Numsen ligger altså ned…

Der findes så mange skrækhistorier om sædefødsler – og så findes der historier som denne her. Hvor man først opdagede at baby havde numsen ned, da kvinden allerede var gået i fødsel og hvor alt i øvrigt forløb fuldstændigt ukompliceret! Jeg får næsten lyst til at smide armene i vejret og råbe: Hallelujah!

Jeg vågner om natten, omkring 04.30, ved at vandet går.  Jeg får vækket min mand og siger at jeg tror det er ved at være tid.  Jeg ringer til fødegangen og fortæller at vandet er gået. Jeg har ikke veer så jeg får aftalt med jordemoderen at hvis jeg ikke har fået veer kl 08.00, skulle jeg komme der og ellers komme med det samme når veerne kom. Jeg havde en hurtig fødsel med min datter, og derfor skulle jeg forvente at det gik hurtigere denne gang. Vi får ringet til vores tidligere nabo, som skulle være hos vores datter indtil min svigermor kom.  Da jeg kun var i uge 37+1, havde jeg ikke fået pakket en taske til sygehuset, så det gik jeg straks i gang med.

Ved fem-tiden får jeg første ve og den første halve time er de svage og uregelmæssige.

Jeg går i bad og imens jeg står i badet bliver veerne kraftigere og med ca 4-5 min imellem.

Vores nabo er kommet, så vi kører til sygehuset. Imens vi kører tager jeg tid på veerne og der er kun 2 1/2 min imellem dem nu.

Da vi kommer til fødegangen bliver jeg undersøgt. Jeg er 4 cm åben og jordemoderen tror at hun sidder med numsen nedad. Jeg spørger om hun er helt sikker, da jeg havde fået at vide ved min 35 ugers undersøgelse at hun sad fast med hovedet.  Jeg ville ikke helt tro på det. Jordemoderen var dog temmelig sikker og hentede en læge og noget skanningsudstyr. Lægen skanner min mave og bekræfter det jordemoderen har sagt. Jeg bliver tilbudt kejsersnit men takker nej, da de siger at det ser meget lovede ud for at jeg kan føde selv. Jordemoderen undersøger mig igen. Der er kun gået omtrent et kvarter siden hun sidst undersøgte mig og hun bliver derfor meget overrasket idet hun kan konstatere, at jeg er fuld udvidet og de kører mig hurtigt ind på fødestuen. Imens jeg lå og blev undersøgt havde jeg kraftige veer hele tiden og der var ikke nogen pauser imellem dem, så jeg var – mildt sagt – ret presset.

Der er vagtskifte lige når jeg kommer ind på fødestuen, så der kommer en ny jordemoder. Jeg får lagt stimmel på maven med det samme da jeg kommer ind på fødestuen.

Jeg får at vide at jeg skal føde liggende, da det er en sædefødsel. Det er dog meget smertefuldt for mig ligge på ryggen så jeg får lov til at vende mig om og stå på alle fire, da babys hjerterytme samtidig også er mere stabil når jeg gør det. Jeg havde sådan håbet at føde i vand,men  det er desværre helt udelukket da jordemoderen hele tiden skal holde øje med babys hjerterytme.

Der er mange mennesker inde på fødestuen og jeg sanser ikke så meget da jeg har mange smerter.  På et tidspunkt bliver der lagt vedrop, da de vil sikre sig at veerne kommer hurtigt nok i pressefasen. Der kommer også én ind og tager blodprøver på mig. Det viser sig så faktisk at være en fra min løbeklub, hvilket jeg synes er temmelig pinligt, da jeg er meget presset på daværende tidspunkt. Hun var heldigvis rar og sagde at hun synes jeg gjorde det så godt.

Da jeg desværre aldrig nåede at få klyx, var der en del gange der nåede at komme “gevinst” under veerne. Pludselig oplever jeg min mand, der dårligt nok kan skifte pubæ-ble hos vores børn, tørrer og vasker mig i numsen. Hvad sker der lige for det!!? Jeg spørger ham så om det er slemt og han siger: “ja, meget!!!”  hvor jordemoderen bagefter siger til mig, at det ikke er så slemt, og at han kun siger det fordi han ikke har set det hun har set. (Jeg håber det er rigtigt).

Jeg har pressetrang, men baby er ikke kommet langt nok ned til at jeg skal presse, så jeg skal lade være med at presse indtil hun er helt nede på bækkenbunden. Jeg synes det er svært at holde igen og det føles som en evighed, da jeg har virkelig mange smerter.  Jeg får vist også spurgt om jeg ikke bare kan få det kejsersnit… Min mand giver mig ilt imellem veerne og jordemoderen forslår at jeg skal sætte mig på wc, da det tit har en effekt med at få barnet langt nok ned. På det tidspunkt er jeg så udmattet at jeg ikke selv orker at gå, så min mand hjælper mig derud. Det var åbenbart det der skulle til, jeg kan mærke at hun glider helt ned og de får mig slæbt op på sengen igen. De får gang i vedroppet da mine veer ikke er så hyppige som jordemoderen gerne vil have dem til at være.  Jeg presser 3 gange og min baby bliver næsten skudt ud. Min mand har efterfølgende fortalt mig at jordemoderen var ved at tabe hende og at den jordemoderstuderende lige akkurat nåede at gribe hende.  På daværende tidspunkt er kl 08.45.

Jeg får hende op til mig og det første jeg siger er: hvorfor er hun så lille, er der noget galt med hende? Og bagefter spørger jeg om jeg er gået meget i stykker. Jeg var overbevist om hele mit underliv var rykket i stykker.

Jordemoderen vejer vores datter og siger hun er lidt lille men hun er sund og rask. Hun vejer 2390 gr. Derefter får de kikket på mit underliv, og det ser rigtigt fint ud, kun et par overfladiske ridser men ingen bristning.  Lidt efter føder jeg moderkagen, som vi får at se og jordemoderen siger at den ser rigtig fin ud.

Under hele min fødsel er der mange mange mennesker inde i stuen. Der er gjort klar til at jeg kunne blive kørt ind til akut kejsersnit og der bliver holdt godt øje med mig hele tiden.  Hvis jeg mødte min jordemoder bagefter ville jeg ikke kunne huske hende, da jeg var temmelig presset.  Der var en studerende til stede hele tiden og jeg kan huske jeg fik sagt undskyld til jordemoderen og den studerende efter fødslen, da jeg vist havde skældt lidt ud, da de havde undersøgt mig under fødslen. [Det er jordemoderen vant til og helt cool med, red].

Vi nyder vores datter i 2 dejlige timer hvor hun ligger på mig og først derefter bliver hun målt, vejet og tjekket.

Hun er 48 cm og vejer 2390 g. Hun er sund og rask. Et lille klik på den ene hofte, men intet alvorligt. Vi bliver informeret om at hun skal skannes når hun er 5 uger, da det har været en sædefødsel og ved  dén skanning viste det hele sig heldigvis at være fint.