mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Vi er her nu…

Det var egentlig bare en hurtig indskydelse, da jeg for nogle uger siden satte drengene i ladcyklen og kørte på opdagelse i vores nye nabolag. Vi skulle ud til noget vand og vi skulle finde en is. Eller altså, tre is. Det mest oplagte ville selvfølgelig være, at gå ned til vores egen lille (og meget populære) havnepromenade her i kvarteret, men fordi jeg gerne vil lære lidt mere af vores nye lokalområde at kende, satte vi i stedet kursen mod lystbådehavnen.

Som næsten altid når vi cykler, foregik det i højt humør med sludder og sang og jeg nød sådan at cykle afsted med mine drenge foran mig. Efter en tur rundt i lystbådehavnen kørte vi ud på hovedvejen for at komme ned mod stranden og akkurat her, gik det op for mig, at – og hvor meget – mit liv har forandret sig.

Mit pludseligt opståede klarsyn, kom sig af at jeg fik øje på en mand, som kom gående imod os. Han skubbede en barnevogn foran sig og jeg nåede lige at tænke, at han dog måtte være en dejlig og kærlig far, sådan som han gik der og passede sit forhåbentligt sovende barn, da han smilede til mig på den dér helt særlige måde. På den nærmest misundelige måde. På den der “fuck-mit-liv-er-hårdt-og-hvor-ville-jeg-bare-ønske-at-jeg-kunne-lege-med-mit-barn”-måde. På den der måde som fik mig til at fatte, at jeg har fået sådan nogle børn, som jeg for nogle år siden drømte om at have. Ikke fordi jeg ikke kunne lide mine børn, da de var små – jeg elskede dem, selvfølgelig, men ofte på den helt vildt udmattede måde. Vi sov aldrig og jeg gav alt jeg overhovedet havde for at imødekomme deres behov, uden nogensinde at føle plads, tid eller rum til at skænke mig selv en tanke. Og nu er vi her; hvor drengene er (ved at blive) så store, at mine behov pludselig igen har fået en plads. På nogle dage godt nok en ret lille plads, men en plads. Som for eksempel til at udforske lokalområdet og spise en is ved stranden, sammen med mine børn på en helt almindelig hverdagsaften, som vi gjorde det den der dag for nogle uger siden. Vi hygger, leger, snakker, oplever og gør ting sammen med hinanden, præcis sådan som jeg af og til længtes efter, da de var babyer.

Det er ikke længere fysisk hårdt at have børn (særligt ofte – jeg tør ikke jinxe andet), men til gengæld er det eddermamer sjovt. (Og hårdt og svært og vildt og alt muligt andet – men for i aften, vil jeg lade det søde overstråle det sure og bare være taknemmelig for lige akkurat dét og dem jeg har).


Jeg har desværre tekniske problemer med mit kommentarfelt for tiden, som desværre ikke gemmer eller uploader alle de (garanteret mega-søde-og-gode) kommentarer I skriver. Jeg beklager stort og vil i stedet henlede kommentarer til min facebookside og min instagramprofil, indtil det igen er oppe at køre her på bloggen. 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven