Og her slutter den…

Jeg sidder i mørket i fodenden af Peters lille seng. Han er for længst faldet i søvn og efter alt at dømme er Jens, på værelset ved siden af, det samme. Jeg bliver siddende lidt endnu, for det er første gang i fem dage at jeg befinder mig i fuldkommen ro og jeg kan pludselig mærke at jeg trænger.

Børneferien, som jeg skrev lidt om konceptet omkring HER, er slut og selvom det helt overordnet set har fungeret både optimalt og nærmest genialt, så har det også været hårdt. Både drengene og jeg (og formentlig også Simon, som jeg i min tåge af træthed endnu ikke har fået spurgt) har i dag haft brug for “ingenting”; for at splatte ud, slappe af, bygge puslespil, se fjernsyn og lave mad, som vi så ofte gør om søndagen. I dag i særlig grad, fordi vi har været virkelig meget – på den gode måde –  i løbet af de seneste fem døgn.

Bevares, det har ikke været uden gnidninger, at have samlet fire børn fra tre forskellige familier under ét tag i fem dage. (Selvfølgelig, fristes jeg til at sige). Men det har altså allermest bare været helt vildt hyggeligt og sjovt og godt for os allesammen, store som små, at have tid til hinanden og til samvær på en måde som vi ellers aldrig har tid til eller mulighed for, med de afstande vi har imellem os. Godt, men på “jeg-har-nogle-gange-brug-for-ro”-kontoen, også lidt hårdt.

Vi havde lejet et stort sommerhus med swimmingpool og selvom jeg de dage vi ikke nåede at bruge den, overvejede om dét nu også var pengene værd, så var det det altså alligevel. Særligt da vi fredag aften trodsede alle (forældre)regler og sprang i poolen til en omgang “natsvømning” efter fredagsslik og disney sjov, blev det tydeligt hvor van(d)vittigt fedt det var, at have vores egen lille pool med vandrutsjebane og lige akkurat så lavt vand at alle pånær Peter kunne stå på bunden – i hvert fald på tåspidser. Det var vidunderligt!

Udover at være i huset, udforskede vi også lokalmiljøet. Vi var en tur nede ved den lokale strand, hvor vi i efterårssolens lune stråler endte med at soppe rundt i vandet med den bløde sandbund. En formiddag stod den også på et besøg på det lokale bolchekogeri, hvor børnene fik lov til at lave deres egne slikkepinde. Og så var vi selvfølgelig ved Møns Klint, som jeg gang på gang fascineres af. Ganske uvidende om hvor langt der rent faktisk var, tog vi på én af de mange foreslåede vandreruter (som man finder på nogle kort derude) og det var – selvom det viste sig at være ret hårdt, sådan fysisk – altså ret magisk at gå langs klinten ved vandet og op igennem trapper, skov og natur, imens himlen forandrede sig fra dag til aften. Det – sammen med minderne om Vesterhavet og Fanø fra sidste weekend – mindede mig om hvor skønt vi har det her i Danmark og hvis ikke det var fordi det bitre efterår og den kolde vinter stod for døren, ville jeg elske, at gå på opdagelse på en Tour-de-Danmark!

I den mere action-prægede afdeling besøgte vi både Bonbon-land og Knuthenborg Safaripark. Begge steder havde været så søde at stille billetter til rådighed for os og I skal vide at jeg altså til stadighed kniber mig selv lidt i armen over at kunne få lov til dén slags med min familie. I Bonbonland hittede både de (mega!) uhyggelige labyrinter og den vilde Svend Svingarm hos de store, imens den mere rolige Søløve var sagen for min lille forlystelsesforskrækkede Peter. I Knuthenborg Safaripark var der til gengæld ikke den store uenighed om hvad der var bedst, eftersom alle – både børn og voksne – var begejstrede for det hele! Jeg synes simpelthen det er sådan en skøn park og hvis jeg overhovedet skal sige noget skidt om den, så er det, at maden måske ikke helt er pengene værd, men til dét må jeg i samme åndedrag indskyde, at man hjertens gerne må have madpakker med og i dét tilfælde, er der simpelthen ikke rigtigt noget dårligt at sige. Lige fra klappegeder, til abefodeture og tigerskove og den kæmpestore (og mega fede!) legeplads – alt spiller bare.

I det hele taget har det været en pissefed uge og udover et par småkonflikter og børn der hellere ville spise is end rugbrødsmadder, så har det hele faktisk bare spillet ret godt.

… Også selvom jeg er virkelig – virkelig – træt nu.