mo

Taknemmelig for ikke at være jordemoder

Jeg forstår godt, at det kan virke mærkeligt, når jeg både siger, at jeg elskede mit arbejde som jordemoder og at jeg elsker ikke at have det længere. Men ikke desto mindre, så er det altså sådan jeg har det.

Da jeg for en lille uges tid siden lavede en spørgerunde på min instagram (som jeg i øvrigt synes var noget af det hyggeligste – dét må vi gøre igen, snart!), var ét af de hyppigst stillede spørgsmål, om ikke jeg savner at arbejde som jordemoder.

Et spørgsmål der tilsyneladende ikke sådan lige lader sig besvare, eftersom jeg faktisk har berørt emnet en hel del gange her på domænet allerede, og jeg tænker derfor, at det vel nok klarer en omgang mere.

For jo, det gør jeg. Jeg savner at være jordemoder, når jeg tænker på hvordan det føltes at stå på en fødestue og hjælpe en kvinde igennem den ofte meget voldsomme (men dermed selvfølgelig ikke nødvendigvis dårlige) oplevelse det er, at føde et barn. Eller hjemmefødslerne, åh, dem savner jeg! Jeg savner at mærke den meget konkrete forskel jeg kan gøre for et menneske, som jeg kan gøre det, når jeg er jordemoder. Jeg savner krammene, tårerne, smilene og den nære relation jeg har følt til stort set alle de kvinder og par jeg har født med. Kæft hvor jeg savner det, mand.

Til gengæld savner jeg ikke arbejdsvilkårene, som jeg, på mine standhaftige kollegaers beretninger, kan forstå kun er blevet værre, siden jeg sagde mit ellers højtelskede jordemoderjob op for snart seks år siden. Jeg savner ikke alle vagterne og tiden væk fra mine børn, som – uanset hvordan man vender og drejer den – er et vilkår, hvis man vil arbejde som jordemoder på fuld tid. Jeg havde som jordemoder altid vagter hver anden weekend, aftenvagter, nattevagter, døgnvagter og sør’me om ikke også jeg ofte arbejdede i de perioder hvor jeg egentlig hellere ville have haft ferie. For ikke at tale om alle helligdagene, som jo for pokker også skulle dækkes. Dem savner jeg virkelig ikke.

Jeg savner ikke den evige dårlige samvittighed overfor mine børn, fordi jeg – igen – skulle på vagt, når de savnede mig allermest. Jeg savner ikke gråden, følelsen af utilstrækkelighed og den evige træthed. Og selvom jeg af og til kan savne funktionen helt ind i knoglerne, så bliver det fuldkommen ligegyldigt set i forhold til alt det andet, som jo i virkeligheden bunder ét sted: I kærligheden til mine børn, som uanfægteligt er større end noget som helst andet i verden.

Jeg elskede at være jordemoder, men jeg elsker mine børn mere og når jeg nu rent faktisk har fået muligheden for at arbejde på en måde, som tillader mig al tid og fleksibilitet i verden (næsten) til at være sammen med dem, så ville jeg da være et skarn, hvis ikke bare jeg var taknemmelig. Så det er jeg allermest. Taknemmelig for mine erfaringer og for alt det jeg har nu, selvom om – og fordi – jeg ikke længere arbejder som jordemoder.

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Hvad med at blive jordemor vikar,
    Hvis sådan en stilling findes??
    Men altså hvor du selv vælger hvornår
    Du vil arbejde, om det er 1 gang hver måned eller mere/mindre??

  2. Åh – det indlæg kunne jeg have skrevet. Ordet “jordemoder” skulle blot skiftes ud med “sygeplejerske”. ?

    1. SØRGELIGT, AT UDVIKLINGEN ER SÅDAN INDEN FOR DEN SUNDHEDSFAGLIGE VERDEN. MON DER SKAL SPARES PENGE VED AT ALT SKAL VÆRE STORT OG UOVERSKUELIGT? HVEM MON ER ANSVARLIGE? VISSE POLITIKERE. MON DE SELV REGNER PÅ BESPARELSERNE? JEG TVIVLER?

  3. Hej Cana

    Hvor er det (også) et fint indlæg. Du skriver så godt og det er sådan nogle gode emner du dækker her på din skønne blog. Tak fordi jeg må følge med 🙂

    Det her indlæg rammer mig, for jeg er lige nu på barsel med mit første barn og jeg skal tilbage på job i januar. Det fylder allerede helt vildt i mit hoved, at jeg skal arbejde weekender, aftner, helligedage, ikke som jordemoder, men sygeplejerske. Men for pokker hvor det allerede giver mig ondt i maven at skal være væk på de tidspunkter hvor ham og hans far er hjemme og vi burde hygge os som familie. Ja det kan vi også på andre tidspunkter, men det er altså ikke det samme. Jeg frygter det og ser stillingsopslag efter jobs uden de betingelser, men dem er der ikke mange af og jeg tænker (alt for meget, måske) over hvordan jeg kan få helt almindelige arbejdstider, skal jeg skifte til noget helt andet, men hvad? Jeg elsker nemlig at være sygeplejerske (i hverdagen). Åh hvor er det svært og hvor fylder det meget ved mig.

    Nå undskyld den lange, ret ligegyldige kommentar. Hehe. Men det ramte mig og min desperation for at finde min frihed til at være sammen med min dreng og mand, også på mærkedage og andre særlige dage

    Endnu en gang tak, dit søde menneske. Alt godt til dig og dine drenge og Simon. Du fortjener alt friheden og kærligheden ?

