Fødselsfredag – akut svangerskabs-forgiftning

Lige akkurat denne beretning afspejler meget godt, noget af det potentielt allerfarligste, ved at være gravid: svangerskabsforgiftning. For de fleste gravide, der stifter bekendtskab med svangerskabsforgiftningen kommer den langsom snigende og udvikler sig aldrig til andet end at man kræver (og får) ekstra opmærksomhed fra læger og jordemødre, med ekstra blodtryksmålinger, undersøgelser af urinen og i øvrigt en besked om at hvile i så vid udstrækning det lader sig gøre. For andre, som hende der har skrevet beretningen du lige om lidt skal læse, kommer den hamrende med 100 km/t og bliver farlig, allerede inden man selv når at registrere den. Heldigvis er vi her i Danmark ret godt gearede til at håndtere sygdommen når den opstår, både langsomt og super akut, men hver eneste gang jeg læser en beretning som denne, så gipper det i mig, fordi jeg ved hvor galt det rent faktisk kan gå…

Jeg blev gravid i efteråret 2017 efter tre måneders forsøg. Min termin var sat til slut maj 2018. Hele graviditeten forløb så fint. Ingen kvalme, ingen smerter eller noget – kun endeløse tisseture jo tættere jeg kom på termin og masser af væske i kroppen.

Vi glædede os og havde sammen fundet det perfekte navn (synes vi selvfølgelig selv), hvis det altså blev en dreng. Vi var ikke enige om et eneste pigenavn.

Til gennemscanning i uge 20, bad vi jordemoderen fortælle os, hvis hun kunne se kønnet. Det kunne hun. Vi nåede at sige til hende, at vi tænkte at det var en lille dreng i min mave. Hun gav os ret. Alt var godt.

