En usædvanligt pinlig episode

Nu går det virkelig ikke længere. Jeg kan ikke sidde det overhørig og jeg bliver simpelthen nødt til at lette mit hjerte. Det handler om én de absolut dummeste – og pinligste – ting jeg har begået på det seneste, som jeg slet og ret har brug for aflad fra. Faktisk har jeg allerede berettet lidt om det på instagram og det var faktisk på baggrund af dét, at jeg besluttede at skrive nærværende indlæg. Der var nemlig én af mine søde følgere, som skrev til mig og spurgte om ikke det var grænseoverskridende, at dele dén slags pinligheder med så mange (sådan omtrent 15.000, som kigger med på mine stories på daglig basis), hvilket altså satte gang i de små grå på øverste etage. For jo, når jeg tænker over det, så er det måske nok lidt grænseoverskridende at dele nogle af de pinlige ting jeg af og til kommer til at gøre, men på den anden side, så synes jeg faktisk det gør tingene mindre pinlige, at sige dem højt. På dén måde gør jeg nemlig mit bedste for at det er mig der spreder rygtet om mig, hvilket jeg er meget mere tryg ved, end hvis det skulle komme fra naboen. Giver det mening?

Så snart jeg har berettet om mine pinlige eskapader er de ligesom ikke længere så pinlige, men nærmere noget vi kan grine af i fællesskab. Samtidig har jeg sikret mig (bedst muligt) mod at andre griner af mig bag min ryg, som i virkeligheden ofte er dét, jeg er mest bange for, når jeg bliver pinlig over ét eller andet jeg har sagt eller gjort. Fordi vi griner sammen og fordi jeg selv har vist og fortalt, at jeg er ok med hvad end jeg har gjort. Pinlig, men ok.

Derfor skal I altså nu præsenteres en usædvanligt pinlig episode jeg stod for at udføre, da jeg var i Vejle tidligere på ugen.

Der skete dét, at jeg skulle holde et foredrag og fordi jeg skulle direkte derud fra en lang og dejlig dag, besluttede jeg at komme i lidt ekstra god tid, således jeg havde tid til lige at “nette mig” lidt, inden jeg skulle ind på gulvet og underholde. Jeg indtog således baglokalets badeværelse, hvor jeg, udover at fikse min lidt trætte make-up, også lige gav håret en ekstra tur med glattejernet (som jeg bruger til at lave krøller med) for at stå knivskarpt. Slutteligt tissede jeg af, vaskede hænderne og gik ind i lokalet for at instagramme dét overflods snackbord der var stillet an til fordel for alle de kvinder, som var kommet for at høre mig. Og så gik jeg igang.

Snakke-snakke-snakke.

Lidt om mig og meget om noget af alt det jeg mener man (i virkeligheden) bør vide om graviditet og som ingen nogensinde snakker om. Blandt andet fortalte jeg om hvordan jeg som jordemoder så mange gange med al tydelighed har kunnet se, hvordan de fødende med varierende held har forsøgt at barbere sig imellem benene inden fødslen. Det har stort set altid været en plettet omgang (og dét er helt fint for mig, i øvrigt!) og for ligesom at illustrere hvor svært det jo for pokker kan være, at barbere fileten, når man er højgravid, satte jeg et ben op på bordet ved siden af mig og imiterede de noget akavede bevægelser jeg selv i sin tid har præsteret da jeg forsøgte at “gøre mig klar” til den forestående fødsel, til selskabet store fornøjelse. Jeg lavede fagter det bedste jeg har lært og underholdt efter bedste evne og alt var lutter gammen. Godt nok krammede jeg ikke helt ligeså mange efterfølgende, som jeg plejer, men alle var søde og snaksaglige, så jeg lagde ikke mere i dén lille detalje. I alle tilfælde ikke før end de sidste gæster var gået og jeg gik ud for lige at tisse af, inden jeg skulle hjem til København. Dér gik det op for mig. Det var det absolut allerførste jeg så, da jeg trådte ud på badeværelset. Det skreg til mig fra bunden af spejlet, som jeg så vidt jeg husker ikke engang kiggede ind i.

