Det føles så forkert…

Selvom de er begyndt at hænge lidt med mulen, er de stadig ikke sprunget ud, tulipanerne jeg købte i Irma for nogle dage siden og hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at det var fordi de vidste hvordan jeg har det. For jeg har dem som dem, tror jeg. Jeg hænger med mulen og holder på – og om – mig selv i dag. Jeg har ikke lyst til at lukke verden ind. Jeg savner.

Måske er det slet ikke sådan og måske er det bare fordi jeg har glemt hvordan det var engang, men det føles som om jeg savner mine børn mere end jeg har gjort det nogensinde før. Jeg har ikke set, snakket med eller hørt fra dem siden jeg afleverede dem hos deres far tirsdag eftermiddag og det føles helt, helt forkert. Det føles forkert at have brugt fire (ud af fem mulige) aftener på at socialisere på den der måde man gør iført stiletter og flydende eyeliner, når jeg i virkeligheden allerhelst bare gerne vil kramme mine børn og høre hvordan de har det. Jeg vil se deres tegninger, gensamle deres smadrede lego, løbe om kap med dem ned til Netto og sidde helt tæt i sofaen og læse bøger. Men i stedet har jeg drukket mig fuld (nogle af dagene) og gjort mig til – og for en enkelt aften eller to, ladet som om jeg var en bekymringsfri 22-årig i stedet for en fuld-af-savn 32-årig og det føles så forkert.

Den dårlige samvittighed over at have sat mine børn i det her liv, med to splittede forældre, er til at få øje på og alene dét at skrive det, giver mig en klump i halsen og tårer, der lige akkurat ikke render ned ad kinderne, så længe jeg bare koncentrerer mig hårdt nok om at holde dem tilbage.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det er et vilkår at savne sine børn (og at de savner én – suk), når man bliver skilt. Jeg ved også godt, at det ikke nytter noget at jeg bare sidder hjemme og pudser næse og slumrer ind i mine egne følelser på de dage børnene er hos deres far, men tanken om at have fyret den af i en sådan grad, som jeg har gjort det de seneste dage, alt imens jeg ikke én eneste gang har været i kontakt med mine børn, er eddermamer vild. Jeg mener, jeg har stået på club og vrikket med måsen og haft alt andet end mine børn i tankerne, selvom de i virkeligheden er det eneste jeg tænker på – og dét føles forkert, når man så ikke kan komme hjem og snuse dem i nakken dagen efter, eller bare dagen efter igen.

Heldigvis kommer de hjem i eftermiddag, så måske skulle jeg bare se at komme i omdrejninger i stedet for at sidde her og dvæle ved mit savn. Jeg kunne jo starte med at give tulipanerne lidt frisk vand og stille dem i et vindue og glæde mig over, at de garanteret springer ud i det øjeblik hoveddøren går op og mine to yndlingsmennesker stormer ind.

Skriv din kommentar

Kommentarer (15)

  1. Sådan har jeg det med mine 3 drenge osse..
    Nu det 16 år siden med den store og 5 år med de små. Men rammes stadig over det valg jeg traf- men ved osse det ikke havde gavnet at blive. – og miste mig selv fuldstændig. –
    Det er menneskeligt at mærke dette tvist af vore valg vi træffer gennem livet.
    Det vigtigste er at vi ikke ignorer det men forholder os til det- heller ikke dvæle ved det men acceptere det sådan det er og få det bedste ud Af det når man så har dem hjemme.
    Men Gud hvor er det svært nogen gange.
    Men så længe vi er glad og møder børnene hvor de er og hjælper og støtter dem i deres liv- kan vi ikke gøre det bedre.
    Bare at være her og til rådighed for dem 🤗😊❤️

    1. Jeg tror du har fuldkommen ret, Tina. Så længe vi gør vores bedste, er der nok ikke så meget mere at stille op <3

  2. Man vil ALTID savne sine børn, når man er væk fra dem, for mig tog det næsten 10 år og lære at leve med ikke at have mine børn hver dag, jeg tror så også på at børnene er tjent med 2 forældre der glade hver for sig fremfor 2 forældre som ikke trives sammen.
    Det hul man føler indeni i når de ikke er der skal fyldes med ting der gør dig glad, for der lader man op til mange flere gode timer med guldet.

