Fødselsfredag – to uperfekte fødsler

Jeg har sagt det så ofte; at den gode fødsel ikke ligger i fødslens faktuelle forløb, men i den personlige oplevelse af den. Det bliver meget tydeligt i de to beretninger jeg vil dele med jer i dag, hvor kvindens oplevelser af fødslerne ingenlunde stemte overens med fødslernes forløb, hvis man skal se nøgternt på dem. Jeg synes det er så fint beskrevet og det gør mig stolt på vores allesammens vegne, når der kommer den slags fokus, som kvinden sætter her. Hun skrev selv således til mig:

Jeg har tit tænkt på at sende min fødselshistorie ind, for jeg synes det er så vigtigt at der kommer fokus på, at der ikke findes perfekte fødsler og at det hele handler om, hvordan den fødende oplever det. Her kommer historien om mine to fødsler – jeg håber at nogen kan bruge dem. 

Min første fødsel er på papiret en succes. Slimproppen gik kl. 19, vandet kl. 20 og de første veer begyndte omkring ved 21-tiden på sygehusets parkeringsplads. Vores søn er født kl. 04.11 den efterfølgende morgen.

For mig var fødslen dog alt andet end en succes.

7-8 timer er jo bestemt ikke en lang fødsel, men 7-8 timer med angst, vestorm og medfølgende smerter fra helvede føles som flere dage.

Fra første ve, var veerne så voldsomme at jeg knapt kunne stå på benene for smerten. At de også kom som perler på en snor gjorde det ikke bedre. Omkring klokken 21 kom de første veer og ved 23-tiden var jeg 10 cm åben. Baby var dog ikke rigtig med, og havde absolut ikke bevæget sig ned gennem bækkenet på de små 2 timer der var gået. Mine veer aftog, og jordemoderen mente det bedste var at lægge et drop for at hjælpe veerne lidt på vej. Jeg skal love for, at de blev hjulpet. De næste 4 timer havde jeg vestorm uafbrudt. Der var ingen pauser overhovedet, jeg var bange, chokeret og kunne ikke røre mig ud af stedet. Jordemoderen var meget sød, men hun var åbenbart også ret uerfaren, for hun lykkedes ikke med at berolige mig eller få mig ud af sengen og hun lod mig presse med i alle 4 timer (hvilket ledte til verdens mest smadrede bækkensbundsmuskler bagefter). Da presseveerne endelig kom var det en befrielse og efter ca 45 minutter var min store dejlige søn født, 4434 g og 53 cm.

Læs også: Derfor er det sværere at føde en stjernekigger

Jeg havde meget ondt efter fødslen, kunne knapt gå i flere uger og jeg havde ondt i min bækkenbund i 3 måneder bagefter, og psykisk var jeg fuldstændig ødelagt. Jeg var ked af det og bange, og begyndte at græde, da min mand for sjovt spurgte hvornår vi skulle have nummer to. De negative følelser aftog med tiden, men blomstrede igen, da det var tid til at blive gravid igen…

Efter 18 måneder blev jeg gravid igen. Jeg blev hurtigt henvist til en speciel afdeling for kvinder med fødselsangst og fik nogle samtaler ved en specialuddannet jordemoder. Samtidig bestilte jeg hjemmestudiet fra smertefri fødsel og da det var tid til at føde igen, følte jeg mig rigtig klar. Jeg følte at systemet havde lyttet til mig og øvelserne fra smertefri fødsel havde givet mig en tro på, at jeg kunne klare det.

05.30 om morgenen vågnede jeg af den første ve. Det var ikke noget særligt og jeg faldt i søvn igen og sov en time tid. 06:30 vækkede jeg min mand som stod op og begyndte at gøre klar til at vores søn skulle i vuggestue. Veerne var ikke slemme og jeg kunne snakke mens de stod på. Ved 7-tiden begyndte de at bide lidt, og min mand gik afsted med vores søn. Jeg bad ham handle lidt mad på vejen tilbage, så han kunne tage noget med til sygehuset, for vores køleskab var næsten tomt. 07.20 fik min mand en sms, hvor jeg skrev: ”KOM HJEM NU!!!”. Veerne var så kraftige, så jeg næsten ikke kunne håndtere dem, og jeg vidste vi skulle afsted med det samme. Vi ringede til fødeafdelingen og fik lov at komme ind. 07:40 er vi på vej ind i bilen. Mit vand går og presseveerne begynder med det samme. Jeg kigger på min mand og får sagt, at det her kan jeg ikke, vender om, og når ind i trappeopgangen, hvor jeg må kapitulere på gulvmåtten. Min mand er hurtig og ringer 112, som sender en ambulance, og stiller min mand om til en vagtjordemoder, som kan guide ham i telefonen. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg ikke vil at min mand skal være min jordemoder, så da ambulancelægen og ambulancen kommer er det en stor lettelse. Lægen er dog meget nervøs og vil overhovedet ikke, at jeg skal føde i trappeopgangen. Jordemoderen i telefonen siger, at jeg bare skal følge min krop og presse, hvis jeg føler for det – lægen beder mig om at holde igen (som om det går, når presseveerne tager over). Jeg kommer ind i ambulancen, der er ikke plads til min mand, som må køre med i lægebilen, og vi kører mod sygehuset som ligger ca. 10 minutter væk.
Jeg ligger på siden på båren og kæmper for at holde igen, det er utroligt ubehageligt når ambulancen kører så hurtigt. Ca. 2 minutter inden vi ankommer til sygehuset beder lægen om at få ambulancen stoppet – hvilket var en rigtig god ide. Jeg når præcis at vende mig om på ryggen, sprede benene og hovedet er født. Den stakkels stressede læge vil virkelig gerne have baby ud, og tager fat om hovedet og skal til at hive til. Jeg når at bede ham om at vente på den næste ve (Ingen skal hive et barn ud af mig), og ved næste ve kommer baby ud og op på mit bryst, mindre end 3 timer efter jeg vågnede af den første ve. En stor og fin pige på 4380 g og 54 cm, som har det helt perfekt.
Hvad jeg ikke ved er, at lægebilen er stoppet, da den ser ambulancen i vejkanten og min mand har fået besked fra chaufføren om at baby er født. Da der er kommet lidt ro på, kører vi videre til sygehuset stille og roligt. Der tager min mand imod os, sammen med den samme jordemoder som tog imod vores søn. Alt er helt fantastisk og stille og roligt. Da vi kommer ind på fødestuen klipper min mand navlestrengen, moderkagen kommer stille og roligt og jeg får et par sting. Jeg er oppe og gå direkte efter og har det fysisk rigtig rigtig godt.

En fødsel, der på papiret var alt andet end perfekt og fra lægens synsvinkel ret kaotisk, blev helt fantastisk for mig. Jeg var ikke bange på noget tidspunkt, jeg havde overskud til at tage kontrol, da lægen blev stresset og jeg havde overhovedet ikke ondt efter fødslen.

Mange har spurgt mig efter fødslen, om det ikke var traumatisk at det gik så hurtigt og at føde i en ambulance, men det var det slet ikke. Der er stor forskel på, hvad der på papiret er en perfekt fødsel og hvordan det føles for den fødende.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Jeg er SÅ enig. Jeg har selv født tre gange. Jeg har det rigtig godt med de to – biologisk – lidt sværere fødsler. Og jeg det faktisk lidt dårligere, med den fødsel der biologisk var ligetil. Dog tror jeg måske, at jeg tillægger omstændighederne omkring fødslerne lidt mere betydning end dig? Jeg blev fx sendt hjem fra hospitalet med vestorm under min første fødsel og kom ind med presseveer til en træt jordemoder, der hele tiden skældte ud. Jeg var velforberedt. Og mentalt var jeg et rigtigt godt sted – før jeg blev udsat for en række stressede jordemødre. Uanset hvor velforberedt en fødende man er, tror jeg virkelig også manglende ressourcer/ydre omstændigheder, kan ødelægge enhver god fødsel. Ligesom mental forberedelse og god støtte kan vende en vanskelig fødsel til en fantastisk oplevelse.

  2. Begge mine fødsler var specielle, på hver helt deres egen måde; en stjernekigger og en meget meget hurtig fødsel. Men begge gange var jeg tryg, hjulpet af to søde jordemødre og min mand. På papireret er det hårde og overvældende fødsler, men jeg har det godt med dem begge og ro i maven over oplevelserne. Så nej, der er langt fra altid overensstemmelse mellem om det på papiret er en god fødsel og om den fødende føler at det er en god fødsel. Men det er virkelig hyggeligt at læse de mange fødselsberetninger – måske jeg skulle få skrevet mine egne ned, mere end blot i børnenes bøger? Måske en dag 😊