Barselsboblen der splintredes i tusinde stykker

Da han blev født, åndede alt fred og idyl. Han var som moderen beskriver, stor, stærk og helt perfekt. Få dage efter fødslen, skulle det dog desværre vise sig, at han faktisk var alvorligt syg.

Dét her, mine damer, er én af de mest rørende beretninger jeg kan mindes nogensinde at have læst. Kvinden, der står bag den, skrev til mig at hun sådan håbede at jeg ville læse lille Viggos historie. Hun fortalte hvordan hendes ellers lykkelige barselsboble med ét splintredes i tusinde stykker og selvom dén slags ikke just har det med at bringe de store smil på læberne med sig, så læste jeg (selvfølgelig) beretningen. Og heldigvis for dét, for den er fantastisk. Den er hård, rørende og uretfærdig, men samtidig også fantastisk fordi den indgyder til håb. Så lige nu håber jeg. At I også vil læse beretningen. For Viggo og for hans familie, der virkelig har været meget igennem.

For 2 år siden fødte jeg ved en lyn fødsel Viggo – han var stor, stærk og helt perfekt.

Fra regelmæssig Ve-start til Viggo var født gik der 2 timer og 2o min. Da min Første fødsel gik rigtigt hurtigt og jeg faktisk var 9 cm åbent, da jeg ankom til Skejby, var jeg nok lidt nervøs for ikke at nå derud 2. gang.

Men da vi ramte Skejby denne gang, var jeg kun 4 cm åbent og jeg husker, at jeg tænkte, at så var vi godt nok kommet i rigeligt god tid. Men Viggo kom til verden 55 min senere. Jeg fødte i vand – det var sådan en fin oplevelse. Han var så smuk med hans 3810 g og 53 cm. Også var han vores!

Jeg oplevede de første dage som skønne, rolige og afslappende, ihvertfald hvis man sammenligner med tiden efter, vi fik vores ældste dreng Valdemar. Dengang var alt nyt og uforudsigelig og bare det at overlevere vores lille puds til og fra hinanden, kunne virke som et uoverskueligt projekt.

Efter nogle dage begyndte Viggo at trække været hurtigt og nærmest mekanisk. Ikke hele tiden, men en gang imellem.

Jeg spurgte sundhedsplejersken, som ikke umiddelbart synes hun så noget mistænksom, men opfordrede os til at gå til læge.

Da jeg allligevel skulle til læge med vores store dreng Valdemar, som havde feber og udslæt, bad jeg om en tid til Viggo også. Sygeplejersken som tog telefonen gav besked om, at de ikke havde tid til begge drenge den dag, så jeg skulle vælge imellem dem! Af en eller anden årsag, holdt jeg fast i at begge skulle tilses, selvom jeg normalt bare ville ha’ godtaget hendes anvisninger!

Lægen så heller ikke noget mistænksom, men henviste os til Skejby, på baggrund af min fortælling! Gudskelov.

Det var ikke en akut henvisning men allerede dagen efter kontaktede en læge os. De kunne tilbyde en tid dagen efter!

Vi kører til Skejby – vi var egentligt ikke voldsomt bekymrede og trodede måske at han kunne have lidt fostervand i lungerne. Viggo voksede nemlig, som han skulle og spiste jo som en dreng i trivsel! Så vi var rolige og vi vidste,at med så små børn går lægerne med liv rem og seler

Vi ankom og jeg husker sygeplejersken sagde – at han jo var en fin og livlig dreng! En dreng man ikke kun lade ligge et sekund alene på pudslebordet- En grund mere til ikke at være voldsomt bekymret. En uddannelseslæge blev tilknyttet stuen og siger efter hendes undersøgelse – at hun skal have en mere erfaren læge med på råd.

Lægerne på Skejby virkede rolige, men blev ved med at spørge os om, om han svedte ved amning, ligesom de mærkede ham gentagne gange i lysken… der kom endnu en læge ind og lavede samme øvelse. Og Til sidst var der en læge der sagde “vi mistænker,at han har nogle huller i hjertet – det kan være ubetydelige huller eller det kan være mere alvorlige huller” – Alt gik i stå – jeg kunne ikke få vejret – mærkede bare angsten.

Det var den ondeste drøm – som var blevet virkelighed. Jeg ville bare vågne, men det kunne jeg jo ikke…

Tårerne løb ned af kinderne, alt imens at flere læger scannede vores stadig mere grædende barn – jeg havde allermest lyst til at sparke dem over skinnebenene tage mit barn op og trøste ham. Men det kunne jeg ikke – jeg vidste de måtte gøre deres arbejde. Jeg var i panik, havde lyst til at råbe – råbe at nu måtte de fandme snart sige noget…

Efter hvad der føltes som en evighed og mens endnu flere hospitalsklædte folk kom ind på stuen – fortalte de at Viggo var født med coarcatio aorta – en forsnævring på Aorta – i Viggos tilfælde i svær grad. Den eneste grund til at Viggo, stadig var i live, var at hans fødselsåre stadig var åben. Åren lukker når det nyfødte barn er mellem 2 – 15 dage gammel – den dag var Viggo netop 15 dage gammel.

