Hvor sætter man grænsen?

Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg ville skrive så meget som ét ord om vores rejse, førend den var slut, men nu – tre dage inde – kan jeg alligevel ikke helt lade være med at løfte sløret bare en lillebitte smule for, hvordan mit liv ser ud, lige pt. Dét dog forudgået af nogle overvejelser omkring mine grænser for hvad jeg deler herinde, som jeg synes er på sin plads at – ja – dele med jer.

Som blogger – i hvert fald på dén måde jeg er det på – eksponerer man sig selv i ganske høj grad og spørgsmålet om hvordan netop dén del af mit job er, kommer i hvert fald ind på en top 3 over mest stillede spørgsmål jeg får, når snakken falder på mit arbejde. Kun klart overgået af spørgsmålet om, hvordan man dog kan leve af at skrive om sig selv på internettet – et spørgsmål jeg i øvrigt gerne skriver (endnu) et indlæg om på et tidspunkt, hvis der er interesse i det fra jeres side. I er jo trods alt på en måde mine chefer 😉

“Hvordan har du det med at så mange* ved så meget om dig?” 

“Hvor sætter du grænsen for hvad du vil skrive om og hvad du ikke vil?” 

Normalt plejer jeg at svare, at jeg jo er herre i egen butik her på domænet og at jeg selvfølgelig kun skriver de ting jeg ikke har noget imod at andre ved om mig. Ofte synes jeg faktisk, at de pinlige ting jeg af og til render og laver, bliver mindre pinlige, når jeg har sagt dem højt herinde. Som da  jeg for nyligt tissede i bukserne på vej hjem fra fest, for eksempel. Ligesom jeg også kan synes at mit følelsesliv – også når det er svært – får en lille smule bedre kår, når jeg letter mit hjerte herinde. Især selvfølgelig, når I bakker mig op og fortæller at jeg er helt okay og at nogle af jer måske endda kender til de følelser jeg end måtte tumle med, som i indlægget HER, for eksempel. Jeg er ikke som sådan flov over mig selv – og når jeg alligevel engang i mellem er, så hjælper det, at indrømme det.

Min eneste sådan ret stålfaste regel herinde er, at jeg udelukkende hænger mit eget vasketøj til tørre. Jeg kunne ikke drømme om, at hænge andre mennesker ud, på samme måde som jeg gør det med mig selv – medmindre det kommer til dem, som selv gør det i medierne, hvor jeg tænker at det er helt okay, at give mit besyv med på sagen, som jeg for eksempel engang gjorde det HER. Dét betyder selvfølgelig også, at der kan være en del af  mit liv, som aldrig ser dagens lys herinde – i alle tilfælde ikke imens det står på. Som tiden der gik forud for min skilsmisse for eksempel. Alle konflikterne og overvejelserne op til beslutningen. Det var på ingen måde en hverken god eller nem tid for mig at være blogger i, fordi det eneste jeg i virkeligheden var optaget af, var så filtret ind i et andet menneskes vasketøj, som jeg unægteligt også ville have vist frem, hvis jeg havde gjort det med mit eget. Derfor skrev jeg – selvfølgelig – ingenting om det. Det var et privat anliggende, som jeg var nødt til at få lidt styr på, inden jeg kunne begynde at åbne op for noget af det her på bloggen.

Virkeligheden er, at jeg faktisk overhovedet ikke har det stramt over, at der er så mange, som ved så meget om mig, som det er tilfældet. Faktisk er det nærmere omvendt; jeg elsker det. Det får mig til at føle mig tryg, når jeg ved, at I sidder så mange derude og på én eller anden måde – mere eller mindre trofast – følger med og har en interesse i mit liv. Jeg glemmer aldrig nogensinde dengang jeg var strandet på en parkeringsplads ved IKEA, hvor bremserne på min bil var blevet blokeret og jeg derfor ikke kunne komme ud af flækken. Jeg sad i bilen og kedede mig bravt, hvorfor jeg besluttede at lave en lille live-spørgerunde i hvilken adskillige kvinder simpelthen tilbød at komme og hente mig og køre mig hjem. Kvinder – nogle af jer – som jeg aldrig havde mødt, men som alligevel gerne tilbød deres assistance. Shit mand, hvor gjorde det mig glad! Det gav mig en følelse af, at jeg vitterligt har veninder (jeg ikke kender endnu) i hver en lille afkrog af landet og dén følelse, ik’? Den er der altså ikke meget der stikker. Den gør, at jeg ikke er bange for at dele ud af mig selv, som jeg gør.

Alligevel kan jeg mærke, at der er nogle ting jeg begynder at holde lidt for mig selv. Ikke sådan for altid og ikke fordi I ikke må vide noget om dem, men fordi jeg nogle gange lige har brug for bare at nyde dét jeg har, uden absolut lige at skulle ringe til en veninde (aka blogge) om det. Jeg har brug for at bekræftelsen i bare at være, er god nok i sig selv og at mine oplevelser hverken bliver værre eller bedre af at blive delt med jer. Jeg har slet og ret brug for nogle gange,  bare at være mig.

Derfor er der lidt stille på bloggen i de her dage.

Der sker nemlig dét, at jeg i torsdags tog min kæreste i hånden og drog mod lufthavnen, hvor vi fløj om på den anden side af jorden, til Mauritius, hvor jeg i skrivende stund sidder i skyggen foran vores lille hytte ved stranden og skriver nærværende blogindlæg.

Men her er jeg altså, i noget der minder ret meget om Paradis og I kan tro det er skønt. Også selvom dét er alt I får at vide om det lige nu <3 Det håber jeg at I forstår.

* I skrivende stund har 82.393 forskellige mennesker læst med i løbet af de seneste 30 dage, så det er trods alt en god sjat. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)