Vi er flyttet… Sammen.

Her roder lidt på samme måde som en postkasse fuld af konfetti ville gøre det, efter at være blevet sprængt i stykker af et overordentligt kraftigt kanonslag. Èt af dem, man skal til udlandet for at få fat i, tænker jeg. Ikke at jeg gør mig i dén slags ulovligheder, men jeg forestiller mig selvklart at sådan noget skidteras jo kunne købes ét eller andet sted og jeg véd, at det ikke i hvert fald ikke er i Bilkas fyrværkerisalg i december, at de langer dén slags over disken, hvorfor jeg altså formoder at handlen foregår udenlands. Hvor, aner jeg dog ikke. Nuvel, det var et sidespring. Det skal jo handle om det her rodede sted jeg befinder mig. I mit nye hjem.

Der var nøgleoverdragelse og indflytningssyn i går, hvor drengene for første gang var nede (eller oppe – lejligheden ligger trods alt på fjerde sal) og se lejligheden. Jeg havde sørget for at flytte det meste af drengenes legetøj herned, i min lille røde bil og lykken over udsigten til hver sit værelse ville nærmest ingen ende tage, da det ved ægte syns indtryk gik op for dem, at det er dét, der kommer til at ske her. Vi legede hele eftermiddagen og sluttede dagen af med sushi på gulvet og én eller anden tosset (men sjov) leg med en vandflaske, inden vi cyklede tilbage til Østerbro og vores sidste nat i den gamle lejlighed.

Både drengene og jeg vågnede før end sædvanligt her til morgen. Alle vores ting var pakket i kasser og vi fik på fineste vis sagt farvel til lejligheden med the-boller fra den lokale bager og en virkeligt dårlig ris-kakao fra Netto, inden drengene hoppede i ladcyklen og blev fragtet til skole og børnehave, hvor deres far sidenhen har hentet dem.

Bedst som drengene var afleveret, cykelsprintede jeg så sveden piblede frem imellem skulderbladene på mig, tilbage til lejligheden og tog imod de to flyttemænd som kvikt, effektivt og systematisk  gik til værks med at tømme vores hjem. Bare tre timer senere stod jeg i min nye lejlighed, omgivet af alle mine ting i kasser og poser, skilt i tusindvis af dele. Jeg stod alene og ventede på at det næste læs.

Og nu er vi her, hvor jeg i skrivende stund sidder på min høje taburet og afprøver hvordan højden på min nye køkken-ø fungerer for mig, når jeg sidder og skriver. Simon, som har taget fri i flytningens anledning, er i værelset nede for enden af gangen, hvor han er i fuld færd med at samle det monster af en seng vi har købt til Jens og selvom vi ikke taler meget, er det virkelig rart at han er her. Heldigvis, for han kommer til at være her ret meget og jeg glæder mig sådan til, at skulle sidde lige her, særligt om søndagen hvor han har fri, og se ham trylle i køkkenet som han gør så usandsynligt mange gange bedre end mig. For ja, det næste læs jeg ventede på var ikke mit eget, men Simons. Han er nemlig flyttet ind sammen med drengene og mig, i vores nye lejlighed.

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Årh – Hvor bliver jeg glad ! Sådan helt ud i tæerne og med den der “rutsjebanekilden i maven” på jer alle 4’res vegne.
    Stort tillykke <3

  2. Hurra! Det da vildt fantastisk for jer alle. Stort tillykke. Det må også være dejligt at have en at dele livet med og dagene med og uden dine børn. Det kunne jeg i hvert fald forestille mig:-)

  3. Tillykke Cana! Hvor er det bare dejligt. Jeg har selv lige taget det samme skidt med min kæreste – han skal flytte ind hos mig og mine piger. Og vi glæder os så meget – alle sammen! Kærligheden længe leve❤️

  4. Uhhh tillykke! ❤

    Og btw… de store konfettirør/bomber kan købes overalt herovre i jylland til december, så tager lige en med til dig hvis du holder bogtour i 2019 ? (de er ikke ulovlige, tror endda jeg ved hvor de kan købes lige nu og her med hjerter og al muligt ?…)

  5. Fantastisk <3 Stort tillykke. <3
    Hvordan er deleordningen egentlig mellem Thomas og dig? En uge hver? Eller ? <3

  6. Velkommen til Nordhavn Cana og familie. I bliver glade for at være del af et nyt kvarter under opbygning. Jeg har boet her lidt over 2 år og trives med både tæt nabokig, med blæsten i min gade og udsigten til populær legeplads nedenfor mine vinduer. Selvom jeg er en Fusionista ? Har tidligere skrevet om nybyggeroplevelsen på min blog. God vind herude ??‍♀️?