      1. Tak, Pernille, det er sødt af dig. Men jeg vil gerne arbejde, bare arbejdstiderne der er lidt svære. Men tak for tanken ☺️

    1. Kære Mette.
      En med-sygeplejerske på barsel med på linjen her.
      Jeg er også i vildrede; hvad skal vi dog stille op?
      Jeg har truffet en beslutning der hedder at starte på en ny uddannelse når de hæver uddannelsesloftet. Jeg håber på at naile en kvote 2 og fortsætte i psykiatrien, men forhåbentligt som psykolog – om mange, mange ør vel at mærke ? ellers er folkeskolelærer også på bordet for mig. Så du er bestemt ikke alene. Og håber du finder dig til rette i noget på et tidspunkt!

      1. Hej Mathilde

        Tak for dit svar. Hvor er jeg glad for at høre jeg ikke er ene om disse tanker.
        Vi må se hvad tiden bringer for os begge. Jeg håber du det lykkedes for dig med en ny uddannelse. Det lyder spændende.
        Alt held og lykke til dig 🙂

  4. Hej Cana
    Jeg er 40 og gravid med termin om ganske f dage…
    Jeg har i min tur igennem systemet undret mig over nsten udelukkende at mde nyuddannede (og nsten altid hjgravide) jordemdre. Jeg har (uanset hvor fagligt dygtige de nyuddannede mtte vre) savnet den grsprngte erfarende halvbrille, som kunne lgge en beroligende hnd p min skulder. Jeg kan mrke at det har hmmet min sprgelyst og jeg har ikke opnet den tryghed jeg har brug for.
    Jeg har flere gange tnkt at det mtte skyldes en flugt fra faget. Netop nr man oplever det du beskriver med sm brn og skiftende arbejdstider. Hvor er det dog srgeligt!

    1. Jeg vil bare berolige dig lidt. Under min graviditet mødte jeg flest modne jordemødre, og kun én følte jeg en rigtig god kontakt ned. De andre behandlede mig som et tilfældigt nummer i køen, og der var nogle ting ved min graviditet, som skulle være behandlet anderledes.
      Under min fødsel var jeg så (u)heldig at møde hele 3 meget unge jordemødre, hvoraf 2 havde en studerende med. Alle var helt igennem fantastiske! Min fødsel var meget lang og besværlig, og på nogle punkter traumatisk, men de jordemødre og studerende guidede mig kompetent gennem det hele og gjorde mig tryg i alt det utrygge. En af de studerende fandt os endda på neonatal få dage efter, fordi hun lige ville tjekke, at vi var ok oven på fødslen. Dét var den fineste gestus, jeg nogensinde har oplevet!
      Jeg vil egentlig bare sige, at du absolut ikke må være utryg ved at møde unge jordemødre ❤️

  5. Det indlæg kunne jeg have skrevet. Hvert enkelte ord, men med “jordmoder” bytter ud som “sygeplejerske”.
    Da jeg ventede mit 3. barn tilbage i september 2016 vidste jeg også, at det var et farvel til mit fag. I hvert fald for en periode (måske resten af mit liv). Følelsen af, ikke at kunne slå til – hverken som mor eller på jobbet (pga de stadig ringere kår vi arbejder under), måtte simpelthen stoppe! Så jeg kvittede jobbet, tog mit mellemste barn ud af institution og har siden hjemmepasset ungerne. Jeg kan pludselig komme til alle familie fødselsdage, holde højtider og have ferie på samme tid som resten af familien! Det er skønt! Nu venter barn nr 4 forude og jeg prioriterer i hvert fald hjemmelivet de næste 2 år endnu og så må vi se; hvor jeg lander henne arbejdsmæssigt…

    1. Hvorfor er det især sygeplejersker, der kommenterer? Har arbejdet i snart 40 år inden for den “hvide verden”, og kun set at forholdene er blevet ringere, vi SKAL jo spare. Heldigvis en stilling med INGEN nattevagter, og kun hver 4. weekend. Jeg tror så ikke, der bliver sparet ret meget. Det er frustrerende, at vi ikke kan få oplyst hvad der egentligt spares. Men de “ansvarlige” politikere, eller hvem er det i hiarkiet, der bestemmer? Tror de alle, at bare vi sparer nogle lønkroner, så “sparer” vi. Hvorfor er der ikke ansvarlige, der fremviser et præcist gennemtænkt budget for hvad der spares?? Al forebyggelse virker til at blive sparet væk. Men husk, at være en sød pige, ellers bliver du fyret!!

  6. Hmm, jeg kan faktisk ikke forstå, at man kan ønske sig kun at arbejde dagtid. Jeg gør det lige nu og synes aldrig jeg ser mine børn andet end når vi alle er trætte. Noget af det jeg godt kan lide ved at arbejde i et sundhedsfag, er netop de skiftende arbejdstider. Problemet er så bare hvordan de skifter i en køre, så man bliver træt. Men en aften eller nattevagt her og der, så man i stedet får en hyggelig hverdagsmorgen er guld værd. Jeg synes det er virkelig øv at bruge mine og børnenes bedste tid på dagen på institution og arbejde. Men det kræver lidt tænken ud af boksen og at man ikke afleverer børnene kl 8, når man skal møde kl 15. Noget, der desværre modarbejdes af de institutioner der ellers skulle gøre arbejdslivet lettere for os.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven