Skyld over lejligheden

Jeg vågnede i morges med en følelse der vel nærmest bedst kan beskrives som en slags skyld. Ikke på den meget brødebetyngede måde, hvor jeg har gjort nogen ondt, men nærmere en slags skyld over ikke at have nydt den sidste tid her i min lejlighed, nok. Siden jeg flyttede hjemmefra har jeg skiftet adresse intet mindre end 16 gange og de tre år jeg har boet her, er – by far – den længste periode jeg har boet noget sted, i mit voksne liv. Og nu flytter jeg igen…

Det er efterhånden længe siden jeg begyndte at kigge efter ny lejlighed – ja, det var faktisk helt tilbage til før Thomas og jeg overhovedet nærmede os en krise for knap to år siden – og for nogle måneder siden, blev det langt om længe til en realitet, da jeg skrev under på lejekontrakten til dét, der lige nu synes at være min drømmelejlighed. I hvert fald på papiret – så må vi selvfølgelig se, hvad den har at byde på i virkeligheden, når vi flytter ind i næste uge.

Mest af alt glæder jeg mig. Til mere plads. Til mere lys, og til – bilder jeg mig ind – at komme lidt tættere på naturen, med havnefronten i min baghave. Men jeg er også bange. Tænk nu hvis vi ikke kan lide at være der; hvis drengene ikke trives eller hvis det blæser voldsomt hver eneste dag igennem hele vinteren. Tænk nu, hvis det alligevel havde været bedre at blive her i vores lille hyggelige andelslejlighed, inde i smørhullet på Østerbro, frem til at rykke ned til det hippe Nordhavn.

Selvom tre år for mange af jer, formentlig ikke synes af noget særligt, når det kommer til tiden man har boet i sit hjem, så synes jeg alligevel at mit liv her i lejligheden har været så tilpas vildt og foranderligt, at den efterhånden betyder temmeligt meget for mig.

Der var for eksempel her jeg besluttede mig for at droppe psykologistudiet og det faste arbejde, til fordel for at springe ud som selvstændig. Det har – heldigvis og som følge af foregående – også været her, jeg sådan for alvor er “slået igennem” som blogger, hvis man kan sige dét. Det er her, min hobby er blevet til min levevej.

Jeg har grinet, danset, drukket, grædt, kysset, elsket og sørget i denne her lejlighed. Haft store sejre – som dengang jeg udgav min første bog – her. Og store nederlag. Shit mand, jeg er blevet skilt i denne her lejlighed. Til gengæld har jeg også præsteret at finde fodfæste i mit eget liv igen. Jeg er blevet forelsket – og har lært at elske igen – i denne her lejlighed. Denne her lejlighed, som jeg nu har brugt de sidste par dage på at pakke ned. De sidste par dage, som jeg måske ikke har nydt helt så meget, som det er gået op for mig at lejligheden fortjener, selvom jeg længe har haft en drøm om at flytte til noget større.

Mit liv har forandret sig på så mange måder, at jeg af og til ikke helt har kunnet følge med og nu forandrer det sig igen. Jeg flytter jo, for pokker. Til Nordhavn, uden helt at vide hvor jeg er på vej hen. Dét har jeg nemlig trods alt lært: at man aldrig kan vide, hvad fremtiden bringer.

 

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Kender godt følelsen af vemod og tvivl, som ofte ledsager et skifte, om det så er job, bolig eller sågar noget så materialistisk som en bil. Vi har så mange minder bundet op på de ting, der omgiver os. Men heldigvis ender det jo oftest rigtig godt, så mon ikke det også gør det for dig. God vind -den lyder der til at være masser af i Nordhavnen 😉