En fødsel med jordemoderen i røret

Af og til går det sådan, at en fødsel pludselig tager fart i en sådan grad, at det ikke giver nogen mening at bevæge sig andre steder hen, end ud på badeværelsesgulvet. Netop dét oplevede kvinden bag denne uges fødselsberetning i højeste grad, da hun endte med at føde uplanlagt derhjemme, med sin jordemoder i telefonen. En – gudskelov – meget fin beretning <3

Jeg havde haft en god graviditet, lidt lang til sidst, og jeg glædede mig til den forløsning, jeg vidste fødselen ville være. Min første fødsel var en 24-timers fødsel, så jeg havde en forhåbning om at denne fødsel kun ville tage 10 timer, så var jeg glad. Så da den første ve kom klokken lidt i 4 fredag morgen, var det med spænding, tryghed og viden om, at nu havde vi snart vores barn hos os. Tryghed, fordi jeg vidste at det ville være hårdt at føde, men samtidig også den fedeste oplevelse.

Min mand arbejder i en griseproduktion og han skulle sende grise til slagteri kl.4, så ham fik jeg sendt ud af døren, og så gik jeg ellers tilbage i seng for at slappe af indtil veerne rigtig begyndte at arbejde. kl.5.30 kunne jeg ikke bare ligge ned mere, så der stod jeg op og gik rundt og veerne fik lov til at komme. På dette tidspunkt var veerne kun 30 sek. lange og kom med 4-5 min intervaller, så ingen ko på isen 🙂 kl.6 ringede jeg til min mand og fortalte at fødslen var i gang og at det var i dag vi skulle være forældre igen. Vi drak en kom kaffe mens veerne kom og gik i et jævnt tempo, men med erfaring fra min tidligere fødsel gik jeg ud fra at vi havde god tid og at der stadig var nogle timer endnu inden vi skulle afsted på sygehuset.

kl.6.15 vågnede vores datter og mellem veerne fik jeg gjort hende klar til dagpleje og kl.7 kørte min mand afsted med hende. Mens han aflevere, ringede jeg til min jordemoder, som jeg havde mødt en gang til konsultation, så dejligt at det var en kendt der svarede i den anden ende. Vandet var gået så det var det jeg ville informere hende om. Hun hørte mig gennem et par veer og spurgte ind til hvordan jeg havde det, og vi aftalte at jeg skulle blive hjemme så længe jeg ville og at vi skulle snakkes ved igen kl.8.15. Min jordemoder sagde, at vi selvfølgelig gerne måtte komme, da vejret i midtjylland den dag bød på sne og glatte veje. Men igen jeg tænkte der var lang vej igen og at jeg helst ville være hjemme så længe som muligt.

Min mand kom hjem igen og jeg fortalte hvad aftalen lød på, og jeg sagde straks ja til at han lige kunne ordne nogle ting med arbejdet inden vi skulle afsted. Så han kørte afsted med en traktor til arbejdsgiveren 5 km væk og ville så komme hjem igen ved 8 tiden. I alt dette her var mine veer blevet mere regelmæssige og kom nu med 2 min mellemrum, men var stadig kun 30 sek. “korte”, så jeg havde ikke videre travlt med at få min mand hjem igen. Da klokken blev 7.45 tog veerne virkelig fart der var nu kun 1 min mellem, men de varede stadig kun 30 sek, så jeg ringede til jordemoderen og sagde at vi var på vej. Min mand kom hjem og fik pakket bilen og gjort klar, men lige idet vi er på vej ud af døren lidt i 8, får jeg presse veer. Denne gang ringer min mand til jordemoderen, og jeg får fortalt at jeg har presseveer. Hun spørger, noget overrasket om, hvor vi er henne, hun skulle lige være sikker på at vi ikke holdt midt på motorvejen, vi kunne forsikre hende om, at vi stadig var der hjemme, og at vi ikke var kommet afsted endnu.

Den gode jordemoder får mig til at gispe på veerne og får samtidig spurgt mig om jeg ligger ned. Her kan jeg bare sige nej, jeg står op fuldt påklædt og med presseveer. Jordemoderen får min mand til at tage bukser og trusser af mig, får mig lagt ned på badeværelsesgulvet, får ham til at finde puder og stakkevise af håndklæder, og samtidig forberedt os begge på at det bliver en hjemmefødsel, og at vi muligvis selv skal klare det. Hun kontakter en ambulance og beder dem komme asap. Samtidig gisper jeg stadig på en større pressetrang, men formår at lade være med at presse. Flere gange i det her får jeg spurgt min kære seje mand, om han er klar til det her?? (Som om han egentlig havde noget valg). Vi var nok så klar, som vi kunne være i sådan en meget uventet situation.

Jordemoderen fortæller, at der er en ambulance på vej, men hun kan ikke sige, om de når frem hurtigt nok. Jeg gisper stadig og min mand går ud for at se efter ambulancen, som heldigvis kommer hurtigt, klokken er 8.15. Så vælter det ind med 4 fremmede mænd. To falckreddere, en paramediciner og en jeg ikke aner hvem er. Der står de så og kigger lige op i mit fødende underliv, fedt. Den ene får min mobil, hvor jordemoderen er i røret. Hun vil have falckredderen til at fortælle, hvad han ser og kan mærke. Han siger, at hovedet ikke står lige for, og han ikke kan mærke det. De vil have mig afsted i ambulancen og ind på fødegangen. Jeg kan huske, at jeg tænker, det kommer fandme ikke til at ske (jeg kunne sket ikke overskue, at skulle op og stå og jeg vidste at baby var på vej). Heldigvis var jordemoderen meget enige med mine tanker, og sagde til mig at næste presseve, den måtte jeg meget gerne presse på (endelig!!!!). Jeg presser og jeg kan huske, at falckredderen siger; “ok, vi bliver bare her”, og 3 presseveer efter kommer vores perfekte lille pige ud kl.8.25.

Det skal lige siges, at falckredderne ikke vidste, hvad de skulle gøre. Det var den første fødsel som falckreddere for dem alle incl. Paramedicineren og den ene Falckredder havde været i tjeneste i 32 år. Med det vil jeg bare sige, at jeg var så glad for, at jeg havde været igennem en fødsel før, men samtidig vidste min krop også bare hvad den skulle. Og så havde jeg jo verdens bedste jordemoder i røret hele vejen 🙂

Falckredderne fandt hue og ligger håndklæder om baby pige og min mand fik lov at klippe navlestrengen. Jordemoderen er samtidig på vej hjem til os, da paramedicineren vurdere at vi alle har det godt og ikke behøves at komme ind på sygehuset. Så jeg blev hjulpet op i seng, får vores baby lagt på maven og så får vi lov at ligge i vores egen seng og bare nyde vores baby. Da jordemoderen kommer får jeg endelig lov at føde moderkagen. De 4 mænd vidste ikke hvordan dette skulle gøres, så selvom jeg havde haft pressetrang, så var den ikke kommet ud. Jeg bliver syet og fikset forneden og det hele sker der hjemme. kl.11.30 kørte jordemoderen og vi kunne nyde vores lille guldklump inden storesøster skulle hentes efter middagsluren.

Min beretning er et bevis på at ikke to fødsler er ens, og at jeg helt klart skal føde hjemme næste gang. Det er så fedt, dejligt og afslappende af være hjemme bagefter, men næste gang skal det bare være en planlagt hjemmefødsel 🙂