I løbet af ferien…

Selvom jeg fortalte jer forleden at jeg ikke kommer til at holde 100% ferie i min ferie, så betyder det selvfølgelig ikke, at jeg ikke har tænkt mig at nyde tiden imens. Og til at minde mig selv om, hvordan jeg bedst gør dét, har jeg skrevet en lille liste, som I skal være mere end velkomne til at finde inspiration i, til at få den forhåbentligt bedste sommer(ferie) nogensinde.

I løbet af ferien vil jeg (bestræbe mig på at):

Drikke (mindst) én kop kaffe om dagen. Og kun gøre det. Måske i fem minutter. Tænke over hvordan den smager og nyde et øjebliks stilhed. Hver. Eneste. Dag. (Altså, fra i dag).

Se en solnedgang sammen med mine børn.

Ligge på græsset i min kolonihave og kigge på skyer.

Gøre ovenstående; bare fra trampolinen, hvor jeg også drømmer om at sove. Enten sammen med min kæreste eller sammen med mine børn. Eller med dem alle på én gang.

Skrive dagbog. Sådan en helt privat og hverdagsagtig én af slagsen.

Gøre mit bedste for ikke at udgive de ting jeg skriver i min dagbog. (Og nok komme til at gøre det alligevel).

Skide hul i løs hud og strækmærker og gå på stranden i min fine, nye bikini (nummer 11 i indlægget HER – den anden røg retur, fordi toppen sad lidt underligt på mig).

Se en solopgang efter en god fest. Det er flere år siden jeg har set solopgangen efter en fest, men jeg mindes at der er noget helt magisk over det.

Læse (mindst) én bog. Måske Anne Mette Hancocks nye Mercedessnittet, som jeg har hørt så meget godt om.

Lave yoga udenfor. (Okay, det prøvede jeg faktisk under min miniferie i Sverige, hvor jeg fik tissemyrer i håret, så det kommer helt sikkert ikke til at ske igen, men jeg kan godt lide idéen).

Plukke blomster i en vejgrøft.

Nøgenbade. Gerne i kombination med at se en solopgang, men helst ikke i alt for beruset tilstand.

Lære at spille nogle af Povl Kjøllers børnesange på guitar. (Jeg tænker umiddelbart at det ikke kan være så svært).

Lade være med at lave lister over ting jeg skal.

Lade være med at efterleve de lister jeg alligevel laver.