Fødselsfredag – fødslen der ikke gjorde (så) ondt

Vi snakker ofte om hvor voldsomme smerterne, der er forbundet med en fødsel er. De er voldsomme – for de fleste. For andre, som for eksempel hende der står bag denne uges fødselsberetning, gør det ikke så ondt som forventet. Personligt tror jeg det er meget fornuftigt at forberede sig på, at det kommer til at gøre meget, meget ondt at føde, som det trods alt gør for de fleste, men samtidig er der jo også en kæmpe værdi i at vide, at det modsatte faktisk også kan gøre sig gældende.

Jeg skulle igangsættes og jeg var ærligt talt pissesur. Efter en ukompliceret graviditet, var jeg skuffet over, at min krop ikke selv fik lov til at sætte fødslen i gang. Men jeg var gået 13 dage over tid og det var nu mest sikkert at få barnet ud. Så trods min dårlige samvittighed over, at den lille baby nu måtte tvinges ud af sin lune hule, inden hun selv var klar, kørte vi til fødegangen.

 

Da vi kom ind på hospitalet, regnede vi med at blive sendt hjem igen med en håndfuld Angusta-tabletter, men heldigvis var jeg allerede 4 cm åben og havde kun 0,5 cm livmoderhals tilbage. Jeg havde bare ingen veer. Til gengæld var jeg let at tage vandet på, så vi blev ført til fødestue 4, hvor vi blev introduceret til vores jordemoder.

Kl. 10.50 prikkede hun hul på hinderne og jeg fik veer allerede inden jeg hoppede ned ad briksen. Jeg turde bare ikke sige det. Jeg havde nemlig hørt, at man aldrig er i tvivl om, hvorvidt man har veer, så jeg var helt vildt i tvivl.

Vi aftalte med jordemoderen, at min kæreste og jeg ville gå ned for at købe noget mad, før det gik løs, så det gjorde vi.

Veerne kom ca. hver gang vi havde gået 100 meter og jeg kunne ikke holde tanken om mad ud. Min søde kæreste fandt noget kedeligt i kiosken, og vi gik tilbage til fødestuen.

 

Jordemoderen kom ind efter en times tid og jeg fortalte, at jeg vist nok havde veer. Hun sagde, at førstegangsfødende i gennemsnit udvider sig 0,5 cm i timen og at jeg derfor ikke skulle regne med, at der var sket det store. Jeg ville alligevel gerne undersøges, for jeg var skide nysgerrig.

Jordemoderen smilede lidt opgivende og gik i gang med undersøgelsen: 8 cm åben knap to timer efter vandafgang. Nu var det ved at være alvor, så jeg bad min kæreste om at ringe til min mor, som skulle med til fødslen.

Min mor var sikker på, at hun havde god tid. Jeg var jo trods alt førstegangsfødende. Hun nåede oven i købet at få en sludder med min søster om, at jeg ville få mig et chok over, hvor ondt sådan en fødsel egentlig gjorde.

 

I mellemtiden tilbød jordemoderen mig lattergas, som jeg prøvede i et kort øjeblik. Det skulle jeg i hvert fald ikke have. Det var meget værre end veerne at have den ildelugtende maske på.

Så tilbød hun akupunktur, men da jeg som sygeplejerskestuderende havde kendskab til den ikke eksisterende evidens for akupunkturs smertelindrende effekt, takkede jeg pænt nej.

Min mor kom ca. 3 timer efter vandafgang og nu blev veerne helt anderledes. Jordemoderen forsikrede mig om, at de godt kunne ændre styrke, så jeg skulle ikke forvente noget særligt, men hun ville gerne undersøge mig alligevel. 10 cm åben! Nu skulle hovedet bare ned på bækkenbunden.

 

Veerne tog til i styrke, og jeg husker at blive tilbudt akupunktur et par gange, mens jeg gik rundt og stønnede under veerne. Ellers tak.

Jeg gik rundt og pustede noget tid, mens min mor og kæreste passede på mig og var søde.

Jeg frygtede, at jeg på et tidspunkt ville få så ondt, at jeg kunne finde på at sige grimme ting til enten jordemoderen eller min kæreste, så jeg forsøgte at være ekstra sød og medgørlig, så længe jeg havde overskud tilbage. Min kæreste og mor fik smil og tak og “jeg elsker jer” imellem veerne og jordemoderen forsøgte jeg at hjælpe lidt ved at stille mig oprejst under veerne, så hun havde en bedre arbejdsstilling, mens hun tjekkede barnets hjertelyd.

 

Imens ventede jeg på, at veerne skulle blive værre. Og jeg frygtede at blive et monster. Men det skete heldigvis ikke. Veerne nåede faktisk aldrig at blive så slemme, at jeg følte behov for smertelindring.

Alligevel blev jeg for tredje eller fjerde gang tilbudt akupunktur. Denne gang for at få babyen ordentligt ned på bækkenbunden.

Jeg mumlede “ok, fint”, for jeg var træt af at høre på hende ævle op om det nu. Hun blev naturligvis henrykt og fandt straks sin lille akupunktur-lommeguide frem for at finde ud af, hvor nålene så skulle sættes.

 

Jeg var stadig ikke overbevist, men stod pænt og høfligt i 20 minutter som en hund, på alle fire med nåle i lænd, hænder og fødder, selvom jeg var lidt gal over det. Min lænd gjorde ondt pga. den store mave, som hang ned og jeg synes det var skørt med de nåle. Så lavede hun lidt rebozo, mens jeg stod der. Det var okay.

 

Efter 15 minutter spurgte jeg, om der ikke var gået 20 minutter nu. Fem minutter mere, fik jeg besked på, og så ville hun for øvrigt gerne have mig ud at tisse. Det passede mig fint, for jeg havde skulle tisse den sidste halve time.

 

De fem minutter føltes som en evighed, så da de endelig var ovre, var jeg klar til selv at pille nålene ud og hoppe ned fra briksen. Men hun var lidt bagud med journalføringen, så jeg måtte lige vente et par minutter mere. Det kendte jeg jo selv fra mine praktikker på sygehuset, så jeg bed smerterne i mig.

Da hun endelig tog nålene ud, sprang jeg ned fra briksen og galopperede ud for at tisse. Men da jeg satte mig, kunne jeg mærke, at den lille baby vist var blevet klar i mellemtiden. Et kort øjeblik var jeg sikker på, at nu skulle jeg føde hende ned i toilettet, men jeg fik tisset og med lidt hjælp, kom jeg op at stå og fik vasket hænder. De få meter fra toilettet og hen til fødesengen føltes kilometerlange med et babyhoved på vej ud mellem benene. Og elevationsfunktionen på sengen, var i stykker, så jeg måtte bruge al energi og vilje jeg havde tilbage til at klatre derop, så jeg var klar til at blive undersøgt.

Da jeg så endelig, havde kæmpet mig derop, var der vagtskifte. Fandens også. En studerende og en ny jordemoder kom ind på stuen og min jordemoder begyndte nu at give dem rapport. I en million år.

På dette tidspunkt var jeg godt selv klar over, at jeg var ved at føde barnet og jeg var parat til at gøre det selv, for min jordemoder tog sig rigtig god tid til at gå i detaljer om forløbet. “Kom så i sving”, tænkte jeg, og var bange for, om jeg mon havde sagt det højt.

 

Veerne kom nærmest uden mellemrum nu og det brændte mellem mine ben, så da den søde studerende endelig kom hen for at undersøge mig ti minutter senere, blev jeg simpelthen så glad.

Hun fik kun lige løftet lagenet, før hun kaldte på de andre og sagde, at de skulle skynde sig at varme håndklæder og gøre klar, for der var fødselsdag lige om et øjeblik. Hovedet var nemlig synligt og på vej ud og jeg var helt klar til det, jeg havde fået at vide, skulle være den værste smerte, jeg nogensinde ville opleve.

Den studerende lod mig mærke toppen af barnets hoved og min kæreste fik lov til at kaste et blik på sin lille datters hårtop.

 

Jeg fik lov til at skubbe på den første ve, og fik så at vide, at nu havde jeg født hovedet. Det troede jeg bestemt ikke på, for jeg havde forventet skrig og ild og minimum en times uudholdelig pressen i smerte og sved og tårer. Men den var god nok. Jeg fik nu lov at mærke hele det lille hoved, mens vi ventede på ve nummer to.

 

Her kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde fået hilst pænt på den nye jordemoder og den studerende ved vagtskiftet, da jeg på daværende tidspunkt havde været ret optaget af smerterne, så det fik vi lige ordnet. Jeg fik vist også spurgt den studerende, hvor langt hun var under uddannelsen og om hun var glad for at studere. Så lå jeg der og grinte lidt med min kæreste og min mor og en studerende og en sosu-assistent og to jordemødre, fordi den første insisterede på at være med til fødselsdag, selvom hun havde fri. Og så kom ve nummer to og jeg fødte kroppen.

 

Jeg fik selv lov til at hive vores fire kilo store datter op på brystet, med blod, slim og alt det gode.

Hun havde et par gode, kraftige lunger og verdens største blå øjne og jeg var stadig målløs over, at jeg havde født hende uden flere smerter og så kun 4,5 timer efter første ve. Hele mit liv havde jeg frygtet den dag, jeg skulle føde, og så var det slet ikke lige så slemt, som jeg havde forestillet mig.

 

Moderkagen fødte jeg uden at opdage det, men da den kom ud fulgte en liter blod med og da jeg en time senere havde blødt 2,2 liter blev jeg kørt til operation. Man kan jo ikke få i pose og i sæk. Jeg var heldigvis tryg ved tanken om, at min lille datter nu sad og hyggede sig hos sin far. Og desuden kunne jeg klare hele verden efter den vellykkede fødsel, så jeg var ligeglad.

 

Jeg havde fået en datter, som var var så sød og stærk og fin, og jeg kunne ikke have ønsket mig mere.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Dejligt at læse en beretning, som går så fint som denne 😊 men synes det er lidt ærgerligt, at kvinden ikke selv giver udtryk for, hvad hun har brug for, hvad hun kan mærke der sker med hendes krop osv, bare fordi hun har fået beretninger om hvordan en førstegangsfødsel skal være. Det her er jo hendes fødsel ❤️

  2. Skøøøøn beretning. Jeg sad og småklukkede flere gange undervejs. Nu glæder jeg mig virkelig til selv at prøve at føde til december. Sejt gået, kvinde.😍