Fødslen af et misdannet barn

Allerede under graviditeten gik det op for dem, at deres lille ventede datter havde en misdannelse, som krævede at hun skulle opereres umiddelbart efter fødslen. Av i mit hjerte, altså, hvor må det være hårdt at gå og vente på – og at være i undervejs. Fødslen endte med, på grund af barnets misdannelse, at blive sat igang før tid, men heldigvis – og nu spoiler jeg altså lige – gik alt godt og den lille pige klarer sig i dag helt uden mén. Jeg sender ren kærlighed efter denne lille, seje familie.

Fortællingen om vores datters fødsel er i virkeligheden ikke så meget en fortælling om en fødsel, men i højere grad en fortælling om en graviditet og en start på forældrelivet, som var fyldt med bekymringer. Det er en fortælling om, hvor lidt en fødsel i virkeligheden betyde, når der er en hel masse andet, som betyder meget mere.

Da jeg blev gravid, var der ikke længe til at min kæreste stod og skulle til udlandet i 4 måneder. Jeg skulle derfor være alene fra jeg var 10 uger henne og 4 måneder frem. Det havde jeg det helt fint med, og min kæreste jo ville være hjemme i god tid inden jeg skulle føde.

Da jeg kom til nakkefolds-scanningen viste det sig, at vores baby havde gastroschise; en bugvægsdefekt, hvor barnet har et lille hul i maven. Det betød, at vores datter ville blive født med tarmene udenpå kroppen. Det er en relativt sjælden lidelse – der fødes ca. 15 børn med gastroschise i Danmark om året. Jeg fik foretaget en moderkage-biopsi samt lavet en grundig gennemscanning, som ikke viste andet. Ved kromosomanalysen fik vi også at vide, at det var en pige vi ventede os.

Nu var det ikke længere sjovt at være alene i Danmark, og mit ellers planlagte ophold hos min kæreste måtte aflyses, da  forsikringsselskabet ikke ville dække mig under rejsen, når der ikke længere var tale om en almindelig graviditet. Det slog mig helt ud, at jeg ikke kunne tage af sted, for jeg havde bare SÅ meget brug for at se min kæreste. Heldigvis kunne vi facetime hver dag, og selv om det aldrig vil blive det samme som at være sammen, så fik vi snakket om rigtig mange ting. Selvom jeg ville ønske, at han vi havde været sammen i den periode, så klarede vi det faktisk ret godt, og det var fantastisk da han endelig kom hjem,

Jeg blev gennem graviditeten scannet ca. hver 4. uge, og udover at vores baby var lidt lille, så alt fint ud. Alligevel var jeg enormt bekymret hele graviditeten – jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til min kæreste, at jeg følte det var som at holde vejret og lukke øjnene og bare håbe på, at alt ville gå godt. Frem mod slutningen af graviditeten blev jeg scannet hyppigere, da der efterhånden som pladsen bliver trang, er risiko for at tarmene kan blive klemt. Jeg ville blive sat i gang senest i 38. uge, og medmindre der ville opstå komplikationer, ville jeg kunne føde normalt.

Vi var til scanning ca. 5 uger før termin, og der var tarmene begyndt at udvide sig lidt – et tegn på, at de var begyndt at blive påvirkede af at ligge i fostervandet eller at de var lidt afklemte. Lægen der scannede mig mente dog godt, at jeg kunne gå til 37+2, hvor vi fik en tid til igangsættelse. Den sidste ventetid var meget speciel. Vi glædede os til at møde vores baby, men vi var samtidigt nervøse. En uge før igangsættelsen begyndte jeg at få lidt kraftigere plukkeveer og henover et par døgn kom der flere og flere af dem. Jeg havde igennem graviditeten haft plukkeveer, hvis jeg anstrengte mig lidt for meget, og jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Da jeg var 36+3  blev jeg ringet op af den læge, som havde scannet mig ugen forinden – hun var blevet i tvivl om, hvorvidt jeg burde sættes i gang tidligere, og hun var med kirurgerne blevet enige om, at jeg skulle komme allerede dagen efter til igangsætning. Jeg ringede til min kæreste, som kom hjem fra arbejde med det samme. Det eneste vi ellers kan huske fra den dag er, at vi kørte ud og panik-købte et kamera.

