mit mellemnavn som tilhører min eks-mand….og B er bare rimelig boss-like 😁

    Kh Nadia B

  6. Kan godt forstå hvis HVIS du ikke skifter dit efternavn. Jeg er del af en skilsmissefamilie, min mor blev gift igen efter min far, skiftede efternavn fik et barn mere og blev skilt igen…som barn var jeg ked af ikke at hedde det samme som min mor til efternavn og det er jeg også i dag, hvor fjollet det end må lyde. Efternavn knytter ligesom en sammen udadtil og betyder mere end det umiddelbart lyder. Det er i hvertfald min oplevelse som skilsmissebarn at selvom alt er splittet op og det kan være forvirrende så er der altid én fællesnævner.

  7. Jeg kan nærmest ikke læse skriften herinde…., tænkte først at jeg skulle ha nye læsebriller- men det har jeg lige fået!
    Øv øv😩 For jeg elsker at læse alle dine skøre, sjove, modige og krøllede indlæg!
    Cana.B ( lidt cardi B agtigt😉)