Lige over skridtet på mig, var der ligesom en underlig lys plet midt i mine mørke bukser, som ikke kunne undgå at fange mit blik. Hvad fanden var det?! Jeg kiggede.

Ej, fuck…

Det var mit maveskind, som stak ud over min trussekant. Hvordan i hede hule hel… kunne jeg have overset dét?! Min lynlås, min lange, lange og meget, meget vigtige lynlås i mine meget højtaljede og meget, meget stramme jeans stod på vid gab. Altså, på vid gab på dén der måde, hvor det lignede at mit maveskind var hævet som en underlig bolle på vej ud af et alt for lille (men ret stort) hul. Som en anden slags maveskindsfødsel ud igennem lynlåsen. Ej men for helvede. Det var ikke bare tydeligt. Det var altoverskyggende og der var ingen tvivl om, at alle havde set det.

For helvede, Cana.

På instagram, hvor jeg umiddelbart herefter berettede (grinende) om hændelsen, haglede det ned med “ej hvor er det tarveligt at ingen sagde noget” og “jeg ville altså have sagt noget”-beskeder og altså, selvom jeg selvfølgelig ville ønske, at nogen rent faktisk havde sagt noget, så forstår jeg godt hvorfor ingen gjorde det. Jeg mener, jeg stod jo for fa’en foran en større forsamling af kvinder og havde alles øjne på mig, så jeg forstår godt, at ingen turde råbe op om, at tivoli stod åben. Det ville jo unægteligt have gjort mig vældigt forlegen og det er altså vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke er bitter eller sur eller noget i dén stil. Overhovedet ikke. I hvert fald ikke på andre end mig selv, over at have været så fokuseret på mit hår, at jeg åbenbart glemte alt om at lukke bukserne.

… Til gengæld håber jeg at vi kan aftale herfra, at vi fremadrettet altid er gode damevenner og hjælper hinanden – uanset konteksten – og siger det højt (eller lavt), hvis tivoli med al tydelighed står uønsket åben. I hvert fald håber jeg rigtigt meget, at I vil sige dén slags til mig. Jeg lover at tage det med et smil 😀

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Det er min store frygt! Af den grund tjekker jeg altid (som i altid) min lynlås lige inden jeg går ind i et klasseværelse. Det resulterer til gengæld i, at det ligner, at jeg altid rager mig i skridtet på vej ind i klassen… Hilsen gymnasielæreren

  2. Tingene har det også med at vokse inde i ens hoved, derfor hjælper det også nogen gange at sige dem højt, og lige som “tale dem lidt ned” eller hvad man nu skal sige…. Og sammenlignet med pinligheden i selve situationen, så er det peanuts at sige det på insta tænker jeg?! ☺️

    Udover det så var jeg en af dem der skrev at nogen sku ha sagt noget, og bagefter har jeg tænkt på hvordan pokker man skulle ha sagt det? Som du selv ønsker folk jo ikje at satte dig i forlegenhed, og man er nok også selv lidt generet. Måske nogen bare ku ha lavet et lilke tegn eller noget…. Jeg ved det ikke…
    Men synes det er en god plan, at vi her laver en aftale om at føre søstersolidaritet hvad an går uundgåelige pinlige situation, som ALLE på en eller anden måde kommer i.

    Jeg åbnede en gang min jakke på et diskotet, og fik den lukket meget hurtigt igen, min tube top var ikke længere en top, men nærmere et bælte 🤣 men jeg ku ligge så godt ha taget hele jakken af inden jeg opdagede det….

  3. Hej.
    Kan godt kende det.
    Har præsteret at knappe min arbejdskittel skævt, og først opdage det efter endt arbejde.
    Flere må have set det, men INGEN sagde noget!! Hvorfor? Undrer mig!