Når det pludselig går stærkt!

Som en tommelfingerregel siger man, at andengangsfødende skal regne med at fødslen varer omtrent halvdelen af tiden i forhold til første gang. Men med dét sagt, er der selvfølgelig ingen garantier når det kommer til fødsler og hvor fødslen for nogle varer væsentligt længere, så går den hos andre meget, meget, meget hurtigere end forventet.

Jeg har under hele min graviditet, med lillesøster, fået fortalt at det kommer til at gå stærkt. Nummer to fødsel tager sjældent lang tid, så det var jeg ligesom forberedt på – men at det kom til at gå SÅ stærkt, havde jeg overhovedet ikke set komme.

Det hele startede omkring marts måned 2017, hvor jeg får fortalt manden, at hvis der skal komme en lillebror/søster så er det et rigtig godt tidspunkt lige her omkring. Det resulterer også i at jeg den 2. April laver en positiv graviditetstest. Alt er godt, en nem graviditet, uden de helt store gener. Altså lige pånær de første tre-fire måneder, hvor jeg primært står på hovedet i toilettet. Storesøster glæder sig til at lillesøster kommer til verden, og joker tit med mors tykke mave.

Storesøster er født 37+4 så da jeg ramte det tidspunkt med lillesøster, var jeg ligesom klar til at hun gerne måtte komme. Havde sågar sagt til jordemoderen at jeg nok ikke kom til sidste besøg, for “selvfølgelig” fødte jeg før tid. Sidste jordemoder besøg var 38+1 og jeg dukkede op… Alt var fint. Lillesøster havde det rigtig godt og ingen tegn på at der var nogen fødsel undervejs. Blev sendt hjem med beskeden om at kontakte sygehuset hvis jeg ramte 41+0 så jeg kunne få en tid til en overtidsvurdering, dagen efter. Og her er vi så nu. 7 dage over termin og jeg er ved at være godt træt af at lillesøster ikke er kommet endnu – ville helst undgå igangsættelse.

Får en tid kl 13.10, til overtidsvurdering. Bliver scannet og der bliver kørt strimmel. Lillesøster har det rigtig godt, jeg får tilbudt hindeløsning som jeg siger ja tak til. Og min krop er mere end klar til at hun skal ud. To centimeter åben og meget moden lyder beskeden jeg får af jordemoderen, men samtidig også, at det altså ikke er sikkert at der sker noget. Hindeløsningen kan give nogle kraftige plukkeveer, men det var stadig en mulighed at jeg skulle komme igen til igangsættelse tre dage senere.

Jeg kører ned og henter den store og har en hyggelig eftermiddag med hende. Vi har aftalt at manden kører ind omkring Elgiganten på vej hjem fra arbejde; der var et virkelig godt tilbud, så det var jo med at udnytte at jeg ikke havde født endnu. Jeg begynder dog at få lidt ondt, og synes da bestemt også at den hindeløsning har gjort noget – har aldrig haft plukkeveer, så jeg var meget i tvivl om, om det var dét. Manden kommer (endelig) hjem og den store bliver puttet. Vi slapper af i sofaen, men omkring halv ni er jeg nødt til at gå i seng. Det hedder sig jo at “kan man sove fra det, så er det ikke veer”.

Det kan jeg ikke, men jeg falder alligevel lidt hen og vågner med jævne mellemrum med ondt i lænden. Omkring 00.30 vågner jeg ved at mit vand er gået, men det tager jeg egentlig ret roligt. Mit vand gik også af sig selv ved den store (dog uden veer først) og der gik fire timer inden jeg sådan for alvor fik veer, så jeg tænkte at jeg da havde masser af tid. Mente jo ikke at jeg de sidste fire timer havde haft veer, så jeg fik vækket manden, ringet til mormor og morfar som skulle være ved den store imens vi var på sygehuset – de bor tyve minutter væk og var nærmest ude af døren da jeg ringede. Jeg ringer også til fødegangen, hvor jeg fortæller at jeg har veer og at mit vand er gået. Beskeden er at jeg stille og roligt skal pakke sammen og komme ind på sygehuset.  Senere har jeg dog fået fortalt (til efterfødselssamtale) at når man har født rimeligt hurtigt første gang og har veer og vandet er gået, så bliv hvor du er – for så føder du!

Jeg kommer ud på toilettet, som heldigvis ligger lige ved siden af soveværelset, da jeg mener det er mest praktisk at resten af vandet kan sive ud der. I omkring 20 minutter render min mand frem og tilbage fra soveværelset til bilen og sender mig mange blikke om at jeg også skal se at komme ud i bilen, for vi skal jo afsted! Undervejs i alt det her er jeg ikke helt lydløs, og på et tidpunkt ændrer mine lyde da også så meget karakter at min mand kommer ud til mig, der står i en halv squatstilling over toilettet og fortæller at hovedet altså er ude! Han får ringet 112 og indenfor to minutter står der et par meget kompetente ambulancemænd, klar til at hjælpe. Storesøster sov fra det hele!

På de to minutter nåede kroppen også at blive født, og mormor og morfar ankommer før ambulancemændende. De blev mødt udenfor af min mand, der fortæller at de ikke skal blive chokeret, men at jeg altså har født. Min mor har efterfølgende fortalt, at det værste tidspunkt, for hende – det her er fødslen af det tredje barnebarn – er når vi ringer og siger at det er nu, vi skal på sygehuset. For hvem ved om sådan en fødsel går godt? Alle hendes tanker om det blev fuldstændig manet til jorden, da hun kom ind på badeværelset hvor jeg sad på gulvet med lillesøster i favnen.

Ambulancemændende kom og jeg følte mig virkelig tryg herefter. Vi måtte dog en tur på sygehuset da moderkagen ikke ville ud.

Det var dog intet problem for jordemorderen på sygehuset, at få den ud. Jeg slap med tre sting, og min mand med en lille smule svimmelhed – han havde simpelthen klaret sig igennem det hele på adrenalin, som nu forlod kroppen. Efter en liter rød saft var han dog klar igen. Midt i al den thuhej var vi begge taget med ambulancen (på trods af at vi har to biler) så da vi skulle hjem om morgenen, måtte min mand tage toget tilbage, efter en bil! Sådan en uplanlagt hjemmefødsel kan også “svine” lidt, men min helt igennem fantastiske mor brugte et par timer på at gøre rent – for det syntes hun altså ikke at vi skulle komme hjem til!

Således, kl 01.10 (har vi “sjusset” os frem til ved hjælp af telefonopkaldene til 112) kom lillesøster til verden, 3710g og 52cm med fuld fart på!

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Wow det er fuldstændig som at læse om min fødsel af vores lillesøster for tre uger siden – bortset fra at jeg ringede til fødegangen af de “plukveer” min hindeløsning startede kl 20:30, og at de synes vi skulle komme ind til tjek fordi min første fødsel også var fået hurtigt. Mit vand gik 00:25 mens strimlen blev kørt og kl 01:08 var hun ude. Respekt for at føde helt alene – jeg er glad for vi nåede hospitalet. Sej kvinde!!

  2. Åhhh… lige det jeg frygter allermest her anden gang. Og som faktisk har været årsag til overvejelser om ikke at skulle have flere børn. Men nu kommer der altså en mere til foråret og jeg er rædselsslagen for at føde hjemme, i bilen, på parkeringspladsen – ja alle andre steder end på sygehuset…
    Men super sej kvinde og sgu også hendes mand.

    1. Jeg krydser fingre for at I når det. Det gør de fleste, som er forberedt på at det godt kan gå lidt rigeligt stærkt 🙂