Fødselsfredag – en SKØN beretning!!

Ovenpå den meget voldsomme beretning om en mor, der nær mistede livet, jeg bragte jer i sidste uge, tænker jeg at vi går med den lidt “lettere” udgave i dag. En skøn fødsel, som kvinden selv beskriver som en “drømmefødsel” 😀

Min fødsel var en drømmefødsel og jeg havde helt styr på det hele vejen igennem – min krop vidste så afgjort hvad den skulle.

Min datter Edith kom til verden den 8. Juni 2017. Jeg var førstegangsfødende og med termin den 16. Juni havde da så absolut ventet, at jeg skulle gå mindst en uge over tid. Så da min konsultationsjordemoder til min sidste konsultation med hende onsdag den 7. juni, sagde at vi jo nok ikke ville se hinanden mere da hun gik på sommerferie, med mindre jeg selvfølgelig fødte i morgen, hvor hun havde vagt på fødegangen, grinede jeg lidt men sagde pænt farvel og tak for en god behandling.

3.30 den nat skulle jeg som vanligt ud at tisse, og da jeg fik mig kæmpet ud af sengen og ned på gulvet, sagde det PLOP! Jeg spekulerede godt lidt, men vraltede ud på badeværelset og tissede og snusede lidt ind. Jeg havde fået at vide, at det lugtede lidt af sæd, og ganske rigtigt – vandet var gået. Jeg tog et bind på, gik og ind og vækkede min mand som gryntede og sov lidt videre. Jeg ringede til fødegangen, vi fik en tid, jeg nappede et bad og stille og roligt gik veerne i gang. Der var ret hurtigt kun 4-5 minutter imellem, men de var ikke kraftige og klokken 10 da vi var til tjek, kom min kons-jordemoder ud og udbrød “hvad Søren laver I her?” Hvortil jeg svarede “du sagde jo at det skulle være i dag?”
Vi blev sendt hjem igen, og på vejen hjem slog vi et smut forbi svigerforældrene, der gav en bid frokost, mens min mand hentede bilen hos mekaniker.

Veerne blev kraftigere og klokken 13.30 blev vi indlogeret på fødestuen. Min mand sad roligt ved siden af og læste “Historie”, kom med saftevand til mig, og holdt en brækpose ind under mig, når jeg sagde at jeg skulle kaste op. Jeg kunne sågar døse lidt imellem veerne. Jeg havde to fantastiske jordemødre ved min side, fordi den ene var ny på sygehuset, og de var intet mindre end fantastiske. De coachede mig hele vejen igennem og læste mig helt rigtigt i forhold til hvad jeg havde brug for.

Klokken 17 var jeg 4 cm (pyyyyh der var lang vej igen syntes jeg). Klokken 18 var jeg 7 cm og pludselig råbte jeg “ååååh jeg har det som om jeg skal sk*** en traktor” – og så var presseveerne i gang. Jeg kom om på alle 4 og gispede som et lokomotiv igennem presseveerne, som kom hyppigt. Min mand fik lidt aftensmad imens og Edith havde SLET ikke opdaget at hun skulle ud – hendes puls og hjerterytme var helt upåvirket af mors veer.

Klokken 19 blev der sagt, at nu var de 10 cm nået, men at Edith ikke havde banet sig vej helt ned i bækkenet, så jeg skulle vente lidt endnu. Jeg gispede videre, kun afbrudt en gang imellem af et “jeg skal kaste op”.

19.15 måtte jeg selv presse hende ned i bækkenet og videre ud, og de første 4 forsøg smuttede hun bare tilbage igen. 5 gang fik jeg hovedet halvt ud, og så holdt den lille dame ellers lige pause til min store forbløffelse. Så fik jeg endelig en ve mere og SMUT sagde det: ud kom den dejligste, lille, bitte pige på 2520 gram og 44 cm. Klokken var 19.54. Jeg var lykkelig og følte mig så sej!

Jeg tror jeg tog røven på en del jordemødre den aften, for jeg ved at mine jordemødre skråsikkert inden de gik ind til mig klokken 15 havde sagt, at den fødsel var ovre klokken 20, og kaffestuen havde kvitteret med latter 😉