Derfor var jeg ikke med til julefrokosten

Som rigtigt mange – mange flere, end jeg havde forestillet mig – har bemærket, så var jeg ikke med, da alle mine søde kollegaer (og veninder) i Confetti holdt julefrokost i fredags. Jeg var herhjemme, hvor jeg så Disney Sjov og spiste (virkelig meget) fredagsslik sammen med mine børn, imens mine kollegaer skålede i snapsecocktails og havde nylakerede negle. Men til spørgsmålene om hvorvidt jeg – i kraft af mit fravær til julefrokosten – har forladt fællesskabet, så kan jeg stolt og rungende svare: NEJ. Jeg er stadig en del af Confetti – og jeg elsker at være det!

Julefrokosten i fredags var sammen med hele det kontorfællesskab vores lille kontor ligger i og fordi vi faktisk holder vores helt egen, lidt mere intime Confetti-julefrokost senere på ugen, så nedprioriterede jeg simpelthen den forrige til fordel for noget så vigtigt, som at være sammen med mine børn.

Jeg forstår godt, hvis nogen tænker at jeg da er en værre hønemor, når jeg sådan melder fra til årets første julefrokost, for “bare” at være sammen med mine børn, men de er nu engang de mennesker jeg elsker allerhøjest, så for mig giver det intet andet end mening, at prioritere sådan.

I virkeligheden kommer det nok ikke bag på så frygteligt mange af jer, at jeg har det sådan, eftersom lige akkurat prioriteringer til fordel for mine børn, har været overskriften for rigtigt mange af de store valg jeg har truffet, siden jeg blev mor. Da jeg stoppede med at arbejde som jordemoder – dengang Jens ikke engang var fyldt 2 år – var det for at have (bedre) mulighed for at være sammen med ham. På samme måde var det også for at højne min mulighed for at være sammen med Jens og Peter, der var blevet født i mellemtiden, da jeg nogle år senere droppede at studere psykologi, bedst som jeg var blevet optaget på Københavns Universitet, sådan som jeg havde drømt om det. Det var for, at have muligheden for at være (mere) sammen med mine børn, at jeg i sin tid sprang ud som professionel blogger og dén mulighed har jeg altså til stadighed tænkt mig at udnytte i det omfang jeg overhovedet kan slippe afsted med det.

Mine børn er stadig så små og de har stadig enormt meget brug for at have mig helt tæt på, så når jeg, som i fredags, har mulighed for at være sammen med dem, i stedet for at tage til en fest sammen med nogle damer, som jeg i øvrigt skal holde fest med igen den kommende fredag, hvor børnene er hos deres far, ja, så slår jeg altså til. Kæmpe til, faktisk.

Jeg elsker at holde fest, men jeg elsker mine børn mere.

Kopperne er  købt i H&M – de kan fås online HER (reklamelink).

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Hej sødeste Cana…

    Ej jeg ville til en hver tid også vælge mine to skønne krudt ugler..
    Jeg har det så skidt med de skal afleveres hos mine forældre på søndag og frem til tirsdag ‘bare’ pga mor her skal på kursus i Holstebro ..
    Og min mand kan desværre ik tage dem da han er bager så ja han er jo ikke hjemme på de rigtige tidspunkter..

    Så der skal bare hygges igennem inden de skal til mormor og morfar for de bevares har det så meget bedre end blommen i et æg.. hehe

    1. Du lyder simpelthen så sød! Og jeg er sikker på at dine børn får det dejligt hos dine forældre, imens du er på kursus. Det er selvfølgelig ikke det samme, men bedsteforældrerelationer er jo også noget helt særligt og det lyder som om dine børn er heldige at have lidt af det gode hele vejen rundt ❤️

  2. Sådan tror jeg også at jeg ville have det hvis jeg var skilt og skulle dele mine børn med deres far. At få dem passet når det er ens egen uge, må føles helt forkert. Dine børn er heldige du vælger dem.

  3. Du er bare så cool – hvor ville det være fantastisk hvis alle småbørns mødre havde samme indgangsvinkel til forældreskabet, som du har:-)
    Jeg fravalgte i tidernes morgen en karriere til fordel for at gå hjemme på fuldtid hos mine piger, indtil de havde en alder (10, 13 og 17), hvor jeg ikke længere var DEN vigtigste i deres liv.
    Det valg har jeg aldrig, aldrig fortrudt (de er nu 28, 31 og 35) og de mindes ofte, hvor dejlig en tid vi havde da de var børn og kunne ae alting sammen, hver dag!

    1. Det er simpelthen så godt at høre, at du aldrig har fortrudt dit valg om at være hjemmegående, for selvom jeg er selvstændig (og faktisk arbejder en hel del) så føler jeg mig også lidt som hjemmegående ❤️

  4. Jeg synes det havde været mere mærkeligt hvis du, som skilsmisssemor, havde valgt anderledes. Børn først, fest og party derefter!! Jeg er ikke skilt, men vælger da alligelve fester til og fra, da jeg ikke synes mine børn skal være alene med far eller passes hver weekend. De skal da opleve os som en familie der hygger sammen og ikke forældre der skiftes hver weekend til at tage ud og ture i byen og sover længe hver lørdag ELLER søndag….