Der vil altid være en bagside

Jeg kan ligesom ikke rigtigt finde ud af hvordan jeg skal starte det her indlæg, som jeg efterhånden har tænkt ret længe over. Uger, eller måske måneder endda og jeg håber at I vil bære over med mig, hvis det hele bliver lidt rodet. Det er fordi det er noget rod. Følelsen jeg gerne vil fortælle jer om, har siddet i mig siden jeg engang i efteråret sidste år igen kunne begynde at holde hovedet oven vande. Den, følelsen, er igennem den senere tid blevet stærkere for hver eneste dag, for nu – forhåbentligt – at være kulmineret i dét, der må være mit livs hidtil største følelsesparadoks.

Den kommer, som tilfældet tilsyneladende er det med så meget andet i mit liv, af min skilsmisse. Eller altså, af at jeg som konsekvens af at være blevet skilt, ikke længere har mulighed for at være sammen med mine børn hver dag.

I begyndelsen savnede jeg dem hudløst og kunne ikke finde ud af hverken det ene eller det andet i de perioder, hvor de var hos deres far. Jeg var bare skide ked af det. Mest i virkeligheden fordi jeg var bange for om de nu savnede mig for meget. Børn skal ikke savne deres mor. Ligesom de selvfølgelig heller ikke skal savne deres far. Noget, der for mine børn alligevel er blevet et livsvilkår. Et livsvilkår, der heldigvis lader til at være i en sådan grad, at både børnene og vi voksne godt kan håndtere det. Men et livsvilkår. Av, mand.

Jeg forstår godt, hvis det – især for jer, der ikke har børn – lyder helt vildt tude-agtigt (og det er det måske også) og det også kan sagtens være, at jeg bare skal tage en kiks og gro lidt hår på brystet, men jeg kan tilsyneladende ikke bare lade være med at synes, at det er en ubærlig tanke.

Som tiden gik efter sommeren og jeg igen begyndte at ane muligheden for at mit liv ikke for altid ville føles som en stor bunke lort, begyndte jeg også at nyde tiden uden mine børn. Jeg begyndte at nyde friheden som fulgte med, fordi jeg når børnene var hos deres far, ikke skulle stå til direkte ansvar overfor andre end mig selv. Jeg drak vin og sludrede til langt ud på natten med mine veninder, begyndte at gå på dates og fandt langsomt ind til hende jeg engang holdt så meget af, men som jeg på én eller anden måde havde glemt et sted på vejen ind i voksenlivet. Mig.

Det føltes godt at have tid til at pleje mig selv. Tid til Netflix, bøger, kaffeaftaler, spontane weekendture og alt det andet som alle mine veninder, som lever i faste parforhold med børn, sukker efter, når vi snakker om hver vores livsvilkår. “Hvor må det bare være dejligt” siger de med en lille my af misundelse i stemmen og jeg giver dem ret i, at det er dejligt at have fået friheden; alt imens den dårlige samvittighed tordner ind over mig.

Det er nemlig ikke “bare” dejligt. Dét, der føles dejligt, føles samtidig også forbudt og jeg kan til stadighed ikke vaske følelsen af at være en dårlig mor af mig, når jeg nyder tiden uden mine børn for meget.

Det lyder måske både dumt og forkælet, at jeg ikke bare kan nyde dét jeg nu engang har, men jeg lover jer for, at det er svært, når jeg véd at det i én eller anden udstrækning er på bekostning af mine børn. Ikke fordi jeg tror de ville have haft det bedre, hvis jeg ikke var blevet skilt – nærmest tværtimod, eftersom miljøet hjemme hos os ikke just duftede af roser den sidste tid, inden skilsmissen blev en realitet – men fordi jeg ved, at det trods alt alligevel må være svært for dem at være i. Selvfølgelig er det det. Og for dét føler jeg mig som en lort. En lort, som tilsyneladende kun vokser eksponentielt i samme takt som jeg nyder dén del af mit liv, der foregår uden mine børn lige ved min side.

Det er næsten ikke til at bære, at sidde her, i en lille hytte ved stranden på Mauritius og lytte til Norah Jones, imens min kæreste er taget på dykkertur og vide, at jeg er på én af mit livs allerdejligste ferier, som jeg nyder helt ud til tæerne, samtidig med at jeg ville give min højre arm for at komme hjem – lige nu – og kramme mine børn.

Jeg tror det er dét, der er blevet mit livsvilkår efter at være blevet skilt; at jeg, uanset hvor dejligt mit liv og alt dét jeg har fået som bonus i det, er, ikke længere “bare” kan nyde noget mere. Der vil altid være en bagside og jeg tænker, at det er dén jeg skal bruge min energi på at lære at håndtere. Hvis altså man overhovedet kan det…

Skriv din kommentar

Kommentarer (46)

  1. Puha, du sætter ret meget ord på mine følelser. Står midt i at vi er ved at gå fra hinanden, og vi har en søn på 1 år. Hvordan skal jeg dog kunne komme til at nyde noget, når det ikke er sammen med min lille mand. “Tænk hvis han savner mig”, “har han det godt”, “gad vide hvad de laver!” Jep, kæmpe lort lige her ?

    1. Jeg kan så godt nikke genkendende til din følelse.
      Jeg er selv fornyeligt blevet skilt og har en lille søn på snart 3 år.
      Det er benhårdt og meget skizofrent at være i. Det ene øjeblik har man sin frihed. Det næste er man bundet på hænder og fødder.
      Jeg må tilkendegive, at for mig har det været inspirerende at følge dig som single mom, fordi du virker til at være i balance med dig selv. Ikke desto mindre giver det dig kant, at du også viser en mere mørk side af dit liv. En side jeg pt kan relatere mig til.
      Så tak for dit input. Tror det er uundgåeligt med de følelser, der melder sig, når man ikke er en kerne familie længere og må dele sine børn ❤️

  2. Årh søde Cana, jeg er ikke skilt, men savner også mine børn når de bare er i børnehave. Moderkærlighed er en stor størrelse og nogen gange en svær størrelse.
    Prøver at være nærværende når mine børn er tilstede, og sige til mig selv jeg gør det så godt jeg kan.
    Du er god nok! Elsk livet og elsk den Får lige samvittighed det er jo et eller andet sted jo savn. Fordi du elsker! ❤?☀️??

  3. Jeg kender det alt for godt. Mit hjerte splintres i 1000 stykker over at min søn altid skal savne en af sine forældre.
    Følelsen af at jeg ikke kan være I mig selv når han er hos sin far kender jeg også, og hvis han er hos sin far og min kæreste ikke har mulighed for at være hos mig, så bliver jeg mærkelig, og jeg kan ikke sove når jeg er alene. Jeg anså mig selv som en selvstændig kvinde, men jeg kan ikke finde ud af at være alene.
    Og følelsen af og ikke kunne nyde 100% når den jeg elsker aller højest Ikke er der til at dele det med mig, den kender jeg også.
    Jeg håber at det bliver bedre, det samme med den kæmpe dårlige samvittighed jeg har over at være blevet skilt fra hans far.

  4. Det er som taget direkte ud af mit tankemylder.

    Jeg har nu været “skilt” fra mine børns far i 9 år, og desværre er det ikke blevet mindre forbudt at nyde tiden uden børnene. Mest de ekstraordinære oplevelser – dem hvor børnene spørger efterfølgende hvorfor de ikke var med til – de gør ondt. Men man er jo nød til også at leve i de perioder de ikke er hjemme…

  5. Din beskrivelse er nøjagtig den følelse/dårlige samvittighed jeg har som ikke-skilte forældre, når jeg (alt for sjældent) tog på kæreste-weekend eller -miniferie uden børn. Uanset status, så har vi altid dårlig samvittighed, når vi forlader reden med indhold og tænker på os selv.
    Den lektie der skal læres er vel at hvis vi ikke giver os selv rum til at lade det hele menneske op, også hende vi kendte engang, så har vi heller ikke energien til at være til stede sammen med vores børn eller partner. At savne er jo en god ting. Dejligt at du har to skønne knægte at savne og glæder dig til at komme hjem til ❤️

  6. Tak for din fine og ærlige tekst.
    Det er rart at vide man ikke er den eneste.. jeg har selv 2 børn( nok på ca samme alder som dine), og blev skilt for 2,5 år siden… har gået igennem den samme følelsesmæssige tur du beskriver, og selvom jeg nu sidder med en sød ny kæreste(som jeg også tir nyder alene-ferier med), ender jeg altid med at savne ungerne… Jeg tror aldrig de følelse stopper for mig, så jeg prøver blot at accepterer dem, og har en aftale med kæresten om at når jeg savner ungerne for meget, prøver vi at lave noget ekstra sjovt, så jeg kan tænke på noget andet – og derudover minder han mig altid om hvor godt de har det hos deres far og også får glæde af en glad mor, der tager på ferie med sin kæreste…op med humøret og nyd ferien – det vil dine unger ønske for dig☺️

  7. Pyh… det kunne lige så godt have været mig der havde skrevet det indlæg, da jeg sidder i fuldstændig samme situation og med de samme følelser som dig. Er selv på vej på mini ferie med min kæreste efter at have holdt 2 skønne uger med mine 3 børn, og jeg savner dem allerede helt skørt, og jeg føler det er lidt forbudt, at jeg tager væk nogle få dage, også selvom det “bare” er i DK…. Min skilsmisse ligger knap 2 år tilbage, og jeg ved ikke om det nogensinde bliver nemt at undvære sine børn !

  8. Søde Cana..

    Jeg ved præcis hvad du føler.. Du er ikke alene..
    Min søns far og jeg gik fra hinanden da W. var 2 år – nu er han 9. De første weekender han var hos sin far, lavede jeg ikke andet end at tude. For Nøj hvor jeg bare følte mig som en lort, at vi havde valgt at W. skulle bo to steder og måske savne den anden forældre hele tiden.. Med tiden lærte jeg dog at navigere i det. Som du selv skriver, så giver det også en frihed, hvor dårlig samvittighed dog følger med. Jeg tror du kommer til at acceptere, at den følelse af dårlig samvittighed lurer i underbevidstheden. Det har jeg lært, og nu kan jeg sagtens nyde en uge uden W., hvor der kun er min kæreste og jeg..
    Giv tid, og mærk efter – det bliver bedre..