Jeg nåede uge 32 og dermed også den obligatoriske lægeundersøgelse, som jeg på dagen helst gerne ville have været foruden. Jeg arbejder som revisor og med termin i foråret, havde jeg i forvejen pænt travlt. Ydermere havde jeg booket en sen eftermiddagstid hos lægen og det eneste mit overskud rakte til den dag, var en lur på sofaen.
Jeg kommer ind til lægen, som skal måle blodtryk og spørger indtil graviditeten, mit helbred und so weiter.
Under seancen kommer sygeplejersken ind med en form for kvittering med tre plusser på, og jeg undrer mig over hvad det er, men tænker ikke nærmere over det.
Da lægen ser sedlen, skifter hun fokus og starter blodtryksmåleren op. Hun måler to gange. Blodtrykket er højt. Alt for højt. 160/100.
Blandet med kvitteringen, som åbenbart er et udtryk for for meget protein i urinen, er det tegn på svangerskabsforgiftning.
Lægen ringer til hospitalet og melder min ankomst til tjek på fødegangen.
Vi kører derud og de måler mit blodtryk til 180/107, og giver derfor medicin for at få det ned. Samtidig indlægger de mig til observation, idet der stadig er 7,5 uge til termin.
Jeg er lidt overvældet og bliver lidt ked af det, idet mit energiniveau på ingen måde var gearet til det her. Jeg har heller ikke lukket ordentligt ned på mit job, for der var stadig 3,5 uge til at jeg gik fra.
Nå, men min mand kører hjem efter tøj mv. til mig, når jeg nu skal overnatte.
Det er en 2 mands stue på afdelingen for syge gravide og her bor jeg i 5 dage. Fra onsdag aften til mandag. Der er en del skift i mine roommates, som alle lyder til at have det værre end mig (læs: kvinder i mere eller mindre aktiv fødsel, men med skavanker af en art).
Jeg får målt blodtryk og taget blodprøver en del gange om dagen, imens jeg samler 24 timers urin sammen til test og noterer væskeindtag og urin på skema, alt imens jordemødrene beordrer mig sengeliggende, kun afbrudt af toiletbesøg eller bad.
Alt godt. Jeg får besøg af min mand og fordriver ellers tiden med at vælge mad på menukortet, se tv på min pc, læse, arbejde lidt etc.
Dagen efter indlæggelsen, bliver baby vægtscannet for at se tilstrømningen fra navlesnoren. Alt ok – han har det skønt.
Jeg har det egentlig også fint og forstår ikke alt hysteriet omkring mig. En sygeplejerske spørger mig med et seriøst blik, hvad jeg ser på pc’en, for hvis det eksempelvis var et politisk program, kunne det få blodtrykket til at stige. Jeg griner højlydt, for jeg synes hun er sjov, men bliver mødt af en seriøs mine. Her går det op for mig, at det ikke er for sjov. De mener det, når de siger, at jeg ikke må gå rundt på gangene og at jeg skal blive i min seng. Det føles bare så mærkeligt, når man har det fint.
Det kommer på tale at jeg kan komme hjem, hvis mit blodtryk er godt ved en 3-4 målinger. Jeg rammer højst to gode målinger i træk, så er vi retur ved de høje tryk og mere medicinering.
Døgnurinprøverne kommer retur og viser næsten 6 g protein i urinen over 24 timer.
Blandet med de høje blodtryk og blodprøverne, kommer dommen. Svær svangerskabsforgiftning.
En sprøjte med lungemodner gøres klar, for baby skal være klar til at komme ud, skulle min tilstand blive forværret.
Vi afventer situationen og ser tiden an. Han skal gerne blive derinde til 34+0, men gerne længere.
Mandag morgen, 32+6 og 5 dage efter lægebesøg, bliver jeg dårlig. Jeg har en irriterende trykken under brystet, som føles som en klemt nerve og har dermed også svært ved at trække vejret helt i bund. Ganske ubehageligt.
Jeg får sagt det til min søde jordemoderstud., som har haft vagt alle 5 dage, og som hver morgen har kørt en CTG strimmel på mig. Hun siger ok til at finde en kiropraktor/fysioterapeut/nogen, der kan fikse det. Kort tid efter kommer lægen, som tjekker reflekser, lytter på mine lunger mv.
Hun informerer om at vi inden længe triller en tur over på fødegangen for et bedre tjek. Det har de sagt før, men som blev afblæst, da blodtrykket faldt, men jeg ringer alligevel til min mand lidt i halv 9. Han kommer fluks.
Lægerne beslutter at baby skal ud. Akut kejsersnit.
Jeg får lidt modvilligt et klæde over hovedet under kørslen til operationsstuen, da mine øjne angiveligt ikke tåler lys?!
Baby bliver født 11.54 med en længde på 43,5 og en vægt på 1.955 g. En lille mus, der straks bliver kørt på neonatal med sin far i hælene. Han har brug for hjælp til at trække vejret og får C-PAP. Min mand ligger hud mod hud med baby på neonatal, imens jeg efter kejsersnittet bliver placeret på en opvågningsstue med en brystpumpe, dopet af morfin.
Jeg tænder for tv’et, men når ikke at skifte kanal fra TV2 News, før jeg er døset hen. Timerne flyver afsted og jeg ænser nærmest ingenting i de få timer jeg er vågen, men jeg ligger der fra fødslen til næste morgen. Jeg bemærker klokken nederst på skærmen hver gang jeg vågner og kan dermed følge med i at jeg sover flere timer i streg.
Det er lidt skræmmende, hvor dopet jeg egentlig er.
Når sygeplejersken kommer ind, spørger hun indtil smerter og jeg får mere morfin og forsvinder igen hen. Sådan fortsætter det.
I løbet af natten vågner jeg mere op og bliver nu bevidst om at min dreng er et andet sted. Jeg vil se ham, men blodprøverne og lægerne siger nej. Jeg er for syg og har ingen mulighed for behandling på neonatal, skulle jeg blive dårlig deroppe.
Jeg har under min indlæggelse udviklet HELLP, som også gav sig til kende, da jeg fik trykken for brystet. Det var ikke en klemt nerve. Det går langsomt op for mig at jeg har været ret syg – uden at kunne mærke det på egen krop før helt til sidst.
Jeg har stadig lidt svært ved at tro på det og tænker flere gange om jeg kan have overreageret og om det nu ikke bare var en klemt nerve.
Jeg spørger forsigtigt lægerne, for jeg begynder at blive lidt dårlig ved tanken om at min lille dreng er taget ud af min mave lang tid før tid, hvis det var unødvendigt. Men lægerne har (selvfølgelig!) taget masser af blodprøver, som alle viste HELLP og som for hver gang de tog nogle, viste prøverne en udvikling i den forkerte retning. Kejsersnittet er altså ikke noget jeg har kunne påvirke – tallene har talt selv.
I løbet af den tidlige morgen får jeg efter lægernes samråd ok til at blive kørt op på neonatal, så jeg kan se min baby. Lægerne har svært ved at trække tiden længere, set ud fra et tilknytningsmæssigt behov mellem mor og baby.
Baby har haft svært ved at trække vejret i løbet af natten, og lungemodneren som jeg fik, har ikke virket tilstrækkeligt. Han skal intuberes med mere lungemodner.
Min mand er ulykkelig, jeg forstår ingenting. Jeg har kun lige ænset min baby, da han blev taget ud af min mave og jordemoderen gik forbi mig med ham. Min tilknytning er lig 0, men min mand har brugt hele dagen og natten med ham. Kigget på maskiner, hørt alarmer gå – kun afbrudt af et par korte besøg hos mig. Hans tilknytning til vores dreng er større end min, og det gør ondt.
Første gang jeg ser min dreng, er han 23 timer gammel og den fineste lille mand. Koblet til C-PAP og maskiner, men det går. Vi putter hud mod hud og min verden står stille.
De første mange nætter sover han på mit bryst til lyden af ilten, der strømmer igennem ledningerne til hans lille næse. Han har fået en infektion i hans lille krop og får penicillin i et drop i foden inden sengetid i nogle dage. Det gør ondt på ham og han bliver vældig ked af det. Mit varme bryst hjælper og jeg skal ikke gå glip af noget, så det passer mig fint at have ham tæt på. Skærmen viser desuden også bedre tal, når han er hos en af os.
13 dage er vi på neonatal til de sender os ud i verden. Vi er lykkelige, selvom han er 7 uger født for tidligt og skal skærmes og passes ekstra godt på, men han er vores.
Vi har hjemmebesøg af hospitalets sygeplejesker i et par uger efter hjemkomst. Alt er godt. Han er en sej lille reje og tager 450-500 g på om ugen.
Han får fjernet sonden efter 14 dages tid og bliver herefter fuldammet. Fantastisk følelse!
Baby er nu 7 måneder, vejer 9 kg og er knap 70 lang. Han er kommet sig fint over den hårde start med sonde og C-PAP. Han har masser af energi og krudt i måsen, griner konstant og smiler med hele ansigtet.
Jeg er stadig ikke kommet sig helt over adskillelsen, men har accepteret at det er en del af vores historie.
En dag tør jeg måske godt at få nummer to.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Stærk beretning, der rammer mig dybt
    Har lige været igennem noget lignende for 4.5 mdr siden, HELDIGVIS 40+1. Også HELLP. Kom også ud af det blå; ingen tegn ikke engang 6 dage tidligere hos jordemoderen. Fik akut kejsersnit inden dagen var omme, og lå også på intensiv det første døgn, langt væk fra min baby og min mand
    Grundet professionelt personale gik det først op for os flere dage efter, hvor farligt det havde været.
    Vi har det godt alle mand i dag – selvom den lille mand også havde brug for hjælp på børneafdelingen, hvor han lå i C-pap (det var hårdt!). Og selvom jeg også mistede så meget tid med min baby i starten. Heldigvis har jeg en fantastisk mand, der var så god – hvilket jeg også tror spiller en vigtig rolle i hans meget stærke tilknytning i dag til baby