Jeg græd og det eneste jeg ville, var at tage ham op, amme ham og fortælle ham at alt nok skulle gå – Men det skulle gå stærkt og lægerne arbejde for at stabilisere ham og sørge for at han kunne overleve til, at han skulle opereres. Der var slanger overalt og han havde kanyler i pande, arme og ben!

I alt virvaret forsvandt Viggo ind i sig selv – han var ikke længere kontaktbar. Det var den ondeste drøm – som var blevet virkelighed. Jeg ville bare vågne Men det kunne jeg jo ikke – istedet fulgte vi mekanisk efter vuggen, da han skulle fragtes til intensiv. Det var som at være med i en meget dårlig amerikansk film!

Den nat fik jeg lov til at ligge helt tæt på Viggo. Det var ikke noget de skønneste sygeplejersker var meget for – men det viste sig faktisk at Viggos puls faldt, når jeg var helt tæt på ham! Jeg sov ikke den nat – jeg indåndede bare Viggo og mærkede hans nærhed og var hele tiden opmærksom på den mindste uregelmæssighed på skærmen, som holdte øje med Viggos tilstand.

Viggo skulle opereres dagen efter. De spurgte os om, omvi ville have ham nød døbt – Vi havde begge tænkt, “hvad tænker I på??? – vi skal jo have ham med hjem” og da det samtidig med kunne betyde at operationen skulle udskydes yderligere, blev Viggo ikke døbt.

Vi levede inden i en klokke og hvis vi ikke allerede var på herrens mark, så kom vi det, da de hentede Viggo til operation. vi var ambivalente, angste, heldige, håbefulde, sorgfulde – livet og tiden gik i stå inde i den klokke – alt imens livet fortsatte omkring os. Vi skulle sætte os lid til at flok ukendte mennesker gjorde hvad de kunne, for at passe på Viggo.

Viggo klarede den, men tiden efter var hård. Tiden på intensiv var svær – men nogen holdte øje med Viggo 24/7 og det var trygt! For vi var selv i fuldstændig alarmberedskab. Der sad jeg og pumpede modermælk ud, kiggede på mit barn, som jeg ikke kunne tage op og amme. Alt skreg i mig – det her var bare ikke rigtigt. Det var jo meningen jeg skulle give ham alt min nærhed, hud til hud – og særligt nu. Men det eneste jeg kunne, var at holde hans hånd og ae ham blidt på et ben eller arm.

Tiden efter var fyldt op med genindlæggelser pga abstinenser fra morfin og smerter. Vi følte os heldige over at få lov at beholde ham, men samtidig var der bekymringer for, hvad det ville komme til at betyde, alt det vi måtte byde ham og også hans storebror. Jeg følte mig splittet imellem mine 2 børn – Valdemar var 2 år og havde også brug for sine forældre i alt det svære! Så når jeg var sammen med den ene, havde jeg skyldfølelse overfor den anden.

Viggo kom sig overraskende hurtigt, men ved en af de mange scanninger blev det konstateret,at han skulle opereres igen! 5 mdr. Gammel fik Viggo en ballonudvidelse. Dels lykkedes operationen ikke til fulde, dels fandt man flere udfordringer ved hans hjerte, som han formentligt skal opereres for senere.

Viggo er idag en dreng, som foruden en del andre skavanker, er en glad, robust, og sjov dreng – helt sin egen.

Om 5 dage skal Viggo scannes igen – det genaktivere de følelser, den angst som desværre også flyttede ind i vores liv, den dag livet ændrede sig for Viggo, Valdemar og os som forældre.

Som en note vil jeg, Cana, gerne lige indskyde, at det i dag er præcis en uge siden jeg modtog beretningen, hvorfor lille Viggo altså er blevet scannet og jeg synes derfor, at vi fælles skal krydse fingre for, at familien har fået et godt svar. Det fortjener de virkelig. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Jeg sidder med tårer der triller ned af mine kinder. Vi har også en Viggo. Han hedder ovenikøbet Valdemar til mellemnavn. Vores Viggo blev indlagt 21 dage gammel med mistanke om menigitis. Uvisheden var forfærdelig. Jeg kunne virkelig relatere til denne historie. Jeg tænker på jer og føler med jer. Håber jeres Viggo snart er helt rask.
    Knus

  2. Jeg forstår alle kvindensfølelser! Jeg har været det samme igennem! Stort kram fra mig til dig! Hjertebørn er heldigvis små superhelte som klare ting ingen bør opleve!

  3. Puha sikke en historie. Den læste jeg med tåre i øjnene.. har selv en dreng der blev opereret da han var 5 mdr gammel og igen 6 år gammel. Kender følelserne rigtig godt.
    Masser af held og lykke til familien 🙏