Onsdag mødte vi på hospitalet kl. 8. Jeg blev undersøgt, og de små veer jeg havde gået med, havde gjort et fint stykke arbejde, for jeg havde kun en smule livmoderhals tilbage og var ca 1 cm. åben. Fødegangen havde dog ikke tid til at tage os, så timerne gik med at gå en lang tur og ellers bare forsøge og få slappet lidt af. Mine veer tog lidt til, men det var ikke noget jeg ikke kunne holde ud. Først kl. 18 kom vi på en fødestue, og jeg fik CTG-bælte på. Baby var for stille, og vi kunne rigtigt få mere gang i hende, lige meget hvor meget jeg bevægede mig eller drak kold saft. Jordemoderen (som i øvrigt var verdens sødeste!), tog ret hurtigt vandet – det var grønt, og der var ALT for meget, så forklaringen på at jeg så småt var gået i fødsel selv, lå nok heri. Baby fik elektrode på, og det satte i den grad skub i veerne at vandet var blev taget. Fødslen blev en hektisk omgang. Jeg var meget forpint og kunne ikke fokusere på ret meget andet end at arbejde mig igennem veerne, men når jeg indimellem var lidt mere klar, kunne jeg godt fornemme, at baby ikke havde det helt godt, og  at det skulle gå stærkt. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til min kæreste, at han ikke måtte blive bange, hvis jeg lige pludselig skulle have akut kejsersnit. På et tidspunkt tjekker jordemoderen, hvor meget jeg har åbnet mig; 5 cm. Hun siger, at hun vil se, om ikke hun presse livmoderhalsen op, så der kommer mere fart på. På de næste 7 veer presser hun min livmoder op til 9 cm. Jeg kan ikke huske andet fra dette, end at det gjorde helt vildt ondt, og så lige pludselig skulle jeg begynde og presse. Jeg havde ikke power nok i mine veer, så jeg fik ve-drop, og kl. 23. 03 blev hun født med et enkelt træk med sugekop.

Hun blev kort holdt op over mig og kom så over på et leje. Min seng blev kørt over ved siden af hende, og jeg holdte hendes lille bitte hånd i de 5 minutter der gik før de kørte hende til operation. Min kæreste gik med på intensiv og jeg blev på stuen, hvor mine forældre kom. Jeg var hurtigt på højkant efter fødslen og kunne komme over på intensiv til vores datter, som var kommet tilbage fra den operation, hvor hendes tarme var blevet lagt ind i maven. Hun lå med respirator, og jeg har vist talt sammen til, at hun med EKG-elektroder, drops osv var tilkoblet 17 slanger og ledninger. Det ser ret voldsomt ud på en baby, der vejer 2500 g. Jeg er normalt et følelses-menneske, men jeg tror simpelthen det hele var for overvældende. Jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne mærke hvad jeg følte. Vores datter blev født en onsdag aften og opereret lige efter fødslen samt om lørdagen, og først lørdag aften tror jeg, at jeg fandt mig selv og mine følelser. Jeg tror nærmest min kæreste var lettet over at jeg endelig græd, for det havde jeg ellers ikke gjort.

Vi tilbragte den første måned på sygehuset. Vores datter havde det godt, men skulle have gang i maven og sværest af alt; i gang med at spise. Hun var en uge inden hun blev lagt til hos mig første gang, og da vi kom hjem da hun var en måned gammel, var amningen endnu ikke fuldt etableret. At få etableret den amning er noget af det hårdeste jeg nogensinde har gjort.

I dag er vores datter en sød og dejlig pige, som lige er blevet 1 år. Hun har ingen mén efter hendes svære start på livet. Hun er nysgerrig, har masser af temperament, giver dejlige våde kys, og hun har været det hele værd!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Åh det må have været en svær omgang. Men enormt flot beskrevet og så dejligt, at alt er godt. Hvor er det vildt, hvad lægevidenskaben kan – nogle gange tror jeg næsten, den kan for meget. Men lige i sådan et eksempel er det jo simpelthen bare så fantastisk!

  2. Det er fantastisk hvor langt man er nået inden for feltet.

    For præcis 2 måneder siden, fødte jeg min søn i uge 36+4, han er også født med gastroschise.
    Han er født kl. 23:07 og vejede 2600 g, så meget lig denne fødselsberetning.
    Han skulle dog bruge 8 operationer fordelt på 3 uger, før de fik ham lukket helt.