Vellykket hjemmefødsel efter igangsættelse

Normalt fraråder man hjemmefødsler i de tilfælde en fødsel skal sættes igang. Det gør man fordi igangsatte fødsler er at betegne som risikofødsler, som altså derfor helst skal foregå på hospitalet hvor muligheden for at monitorere mor og baby kontinuerligt, er optimal. Alligevel fik kvinden bag denne uges fødselsberetning faktisk lov til at føde hjemme, efter igangsættelse og heldigvis da for dét, for sikke en fødsel!

Endelig kom hun – vores længe ventede lillesøster. Terminen hed 31/1-14 men den dag både kom og gik uden tegn på baby. Det var egentlig heldigt nok da vi skulle flytte d. 1/2, og flytterod og hjemmefødsel, som vi satsede på, var svært foreneligt i mit hoved. Da graviditeten var opnået via ICSI, var det skejbys procedure at tilbyde igangsættelse 41+0. Samtidig skulle min far udstationeres i 6 mdr og rejse kort efter min termin, så vi valgte allerede på forhånd at takke ja, selvom det ville bremse ønsket om hjemmefødsel – det var vigtigere at få født inden min far skulle afsted. Jeg fik derfor en tid til igangsættelse på Skejby fredag d. 7/2-14 kl. 7.30.
Mandag D. 3/2-14 (40+3)
Jeg havde tid til JM, og havde planer om at bede om et tjek “deroppe” så jeg kunne få en ide om hvordan det stod til. Det nåede jeg slet ikke at få spurgt om før hun sagde at vi i dag skulle tjekke indvendig status og evt lave hindeløsning. Alba blev skønnet til ca. 3500g, og alt var fint. Det indvendige tjek afslørede 1-2 cm blød livmoderhals og jeg var 2-3 cm åben. Vi blev enige om ikke at forsøge hindeløsning da det højest sandsynligt ikke ville give andet end lede plukkeveer. Vi aftalte derfor at jeg skulle ringe torsdag og få en tid til hindeløsning samme dag, i håb om at hjemmefødslen var til at redde. Hvis ikke, så skulle jeg gøre brug af min tid til igangsættelse.
Torsdag D. 6/2-14 (40+6)
Jeg fik foretaget hindeløsning på Skejby kl. 10, men var stadig kun 2-3 cm åben og stadig med 1-2 cm livmoderhals. Desværre skete der ikke andet end at jeg fik lidt plukkeveer der gik i sig selv ret hurtigt. Mine forældre kom ned (de bor i Nordjylland, vi i Århus) da min mor skulle være med til fødslen lige som sidst, og min far skulle aflevere/hente storesøster fra dagpleje.
Fredag D. 7/2-14 (41+0)
Uret ringede kl. 6.00 og vi gjorde klar til at køre mod Skejby. Jeg havde haft en rædsom nat med ondt i maven, ondt i ryggen og søvnløshed. Jeg følte mig slet ikke udhvilet, men var stadig hamrende spændt! Vi ankom 7.30 hvor vi blev hentet af en JM der startede med at køre en kurve. En halv times CTG viste en pige i fin trivsel og kun et par enkelte harmløse plukkeveer. JM skulle derefter til konference og vurdere hvad der var passende igangsættelse for mig. Til vores store overraskelse kom den ene af mine faste JM’er ned med gode nyheder. De ville gerne prikke vandet og lade mig tage hjem og føde! Det var ikke det vi havde regnet med, så det var en fed besked at få selvom jeg mentalt lige havde indstillet mig på endnu en Skejby-fødsel. Kl. 9.30 gik JM i krig med at tage vandet. Det var dog nemmere sagt end gjort da hinderne var seje og lå meget tæt. Efter 10 minutters tid besluttede vi at holde en pause og prøve igen kl. 10. I mellemtiden skulle jeg tage klyx, vi kunne lige så godt udnytte ventetiden. Efter klyx fik jeg en smule ondt i underlivet i et halvt minuts tid. På det tidspunkt overvejede jeg slet ikke at det kunne være en ve 😉 kl. 10 satte JM en elektrode på Albas hoved, så vi var sikre på at hinderne i det mindste havde fået et lille hul.
