Bullet journal – sådan gør du

bullet journal sådan gør du

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg normalt ikke er det mest strukturerede menneske i verden. For at huske ting skriver jeg lister og noter, men jeg glemmer ofte hvor jeg har lagt dem og så ender det med, at jeg ikke får gjort eller ordnet halvdelen af hvad jeg egentlig gerne ville – slet og ret fordi jeg glemmer det.

I lang tid troede jeg det var noget, der var kommet snigende med alderen. (Og det er det måske også). Men da en veninde forleden spurgte om jeg havde samme strukturelle problemer dengang jeg altid havde min – i øvrigt propfulde – maylandkalender i tasken, gik det op for mig, at problemet måske ligger et helt andet sted. Jeg mangler simpelthen min papirkalender. Dét sted, hvor jeg kan have det hele samlet.

Bevares, jeg er med på, at man garanteret sagtens kan gøre det samme på telefonen og at der garanteret også findes en masse smarte liste- og kalenderapps, men jeg er nu engang mere til at bladre i min kalender på gammeldags analog manér. Nårh ja, og så elsker jeg at udfylde den! I skolen – både folkeren, gymnasien og på jordemoderskolen – kunne jeg bruge adskillige timer på at dekorere min kalender, og selvom det dengang primært var flotte drengenavne og hjerter i stakkevis jeg tegnede, så gav det mig en ro, som jeg sådan set tror jeg stadig har ret godt af at få.

Derfor har jeg besluttet at give mig i kast med én af tidens helt store trends: Bullet Journaling. Eller på dansk: En hjemmelavet kalender, som man laver i en notesbog med prikket papir.

Da jeg hørte om bullet journal  første gang, fik jeg nærmest stress bare ved tanken om at skulle på bruge så lang tid på noget jeg nemt kunne købe færdigproduceret, men ved nærmere eftertanke, så tror jeg faktisk at netop tiden og dedikationen til kalenderen er dét der rent faktisk kommer til at gøre, at jeg får den brugt. Samtidig får jeg, når nu det er mig selv der laver den, mulighed for at tilpasse den 100% efter mine behov, således kalenderen bliver tilpasset mit liv og jeg ikke skal forsøge at tilpasse mit liv til en bestemt kalender. Smart!

bullet journal sådan gør du

Jeg har surfet lidt på det store internet for at finde inspiration og sådan helt overordnet fandt jeg ret hurtigt ud af, hvordan jeg gerne vil bygge min kalender op. Det er selvfølgelig helt forskelligt fra person til person hvad man vil bruge sin bullet journal til og hvordan den skal bygges op, men her får I altså mit udgangspunkt, som vel mest af alt kan betegnes som en hybrid imellem en kalender og en personlig inspirationsdagbog.

  1. Indholdsfortegnelse. Her tænker jeg at bruge en dobbeltside, hvor jeg laver to kolonner på hver side, således der er plads til masser af indholdspunkter. Det tænker jeg, at der bliver behov for.
  2. Sider til generelle betragtninger eller mål. Disse sider har jeg ikke givet mig så meget i kast med endnu, men jeg har gjort klar til en dobbeltside der handler om inspiration til kost og træning, en dobbeltside der handler om inspiration til personlig udvikling og en dobbeltside der handler om børneopdragelse. Herudover har jeg gjort plads til et par ekstra sider, som jeg tænker at vente lidt med at lave, indtil jeg ved specifikt hvad jeg har brug for. Måske noget med mine karrieremål, måske?
  3. Et årshjul. Nu kom jeg først igang med min bullet journal her i september, så jeg har naturligvis bare startet herfra, men meningen er naturligvis at have en oversigt over hele året, hvor fx fødselsdage og særlige begivenheder kan afmærkes.
  4. En månedsoversigt. Her har jeg set at mange laver en kalender-oversigt, men for mig giver dét ikke så meget mening, eftersom jeg hellere vil bruge den lidt mere specifikke ugekalender. Til gengæld laver jeg for hver måned en boks med de vigtigste begivenheder, som jeg på dén måde let kan holde overblik over. (Og glæde mig til).
  5. Ugeoversigt. Her er hver dag i den pågældende uge markeret, med plads til at skrive gøremål, begivenheder og dén slags. Derudover er det min mening, at jeg hver uge vil skrive en madplan ind, således aftensmaden gerne skulle falde mig lidt lettere i hverdagene. Til sidst har jeg efterladt et rum til noter. Dette overvejer jeg dog om jeg skal gøre til et “arbejdsfelt” hvor jeg kan skrive blog-idéer og dén slags ned, så jeg altid har det lige ved hånden.

Bullet journal sådan gør du

bullet journal sådan gør du

bullet journal sådan gør du

bullet journal sådan gør du

Det er selvfølgelig helt op til én selv hvorvidt og hvordan man vil dekorere og tegne i sin bullet journal og jeg har altså set masser af fine journaler helt uden kruseduller, så lad endelig ikke dén del afskrække jer.

