Det ultimative curlingtræk

Det var sådan lidt i sidste øjeblik, at jeg blev bedt om at være stand-in for én af mine kollegaer, til et arrangement for 120 markedsføringsmennesker, hvor jeg altså skulle fortælle lidt om, hvordan det er at være sådan én som mig og hvad der skal til for, at jeg synes det er interessant at lave kommercielle samarbejder med en virksomhed. En hel masse forretningsmæssig navlepilleri, som jeg egentlig ikke vil kede jer med, men faktum var altså, at jeg først i går eftermiddags blev spurgt om jeg kunne træde til, hvorfor jeg altså tillod mig at svare ”Selvfølgelig, men jeg er simpelthen ikke sikker på, om jeg kan nå at være der knivskarpt til tiden”. Den var de helt indforståede mig og jeg tænkte, at jeg på dén måde kun kunne imponere positivt, hvis jeg så alligevel formåede at være der til tiden – klokken 8.30 i den anden ende af byen fra hvor vi bor.

Vanen tro, sprang drengene i ladcyklen henad 7.40 og så gik den ellers i fuld fart og højt humør, først mod skolen og sidenhen mod børnehaven, hvor jeg afleverede Peter i så fin tid, at det faktisk ville være en reel mulighed at nå til Vesterbro i tide. Musik i ørerne, fokus på vejen, god fart i benene og afsted med mig.

Solen bragede ned og jeg nåede lige akkurat at tænke, at København nærmest lignede en filmkulisse i det lave, kraftige efterårsmorgenlys, da jeg missede med øjnene og kom til at kigge ned. På kastanjer. De kom fra alle de mange kastanjetræer der kranser rundt om søerne i København, hvor jeg netop cyklede. Hvis man ikke vidste bedre, ville dén opdagelse formentlig ikke henlede opmærksomheden på andet end at det sør’me også snart er efterår og ih, hvor skal vi snart sidde og hygge os inden døre med varm kakao, tæpper og kastanjedyr og alt sådan noget efterårshalløj. Men nu ved jeg rent faktisk bedre og det gør jeg, fordi jeg år efter år er blevet snydt af de skide kastanjer rundt om søerne. I hvert fald på østerbrosiden af søerne, hvor jeg primært færdes.

Der sker nemlig dét med de kastanjer, at de allesammen falder ned den samme nat og så bliver de allesammen samlet op samme eftermiddag. Af andres børn end mine egne og selvom jeg selvfølgelig under alle de andre familier al den hygge de overhovedet kan komme i nærheden af med de eftertragtede kastanjer, så har det simpelthen været den ene slukørede omgang efter den anden, når jeg har taget mine forventningfulde drenge i hænderne for at samle kastanjer i weekenden efter nedfaldet, fordi der ikke har været en skid at komme efter. Vi har samlet en enkelt hist og pist og gjort som om at dem, der var rådnede da egentlig var fine nok og det har i sandhed været en sløj omgang. Hvert år, siden vi flyttede til Østerbro for tre år siden.

Og nu var de der! Kastanjerne. Min første indskydelse var, at vi måtte hen og samle dem i eftermiddag, sammen med alle de andre familier, som jeg formoder går på koldblodigt rov, men ak. Drengene går til svømning om onsdagen og med tanke på, hvordan det er gået de andre år, så turde jeg simpelthen ikke at løbe an på at der ville være flere tilbage i morgen eftermiddag og nu havde jeg jo sådan set også sagt at jeg muligvis ville komme lidt for sent til dét arrangement jeg skulle tale til, så jeg kunne jo i teorien godt lige standse et øjeblik. Således steg jeg af cyklen og hoppede ned i en vaskeægte skovskiderstilling – i mine stiletter, som jeg i anledning af dagens oplæg for en kæmpe flok reklamemennesker havde iført mig – og samlede kastanjer på vegne af mine intetanende børn.

Jeg ved selvfølgelig godt at selve indsamlingen af kastanjerne er den halve fornøjelse, når det kommer til skabelsen af kastanjedyrene, men når nu dén aktivitet tilsyneladende er så-godt-som-uladesiggørelig når man bor i prutten af landets hovedstad, ja, så må en mor jo gøre, hvad en mor må gøre, ikke sandt?

Ej, hold nu kæft, hvor følte jeg mig åndssvag mand. Ja, det gør jeg sådan set stadigvæk, men lige dér virkede det som det eneste rigtige at gøre…

Hvad jeg selvfølgelig ikke havde tænkt på, da jeg gik igang med at flytte det brune guld fra jorden til bunden af min Gucci-taske var, at der, selvom kastanjerne lå i hobetal og ventede på at nogle ville komme og opdage dem, åbenbart alligevel havde været nogen forbi før mig. De lugtede nemlig – opdagede jeg lidt for sent – umiskendeligt meget af tis. Fra en hund, håber jeg.

Så altså, jeg kom – trods mine gode intentioner og egentlig også gode tid – for sent, men til gengæld lugtede jeg lidt af tis fra min ustyrligt dyre taske, som jeg ærligt talt ikke aner hvordan pokker jeg skal få ren igen. For at mine børn – som nok i virkeligheden er ret ligeglade – kan komme til at lave kastanjedyr. Det må uden tvivl være det ultimative curlingtræk…

Jeg har desværre tekniske problemer med mit kommentarfelt for tiden, som desværre ikke gemmer eller uploader alle de (garanteret mega-søde-og-gode) kommentarer I skriver. Jeg beklager stort og vil i stedet henlede kommentarer til min facebookside og min instagramprofil, indtil det igen er oppe at køre her på bloggen. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. At stille en skål eddike i et rum, der lugter af f.eks. røg, skulle kunne få lugten til at gå væk. Måske kan samme trick du på tasken? 🙂

    1. Jeg tror – efter at have fået virkeligt mange gode tips på min facebookside – at jeg starter med lidt rodalonspray og hvis ikke det duer, må jeg ty til eddiken 🙂 Tak for tanken!