Fødselsfredag – tusse og basse

Det er ikke første gang det er et tema, det her med forskellen på første og anden fødsel, men ikke desto mindre, synes jeg at det er så fint beskrevet her, hvor kvinden havde en noget hård (men sådan rent statistisk set også ret almindelig) fødsel første gang og en ganske anden og meget bedre oplevelse anden gang. Det er jo næsten liiiiige før, man får lyst til at prøve det igen, når man læser dén slags beretninger 😉

Tusse maj 11’
I maj 2011 ventede vi en pige, vi glædede os meget da det var vores første og vi var meget nyforelskede.
Aftenen forinden jeg fik veer hyggede vi sammen med nogle naboer, hvor jeg ivrigt havde spist chilipølser. Det fortrød jeg ret kraftigt, da de ved 04-tiden ville op igen. Jeg havde lidt muren i maven og de hyppige opkastninger gjorde det ikke bedre. Jeg gik i bad og fik ordnet det der nu skulle ordnes; ordet cowboy-fi*** havde jeg ikke lyst til at give genklang og man er vel pertentlig selvom man ligner en højgravid hval.
Nå, kl 06 ringer jeg ind på fødegangen da veerne er punktlige og tager til. En førstegangsfødende værste mareridt er, at blive sendt hjem igen, så jeg ville være helt sikker. Jeg vækker manden som tydeligvis er noget omtumlet. Vi kører ind mod fødegangen og griner lidt af tosserne på vej hjem fra byen, som jeg skiftes til at kaste op om kap med.
På fødegangen ligger en kvinde på gulvet og skriger og jeg kan huske at jeg tænker “Fu** (!) de føder på gangen, her skal jeg ikke være”. Min mand og en ung jordemoder viser mig ind og jeg bliver tjekket. 4-5 cm åben, så jeg er godt i gang. Jeg kommer i badekar på eget ønske og en sosu-hjælper sidder og puster mig i hovedet. Jeg tror hun synes hun hjælper mig, men da hun går ud efter et håndklæder beder jeg min kæreste om at låse døren. Jeg ånder lettet op da der er skifte kl 7:30.
Kl 8 er jeg oppe på fødelejet og veerne er taget til. Den nye jordemoder giver mig bistik og jeg skriger. De hjælper ikke og hun nævner at vi kan prøve akupunktur. Jeg er nu så desperat at jeg bogstaveligt talt skriger på en nål der virker. Får at vide at pga. travlhed er der ventetid til epiduralblokaden og jeg hyler som et lille barn, der har fået frataget sit fredagsslik (tro mig, jeg ved hvordan det lyder). Jeg husker ikke så meget derefter, men jeg får både kradset narkosesygeplejersken og sparket ud efter jordemoderen.
Kl 11 kommer den jordemoder jeg var tilknyttet under graviditet jeg føler mig helt tryg. Med epiduralen og hende ved min side får jeg og manden en halv times ro, inden det gik løs med en halv times times presseveer – de sidste imens jeg stod op (har ingen anelse hvordan jeg kom derop) – hvorefter min dejlige pige kom til verden. Efterfølgende var det et lidt bøvlet forløb grundet bristning, der kostede mig 4 dage på barselsgangen, hvor jeg var storforbruger af isbind og Panodil. Jeg kan huske at jeg følte mig som en uduelig kvinde, der ikke kunne styre min krop, veerne overvældende mig totalt og tog fuldstændig styring over min krop, men heldigvis fik jeg den dejligste pige med mig hjem.
Basse December 2013
Vi havde lige overstået jul og havde valgt at gå en tur i snelandskabet. Det skulle senere vise sig at komme mig til gode. Efter seks kilometers vandring ligger jeg på sofaen fuldstændig udmattet og med plukkeveer. Vi putter vores datter kl 20 og en times tid efter er jeg inde og tjekke til hende, hvorefter jeg sætter mig i sofaen og så går vandet i et kæmpe plask udover sofaen. Jeg ringer til fødegangen, der vil se mig og jeg ringer til min mor, der lige har sat i kuffert fra sidste besøg. Hun er hos os i løbet af en time. Der er ro på, vi joker, det murrer lidt i underlivet, men jeg har ikke tilnærmelsesvis ondt.
Da min mor er kommet, kører vi mod fødeafdelingen. Inde i elevatoren slår min ‘dejlige’ kæreste en kæmpe prut, der gør at jeg føler jeg tisser i bukserne af grin. Alt er godt. Da jeg bliver tjekket af den unge jordemoder med 3 børn (tjek!) er jeg til min store forbavselse 10 cm åben. Jeg kommer i fødekar på eget ønske og jeg har det skønt. Faktisk så skønt at jordemoderen og min mand undrer sig, så jeg faker nogle slemme veer. I noget der ligner 1/2 time skal jeg konsentere mig om ve-arbejdet og jeg bruger mine yogavejrtrækninger. Jeg ignorerer de små pøller der undslipper da det begynder at presse, men jeg husker at min mand nævner det. (Pinligt!). 5 min senere kommer vores smukke søn til verden. Jeg tager selv imod ham og løfter ham op til mig under vandet. Jeg flyver på endorfiner og kommer hjem 2 timer senere, lige i tide til at vække min datter for at fortælle hende, at hun er blevet storesøster. En helt igennem fantastisk fødsel jeg på alle måder følte at jeg var herre over.