Bogen, som for er par dage siden altså var rungende tom (bortset fra prikkerne), har jeg købt i Flying Tiger, men jeg har også set dem i forskellige supermarkeder og boghandlere. Indtil videre har jeg bare brugt nogle af de tuscher vi havde herhjemme i forvejen, men jeg tænker, at jeg hellere må investere i nogle rigtige tegnetuscher på et tidspunkt – med mindre selvfølgelig at der skulle sidde nogen og læse med her, som kunne få lidt inspiration til hvad man mon kunne give mig til min fødselsdag i næste uge 😉 #hejmor

Ej, jeg synes simpelthen det er så mega hyggeligt at sidde og nørkle med og hvis nu I kunne tænke jer at gøre det samme, så er det altså bare om at komme igang. Vi kan måske ligefrem følges?

… Og til jer der måtte sidde med det afgørende spørgsmål på tungen; Ja, jeg har husket p-bøden, men jeg mangler stadig toiletpapir.

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Den er dælme flot ? forsøgte mig sidste år, men gik død i det efter et par måneder… måske man skulle prøve igen? tak for inspiration

  2. Det er simpelthen så hyggeligt at sidde med 🙂 jeg har udfyldt 3 notesbøger siden 2016, og skriver stadig hver dag 🙂
    Jeg har købt notesbogen Leuchtturm fra bog og ide, de er lavet til bullet journaling og har allerede en indholdsfortegnelse i starten og to snore til at markere hvor man er kommet til 🙂

  3. Åh hvor er den bare flot og virkelig skæg idé- havde aldrig hørt om en bullet journal før! Vil prøve at give mig i kast med en. Er dog ikke særlig kreativ og til det vil jeg bare stemme i med alle dem på Insta der siger at burde udgive en! Jeg ville helt 100 % købe en!

  4. Okay.. det er opfindsomt og kreativt. Den er rigtig flot.
    Men jeg tror, jeg nøjes med bare at være helt glad og lettet over, at jeg ikke er den eneste, der er mest glad for en papirkalender. Det virker for det meste.
    Det er svært nok at huske at notere alt og huske at tjekke op i kalenderen, så hvis jeg skulle lave den selv, ville jeg aldrig kunne huske noget, fordi kalenderen kun er lavet til og med januar.

  5. Hvis bare P-bøder stadig kom i papirform, så kunne du da tørre mås i den, hvis du stadig ikke har fået købt toiletpapir?

  6. Hvis man nu ikke orker, har tid til eller gider lave den helt fra scratch, så har Mayland en doodle-kalender, som jeg personligt er blevet så glad for. Princippet er det samme: masser af lister, oversigter, noteplads (og også klistermærker). Jeg er også mest til papir, og det er lykkedes mig at samle madplaner, træningsplaner, to-do-lister, arbejdstider, deadlines og aftaler i sådan én kalender. Den indbyder også rigeligt til at tegne og udsmykke 😉

  7. Hvor er den flot lavet. Jeg er selv stor tilhænger af papirskalendere. Efter et par år uden og nogle forsøg i mobilkalenderen, der fejlede er jeg gået tilbage til den. Det viser sig jeg ikke kan huske noget som helst mere, så den fungerer perfekt. Jeg har set mange flotte bulletjournals og er hver gang lige misundelig over de flotte sider. Måske jeg skulle give mig i kast med en 🙂

  8. Den er vildt flot og jeg er SÅ misundelig. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at lave min egen bulletjournal og er faktisk også startet op et par gange, men jeg ved simpelthen ikke hvornår jeg skal finde tiden til at udfylde den. Det plejer at holde sådan ca. 1 uge eller 2.
    Det fungerer også bedst for mig med huskesedler og diverse lister i papirform 🙂

  9. Jeg har brugt bullet journal længe, og holder min ekstremt simpel i forhold til, hvad man ofte ser på nettet, og også her i dit indlæg. Jeg tror, at den fungerer allerbedst for dem, der har en flydende hverdag, hvor arbejdsliv og privatliv har det med at smelte sammen, og man er herre i eget hus. Når man er forpligtet til at have en elektronisk arbejdskalender, bliver ens bj en anelse amputeret, og nogle private aftaler er mere praktiske at have i arbejdskalenderen – fx hvem der skal hente børn. Derudover er det for mig vigtigt, at min kalender giver og ikke tager tid. En bullet journal kan hurtigt blive en ekstra opgave fordi man skal tegne/skrive alt op fra bunden.
    Når man har fundet sit eget system og niveau er den virkelig genial, men vejen derhen kan godt være lang. Min er i dag renset for al udsmykning, trackeren og andet sjov, og kalenderdelen er også meget minimalistisk, da det er nemmere at holde det samlet i min arbejdskalender. Til gengæld får den fuld æde med lister i alle afskygninger og planlægning af både småt og stort.

    Hvis jeg var selvstændig ville jeg til gengæld 100 % ty til bj, for så er det altså et genialt system. Held og lykke med din bullet journal!

  10. Neeej hvor hyggeligt at du også er hoppet med på vognen 🙂 Jeg må altså indrømme at mit liv er blevet mere overskueligt efter at jeg begyndte at bullet journal’e i det nye år. Ja det tager lidt tid, men det er hyggligt og meningsfuldt. Man får et overblik over sit liv og kan sætte sig mål på både det personlige og arbejdsmæssige plan. Og undervurder ikke månedsoversigten, den giver et super godt overblik over ugerne, og så kan man være mere detaljeret i ugeoversigterne. Men det er det gode ved BJ, man laver den lige præcis som man selv vil og som det giver mening for en selv 🙂 God arbejdslyst fremover.