Fødselsfredag – en fødsel på kanten af døden

ADVARSEL: Læs kun denne beretning hvis du har hård hud på maven, for den er altså en voldsom én af slagsen, hvor kvinden – nærmest uden selv at opdage det – var lige på nippet til at dø. 

Det er heldigvis meget sjældent at en svangerskabsforgiftning udvikler sig som denne og selvom jeg godt forstår hvis du, der venter dig eller endnu ikke har børn, bliver skræmt, så lover jeg dig, at det er uhyre sjældent, at det er lige ved at gå så galt som tilfældet var det for kvinden her <3

Jeg havde indtil uge 32 haft en forholdsvis nem graviditet. Men omkring uge 32 fik jeg utrolig meget væske i kroppen. Jordemoderen bad mig være opmærksom på hovedpine, svimmelhed og flimmeren for øjnene, tegn på svangerskabsforgiftning, da mit blodtryk også var stigende.
Omkring uge 35 fik jeg det skidt, om kom på fødegangen for at få kørt en CTG og taget urin + blodprøver.
Mit blodtryk var for højt men ellers var alt fint og jeg blev sendt hjem med en blodtryksmåler,  med beskeden om at ringe hvis den kom over 160/100.
2 dage efter, en lørdag aften var den gal igen, og jeg måtte en tur på fødegangen igen, og blev sendt hjem nogle timer senere.
Dagen efter bliver jeg ringet op med beskeden om at møde ind på fødegangen, de ville gerne lige tjekke mig igen, jeg blev indlagt da de mente den var gal med mine nyrer, og de ville gerne indsamle en døgnurin og have babyen scannet dagen efter.

Mandag eftermiddag bliver jeg udskrevet og den næste uge er jeg til tjek hver 2. dag.

Søndag d. 15 februar 2015 bliver jeg indlagt, jeg har siddet til barnedåb hele dagen og da jeg kommer hjem er mit blodtryk skyhøjt.

Mandag morgen kommer en læge ind med beskeden om at jeg skal sættes i gang, min krop er for belastet og i de sidste par blodprøver har der været stigende tegn på svangerskabsforgiftning.
Kl 10 får jeg første pille, og der sker ikke så meget andet end en smule mens murren i underlivet. Kl 15 kommer min konsulterende jordemoder på vagt, jeg har åbnet mig nok til at hun kan tage vandet, så kl 16 bliver jeg ført over på en fødestue.

Jeg har en mindre diskussion med jordemoderen om epidural blokade, jeg vil ikke havde den, men hun er meget insisterende da den sænker mit meget høje blodtryk så jeg overgiver mig.
Cirka en time efter jeg har fået den kan jeg pludselig mærke mine veer igen og de er blevet meget kraftige på den time jeg ikke kunnet mærke dem.
Jeg bliver skidt, får hovedpine og begynder at kaste op, uden jeg lægger mærke til det kommer en fødselslæge ind på stuen og da jeg ikke kan holde de blodtryksnedsættende piller i mig og babyens hjerterytme begynder at blive påvirket, beordrer han et akut kejsersnit.

Nede på operationsstuen triller tårerne ned af kinderne på mig.
Første gang lægen skærer i mig kan jeg mærke det og jeg nævner det for min søster og anæstisygeplejersken. Lægen stopper og giver mere bedøvelse, han venter og skærer igen, jeg mærker det lige så tydeligt som første gang og jeg bliver lagt i fuld narkose.

Det næste jeg husker er min far der står og græder, med min søns dyne (jeg husker ikke engang babyen, der er pakket ind i dynen). Min far græder ellers aldrig. Jeg husker også lyden af sirener fra ambulancen der skal overføre mig til Aalborg Sygehus. Sirenerne er skide irriterende da jeg har en voldsom hovedpine og anæstesilægen, som er med i ambulancen, irriterer mig også når hun hele tiden siger til mig at jeg skal åbne mine øjne. Jeg formoder at det er fordi hun ikke vil have at jeg mister bevidstheden, men jeg er træt af hende, da jeg egentlig bare gerne vil sove.

Jeg har åbenbart ligget på intensiv de sidste 12 timer siden jeg fik min søn, mit blodtryk er skyhøjt og de kan ikke få det ned, jeg er ved at dø fra dem, min lever og nyrer er ved at lukke ned, lungerne er påvirket og jeg har hævelse på hjernen. Jeg har fået HELLP, som er en meget alvorlig – og sjælden – videreudvikling af svær svangerskabsforgiftning.

De næste 4 dage ligger jeg på intensiv afdelingen, imens min mor er indlagt med min søn på barselsafdelingen.

Jeg gennemgår en masse undersøgelser mens jeg ligger på intensiv og får taget en masse prøver af forskellige slags, men min hukommelse er sløret, min tidsfornemmelse er væk og ting jeg husker som at ske på ét tidspunkt er i virkeligheden sket på et andet.
Min mor kommer ned med min søn så ofte hun kan og er der så længe som jeg har kræfter til. Jeg er altid ked af det når hun igen tager ham med op på barselsafdelingen. Jeg er meget utålmodig og vil faktisk bare op til min dreng.
Fredag da jeg endelig bliver udskrevet fra intensiv og indlagt på barselsafdelingen, får jeg kun lov at være der i ca 20 minutter, inden jeg får besked af en sygeplejerske om, at jeg skal over på Aalborg sygehus Syd og have tjekket mine øjne som er mærkelige på grund af hævelsen på min hjerne.
Jeg føler at jeg bliver hevet væk fra min dreng igen.
Efter 3 smertefulde timer – da jeg næsten lige har fået kejsersnit og ikke har en mulighed for at lægge mig ned -kommer vi endelig ind. Og da jeg så efterfølgende skal vente endnu en time på transport, knækker jeg sammen. Jeg orker ikke mere sygdom, ikke mere sygehus og vil faktisk bare hjem til min dreng.
Da jeg endelig er tilbage på barselsafdelingen slipper jeg ikke min dreng af syne igen og det er faktisk først der, at jeg føler at jeg er blevet mor. Min egen mor får til nøds lov at passe ham når jeg er i bad. Både min mor og sygeplejerskerne tilbyder at hjælpe, men jeg vil helst passe min dreng selv.
Han sover med mig i sengen i løbet af dagen eller sover i mine arme.
Da vi kommer hjem er det ikke meget han bruger vugge eller barnevognen de første par måneder, da han ligger og sover i mine arme det meste af tiden. Jeg har simpelthen ikke lyst til at lægge ham fra mig.
Jeg prøver virkelig hårdt at få en amning op at køre og jeg føler lidt, at jeg er blevet frarøvet nogle vigtige og gode øjeblikke at knytte mig til min dreng, fx at han ikke kom op og ligge på min mave lige da han var født, så amning blev lige pludselig meget, meget vigtig for mig.
Desværre endte det med at sygeplejersken måtte tage en alvorssnak med mig, da min krop simpelthen ikke havde energien til at danne mælk, så amning blev droppet.

Jeg fatter stadig ikke hvor tæt jeg var på at miste livet, og jeg tvivler på om jeg nogensinde kommer til at forstå det, men jeg  har fået at vide at det er meget normalt med svangerskabsforgiftning og især med HELLP at man har det sådan. Tanken om, at min dreng kunne have mistet sin mor bedst som hans liv startede, skræmmer mig og kan stadig give mig tårer i øjnene.

Derudover jeg desværre også fået nogle følgevirkninger efter at have haft HELLP. Jeg har fået antifosfolipid syndrom og mit højre øje er ødelagt. Derudover så har jeg fået nedsat følelse i højre hånd og den mister hurtig styrke når jeg bruger den.

Heldigvis har jeg sidenhen fået tvillinger ved et planlagt kejsersnit uden efterfølgende komplikationer og jeg er – mine skavanker til trods – meget taknemmelig for hele min lille børneflok.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Tak for historien. Jeg selv fik desværre også svangerskabsforgiftning efter fødslen, så jeg kender til følelserne som er beskrevet. Tak for at fortælle, at den næste graviditet gik godt. Sådan en historie er vigtig for mig, da vi overvejer nummer to og er hundeangst for at forløbet skal gentage sig. Så bare tak ❤️

  2. Hold da op en sej mor:-) og tillykke med tvillinger efterfølgelde. Jeg udviklede også HELP under fødslen første gang.:-( det endte i akut kejsersnit og var et hårdt forløb, der tog lang tid både psykisk og fysisk at komme ovenpå igen. Til gengæld fik jeg for to år siden endnu en dreng. Der var der kontrol med mig, gennem hele graviditeten og jeg følte mig enormt tryg. Svangerskabsforgiftning udvikler sig oftere senere anden gang, hvis det overhovedet kommer. Jeg var så heldig at føde helt normalt anden gang uden snærten af svangerskabsforgiftning:-) så det kan altså sagtens lade sig gøre at opnå et helt normalt forløb anden gang.