    Knus fra mig

  9. Kæreste Cana,

    jeg er ikke selv skilt, men savner mine børn og har den ondeste, dårlige samvittighed, når vi en (forholdsvis) sjælden gang i mellem lader dem passe for at lave noget voksent. Så jeg kan kun ænse, hvordan du har det.
    Tilgengæld er jeg selv vokset op som skilsmissebarn og er af den faste overbevisning, at det er supersejt, når man som forældre er i stand til at se, at børnene ikke vil have noget ud af at man krampagtigt holder fast i noget, der ikke fungerer! Og havde du været en dårlig mor, så havde du slet ikke haft noget tankemylder at forholde dig til lige nu! Så omfavn de der trælse tanker og husk at det er noget af det, der gør dig til den helt fantastiske kvinde, som jeg er sikker på du er! Og så nyd din ferie i fulde drag, nyd din kæreste og nyd at have fået dig selv tilbage – og husk at det er ok!
    Helene

  10. Kære Cana ❤
    Jeg ved 110% hvordan du har det. Nu er det efterhånden 3 år siden at jeg blev skilt, og flyttede fra min eks og min søn. For mig har tiden gjort en kæmpe forskel, dermed ikke sagt at jeg ikke savner og render rundt med verdens dårligste samvittighed.
    Nu ved jeg ikke hvordan dit forhold er til Thomas, men jeg har verdens bedste forhold til min eks, og det gør at jeg til hver en tid må komme forbi og kramme knægten hvis jeg har brug for det, jeg må altid ringe til ham og jeg må “låne” ham dage som ellers ikke er mine.
    Og det gør det også det hele nemmere, for av hvor kan det altså gøre ondt i moderhjertet at være adskilt fra sine børn.

    Håber ikke det blev alt for rodet ? kæmpe kram til dig, du skal nok klare det?

  11. Søde Cana. Du sætter ord på det som jeg tror 99,9 % af alle skilsmisseforældre føler.
    Jeg har været skilt i 5 1/2 år og får stadig følelsen. At jeg ikke bør nyde en ferie uden børnene. At jeg ikke er en ‘rigtig’ mor fordi jeg kun har mine børn 50 % af tiden. At jeg har skadet mine børn for evigt. Jo jo, når tankerne først tager over, er alt ikke rationelt ?
    Mine børn er nu 14, 12 og 9. De har har lige været på sommerferie 14 dage med deres far og jeg savnede dem så meget at jeg troede mit hjerte ville stoppe. Helt af sig selv af savn. Men så slog det mig, da de kom hjem, at de er så store nu at de slet ikke savner så meget som før, den yngste ville endda gerne haft et par dage mere med fætteren i sommerhus. De var glade for at se mig. Bevares. Men deres savn var slet ikke som mit. De ville gerne hjem til vennerne. Ikke nødvendigvis mig?så tiden hjælper dig. Og børnene❤️

  12. Du knuser mit hjerte, jeg er kun et halvt år inde i skilsmisse helvede, og jeg har sådan kigget mod dig og tænkt der var lys et sted.. men følelsen af savn, dårlig samvittighed og uretfærdige vilkår for min datter føles så stærkt at jeg godt kan fornemme at de ikke kan forsvinde helt.
    Jeg håber sorgen over at være alene om alle hendes op og nedture, oplevelser og sjove udtryk – letter snart… den tager virkelig livet af mig?
    Knus til dig for at dele – det hjælper herude bag ved skærmen❤️

  13. Søde Cana, det er helt okay og husk det 🙂
    Jeg tror alle, nok specielt mødre, har den følelses, har den såmænd selv, overfor sønnike som bor hos far, men også overfor mine piger som er flyttet hjemmefra, den der lille dårlige samvittighed.. Den er nu blevet okay for mig, og det gør det nemmere, jeg tar den når den kommer, viger ik udenom, med div aktiviter, men er i den, uden at dyrke den, så nu tager den ik så meget af min tid, som den har gjort 😀 … For vores børn får også fede oplevelser uden os, og det i alle aldre..
    Og de elsker/savner os, lige meget om de er hos far/mor, eller på koloni med skolen, er der noget børn er gode til, så er det at leve i det, der er deres betingelser, som for meste heldigvis er lige gode hos begge forældre … Og så ELSKER de glade forældre, og det bliver vi jo af skønne oplevelser..
    Kram til dig 🙂

  14. Kære Cana

    Som skilsmissebarn har jeg aldrig ønsket andet end at mine forældre havde – og har – det godt!
    Savn er for alle, og min mor har også tit fortalt om den forfærdelige følelse hun havde hver gang, hun skulle aflevere min søster og mig til min far, eller til hvem som helst med tanken om, at der ville gå noget tid, før hun fik os igen – en følelse, jeg gætter på mange mødre besidder, og som aldrig vil forsvinde, men man lære at tackle.
    HELDIGVIS er vi i dag super priviligerede af at der findes smartphones og diverse sociale medier. Hvis jeg savner min mor, far, søster eller nogen som helst anden, er det nemt lige at sende en snap eller ringe op og snakke om ingenting.
    Pointen er, selvom jeg er vokset op med at savne min far og mor i forskellige perioder, så er jeg egentlig endt ud meget fint ?

    Øv dig i at nyde det – det er okay! Dine børn ved, at du elsker dem ubetinget, og at du aldrig ville vælge det luksuriøse liv med evige rejser osv. osv. fremfor dem!

  15. Du rammer helt plet. De følelser du sidder med, dem føler jeg også. Jeg er først blevet skilt for et halvt pr siden, så følelserne er stadig meget nye og meget stærke og slet ikke rare, synes jeg. Der er en vis styrke i at kunne spejle sig i dig og din oplevelse. Tak for at dele❤️

  16. Jeg er også skilt og har efterhånden været det i mange år. Jeg elsker mir barn lige så højt som alle jer andre mødre, men jeg har ikke haft det som jer.

    Jeg undre mig over den kulturelle selvofrende rolle som mødre (skal) ligger under for. “Skal dit barn allerede starte i institution-skal du ikke have mere barsel?” Jeg lavede altid hjemmelavet mos…ikke det på glas…men det er sikkert fint nok” “ Kan hun virkelig være menister med små børne”….vi bliver dømt på alle fronter og som kvinder er vi også gode til at holde hinanden ned men den helt rigtige amme-spelt-deltids karriere historie.

    Jeg har altid betragter mig som mere end mor…jeg har mange ting jeg identificere mig som og alle roller skal nydes og fodres. Det skal ikke give dårlig samvittighed det skal nydes for det kan ikke være anderledes!

    Jeg har altid holdt fast i at min skildsmisse netop er et livs vilkår…uanset hvad jeg havde af valg og muligheder kunne det ikke være anderledes! Jeg syntes sørme også at det er et stort ansvar at give ens børn…vi er sammen “kun” for din skyld…det må heller ikke være omkostningsfri. Jeg har ikke kunne gøre noget anderledes, prioritere på en anden på for at tingende var som før en skildsmisse. Jeg kunne ikke ændre det, men jeg kunne påvirke de måder vi tænke om det. Vi lavede det til en regl i alle hjem, at man selvfølgelig måtte savne den anden forældre, men det var så vigtigt at være i nuet for ellers ville man altid savne og længtes. Så vi talte altid om hvor dejligt det havede været hos far…hvor meget vi skulle nyde at NU var vi sammen og hvor dejligt det bliv at skulle være hos far igen. Holde fast i at nyde det som er nu! Jeg siger ikke at det fungerede for starten af, men med tiden lykkes det.
    Jeg tror også at det er vigtigt at leve med det gode eksempel..,vise ens børn, at man nyder sig selv og livet hele tiden og ikke kun lever når de er der. Jeg sikrede mig at mit barn viste, at jeg syntes det var skønt og dejligt at være sammen nu. Men fortalte også om den gode bog jeg havde nyt at læse i timevis eller kaffe og voksen film med Preben og moster oda. Jeg viste, at jeg også fortjente at havde det dejligt og nyde mine hoppies lige som jeg roste og spurte ind til de ting som hun oplevede når vi ikke var sammen.

    Vi har sgu kun et eneste liv (vi er bevidste om) og det er ganske enkelt for kort til altid at ønske at man var et andet sted. Når tingende står skrevet i sten (som fx en skildsmisse gør) så er vi forpligtet til st nyde og leve hver eneste sekund…og ikke kun i en dele ordning.

    PS. Jeg kan total identificere mig med ikke at ture dykke 😉

  17. Tænker at det nærmest er et livsvilkår bare når man er blevet forældre. Jeg mener, jeg savner også og har dårlig samvittighed, når vores søn fx bliver passet af bedsteforældre i et par dage eller nu her hvor jeg som studerende har 8 ugers sommerferie og har valgt kun at give min søn 5 ugers ferie fra institution. De dage, hvor jeg afleverer og går igen for bare at gå hjem i vores hjem, der får jeg også et stik af dårlig samvittighed. Men altså det betyder, at jeg får ordnet en masse praktisk, så jeg kan være mere nærværende, når han kommer hjem. Jeg får også et pusterum, som gør mig mere glad og overskudsagtig. Tænker også, at dét er noget af det, man kan, når man er skilt. Altså ordne mere af det kedelige, når man ikke har børnene, og være mere nærværende og i overskud, når man så har dem?
    Mine forældre blev skilt, da jeg var 5. Jeg har altid savnet dem, når jeg ikke var sammen med dem, men det var ikke et ubærligt savn. Altså jeg vidste jo, at jeg ville se dem igen efter få dage. Forældre forsvinder heldigvis sjældent ud af ens liv, fordi de bliver skilt, og jeg er sikker på, dine børn kan mærke, at du er hos dem i så høj grad, at dagene, hvor I ikke ses, er helt okay. Jeg prøver egentlig bare at sige, at jeg kender følelsen på trods af, at jeg ikke er skilt og “kun” selv er skilsmissebarn, og at jeg tror, du er en helt fantastisk mor. Det viser dine refleksioner her i hvert fald 🙂

  18. Kære Cana ❤
    Det er et meget meget vigtigt blogindlæg du skriver her.
    Alle os skilte kvinder ( og mænd) med børn, kan relatere og sætte os ind i din sorg.
    Tak fordi du er ærlig og sætter ord på noget, som der generelr måske nok er sat for få ord på indtil videre. Så tak fordi du giver bolden op ❤
    Knus og tanker fra en anden skilt sønderjyde.

  19. Som skilsmissebarn vil jeg lige sige, at jeg ikke synes du skal have så dårlig samvittighed. Jeg mindes ikke at have savnet mine forældre, selvom jeg kun boede hos den ene. Og hvis jeg gjorde, så var det bare endnu bedre når man så hinanden igen. Der var klart mere overskud til mig, når jeg så var der end før de blev skilt. Og jeg mener gerne man må “nyde” uden sine børn, selvom det måske føles forkert. Men de nyder tiden med deres far imens.
    Det eneste jeg savnede dengang, var forældre der kunne snakke sammen og en søskende så jeg ikke skulle være “alene” om at flytte de par kilometer imellem mine forældre. Dine børn har heldigvis hinanden og de får helt sikkert mere og mere glæde af hinanden og det lyder til at deres forældre faktisk kan snakke sammen 🙂 KÆMPE klap på skulderen til jer – dét er nemlig vigtigt!
    Håber det giver mening 😉

  20. Min pointe med den kulturelle selvofferende rolle er at det er virkeligt mærkeligt at så snart vi bliver mødre så er det forventet/føles det at ALT ANDTE skal være på bekostning at det med at være mor. Vi bliver nærmest selvudslettende i en sådan grad at der kun er “mor” tilbage og bare det at tage er lang bad føles forkert at bruge tid på…for det komme jo ikke børene til godt….puha det er noget jeg gør kun for mig og fordi jeg jeg har egoistiske behov.
    Hvorfor skal det føles forbudt at nyde ens eget liv….det er dog mærkeligt og paradoksalt.

  21. Har kun lidt tårer i øjnene nu..
    Du rammer meget plet. Mine børn er netop nu på 2 ugers sommerferie hos far. Hvilket er første gang, jeg har undværet dem så længe. Hold nu kæft det er hårdt.
    Har en skøn kæreste, som gerne står på hænder og hoved for at forstå og hjælpe mig igennem, men det er alligevel svært at forklare hvordan det føles til en der ikke selv har prøvet det.
    Jeg prøver at nyde tiden uden børnene, også når de i øvrigt er hos deres far, men der er altid en lille tanke bagerst i hovedet der sidder og kalder på moren i mig.

  22. Jeg hader hader hader, at jeg går glip af halvdelen af mine børns barndom. Og jeg hader, at jeg har sat mine børn i den situation, at de skal undvære deres anden forælder halvdelen af deres barndom.
    Du beskriver bagsiden så fint, Cana. Selv her næsten fire år efter, er det stadig en ting, der fylder meget i mit liv. Et sindssygt kontrastfyldt liv, der indimellem kan være virkelig svært at navigere følelsesmæssigt i.

  23. Kære søde Cana.
    Tak for at sætte ord på! Jeg forstår det så godt.
    Endnu en af skilsmissens mange lag…
    Jeg har desværre endnu ikke noget, at være misundelig på eller have samvittighed over. Jeg er mere i et stort sort hul af sorg og savn lige nu.
    Men jeg genkender virkelig rastløsheden og ambivalensen, bare toppet med ensomhed, håbløshed og et kæmpe hul i maven.
    Lige nu, er det der fylder mest hos mig, at jeg ikke længere kan være den mor, jeg ville og troede jeg skulle være -i hvert fald kun noget af tiden. For når børnene er hos deres far, kan jeg ikke komme med en klud til panden, knus og omsorg, når mit barn er syg. Jeg ved det ikke engang, før jeg læser på forældreintra om aftenen. Hold op, jeg synes, det er svært og et stort afsavn.
    Der er så mange paradokser, men slet ikke havde kunne forudse. Desværre, tror jeg det er en kvindeting. Jeg oplever i hvert fald min ex-mand nyder friheden og goderne helt sorgløst og ubekymret. Men jeg tror, du har ret i, at det er nogle følelser, vi skal lære at leve med og finde en hylde til.
    Det håber jeg på, og glæder jeg mig til.
    Tak for at dele din rejse, det giver mig lidt ro, håb og lys. Knus, T.

  24. Jeg vil bare give dig verdens største virtuelle kram. Jeg har ingen forestilling om hvordan det er. Bare knus ❤️

  25. Jeg er selv skilsmisse barn, og har været det siden jeg var 9 (nu 26). Man vil altid savne den ene forældre, når man er ved den anden og omvendt. Det forsvinder aldrig. Det bliver dog nemmere og nemmere.
    Jeg kan selv huske at overskuddet til mig og mine søskende , blev større ved forældre efter vi havde været ved den anden. De fik slappet af og samlet kræfter og vi nød tiden med dem endnu mere.
    Jeg husker min barndom som en god tid, og vi blev så forkælet og overøset med kærlighed.

    Det er et meget smukt indlæg du har skrevet, og jeg håber at du får det bedre med tiden. Det er ikke en dans på roser at blive skilt, men dine børn får lov at være sammen med den bedste version af deres mor og af deres far. Den 100% og helt igennem lykkelige version.
    100 knus til dig – og god ferie.

  26. Jeg blev skilt fra min ældste datters far for mere end 10 år siden, og jeg kan virkelig nikke genkendende til det du skriver. Men fordi tiden nu er gået for mig, kan jeg tilføje, at det bliver nemmere. Hvor kliché agtigt det end må lyde, så bliver det nemmere. Jeg har med årene lært at give slip på den dårlige samvittighed og ladet mig selv nyde livet, også uden hende. Men det har for mig været hårdt arbejde og et stort gran af bevidst valg at ville kunne gøre det. Så hvis det er til nogen som helst trøst, så kan det godt lade sig gøre. De bedste knus herfra <3

  27. Beklager jeg har ikke læst alle jeres kommentarer, så måske kommer der gentagelser. Jeg er 60 år og har voksne børn, jeg ved at du kan lære at nyde det, for det skal du! Kun på den måde kan du være den bedste mor når de er hos dig. De har det jo godt når de er hos deres far, har elsker dem som du gør. Så tillad dig selv at nyde alenetiden, tiden med kæreste og veninder, vi behøver ikke være MOR altid, andre kan hodt aflaste. Håber du kan bruge en gl kones råd.
    MVH

  28. Kære Cana
    Du har ret. Det er et livsvilkår og du skal tillade dig selv at nyde tiden uden børn. Det tager intet fra dem at du plejer dig selv og nyder din tid uden dem.
    Hvis det kan være en trøst, tror jeg de fleste har det sådan – både skilte og uskilte ( når man tager 5 dage væk fra sine børn med en veninde – præcis fordi man savner bare at være Line uden forpligtigelser – for en stund)
    Tillad – nyd – plej – savn- alt i en pærevælling ❤️

  29. Du er ikke alene. Jeg har været skilt i 3 år nu og følelserne sidder der stadig. Jeg HADER det. Jeg har en 7-7 ordning med min eksmand, og jeg har lige undværet dem i 14 dage fordi de har holdt ferie med deres far. Nu har jeg dem i 14 dage og følelserne går for mig ikke væk – nu er de her, jeg kan kramme alt jeg vil, men den dårlige samvittighed sidder i mig 24/7 og vil aldrig gå væk. Jeg gik ned med en depression, stress og angst af det, to gange, og gik til terapi for at få det bearbejdet. Alle har sagt af jeg skal slippe den samvittighed, men det kan jeg ikke. Jeg ved mine børn trives i den ordning vi har, det er mig selv der skal bearbejde en masse. Og jeg ved virkelig ikke om det nogensinde lykkedes.

  30. Kære Cana,
    Som skilsmissebarn kender jeg lidt til at stå på den anden side.
    Jeps, jeg savnede den ene forælder når jeg var hos den anden.
    Men nøj hvor jeg nød bonusforældre og bonussøskende. Og at få to forældre, som var mere glade hver for sig.
    Og dobbelt op på fede oplevelser.
    En skilsmisse har helt sikkert fordele og ulemper, men jeg husker at jeg som barn aldrig håbede på, at mine forældre fandt sammen igen.
    For jeg synes det andet var bedre!
    Kærlige tanker fra Louise

  31. Og så er der os der stadig bor sammen – far, mor og børn – og har akkurat de samme følelser, når man (læs. jeg) gør noget kun for mig selv, tager ud med veninder, tager sig tid og NYDER det. Jeg tror, det er noget, man som mor skal lære. Og så samtidig minde os selv om, at al overskud, glæde og livslyst -uanset hvor vi får det fra – også smitter af på vores unger.
    Nyd din ferie og din skønne mand.

  32. Hold nu op, hvor kan jeg 100 % sætte mig i dine sko (nok nærmere sandaler I disse dage).

    Jeg blev skilt for ca 10 år siden og gik igennem nøjagtig samme “udfordring” som dig.

    Jeg begyndte at nyde min “alene-tid” selvom jeg selvfølgelig savnede mine børn, men følte at det var SÅ forkert af mig at føle sådan når børnene var hos deres far. Følte jeg var verdens dårligste mor siden jeg på den måde kunne nyde jeg havde tid for mig selv!

    Men som tiden gik, accepterede jeg, at der var jo ikke nogen der synes jeg var en dårlig mor, fordi jeg nød mine friweekender! Tværtimod fik jeg altid at vide af veninderne, at nu havde jeg bare at nyde det i fulde drag.

    Men lige gyldigt hvor meget jeg nyder min alene-tid, vil savnet til børnene imens, stadig være der og det har jeg valgt at acceptere som det er, for jeg kan jo ikke ændre noget ved det.

    Så ja der vil altid være en bagside, men man lærer ligeså stille at acceptere det er sådan det er og at det er helt okay ❤️ Jeg har valgt, at det savn jeg har til mine børn, når de er hos deres far, er et positivt savn og ikke noget jeg skal være ked af eller have det dårligt med.

    Så nyd din alene-tid i fulde drag og vend savnet til noget positivt. Glæd dig over du nogle dage er “mor” og andre dage er Cana ❤️

    Kæmpe kram

  33. Som skilsmissebarn vil jeg tilføje at ens barndom kan være lige så perfekt som i en kærnefamilie 🙂 Min søster og jeg boede hos vores mor og var hos vores far hvert anden weekend. Vi har muligvis savnet vores far, men det er ikke noget jeg husker.
    Så gætter ikke på det har fyldt.
    Men som mor vil jeg bare sige at jeg tror det er en “morting” som følger med – evig dårlig samvittighed! Det handler nok i virkeligheden mere om os selv end om vores børn. Børn tilpasser sig, og så længe de har to gode forældre, så tror jeg ikke det har nogle betydning om man lever under samme tag. Derimod fornemmer de alle stemninger, så jeg tror helt sikkert at glade forældre giver glade børn ❤️ Nyd jeres kæreste tur, det fortjener i ?

  34. Hej Cana

    Jeg kan ikke nikke genkendende til dine følelser i en skilsmissesammenhæng, da jeg ikke selv er skilt. Men jeg kender godt til den dårlige samvittighed, selvom jeg har den i en anden kontekst. Jeg prøver at lære mig selv – og måske det også kunne være noget for dig – at det er spild af tid at have dårlig samvittighed over at nyde tiden uden sine børn. De får intet ud af, at du er på ferie med dårlig samvittighed. Men jeg synes nu nok, det er ok at savne dem. Giver det mening? I hvert fald får de meget mere ud af at få en frisk, klar og ferieudhvilet mor tilbage 😉 du bruger al for meget negativ energi på; at skulle på ferie uden dem OG nyde det samtidig med. Dobbelt negativ energi. Det er skide drænende for dig, og det er ærlig talt ærgerligt, når nu du lige nu har mulighed for at nyde din lækre ferie. Du kan jo ikke nyde ferien, når først du er hjemme igen 😉 og i dette tilfælde er det på baggrund af en voksenbeslutning, du og din eks på et tidspunkt har truffet – noget der er godt på den lange bane, og noget du derfor ikke kan ændre ved, men derimod få det bedste ud af.

    Summa summarum; nyd din ferie, savn dine børn og når ferien er slut, giver du drengene et ekstra stort kram. Tag evt. nogle lækre billeder og køb en souvenir med hjem.

    Om det overhovedet giver mening for dig, ved jeg ikke. Jeg tænkte bare, at jeg ville give dig en mental high five. Vi mødre er nemlig alt for hårde ved os selv (og hinanden). Let’s spread some love i stedet <3

  35. Kære dig.
    Jeg tænker at mange kan nikke genkendende til lignende følelser og jeg tænker det virkelig er så ok…. og er det ikke sådan med følelser…. de rummer ofte flere facetter? ?
    Savn og nyd på en og samme tid ???

  36. Hej
    Det er rigtig mange kloge tanker og en masse sorg i fortæller om. Jeg sidder og overvejer at blive skilt. Jeg har det ok i mit nuværende forhold, men kærligheden har været væk i flere år. Vi har 5 børn under 12. Der er så meget i mig der fortæller at jeg burde skilles, men tanken om hvad det gør ved mine børn stopper mig hele tiden.
    Kan ikke rigtig finde ud af om det er bedst at leve i en kærnefamilie uden voksenkærlighed, eller om det er bedst at være alene med fem børn.
    Livet er svært

  37. Kæreste Cana. Det bliver bedre og nemmere. Men det tager tid. Du skal fylde dit liv med nye gode oplevelser og kærlighed. Det mærker dine børn og det kommer dem til gode. MEN kan du på kogen måde være sammen med Thomas så er det guld værd. Vibhar været skilt i 25 år men ml. Ex mand er min bedste ven. Han passer på mig og børnene. Vi holder jul og fødselsdage sammen. Også med min nye mand. Vi kan fordi vi ville

  38. Som skilsmissebarn og stadig næsten et barn vil jeg sige, at du endelig ikke må have dårlig samvittighed! Det har man selvfølgelig, men som barn er det, man allerhelst vil have, at ens forældre altid er glade. Så har børnene det nemlig også allerbedst 🙂 Jeg ville ikke kunne bære tanken om, at mine ene forælder bare sad og ventede på mig, når jeg var hos den anden. Så går jeg nemlig – som datter – og bliver bekymret. Så hvis du kan nyde dit liv og dine muligheder så meget som overhovedet muligt, når dine børn ikke er der, og være der så meget for dem, som der nu gensidigt er behov for, når de er der, så er der intet at have dårlig samvittighed over. Slet intet! Mange knus

  39. kære cana,
    jeg forstår dig godt. det er svært. men måske kan min lille historie lette din sorg lidt.

    jeg blev skilt fra min søns far da han var 4 år gammel. vi bor i sydtyskland. et minde jeg aldrig glemmer fra dengang er da hans far havde sat os af ved toget til danmark og vi sad på sengen i nattoget og han kiggede på mig med sine store brune øjne og sagde:”ved du hvad mor, det er sådan at jeg synes det er sjovt at rejse. men jeg skal altid savne en af jer.”
    nu er min dejlige søn blevet 22 år og er flyttet hjemmefra for at studere. en høj smuk mand som hviler i sig selv og gør mig stolt på den der måde som kun mødre kender. da han for nylig var på besøg hjemme kom vi til at snakke om det at være skilsmissebarn. jeg sagde at jeg tænkte at det må have været svært, måske anstrengende altid at skulle skifte fra mor til far og tilbage igen. så kiggede han igen på mig med sine smukke øjne og sagde: “jamen, det var jo sådan det var. jeg har aldrig kendt andet. jeg husker det overhovedet ikke som svært. det var fint.” mit hjerte lettede.
    jeg håber dit hjerte også kan lette lidt.
    nyd din ferie! mange hilsner fra mig.

  40. Tak for dette blogindlæg. Jeg ville ikke ønske de svære følelser knyttet til savn af børn for min værste fjende. Det er en knusende følelse. Men det er en lettelse og en trøst, at du sætter ord på. Så tusind tak for det. ❤️

  41. Av mit hjerte!

    Jeg arbejder som skilsmissevejleder for børn i skilsmissegrupper. Og noget af det vi taler allermest om, er faktisk også børnenes følelser for, at deres forældre lever “et liv uden dem”. At de rejser og oplever en masse ting uden dem – særligt når der også er kommet nye børn (halvsøskende – altså mors eller fars nye børn med en kæreste) For så er det jo hele mors “nye familie” der tager ud og oplever uden delebørnene. Det kan være noget så uskyldig som en tur i svømmehallen, Legoland. Det undrer mig gang på gang, alle de følelser børnene sidder med. For selvfølgelig går man glip af noget i en familie ligegyldigt konstellationen, men følelser er bare altid uden på tøjet, når det handler om skilsmisse :/
    Derfor er det så forbandet vigtigt at italesætte.

    1. Du lyder som et rart menneske, A! Dejligt at nogen tager skilsmissebørn alvorligt og laver sådanne grupper. Burde være obligatorisk.

      Jeg arbejder selv med børn, og det gør også, at jeg er vidner til alle de børn, der oplever skilsmisse. Og åh, hvor kan jeg ikke have det :/ De bliver pludselig så bevidste om alt i deres familieliv. Hvor hører de til? Hvem tager sig af dem? Hvorfor skal jeg kun med på nogen rejser? Har min ene forældre glemt mig, når de tager på ferie? Alt sammen noget, de ikke vil sige til deres forældre. Børn er så loyale og bliver pludselig så “voksne” og bevidste om, at de sgu også skal sluge de så omtalte kameler, som skilsmisseforældrene skal. Jeg er så glad og lettet over at høre, at du ved besked og tager hånd om dem. Alle skilsmissebørn har brug for hjælp udefra på et eller andet tidspunkt <3

      1. Kære Merete.
        Jeg bliver faktisk lidt ked af din kommentar! Jeg er selv vokset op som skilsmisse barn og mener ikke jeg har haft brug for hjælp på noget tidspunkt. Jeg tror man skal passe på med at skære alle over en kam. Børn er forskellige og har forskellige behov.
        Dog oplever jeg ofte at børns udfordringer “undskyldes” med forældrenes skilsmisse. Vi som voksende skal passe på ikke at skabe stigmatiserende narretiver, som kommer til at følge børnene.
        Mvh Camilla

        1. Hej Camilla, man må aldrig skære skilsmissebørn over en kam. Det er derfor, det er så forbandet vigtigt, at man får skilsmissegrupper, så man sikrer sig, at hver enkelt får hjælp (eller ikke hjælp, som i dit tilfælde). Jeg tror desværre bare, at alt for mange børn har gået med mange barske tanker alene i vores barndom.

          Problemet i dag er jo netop, at det er så “normalt” i vores samfund, at en folkeskoleklasse er med 50% skilsmissebørn, at man glemmer, at det faktisk er forbundet med sindssyg mange hårde tanker for et lille menneske.

          Jeg arbejder også med børn, og det sker virkelig oftere i dag, end da jeg selv var barn. Netop fordi der er så mange skilsmissebørn, kan forældre have tendens til at tro, at børnene spejler sig i hinanden. Men ikke en skilsmisse er ens.

          Og jeg vil altså give Merete ret. Børn skal sgu også sluge en masse kameler – Jeg har da selv haft ondt i maven over, at min mor havde et liv med en ny familie (ny mand og halvsøskende) som jeg ikke altid var en del af (Og jeg har endnu ikke mødt et delebarn, der ikke har det. Det er ganske naturligt). Men jeg sagde det da aldrig højt, det var en af de mange kameler, jeg slugte. Og det tror jeg faktisk er sundt at italesætte, hvis det gav mening 🙂

          1. Det giver super god mening, og jeg er meget enig 🙂
            Jeg syntes skilsmisse grupper er et super godt tilbud for de børn der har brug for det. Men jeg tror ikke på det er alle der har brug for det, og som du selv skriver kan man ikke skære alle børn over en kam.

            Jeg er selv vokset op med halvsøskende og bonussøskende, og nej det har ikke altid været lige nemt, men idag ser jeg det enligt som en kæmpe gave, og en masse læring om tilsidesættelse, håndtering af følelser og sammenhold mm.
            Jeg tænker ikke mine to børn der lever i en “kærnefamilie” (hader det begreb) Har et bedre liv, end børn i sammenbragte familier.

            Men min pointe er enligt bare, at man ikke skal være med til at sætte børn i bås. Skilsmisse eller ej, rig eller fattig osv. Jeg oplever gennem mit arbejde at pædagoger og lærer ubevidst har været med til at fastholde børn frem for at hjælpe dem.

            Tak for en dabat i en sover tone, det er skønt 🙂