Fra en liggestol et sted i Spanien

Jeg ligger i skyggen, på liggestolen placeret som nummer to til højre for nedgangen til poolen fra vores værelse. Her er kun seks liggestole ialt og vi optager (selvsagt) de fire. Pumpesystemet i poolen danner, sammen med tusindevis af græshoppere i bjergene som omkranser os, en base af lyd, som dén slags der strømmede ud ad højttalerne derhjemme, dengang jeg var barn og min mor stadig praktiserede sine evner som healer. Af og til kommer der et lille vindpust, som får de små spidse blade fra træet over mig til at drysse langsomt ned på fliserne i stilet-agtige klik. Simon, som ligger til venstre for mig, spjætter og åbner det ene øje på klem, når de rammer ham. Hans hånd ligger på mit lår og skaber hvad man vist pænt ville kalde kondens imellem os. I virkeligheden er det bare sved.

Oppe fra værelset kan jeg høre drengene, som, stadigt våde efter at have badet i timevis, er gået i krig med deres medbragte LEGO. Det lyder som en slags fangeleg, med laserkanoner, en smuk pige og en hulens masse politi, som udspiller sig parallelt i hver deres univers, til min store undren og glæde. Jeg kan ikke mindes nogensinde selv at have leget på den måde, men hvor er jeg dog glad for, at mine drenge kan.

De griner og lyden giver genklang blandt bladenes hvislen, græshoppernes sang og pumesystemets beroligende blide boblen og skaber en vind af lykke, som synger fra udgangen af vores værelse og ned til poolen hvor jeg stadig bare ligger.

Egentlig er det slet ikke et værelse vi har, men en slags lejlighed. Godt nok uden køkken, men med to værelser, en stue, to balkoner, badeværelser og en sauna, som i vinter var årsagen til at jeg valgte netop dét her sted over alle de andre jeg kiggede på – og som vi selvfølgelig ikke har brugt fordi her er 30+ grader om dagen og 20+ grader om natten.

Det er et lille familieejet hotel, med bare seks værelser, vi bor på. Eller altså, suiter, som dén slags vist i virkeligheden hedder. Hvor vi altså har dén ene, som har direkte udgang til poolen, som pånær i går, hvor der kom en lille spansk familie forbi, ellers har været vores helt for os selv.

… Og I kan tro vi nyder det. Stilheden, roen og nærværet allermest. Og at vi kan sove længe!

Det er sjældent set derhjemme, at mine drenge sover så længe som de gør her, hvor det indtil nu nærmest har passet med, at de er stået direkte op til morgenmaden, som troligt bliver serveret klokken 9.00 hver morgen. Og her er altså ikke engang gardiner til at holde den bragende morgensol lidt på afstand.

Til gengæld er her varmt. Og dejligt, hvis I skulle være i tvivl. Drengene har plasket rundt i den lille pool, som jeg aldrig før har set dem plaske rundt i noget som helst andet. Peter på sin egen lidt forsigtige facon, hvor han langsomt lader sig glide ud i vandet fra den flisebeklædte trappe, hvorimod Jens laver kolbøtter og bomber fra kanten, som blev han betalt for at gøre det.

Alt imens Simon og jeg veksler imellem at deltage i legene og at dase i skyggen til lyden af lydbøger eller dén der helt særligt fine sang af grin og spanske lyde, som får mig til at få lyst til at runde af for i dag og gå ind og spørge om jeg må være med. Altså, når jeg lige har kysset lidt på ham den sovende, som akkurat har vendt sig helt om mod mig <3

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)