  2. Årh, det lyder som en hård omgang. Fødte min datter for 5 1/2 år siden ved akut kejsersnit 32+4. Desværre var hun ret lille af vækst, så hun vejet blot 1460 g. Det var sådan nogle hårde uger på neo og afskillelsen fra hende, – fordi ikke kunne være der 24/7 pga et kompliceret kejsersnit- husker jeg som det mest forfærdelige jeg har oplevet. Men hun var og er sej! Har ingen men og er dag en skøn pige med masser af kompetencer. 2 1/2 år senere fik vi en fuldstændig gennemsnitlig dreng født vaginalt til tiden.
    Jeg er nu igen gravid med nr 3, som desværre også er lille bitte af vækst og desværre med halvdårlige flows i navlesnoren. Fik lungemodner for 14 dage siden og frygter en for tidlig fødsel igen. Er nået til 32+5, men uhh hvor er jeg angst for at samme forløb skal gentage sig. Et akut kejsersnit, lange uger på neo og så med 2 børn hjemme…..

  3. Wow det bragte virkelig nogle følelser tilbage at læse dette indlæg. Da jeg var 36+3 var jeg til alm. jordemodertjek og forklarede dem jeg havde døjet med noget influenza julen over. Eller det troede jeg da. 3 enormt høje blodtryksmålinger, hvoraf den ene var så høj apparatet bare meldte error sendte mig afsted mod en indlæggelse med svangerskabsforgiftning, Jeg fattede slet ikke hvor syg jeg var og heller ikke hvorfor de blev så sure hver gang jeg forlod min seng. De fik aldrig mit blodtryk under kontrol og 37+3 satte de mig i gang, hvor kroppen ville have ham ud med lynets hast. Jeg undrer mig stadig over hvordan jeg slet ikke kunne forstå jeg var syg, for jeg havde det SÅ elendigt. Først natten inden igangsættelsen indså jeg det, da jeg fik kramper i toppen af maven og vejrtrækningsbesvær. Heldigvis var jeg så bare det længere henne, så det var en sund og rask bebs der kom ud <3

  4. Vild og skræmmende læsning – jeg er ikke den eneste der udviklede HELLP.
    Natten til 18/10-18 får jeg stærke smerter i toppen af maven og ned i højre side. Jeg ved det ikke er veer. Torsdag morgen ringer jeg til Fødemodtagelsen og de vil se mig. MIn brorkører mig og er med hele dagen. Min kæreste er på forretningsrejse i Stockholm.
    Kl ca 14 bliver jeg indlagt til observation, kl 18.20 bliver jeg hentet til kejsersnit, kl 19.02 er min søn født og jeg fik fuld narkose. Kl 19.30 lander min kæreste i lufthavnen, bliver hentet af min bror og får at vide han er blevet far. De efterfølgende 36 timer ligger jeg på intensiv, kæreste og baby er på barselafsnittet, men er hos mig det meste af tiden.
    Min søn bliver født i uge 35+4, 45 cm og 2612g. Vi er på hospitalet i 8 dage, derefter på ‘tidlig hjemme ophold’ i ca 10 dage. Vores søn er nu snart 6 uger, ca 4000g og 52 cm. Min amning kom desværre aldrig op at køre grundet stress hormoner.