mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Velkommen efterår – med et smadret gulv og drivvåd jakke…

Alt imens instagram flyder over med billeder ala “se mig, jeg har haft bare ben for sidste gang og i øvrigt fået taget vildt flotte billeder af det” og “jeg elsker bare efteråret #yndlingsårstid” så har mit liv på det seneste set en lille smule anderledes ud. Eller altså, i går rendte jeg faktisk også rundt i bare ben herhjemme, men det var kun fordi mine jeans var blevet gennemblødt af en cykeltur og jeg på én eller anden måde ikke nåede at få et nyt par på, inden det velkendte “jeg er færdiiiiig!” lød fra toilettet og jeg i stedet for at tage tørre bukser på, i stedet tørrede en anden i røveren. Ak ja, sådan kan skæbnen jo af og til tilbyde et lille lækkert ordspil, helt uden indsats – og med mit held de seneste dage, så tager jeg hvad jeg kan få.

For ja, efteråret har altså ikke – hvor godt jeg end (gør som om jeg) kan lide det – ligefrem passet ind i det perfekte instagramfeed, hvis man ser det fra mit perspektiv. Det kan det relativt store hak i vores splinternye køkkengulv for eksempel bevidne. Det kom sig af, at jeg (sammen med efterårets komme) har fået den ellers udmærkede vane, at bage boller et par gange om ugen. Det var i søndags hvor Simon havde fri og drengene var på vej hjem, efter at have været hos deres far. Jeg havde sådan lidt lette tømmermænd, men tænkte at det ville være hyggeligt og rart for børnene med friskbagte boller og så var dén skid jo også slået, så jeg slap for at stå (ekstra) tidligt op mandag morgen for at bage. Jeg satte dejen over på min kitchen-aid og gik så i gang med alt muligt andet. Efter et par minutter nåede jeg til at tømme opvaskemaskinen og bedst som jeg stod med røven i vejret og hovedet inde i maskinen lød et kæmpe rabalder! Fuck. Det var min kitchen-aid, der lå på gulvet. Med dej ud over det hele. Og et kæmpe-stort hak ned i træet. Kæmpe fuck. Til gengæld havde vi ikke mere gær, så dejen der lå på gulvet blev sirligt (okay, måske også lidt vredt) skrabet tilbage i skålen, selvom den helt klart burde være blevet kasseret. Smagen på bollerne endte heldigvis som den skulle, omend man selvfølgelig kan betvivle bakterieindholdet, men nogle gange kalder nødssituationer også lidt på nødløsninger, ikke sandt?! (Ja, det føltes altså som en nødssituation at stå med tømmermænd og have mistet en helt frisk bolledej, når man overhovedet ikke orker, at gå i netto efter mere gær).

På den gode side til gengæld, har jeg fået en ny jakke og jeg har tilmed fundet ud af at den faktisk kan suge helt utroligt meget vand, inden den bliver gennemblødt, så det er jo altid noget. Ja, det ved jeg fordi jeg prøvede det i går, lige inden der der med de bare ben.

Vi var som sædvanligt kommet lidt rigeligt sent ud ad døren, så da jeg – allerede inden vi havde forladt Nordhavn – opdagede, at der ikke rigtigt var mere strøm på ladcyklens batteri, var der ingen vej udenom. Jeg måtte træde til og cykle børnene afsted ved pure benkraft alene. Det gik egentlig overraskende fint og hvis vi lige ser bort fra et par enkelte vindstød der nærmest fik os til at køre baglæns (og syren der pumpede rundt i mine ben imens), var alt godt. Jens kom i skole til tiden, Peter kom glad i børnehave og jeg nåede min kaffeaftale, uden at komme stort for sent. Fordi jeg skulle direkte videre rundt i byen til flere møder, så jeg mit snit til at bede Simon om at tage cyklens oplader med på vejen, når han nu alligevel skulle afsted på arbejde og jeg sendte ham således en sms: “Kan jeg lokke dig til at tage opladeren med op til mig på økobageren, når du tager afsted?” inden jeg lagde min telefon i tasken. En halv time senere kom Simon smilende ind. “Var det denne her?” spurgte han og rakte mig opladeren til min computer. “Øhhh….  Nej” sagde jeg og opdagede pludselig hvad jeg havde gjort. Eller altså, hvad jeg i min sms ikke havde gjort. Jeg havde jo for pokker ikke lige fået skrevet hvilken oplader det var jeg manglede… Ups. Nåmen, jeg sagde tak og cyklede så videre resten af dagen, uden batteri. Til Nørrebro i sol. Til Vesterbro i let regn. Tilbage til Østerbro og hente børn. I regn. Handle (i gudskelov tør butik). Hjem til Nordhavn i virkelig-meget-regn. Uden batteri, men med efterhånden ret regntung jakke, som trods alt holdt mig både tør og varm. Og det var jo som sagt, altid noget.

Jakken – som jeg akkurat nåede at få et billede af i tør tilstand inden jeg cyklede mod Nørrebro – er i øvrigt fra WEEKDAY, som har været så søde at give mig den i gave og hvis I har lyst, kan I finde den HER (reklamelink). 

Ja ja, efteråret kan bare komme an. Selvom det er startet hårdt ud, så lader jeg mig heldigvis ikke sådan slå ud og mon ikke også jeg snildt kan få fikset dét der gulv med lidt kyndig vejledning fra youtube? Det plejer at gå ret godt med den slags, så det satser jeg på!

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Er gulvet af rent træ? Så prøv at give det en omgang slbespåner.. altså blandet i vand , forstås. Så jan det rejse sig lidt igen. Du kan også slibe kanterne tmed noget helt fint sandpapir, så de ikke er så tyŕdelige.
    Og ellers må du godt dele hvad du ender med at reparere hullet med… jeg er virkelig ikke typen der burde bo med aå fine (og dyre) gulve som jeg gør. Lad os bare sige at jeg har lavet mere end et hul.. 🙈

  2. Hvis gulvet er træ og ikke lak-behandlet kan man redde selv store huller og slag med en våd klud og et strygejern. Våd vaskeklud på og varmen fra strygejernet får træet til at rejse sig igen. Muligvis ikke helt, men vi har reddet virkelig mange slag i vores nye trægulv på den måde. Med tiden og lidt gulvvask kan man være heldig, at de næsten forsvinder helt. God fornøjelse.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven