Efter scanningen der viste rygmarvsbrok

De fleste gravide glæder sig sådan når de skal til ultralydsscanning. Det er et stort øjeblik at få et lille bitte kig ind til dén baby, man med varierende grad af tålmodighed går og venter på. Desværre ender scanningerne bare ikke altid ligeså godt som de begynder. Nogle gange ender de brat, med en baby der er gået til og en drøm der er brast. Andre gange ender de med frygt og mangel på afklaring, som tilfældet var for den kvinde, som har skrevet denne uges fødselsberetning. En frygt, som i løbet af få dage desværre blev til virkelighed, da en ny scanning ved en speciallæge viste, at barnet i hendes mave havde rygmarvsbrok af den alvorlige slags.

Tårerne trillede ned ad mine kinder, da jeg læste beretningen og jeg vil altså bare lige advare om, at den er barsk. Også smuk, men også barsk.

Min mand og jeg var enige om at hvis Noah i min mave ikke ville kunne få et værdigt liv, skulle han have fred.
Til misdannelsesscanningen kunne sygeplejersken se en udposning på Noahs ryg og hun fortalte og viste os, at hans lillehjerne var bananformet.  Det var et tegn på rygmarvsbrok. Da vi bor i Thisted og ikke har scanningslæger på vores lokale sygehus, ringede hun til Aalborg sygehus, hvor lægen så billederne igennem og gerne ville se os på deres afdeling 2 dage senere. Grunden til det ikke blev dagen efter var, at de kun laver fostervandsprøve på bestemte dage og for at vi ikke skulle køre til Aalborg to gange, måtte vi vente en dag. Jeg synes dagene var modbydelige og jeg brugte tiden på at google alt om rygmarvsbrok, græde og prøve at være mor for Ella på 5 og Anton på knap 2. Min mand og jeg var enige om at hvis Noah i min mave ikke ville kunne få et værdigt liv, skulle han have fred.
Da det endelig blev til til scanning nr 2 viste jeg hvad der skulle ske. Jeg sad med kvalme i venteværelset og prøvede på ikke at løbe skrigende væk. Da jeg blev scannet lå jeg med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Jeg havde ikke brug for at se mit barn hoppe meget levende rundt i maven, når jeg vidste at han snart ikke ville leve mere. Lægen fortalte os, at Noah med stor sandsynlighed ikke ville kunne holde på sin urin og afføring, ligesom hans førlighed ville blive påvirket. Derudover var det svært at forudse hvor stor skaden i hjernen ville være.
Det var så dommen.
Jeg valgte ikke at få lavet fostervandsprøve, da det ikke ville gøre nogen forskel i forhold til vores beslutning.  For os ville det “bare” udskyde fødslen. I stedet sagde vi “ja tak” til en obduktion og prøver at moderkage, samt gentest.
Jeg skulle med rystende hånd og våde kinder skrive under på anmodningen om senabort, som det hedder, når man vil afbryde graviditeten på dette tidspunkt. Dagen efter fik vi godkendelse fra abortrådet og jeg fik en pille, der skulle fortælle min krop, at nu skulle den gøre klar til fødsel. Pillen skulle have lov til at virke i 48 timer, før vi mødte ind på fødegangen.
Jeg brugte dagene på at græde og vente. Jeg var i en slags zombietilstand og kan faktisk ikke rigtig huske hvad vi lavede.
Søndag d 4/3 2018 kl 9.00 møder vi ind på fødegangen som aftalt. Vi startede med en god snak med jordemoren om hvad der skulle ske. Vi fortalte hende om vores frygt og tanker om det hele. Jeg var meget bange for fødslen og tvivlede på om jeg kunne gennemføre det. Min første fødsel trak ud og selvom lægen prøvede med sugekop ville pigen ikke ud; det endte derfor i kejsersnit og frygten for en gentagelse fyldte meget i mit hoved. Tanken om at fødslen ville slå vores lille Noah ihjel fyldte meget og gav mig ikke ligefrem mod til fødslen. Vi græd, snakkede og jeg fik noget morgenmad inden det gik igang.
Kl 10 fik jeg lagt to stikpiller op. Jordemoderen fortalte at jeg var 1 cm åben og livmoderhalsen var helt blød. Fedt at de plukveer jeg havde haft aftenen før havde givet noget. Pillerne virkede hurtigt og gav gode plukkeveer. Min mand (M) og jeg brugte ventetiden på at snakke om hvad der skulle ske med Noah, hvis han kom levende ud. Jeg kunne stadig mærke han sparkede og vi aftalte at han skal over til M. Jeg kunne slet ikke klare tanken om at skulle se ham dø og da slet ikke i mine arme.
Kl 13 fik jeg anden omgang stikpiller og jeg er nu 4 cm åben. Noah sparker og hvert spark motiverer mig til at få det hele overstået. Jeg prøvede at arbejde med veerne, men min hjerne og krop ville ikke samarbejde. Jeg fik et apparat på der kunne “massere” min lænd og jeg kan booste den under veerne. Den gav mig stød, men det virkede smertelindrende og min krop fik lov til at arbejde.
Kl 15 er jeg i vehelvede. I 20 minutter kan jeg slet ikke stoppe med at græde af smerte og får knap nok pause i veerne til at trække vejret. Jeg kan ikke bevæge mig, men jeg kan heller ikke ligge stille for smerterne. Jeg fik morfin og der blev bestilt en epidural.
Min glæde ændrede sig, da jeg så min store stærke mand stå grædende ved min side
Da morfinen virker, hjælper M mig ud og tisse, hvor jeg med hånden pludselig kan mærke noget der er på vej ud mellem mine ben. Jeg skriger til M at han skal hive i snoren, for nu kommer han. Og meget forvirret hiver M så hårdt at snoren ryger ud af væggen på toilettet. Jordemoderen kommer løbende og med hånden mellem mine ben beder hun mig om at presse forsigtigt. Det kommer et plask og det er bare vandet der er gået. Det var hinden jeg kunne mærke og fordi den boblede ud føltes det som et hovede. Jeg føler mig ovenpå og det hjalp på smerterne. Anæstesilægen kommer og jeg synes de er evigheder om at anlægge den meget tiltrængte epiduralblokade; måske fordi jeg sad og kæmpede med veer imens. 16.20 blev de endelig færdige og jeg sagde til jordemoderen at jeg var bange for at jeg havde tisset i sengen, men min ryg var træt og øm og jeg gerne ville ligge ned. Jeg fik mig lagt og hun skiftede underlag, jeg havde ikke tisset men blødt og nu fik jeg pressetrang. Epiduralblokaden blev slukket og kl 16.25 kom Noah ud med et enkelt lille pres som en rigtig Superman, med armen først. Han vejer 360 g og måler 26 cm. Jeg spurgte om han var død og det var han heldigvis. Jeg var lettet og nærmest høj over, at min søn nu havde fået fred og at min krop havde gjort dét jeg ikke troede var muligt. Nu var mine bekymringer ovre og jeg skulle ikke længere frygte fødslen, udsigten til at slå min søn ihjel, smerterne eller tvivlen om vores beslutning.
Min glæde ændrede sig, da jeg så min store stærke mand stå grædende ved min side. Først nu han kunne forholde sig til Noah og hele situationen blev meget virkelig. M sad med Noah det meste af søndag, hvor han betragtede hans lille krop og hans verden stod stille. M havde været stærk for mig siden vi til midtvejsscanningen 5 dage tidligere havde fået af vide, at den dreng der lå i min mave havde rygmarvsbrok og formen på lillehjernen så ikke rigtig ud. Nu var jeg ovenpå og han kunne lade paraderne falde. Nu var det tid til at han skulle sige goddag, men også farvel til vores Noah.
Moderkagen skulle ud og det blev lidt af en kamp, hvor en jordemoder maste min mave og den anden hev i navlesnoren, men det lykkedes at få den flossede moderkage ud. Jeg mistede omtrent en liter blod under fødslen og en del i løbet af natten og en scanning tidligt næste morgen viste rester af moderkagen og størknet blod i min livmoder, så jeg måtte en tur omkring operationsbordet og have en udskrabning. Om formiddagen kom vores datter og hilste på Noah. Hun var mega sej og hjalp med at putte ham fint i den kiste, han blev kørt væk i. Vi fik sagt farvel til vores Noah på en god måde.
Jeg ved at vi har truffet den rigtige beslutning og vi har reddet Noah (og hele vores familie) fra et urimeligt svært liv, men hvor ville jeg gerne holde ham en enkelt gang mere.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Kæmpe kram til dem. Den situation er ubærlig, vi har selv været der og det er stadig noget vi mindes, trods det er 5 år siden.
    I er seje sammen ❤️

  2. Mange varme tanker til jer. Det er ikke et valg som nogen bør træffe – at skulle vælge sig eget barn fra. Men nogen gange er det det mest kærlighedsfulde at gøre. Vores valg blev truffet tilbage i 2010 – hun hed Smilla og blev født 1. december 2010, hun havde rygmarvsbrok og en misdannelse i hjernen – men hun var så smuk!

  3. Puha… fik da lige en klump i halsen der. Så frygteligt. Har lige for en halv times tid fået at vide at min mands søn blev far her i formiddags, og mit barnebarn har fødselsdag i dag. Underligt som tingene hænder.