Fra østers til børneferie

Allerførst må jeg altså bare lige prale lidt. Vi tog jo til Fanø i går, for at min søde Simon kunne deltage i konkurrencen om at blive årets Østerskok – og ved I hvad? HAN VANDT! Arghmen jeg er så stolt!

Det vigtigste for os var egentlig at charmere de knap 300 gæster, der kom forbi vores lille stand ved Østerfestivalen og sørge for at de fik en god oplevelse. (Ja, jeg siger “vores stand”, fordi jeg rent faktisk stod derinde sammen med Simon og hans souschef Linn. Jeg havde fået den ære at shake cocktails til alle gæster og det var i sandhed en fornøjelse! Både at sludre, fortælle og at komme en lille smule tilbage til min fortid som bartender på alskens forskellige barer rundt om i verden). Men at dommerne, som vi selvsagt ikke havde mulighed for at charmere direkte, valgte Simons østerservering som den allerbedste, var sgu da et overordentligt lækkert kirsebær på toppen af lagkagen og jeg er så glad og stolt på hans vegne.

Det har været godt og sjovt og nu hvor jeg igen sidder i min lille røde peugeot, som Simon heldigvis tager sig af at køre, kan jeg drysse alle de gode minder med glimmer og se frem til de kommende dage. Vi har nemlig de bedste planer jeg kan huske nogensinde at have haft i en efterårsferie. Vi skal på “børneferie” som vi kalder det; en ferie, hvor Simon og jeg har inviteret børnene i både hans og min familie med i sommerhus – uden andre voksne.

Idéen udspringer faktisk helt tilbage fra dengang vi boede i Valby – længe før jeg startede bloggen. Nogle af vores venners børn blev dengang inviteret på “børneferie” hvert år og jeg har siden dengang været dybt (og selvfølgelig hundrede procent tavst) misundelig på mine børns vegne. Tænk, at nogen som hverken var børnenes forældre (eller bedsteforældre for den sags skyld) gad tage en uge ud af kalenderen til fordel for at give dem en masse fantastiske oplevelser sammen. Ej, jeg synes det er den dejligste idé i verden og da min ene niece i sommer fortalte at hun ville ønske at hun kunne komme med os på ferien engang, så var der ikke langt fra tanke til handling. Dagen efter havde jeg booket et stort sommerhus på smukke Møn med plads til de børn i familien, som kunne have muligheden for at være med.

Godt nok får mine børn ikke oplevelsen med at andre voksne end dem, der står dem nærmest, tager dem med på tur, men til gengæld får de turen sammen med Simon og mig og nogle af de allervigtigste børn i deres liv og jeg glæder mig helt vildt! Sommerhuset er sådan ét man vidst også kalder et aktivitetshus, hvor der er bordfodbold, airhockey, swimmingpool og alt sådan noget og jeg mistænker, at det bliver en kæmpe fest at holde styr på alle børnene. For at holde udgifterne i bund har jeg derudover overtalt BonBon-Land og Knuthenborg Safaripark til at sponsorere os nogle billetter og dén del er der endnu ingen af børnene der kender til, så jeg mistænker at det bliver helt ekstatisk, når de finder ud af hvad vi (også) skal lave i løbet af de næste par dage.

Det bliver bare pissehamrende godt, gør det!

Om et øjeblik holder vi ind på en rasteplads omkring Kolding og samler et par søde sønderjyske piger op, inden vi kører hjem, pakker ud, pakker om og gør klart til afgang i morgen tidlig, så snart drengene er kommet hjem. Jahuuuu!

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Hvor er det da bare sejt – hver gang min kæreste henter en fed kontrakt hjem, synes jeg også han er lidt sej. Når man er ergoterapeut laver man ikke lige noget synderligt wuhu-klappe-agtigt cool, i sit bostøttearbejde – ikke på helt samme måde hvertfald :p

    Lyder desuden som en dejlig uge, I har planlagt – dansk ferie skal man ikke kimse ad, overhovedet <3
    – A

  2. Først stort tillykke til Simon, var forbi og smagte på 6 forskellige østers, og må sige at simon’s var den eneste der ikke var gemt, man kunne se og smage det var østers, ikke at de andre ikke smagte godt, men man kunne ikke smage at der var en østers under alle de smags nuancer. Sidst men ikke mindst tak for snakken, du er bare en fantastisk kvinde.