10.15 pakkede vi sammen for at køre hjem og smerten i underlivet kom igen. JM konstaterede at “det da vidst så temmelig rigtigt ud” – og allerede på vej ud fra stuen kom den næste ve. På vej mod bilen nåede jeg at få 4 veer der allerede var ret kraftige. Jeg kunne ikke tale, knækkede sammen og gav ret verbalt udtryk for at det gjorde temmelig ondt. I bilen kom veerne fortsat som perler på en snor, og vi overvejede hvorvidt det kunne betale sig at køre hjem? Vi besluttede dog at køre, og min stakkels mor trådte vidst lidt vel meget på speederen da først vi nåede motorvejen. Der var nu kun få minutter imellem veerne der varede 1,5-2 minutter af gangen.
Vi var hjemme omkring 10.40 hvor jeg væltede ind i gangen, klaskede sammen på gulvet og bandede højlydt. Det gjorde så forbandet ondt! Min stakkels far, der var igang med at installere opvaskemaskine og var totalt uforberedt, hjalp mig af med sko og overtøj og fik mig ind i stuen. Her lå jeg og gispede mig igennem veerne imens min mor og mand fik betrukket vores fatboy (kæmpe sækkestol) med plastik og et dynebetræk. Her smed jeg mig på alle fire, den eneste stilling jeg kunne holde ud.
Kl. 10.50 bad jeg min mand ringe efter JM – jeg kunne slet slet ikke overskue selv at gøre det. Bare at finde min telefon virkede uoverskueligt.  JM havde lige sat sig i bilen på Skejby så hun ville køre direkte ud til os. I mellemtiden tog veerne yderligere til og jeg havde ingen pauser – det var konstant og det gjorde ondt. Min mor og mand skiftedes til at gnubbe min lænd og var, lige som under sidste fødsel, et fantastisk godt team.
Kl. 11.15 ankom JM. Hun konstaterede at der var knald på, så hun skiftede hurtigt tøj og pakkede ud. Jeg lå stadig i sækkestolen, fuldt påklædt og efterhånden gennemblødt af sved. Jeg blev hjulpet ud af tøjet og fik en skjorte på, en ren lettelse at komme af med lidt af varmen! JM lyttede ofte hjertelyd der heldigvis var helt upåvirket af mine kraftige og konstante veer. Jeg var efterhånden fuldstændig udmattet og kan tydeligt huske at jeg flere gange sagde at “jeg kan ikke være i det her – jeg kan ikke, jeg kan ikke, JEG KAN IKKE!!!!” for jeg var bare så TRÆT! Helt færdig.
Kl. 11. 50 mærkede JM indvendigt – 10 cm og klar til at presse. Min mand og mine forældre var nær faldet om, men selv tænkte jeg GUDSKELOV! Så får det snart en ende! Den første presseve meldte sig, og jeg kunne tydeligt mærke da hovedet gled helt ned og stod lige foran udgangen. Jeg var sikker på jeg skulle kaste op af smerte, så min mor sad med en skål foran mit hoved for en sikkerheds skyld. Pressetrangen var helt enorm, men for at jeg ikke skulle gå for meget i stykker blev jeg bedt om at gispe imens JM holdte varme klude på mellemkødet. Næste presseve fik jeg lov at presse med – og hovedet kom ud. Det lettede helt utroligt meget, så det var ingen sag at finde kræfterne til lige at give det sidste pres med – og kl. 11.58 kom Alba til verden. Jeg tog selv imod imellem mine ben, fik hende op på maven og blev hjulpet om på ryggen. Hun gav lyd fra sig med det samme. Hun var så fin, fuldstændig dækket af fosterfedt trods den ekstra uge i maven og scorede med det samme 10/10 i apgar.
12.08 blev moderkagen født og JM tjekkede “skaderne”. Heldigvis var der nærmest intet at se – hun gav et enkelt overfladisk sting og det var det. Far klippede navlestrengen og jeg var nær faldet i søvn på stedet. Alba vejede 3600g og var 50cm lang – helt perfekt og efter bogen.
Det var en vanvittig oplevelse! At føde hjemme var helt fantastisk, især bagefter. Det var skønt at være hjemme i egne omgivelser med eget bad, tøj, køleskab osv. Det gav også en helt anden hyggelig stemning, og vi er enige om at kommer der en 3’er så bliver det hjemmefødsel igen.

Og så kan vi passende gå videre til fødsel nr. 3, som også var en planlagt hjemmefødsel, men med et aldeles anderledes forløb, som I kan læse om næste fredag 🙂