    1. Absolut! Hos mig, skal “hullet” dog ikke fyldes for meget, som i den forgangne uge – så bliver den dårlige samvittighed nærmest værre. De fleste dage, når mine børn er hos deres far, trives jeg heldigvis helt ok med det, selvom jeg selvfølgelig savner 🙂

  3. Jeg tog mig selv i at misunde dig et øjeblik her i weekenden, fordi du netop var/virkede “fri som fuglen” – og jeg, mere eller mindre, “bundet” til mit hjem, min mand og mine 2 små børn. Et øjeblik ville jeg også gerne feste igen – men så kom jeg på andre tanker.
    Det må være så underligt ikke at høre fra dem i så mange dage. Jeg tænkte, at man måske sendte en sms engang imellem med en lille status, men så savner man dem måske bare endnu mere.

    1. Det er nemlig slet ikke så sort/hvidt som man let kan være forfalden til at tænke og lige akkurat dét, tror jeg er livets lod, når man bliver skilt – at der aldrig findes glæde uden sorg og omvendt.

  4. Tak fordi du deler dine tanker. Jeg blev selv alt for længe i et kulsejlet forhold, fordi jeg vidste at en skilsmisse medførte et kæmpe afsavn til mine børn. Jeg blev skilt for 3,5 år siden og har ondt i maven alle dagene de er hos deres far. Jeg skal kun undvære dem 4 dage af gangen, men hver gang oplever jeg følelsen af kærestesorg i maven. Jeg er mere irritabel og kan føle en forfærdelig skyldfølelse over jeg har truffet et valg som gør dem til taberne. Rationelt set ved jeg godt de ser en mor som stråler, de har fået en fantastisk ven i min kæreste og de stortrives.. Det gør jeg bare ikke. Jeg tæller dagene ned til de er i mine arme igen og puslespillet er samlet igen. De kommer hjem imorgen, og jeg glæder mig SÅ meget.

  5. Jeg kender det SÅ godt. Med ikke verdens bedste skilsmisse har jeg dog meget tidligt besluttet, at jeg skylder mig selv og min søn at få det bedste ud af de dage, han er hos sin far. Så er jeg fyldt op af noget andet end at være mor, når vi ses igen, og det kommer os begge til god gavn. Det er indimellem hårdt, men jeg forsøger at holde det fokus, og det hjælper os.

    1. Hvor er du bare god! Jeg forsøger at gøre det samme og lykkes for det meste med det, meeeen nogle gange – som i de forgangne dage – bliver savnet altså godt nok voldsomt for mig…

  6. ‘Forkerte’ følelser der bunder i savn er de bedste følelser. De opstår kun på grund af kærlighed. Og kærligheden skal man omfagne ♥️
    Man lider fordi man elsker.
    Man sørger fordi man elsker
    Man savner fordi man elsker

    (Man gør også dumme ting på grund af kærlighed – men hvis man ikke gør det kan man ikke få øje på de gode ting man gør på grund af kærlighed) 🙃

    Da jeg blev konfirmeret (1992) var min ‘søster’ udstationeret som soldat i Joguslavien og kunne derfor ikke deltage. Hun sendte et digt som jeg (ofte ubevist) har taget med mig i livet og brugt både i forhold til børn, venner og job.

    ‘En kalk af bitter smerte
    må vi mennesker drikke.
    Nogen for den dråbevis
    men ingen får den ikke’

    ♥️

    1. Sikke et vidunderligt digt – og en vidunderlig kommentar. Tak for den, Elsebeth, den vil jeg tage med mig.

  7. Min farmor siger altid, at hvis man vil have friske tulipaner længe, så skal der lidt kartoffelmel i vandet. Og så holder de sig faktisk pænt stående. Lidt ekstra (selv-)omsorg er godt til mennesker og blomster <3

  8. Er der ikke mulighed for at lave en aftale med far om at have kontakt med børnene, når de er ved den anden forælder?
    Ringe og snakke om alt, sige godnat, sende billeder og hilsner mv. Det vil børnene ved også trives med, eller?